New Zealand Explorer


På valgfaget 'New Zealand Explorer' har vi i løbet af efteråret på Silkeborg Højskole forberedt vores eventyr Down Under. Nu er der kun få dage til afgang og jeg glæder mig!
De første tre uger skal jeg rejse sammen med med NZ-holdet, der består af 22 elever fra Silkeborg Højskoles Friluftlivshold, Friluftlærer Rasmus og tre gutter Rasmus har fået til at hjælpe os. Vi skal vandre, sejle kajak, svømme med delfiner, cykle på mountainbike, klatre og vandre endnu mere på forskellige steder af New Zealands sydø.
Efter de tre uger fortsætter jeg eventyret. Først på egen hånd i New Zealand og Australien og senere med Anne Bek i Vietnam.

mandag den 9. maj 2011

Bye Bye Australia

Naa. Her kommer et forsinket indlaeg om de sidste dage i Australien. Jeg har ikke haft saa gode internetmuligheder siden jeg kom til Asien, saa I maa leve med den lange forsinkelse og med at jeg gav op at blogge om oplevelserne her. Dem maa jeg fortaelle om naar jeg komme hjem i stedet.

------

Fra Alice tog jeg et ultrakort smut til Adelaide. Tiden der blev brugt på at cykle rundt i byen for at lede efter lift til Melbourne via the great ocean Road, men uden det store held. Eller det lille. Så cyklen blev vendt og jeg cyklede i stedet med to hollandske piger på chokoladefabrikrundvisning. Gjorde det mest for de gratis smagsprøver, men det var faktisk ganske interessant at høre om hvordan kakaoen udvindes fra kakaobønnen og alt det der, som jeg ville ønske jeg kunne huske. Anaywys. Chokolade giver mere mening nu. Eller snarere ekstra mening...for det har altid givet super meget mening. Mums. Bagefter tog vi på marked og købte billig frugt og smagte på en masse smagsprøver af alt muligt forskelligt. Dansk feta, blandt andet, der ikke smagte anywhere near det man kan få derhjemme.
Og så hoppede jeg på en natbus til Melbourne for at prøve liftlykken der.
I Melbourne var der masser der tilbød lifts, men jeg fandt ingen, der passede ind i tidsplanen (den var ellers ret løs) og dem der gjorde lød underlige og ikke lige nogen jeg skulle nyde noget af at køre med, så jeg endte med at købe en plads på en af de utallige ture, der bliver udbudt. Egentlig tror jeg det er en fordel, for det er skægt at møde de forskellige folk der er med, men det er bloddy dyrt.
Så nu er jeg her. I en turbus på en parkeringsplads i det der skulle forestille at være en frokostpause, men som er endt med at være en hjulet-er-punkteret-pause.

De sidste par dage har jeg brugt på at lade op efter en dårlig oplevelse på hostlet i Adelaide. Jeg har couchsurfet hos Vivien og Dan, et meget rart kinesisk par, der på den mest gæstfrie maner har ladet mig bo i deres lille lejlighed. Vivien har lært mig at lave et par kinesiske retter (glæder mig til at lave dem når jeg kommer hjem) og den ene dag tog vi på cykeltur langs floden og kørte hele vejen ind til byen. På vejen holdt vi en pause i en olivenlund ( der duftede dejligt) og spiste medbragte vindruer og ananas mens vi sludrede og kiggede på nogle roere, der trænene på floden. Frem og tilbage. Da vi kom hjem igen, kørte vi i bil ud til en strand for at kigge på pingvinerne, der kommer ind for at hvile sig for natten. Blå pingviner, verdens mindste pingvinart. Det var skægt at se dem i levende live uden for en zoo, og uden is og sne.
Dagen efter tog jeg tilbage til floden for at følge den på gåben i den modsatte retning. Der skulle efter sigende være en flagermuskoloni. Og ganske rigtigt! Pludselig havde jeg en trilion bilion skrigende flying fixes hængende over hovedet fra træerne. Nogle af dem flaksede rundt, men de fleste sov trygt og godt med deres slaskede vinger svøbt om sig. Putte putte. Det var ret fascinerende at gå der mellem dem...og en lille smule uhyggeligt. De lugtede heller ikke helt vildt godt.
Jeg havde cyklen stående i parken og cyklede tilbage igen. En ting er at skulle koncentrere sig om at cykle i den forkerte side og spejlvende trafikvanerne i lyskrydsene, men samtidig at skulle overleve Australiens ulogiske lyssignalsystem er virkelig en udfordring. Særligt et sted takkede jeg hvor Herre for at lade bilisten se mig og stoppe for mig.
Men cyklen er en genial Sightseeingopfindelse. ...eller også kan jeg bare godt lide at cykle. I Adelaide kunne man leje cykler gratis. Se Det er en genial opfindelse.

Tilbage til den punkteredes bus. Mon ikke den er blevet fixet mens jeg har fortalt? Vi kørte videre og vejret besluttede sig for at slukke for solskinnet og gå i bad i stedet.

------
Blev afbrudt i skriveriet og nu er turen overstået, så jeg vil tillade mig at fortsætte beretningen i datid, hvis De tillader.

Jeg havde fået en sindsyg sidekammerat, Craig,9 i bussen. Han snakkede uafbrudt. Ikke på sådan en, vi-er-begge-ude-at-rejse-og-derfor-snaksagelige-måde, men snarere på en klap-nu kaje-og-giv-mig-fred-måde. Jeg steg på klokken kvart i otte om morgenen og han stod på ti minutter efter. Vi var færdige for dagen klokken 7 om aftenen og han lukkede ikke munden på noget tidspunkt overhovedet. Jo, vent! Når chaufføren gav en besked en gang i mellem. Man kan jo tænke "Hanne overdriver nok lidt. Det ku da sikkert være hyggeligt med en samtalepartner på turen". Men tro mig! Jeg har talt med masser af mennesker og elsker at møde andre rejsende og udveksle beretninger og holde hinanden med selskab, men det her!!! Det var ikke en samtale. Han fortalte om alt tænkeligt. Om hvilke karakterer han fik i highschool, at han var 13, da han begyndte at drikke. Hvad han dengang foredrak at drikke og hvordan drikevanerne havde udviklet sig (alkohollen blev senere et emne forbundet med ham på turen) hvad han spiste juleaften, hvor mange kængurubamser han havde købt til sine kusiner. Hvilket rugbyteam han holdt med, hvor tit han ringede til sin far. Det var så galt, at de andre sendte mig medlidende blikke. Enkelte 'stakkels dig' kommentarer. Og efter en halv time havde jeg fået hold i nakken af at dreje hovedet i hans retning. Efter et stykke tid opgav jeg høfligheden og kiggede i stedet ud af vinduet og nøjedes med et par "hmm hmm" en gang i mellem for at lade som om jeg fulgte med. Han blev bare ved og ved. Selv da jeg lukkede øjnene og ikke svarede mere blev han bare ved. Det var seriøst trættende.

Vi fik skiftet hjulet og fortsatte til warrnambool, der er begyndelsen af the great Ocean Road. På vejen stoppede vi og besøgte en ostekælder til ostesmagning. Jeg smagte en oldgammel en jeg ikke kan stave til (og man skal jo nødig forsøge sig med de huk man får fra sin mor når bloggen vidner om, at jeg ikke kan overleve uden elektronisk stavekontrol), men den var så stærk, at den smagte af armoniak eller salmiaklakrids. Fint på kiks, men ikke lige noget til morgenbordet. Og ellers chili ost, pebberost og altmuglig herbs-ost. Altså...fintnok, men aussierne er altså ikke bedre til det med ost end NZ'erne.

Vi kørte lidt længere til et sted hvor guiden lovede koalabjørne og emuer. Og hvis vi var heldige, sagde han, ville vi måske se skyggen af en kænguru. Men det var ikke så tit. Vi holdt udkig efter koalerne og strakte nakkehvirvlerne helt ud i håbet om at se en lille nuttet bjørn sove i trætoppene.
Og så så vi den første kænguru. Og den næste. Og vi hoppede ie af bussen for at tage billeder og blev våde i regnen mens vi gloede og gloede og så den fjedre rundt. Det var en wallaby og en grå.
Vi følte os heldige, som guiden havde sagt vi var, og da vi også fik to emuer og to koalabjørne at se, var vi slet ikke til at pille ned. Men det var ikke slut med heldet endnu. Da vi rundede det næste sving, kom vi til en eng der var så propfyld med de nuttede springfyre, at man skulle tro det var det årlige kængurutraf. Jeg begyndte at tælle, men blev træt af det da jeg nåede til 58. I midten var førehannen med sine kæmpe store, pumpede bodybuilderboxerarme. Ham ville jeg nødig blive uenig med. Hunnerne dovnede lidt rundt med deres spænstige haler som et tredje ben og små unger tittende op af pungen.
Med alle de kænguruer på opleveren kunne turen, uanset hvor skævt resten af den så måtte gå, kun blive en succes.

Langs kysten stoppede vi forskellige steder for at se de forskellige formationer bølgerne har efterladt landsabet i. Vi nåede til the twelve apostles ved solnedgang og så solen gå ned over de store gule 'sandstensklumper' der stod som kæmper i vandet. Det giver ikke mening, at de heder the twelve apostles, for der var oprindeligt 18. Nu er der 14, efter bølgerne i tidens løb har væltet nogle af dem omkuld.

På hostlet stod den på BBQ i hyggeligt selskab og jeg fandt ud af at to af de andre der var med også havde boet på Sunnny's i Adelaide og også havde haft en dårlig oplevelse. Det var rart at have nogen at dele det. Vi fik tildelt vores værelser og søreme om ikke jeg havnede på samme dormitory som Craig. Det kunne jeg ikke lige overskue, og med en undskyldning om at jeg ikke ville sove på værelse med drenge, og med tilladelse fra hostelmanageren, slæbte jeg madrassen ind til pigerne og sov på gulvet der.

Andendagen gik med at kigge på flere fine steder. Vil ikke nævne dem alle, for det bliver for kedeligt, men lige et par stykker er vel ok. Et sted mødte jeg en pige jeg boede på værelse med på et hostel i NZ. Man skal aldrig sige aldrig, når man er lidt træt af hele tiden at skulle præsentere sig for nye mennesker man alligevel 'aldrig' kommer til at de igen.
I Apollo Bay var der festival og jeg holdt udkig efter et australsk par jeg ligeledes havde mødt i NZ og som jeg vidste ville befinde sig til festivallen. Men uden held.
Vi gik tur i en koldtempereret regnskov fyldt med en slags træer jeg ikke kan huske hvad hedder, men som er verdens anden højeste. De var temmelig høje, ligesom træbregnerne, der vokser så langsomt, at et eksemplar lidt højere end mig snildt kunne være hundrede år gammelt.

Og så kan jeg ikke huske hvad vi mere lavede, men vi havde det hyggeligt og sjovt og brugte en masse tid på at tage fjollede billeder.

Da vi var lige ved og næsten at være tilbage i Melbourne punkteredes vi igen. Hvad er oddsne for det? Vi strakte benene mens guiden legede mekaniker nok en gang og vi tog alle sammen en milion billeder af firmaets logo, der indeholder et bildæk.

Fik udvekslet kontakter på rejsekammeraterne og jeg fandt mit tog tilbage til min forstad.

Den sidste dag i Melbourne blev brugt på at rende rundt i byen. Så et standup/akrobat show med en gut, der var så sjov, at jeg skraldgrinede selvom jeg ikke havde nogen at grine med. Bagefter gik jeg en rute, der skulle have en masse streetart, men det var ikke særlig interessant, så jeg satte kursen mod et marked. Efter at have gået et godt stykke tid, spurgte jeg en dame om vej. Hun sagde at jeg var på rette vej og forklarede omhyggeligt ruten for mig, hvorefter hun tilføjede at markedet var lukket.

Busturen til Sydney var lettere end den sidste, men stadig lang og trættende. Kan man virkelig føle sig ældre end da man var ung, når man stadig skal forestille at være ung. Sådan en overnatning i en bus var intet problem for et par år siden.

Var så træt, da jeg nåede frem, og jeg nægtede at lade hele min dag blive smadret ligesom efter sidste bustur, så jeg fandt en bænk i botanisk have og faldt omgående i søvn på den. Vågnede først, da solen omdannede klimaet under min jakke til noget nær det de har i tropezoo.
Så var jeg til gengæld fuld af fart og spilopper og jeg gik en tur i haven og rundt i byen.

Hjemme hos Lynne og Kevin stod den på børnefødselsdag og en masse gæster. Jeg sov derfor på en madras på gulvet i stuen...the lounge.
Der stiftede jeg for alvor bekendtskab med Australiens vildlife, da jeg trådte på det jeg troede var en tegnestift. Min første tanke var "hvorfor har de dog tegnestifter på gulvet, når de ingen opslagstavler har". Derefter kiggede jeg ned på min fod for at fjerne den og der, under min fodsål, sad en stor, lodden edderkop. Min første tanke i denn omgang var så "åh" og alt blodet fløj retur til hjertet og efterlod mine lemmer lettere slappe. Anden tanke var "rolig nu, det er ikke sikkert du skal dø". Og så børstede jeg krybet af foden (den prøvede ellers så godt dens mange ben nu kunne klamre, at blive siddende.), gik ud i køkkenet hvor Kevin sad, og fik bekræftet, at jeg godt kunne satse på at holde mig i live...i denne omgang. En omgang sprit på biddet, et klask på den, derefter flade, edderkop og så på hovedet i seng.

Min sidste dag i Sydney blev den bedste af slagsen. Jeg tog en bus ud til bydelen Glebe, hvor jeg før havde været. Denne gang med større held til at finde det buddhistiske tempel jeg havde ledt efter. Tænkte det kunne være spændende at se hvordan sådan et ser ud, når det er plasseret i Sydney. Det viste sig at være et kinesisk tempel (Sze Yup Kwan Ti Temple) så det var svært at sammenligne med dem jeg har set i Thailand. Men selvfølgelig var det kinesisk. Ved ikke hvad jeg ellers havde regnet med med alle de kinesere der er her. Jeg begynder at forstå hvad hollænderen i Dannevirke i NZ mente, da han sagde at kineserne var ved at overtage verdensherredømmet.

I Glebe besøgte jeg også Tranby Aboriginal College, hvor jeg ikke mødte nogen studerende, fordi de holdt påskeferie. Men jeg talte med en flink mand, der fortalte om skolen. Eleverne kommer fra alle mulige forskellge communities fra alle mulige steder i Australiens 'bagkvarter'. Så de kommer ikke i skole hver dag, men kommer i stedet en uge ad gangen hver eller hver anden måned. Niveauet er tanden under uniniveau og de fleste bruger uddannelsen til at få arbejde ude i deres egne communities. Udover aboriginal studies og communikation, kan jeg ikke huske hvad de studerer, men noget de kan bruge til at arbejde som fx socialrådgiver og den slags, som der er meget brug for i deres samfund.

Efter frokost i china town tog jeg færgen til Manly Island hvor der er en populær bade- og surfestrand. Jeg havde taget badetøjet med, men var snot forkølet og derfor for slap til andet end bare at sætte mig i sandet og kigge. Sad og kiggede på nogle surfere, der tydeligvis var et hold, der fik undervisning. Det var ved at blive sent, men det så bare SÅ sjovt ud, at overvandt forkølelsesmatheden og spurgte en af dem hvor man kunne melde sig. Hun sendte mig over til surferskolehuset, hvor jeg fik at vide, at næste klasse var om 4 minutter og at jeg godt måtte være med. Så var der jo ikke andet for end at tørre snotten af næsen og hive den kolde våddragt på. Og så i baljen med mig og et stort lyserødt surfboard.
Og nøøøøj, hvor var det skægt! Det var faktisk til at finde ud af og efter demoforsøg oppe på stranden havde jeg adskillige successurf på de rullende bøljer. Juhuuuu. Totalfedt. Havde ikke troet at det faktisk ville kunne læres så hurtigt. Megasgægt. En af de andre havde en gut til at sidde inde på stranden og tage billeder og filme og han lovede at tage nogen af mig og sende dem til mig, men bagefter kunne jeg ikke finde ham og han fik aldrig min Email. Øv, ville have været sejt.

Lynne og Kevin har været i noget bedre humør her i anden omgang. I hvertfald har det været meget rarere at bo der nu. De har været i snakkehumør og vi sludrede og spiste aftensmad sammen. Det er jeg virkelig glad for, for det har bare været så meget bedre og jeg har fået et meget bedre indtryk af dem. De må have været stressede sidste gang jeg boede her. Og de har også været hjælpsomme på en meget mere brugbar måde. En stor hjælp faktisk.

Jeg havde desværre ikke tid til at tage i surferskole igen inden jeg skulle af sted næste eftermiddag. I stedet gik jeg en lang tur i området og fandt ud af, at det faktisk er en fin by. Sydney er jo sindssygt stor. Det er en forstad, jeg bor i, men det ku ligeså godt være en helt anden by.
Jeg gik langs floden og endte ved et supermarked hvor jeg købte frugt og noget ultratørt libanesisk brød, der slet ikke kunne måle sig med det gode jeg købte den anden dag. Så vendte jeg næsen tilbage mod huset og kom på vejen forbi en hel libanesisk butik, hvor jeg købte nøjagtig den samme mængte frugt og libanesisk brød til under halvdelen af hvad jeg betalte i supermarkedet. Og det var meget friskere og meget bedre.
Havde lyst til en is og gik i et andet supermarked (gjorde mig umage med ikke at kigge på prisen for libanesisk brød) og var så heldig, at de havde is-smagning. Pigen der gav smagsprøver glædede sig vist til fyraften, for da jeg gav udtryk for at det var en god is og spurgte om de solgte dem enkeltvis (syntes ikke lige jeg ville slæbe en pakke medm seks med mig på flyet), stak hun en hel is ned i min taske og sagde at jeg bare kunne sige i kassen at hun havde givet mig den. Så det gjorde jeg og smovsede den det sidste stykke hjem.

Kevin har kørt mig til lufthavnen og jeg har kriller af Asien-ve. Jeg glæder mig så fantastisk meget til at se Anne og til at komme på eventyr med hende i Vietnam.

tirsdag den 5. april 2011

Bye Alice

03.04.11

Det var helt underligt, at vaere tilbage i Alice. Mest fordi der var kommet en masse nye gaester paa hostlet og jeg blev flyttet til et nyt vaerelse. Det gjorde mig saadan set ingenting, for saa slap jeg for musene…troede jeg, i det mindste.

Den sidste dag I Alice blev brugt paa at gaa I kirke. Fandt ud af, at manden der siger ambulancelyde, havde en masse at goere med den lokale aboriginalkirke, og jeg fik lov til at tage med ham for at se hvordan det foregaar. Det var det taetteste jeg kunne komme paa at laere noget om aboriginerne her, naar nu det er saa svaert at komme til. Det var en fin oplevelse og jeg var med boernene i sondagsskole. Praesten kunne tale det lokale sprog, saa det hele foregik paa en blanding af engelsk og Anangi. For mig virker det lidt underligt, at de overhovedet gaar I kirke. Sikkert et laevn fra de stakkels omvendte boern fra the telegraphstation.

Efter en sen frokost i haven i selskab af to tyske gutter, som jeg kendte fra foer bushturen, besluttede vi at gaa en eftermiddagstur langs floden. En italiensk og en fransk gut som jeg ogsaa kendte fra foer, sluttede sig til os, og vi lavede en hel lille udflugt ud af det. Det var rigtig hyggeligt og jeg var helt aergerlig over at skulle derfra, naar det var saa hyggeligt med dem. Paa vejen saa vi en masse kaenguruer. Jeg ved ikke hvor de har gemt sig de andre gange jeg har vaeret i bushen, men pludselig vrimlede det med dem. Det var virkelig skaegt at se dem fjedrer rundt. Tror det var den slags der hedder euro. De har et ekstra tykt traedepudelag under foedderne saa de er bedre til at hoppe i klipperne. Vi gik helt ud til et lille bjerg uden for byen og kravlede op for at se solnedgangen derfra. Bagefter gik vi tilbage i moerke og kom til at hidse hinanden op slangerne i det hoje graes.

Inden vi var helt tilbage paa hostlet slog vi os ned i vejkanten og spiste muffins moerket og udvekslede adresser. Saa gik vi tilbage og jeg pakkede til morgendagens flyvetur til Adelaide

The Green Centre

29.03-02.04.11

Tirsdag morgen megav jeg mig så af sted på the highlight of my Australian eventyr. Juhuuuuu jeg har glædet mig siden jeg skrev en opgave om Australien engang i folkeskolen, så forventningerne var tårnhøje og humøret højere end den blå himmel.

Ombord på den lille lastbil, vi skulle rejse med var mine rejsekammerater (en blanding af aussies og andre rejsende) og vores guide Belinda, der skulle vise sig at være den bedste guide jeg til dags dato har oplevet.

Første stop blev et sted hvor man kunne betale en masse penge for at sidde på en kamel i to minutter. Men de havde to kænguroer i baghaven, man kunne klappe, så jeg var solgt og spekulerer nu på om man mon kan have en kænguru som kæledyr. Sådan en lille springfyr kunne jeg da godt have i stuen. Desværre bidder de...og gerne hele fingeren af, hvis de tror det er en tot græs.

Senere på dagen havde jeg et kængurumøde af en noget anden karakter. Nemlig i form af spaghetti med kængurukædsovs tilberedt over lejrbålet. Det smagte ganske godt. Desuden er det ret sundt - lavere fedtprocent end kylling.

Vi var kommet frem til Uluru og havde brugt eftermiddagen (eller snarere en brøkdel af den) på nationalparkens culturel center. Det var ret interessant og informativt, men desværre havde jeg ikke nok tid til at komme igennem det hele. Det er bagsiden af guidede ture. Mens nogen fik en guidet tur med culturcenteret og andre gik rundt om den gigantiske sten gik jeg og canadiske Ryan med Belinda noget af vejen rundt, mens hun pegede og fortalte om de sacret steder vi kom forbi. Jeg har altid opfattet Ayers Rock som en stor rød sten, men den er meget mere end det. Der er fyldt med hellige steder, hvor områdets tribes har hellige ceremonier og steder brugt til forskellige praktiske formål. Desuden er stenen genstand for en betydelig mængde dreamtime stories. Disse er grundlaget for aborgiernes kultur, tro, lov og levevis. Det hele er fortalt og videreført til næste generation gennem fortællinger.

Efter et møde med kæmpen på nært hold, kørte vi ud til et godt udsigtspunt og drak bobbelvin mens vi så solnedgangen over stenen, der strålede i de smukkeste røde okkerfarver.

På vejen dertil stoppede vi for at bestige en sanddune hvorfra vi havde udsigt til et stort rødt fladt bjerg. Ved første øjekast lignede det uluru, og nogen besøgende tager fejl af den og den rigtige og kommer til at køre videre uden nogensinde at se den rigtige. Jeg synes ikke de lignede hinanden særlig meget.

Natten blev tilbragt omkring lejrbålet i aussie-swags, der er en slagt udvidet kanvassovepose med indbygget madras som man sover i, i sin egen sovepose. Der lå vi med udsigt til den sydlige halvkugles imponerende stjernehimmel. Wow!

Tidlig start næste morgen for at se solen stå op og skinne på Uluru og Kata Tjuta, der er en masse mindre (men stadig meget store) i en klynge. Lidt som en klump af mange små ayers rocks.
Da solen havde smidt pyjamasen, kørte vi helt til kata tjuta og begav os på en meget varm gåtur ind mellem de mange hoveder. Jeg drak den ene liter cordeal efter den anden og viftede fluer væk med alle lemmer på een gang. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Virkelig mange fluer. Og de flytter sig ikke når man vifter. Heller ikke fra ens mad. Man må skubbe dem væk. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at der snildt kunne sidde 20 fluer på den sandwich man sad og spiste af, og man måtte fjerne dem mellem hver bid. Når man ser små fattige børn i fjernsynet med fluer i ansigtet fatter man ikke at de ikke vifter dem væk. Men når der er så mange kommer man til et punkt hvor man bare giver op. Jeg var lige ved at blive hysterisk. Det er virkelig ubehageligt at have en flue siddende i øjenkrogen...især hvis man samtidig har en siddende i næsebordsåbningen og i mundvigen. Jeg havde et myggenet med som jeg havde købt til at beskytte mig mod Nz's sandflies, men i central Australia kom det virkelig til sin ret. Føj for den lede rødbede.
Men kata tjuta var smuk og jeg hyggede mig med gåturen i selskab af et canadisk ægtepar.

Fra kata tjuta kørte vi til en outback station. Det vil sige en megafarm på størrelse med Jylland eller noget i den retning. Egentlig var vi der vist i forvejen eftersom den var så stor. Her slog vi lejr et sted med færre fluer, men myg overtal. Ikke særlig mange, men meget sultne. Vi spiste dejlig mad som Belinda på magisk vis tryllede frem på bålet og efter et brusebad med udsigt til stjernehimlen, faldt jeg i snak med canadiske Ryan, der intoducerede mig til ånderne i området og fortalte om sine kineologystudier. En meget speciel fyr!
Vi krøb i swagsne og jeg lå vågen det meste af natten, holdt vågen af myggene, der obviously ikke havde læst på min myggespray, at den indeholder DEET.

Søvnen blev hængende i øjnene længe næste morgen, da vi kørte til Kings Canyon og jeg orkede ikke rigtig følges med de andre, så jeg slentrede lidt efter og nød de smukke røde farver. Det var så fint, at jeg ikke kunne lade være med at tage alt for mange billeder. Halede ind på gruppen ved garden of eden og vi badede i et vandhul i klipperne. Det var skønt og dejligt forfriskende.

Til frokost stod den på kamelburgere og masser af fluer. Bortset fra dem, smagte det godt og jeg nu godt ha smovset en mere. Belinda slog 4WD til og vi kørte på bulede, røde veje gennem det usædvanligt grønne landskab. På vejen mødte vi en flok vilde kameler (Australien har verdens største population af vilde kameler og de eksporteres til kamelistand), to røde kænguruer, en thorny devil, Australiens største rovfugl, en sjælden sort kakadue + andre parakitter og en vild hest, der løb sin vej. Vi slog lejr i Rainbow Valey og efter at have drukket te ved bålet gik jeg med Ryan på jagt efter spirits i bushen. Vi tog billeder af dem, men de brød sig ikke om det og gemte sig i det høje græs.

For en gangs skyld skulle vi ikke op og nå noget, så Belinda sagde, at vi bare kunne stå op med solen. Jeg vil snarere kalde det at stå op med fluerne, der sværmede om næsen på mig som om jeg havde bestilt morgenvækning.

Efter morgenmaden gik vi en tur i området, med en lokal aboriginal mand, der fortalte om klippemalerierne og om bushmedicin. Vi skulle egentlig have været et andet sted hen, men vejen var gået i stykker, så der var et huld større end bilen og vi måtte derfor ændre planerene. I stedet kørte vi til Helen George og badede i endnu et vandhul mellem tårnhøje, røde klippevægge.

Den sidste aften bagte vi pizza i en gryde over bålet. En af de andre aftenener havdevi bagt kage på samme måde. Supersmart. Det må jeg prøve når jeg kommer hjem. Jeg har bogstaveligt talt sovet i en flod, for vi slog lejr midt i den lavvandede flod. Jeg diskuterede forskelle mellem canadisk og norsk vinterbål med Ryan og så cykelløb på hans ipod mens vi lod ånderne få en pause fra vores energiske søgen efter dem. Jeg kiggede på stjernehimlen og så hvordan en nabogalakse gled over himlen i takt med at aftentimerne gik. Det var en skøn gruppe at rejse med, og det var helt vemodigt at krybe i swagsne velvidende, at det var sidste gang.

Sidste dag blev brugt på at krydse en flod ved at hoppe fra sten til sten, bestige et lille west macdonnelsk bjerg og nyde den fantastiske udsigt derfra mens vi spiste schokoladesmåkager og saftige apelsiner. Der blev tid til endnu en vandhulsbadetur (14 meter dybt) i smukke omgivelser, inden vi kørte tilbage til Alice.

Jeg var megatræt, da jeg kom tilbage til hostlet, men jeg fik mig alligevel stablet på benene til at tage i byen for at mødes med gruppen til aftensmad. Jeg spiste krokodilleforårsrulle. Det var lækkert. Fiskekonsistens med kyllingesmag. Og så hjem på hovedet i seng, fuldstændig tappet for energi, men stadig med humøret så højt som stjernehimlen efter en virkelig dejlige tur i bushen.

The School of the Air

28.3.11

Mandag besøgte vi det sted der kaldes The world's largest classroom. På et tidspunkt (1951) kom en sygeplejesker, der fløj med the flying doctors på den ide at radiosystemet kunne udnyttes på andre områder, og hun startede the School of the Air. Radioen kunne bruges til at skabe social kontakt og uddannelse af de børn, der bor så langt væk fra byen (min 50 km fra skolen), at de ikke har mulighed for at gå i skole. Senere blev radioen suppleret med fjernsynsudsendelser og nu bruges internettet - selvfølgelig.
Klasseværrelset dækker 1.300.000 km2, et areal svarende til ti gange Englands størrelse og har 115 elever fordelt på syv klassetrin.

Det var spændende at se hvordan det foregår. De har to klasseværelser, eller studier, som de kaldte dem, hvor læreren mødes med eleverne online og underviser dem vha. webcam og chat. Vi overværede en 6. Klasse og dernæst en 0. Klasse have undervisning. I den ene klasse filmede læreren hvordan de skulle samle en eller anden model, de havde fået sendt ud. Dernæst stod den på diktat via chatten og de gennemgik lektien til næste uge. Ude på farmen (eller hvor de nu bor) har eleverne et lille klasseværelse og en tutor (oftest moren eller en ung sabatårsperson ansat til formålet) som er sammen med eleven minimum fire timer om dagen til at hjælpe med undervisningen. Nærmest som en støttelærer eller privatunderviser. De får installeret en 5 diameter stor parabol til en værdi af 78.000 kr. Den bliver givet videre til en ny elev når den gamle elev slutter sin skolegang. Undervisningsmaterialerne bliver sendt ud til dem med post sammen med instruktioner til huslæreren og en masse biblioteksbøger, eleverne sender opgaver og prøver tilbage så læreren kan rette dem. Eleverne ligger i top ti af skolerne i northern territory, så selvom man kan synes det hele virker noget omstændeligt og måske ikke så effektivt, er kvaliteten altså høj.

Af og til kommer læreren på besøg i hjemmet og fire gange om året mødes alle eleverne i Alice for lege og se hinanden i virkeligheden.

Skolen havde kun to aboriginal-elever. I de fleste aboriginal communities har de en lille skole med en lærer der derude. Det ku have været spændende, at besøge sådan en.

Fra skolen gik vi videre til the telegraf station, der er hele grunden til at Alice springs kom til at ligge hvor den ligger. Der går kabler hele vejen fra Adelaide til Darwin gennem Alice og videre til Singapore, der engang i tidernes morgen var Australiens forbindelse til omverdenen. Huset blevogså brugt til at 'opbevare' små stakkels aboriginalbørn taget væk fra deres mor og omvende dem til kristne.

Eftermiddagen blev brugt på en lang gåtur langs den tørre Todd river og med en kop kaffe på en af gågadens cafeer.

Nicole skulle rejse videre til Darwin og vi sagde farvel og god tur med en lækker grøn curry og chokoladekage til dessert.

Sofie og jeg pakkede og gjorde os klar til tirsdagens tur til den berømte Uluru, ayers rock - med hver vores company. Jeg tager Way out back de næste fem dage og glæder mig til at se Australiens Red center.

The close surroundings

26-27.3.11

Lørdag gik jeg på artgallery og kiggede på aboriginal-kunst. Endte med at sidde et par timer på gulvet og tale med en ung kunstner, mens hun gjorde et maleri færdigt. Hun fortalte at hendes mand var i fængsel for spirituskørsel og at hun skulle besøge ham dagen efter. Hun fnisede mens hun fortalte det. Som om hun syntes det var fjollet. Jeg prøvede at finde ud af hvordan jeg på en eller anden finurlig måde kan komme ud at besøge et aboriginal community, men det er ikke sådan ligetil. Man skal have tilladelse af deres overhoved og selvom hun fortalte at han faktisk er i byen for tiden, er han ikke sådan lige at få fat i. Det kan jeg vist godt glemme. Men det var interessant at tale med hende.

Bagefter gik jeg op på første etage og så en film om hvordan gallerymedarbejderne tager ud i communityerne med lærreder, pensler og maling og tager færdigmalede kunstværker med tilbage. Jeg talte med en af medarbejderne, der fortalte hun skulle ud at hente kunst næste onsdag, men jeg kunne ikke få lov til at tage med. Udfordringen er, at man ikke er velkommen derude. Så selv hvis jeg havde en bil kunne jeg ikke kunne tage derud, for de ville ikke lade mig komme ind.

Tilbage på Alice's havde jeg fået en værelseskammerat Sofie som jeg tilbragte en hyggelig aften sammen med sammen med Nicole. Jeg syede mine shorts, der havde fået to store huller bagi.

Søndag stod vi tidligt op og mødtes med Byens lokale vandreklub, for at tage med dem på deres ugentlige vandretur. Vi var fire fra hostlet, der tog med og selvom lokal vandreklub lyder lidt af gammel nisse, så var der faktisk flest unge med. De fleste var kollegaer fra Alice's hospital. Mægtig hyggeligt.

Vi kørte kl. 6 om morgenen inden det blev lyst, så jeg var tidligt oppe og smørre madpakke og gufle havregrød. Ruten var section 2 af den åbentbart berømte larapinta trail der går gennem West Macdonnel Ranges og vi skulle gå 16 km og ville derfor starte inden det blev for varmt. Og det bliver VITKELIG varmt her midt på dagen.

Det første af ruten var det mest smukke. Måske fordi lyset var specielt tidligt om morgenen lige efter solen stod op. Bjergenes klipper lyste op i varme, røde og gyldne farver og stod i meget smuk kontrast til den usædvanligt grønne bush. I really enjoyed that. Det var præcis som jeg ønskede mig. Præcis som den slags landskab jeg har ønsket mig at vandre i efter at have set udsendelser fra Australien. Bush Bush Bush. Hvis ikke det var fordi jeg har glat, blødt hår og hvid hud (er ellers blevet en lille bitte smule lysebrun...og fregner) var jeg lige ved at tro jeg var en bushkvinde.

At one point kom vi omkring et hjørne og der stod en vaskeægte kænguru. Juhuu! Jeg har set en plasklevende wallaby ude i den plasklevende natur.

Vandring i Australien er ikke som i NZ! Efter vores møde med Hr. Kænguru, for vi vild. Ikke sådan rigtig vild, for vi kunne bare have gået tilbage hvor vi kom fra, men pludselig kunne vi ikke længere finde stien foran os. Vi søgte et stykke tid og fortsatte på stien, men efter et stykke tid virkede landskabet bekendt og det gik op for at vi faktisk VAR havnet på den samme sti og var på vej tilbage hvor vi kom fra. Vi måtte lede igen og på den måde gik der en halv time før vi fandt den rigtige vej. Og nogle af de lokale havde oven i købet gået ruten før.

Dagens mål var Simpsons Gap, der bød på dramatiske klippe og udtørret flod med gumtrees. Lystigt guflede jeg min medbragte spejlæggesandwich i mig, og vi kørte tilbage til hostlet

Efter en æggemad mere gik mig og Sofie på museum for the flying doctors. Det var ganske interessant. Jeg kan ikke huske hvad manden hed, men han fandt på at danne det her koncept med flyvende ambulancer. Det er fascinerende at det kan lade sig gøre, at dække så stort et område. Det er mest sygeplejesker der tager ud til folk. Kun hvis det er akut livstruende sender de en læge. Så vidt muligt klarer de lægebesøg over radio. Ude i outback-kommunitiesne, har de en boks med en hulens masse præperater og medicin og lægeudstyr. Det hele er nummereret og lægen kan så fx sige 'tag to tabletter fra pakke nummer 9' når patienten har beskrevet symptomerne igen udfra en nummeret tegning af kroppen. Der er kun numre på medicinen, ingen navne eller beskrivelser af hvad det indeholder og bruges til. Dette skal forhindre at nogen går i kassen og misbruger medicinen.

Efter en kort gåtur gennem gågaden (det er ikke et sted der er superrart at opholde sig, fordi man konstant bliver kaldt til siden af en aboriginal, der vil sælge sin kunst) gik vi tilbage til Alice's secret og tilbragte eftenen med de andre i køkkenet.

Alice's secrets

25.3.11

Australiens outback så allerede fantastisk ud fra flyet og det flade landskab så bare ud til at strække sig ud i det uendelige. Vi fløj over en kæmpe sø, dannet efter påvirkning fra Queenslands oversvømmelser. I det hele taget var der meget grønnere end 'meningen' og da vi landede så det virkelig ud som forår. Og varmen nåede mig med det samme jeg trådte ud af flyet. Men en rar, lun varme, der gjorde godt efter de mange kolde nætter jeg har tilbragt i teltet.

I Alice's Secret inn satte jeg mig i en hængekøjestol og slappede af og kiggede på den hyggelige finurlige pynt, der giver stedet en særlig sjæl. Fra halvtaget hænger et lille rundt sofabord med hovedet nedad og syv små tekander 'står' på bordet. Fra taget hænger et reb der slynger sig så det danner ordet 'rope'. Og sådan er der alle mulige små finurligheder.

Stemningen her er meget anderledes end i the flying fox, hostelet jeg boede på i the blue mountains. Måske fordi folk ikke bliver her så længe, men bruger stedet som mellemstation en enkelt nat, inden de tager til Uluru. Jeg snakkede med en pige Nicole, som havde været her en måned og var træt af hele tiden at skulle forholde sig til nye mennesker. Det kan jeg sådanset godt forstå. Men lidt ærgerligt for mig, så var hun ikke særlig interesseret i at lære folk at kende. Jeg endte nu alligevel med at bruge noget tid sammen med hende og hun gad alligevel godt sludre.

Og jo, der er da et par stykker der er her long term. Bland andet en virkelig speciel mand, der bedst kendes på at han siger som en brandbil når han går rundt i køkkenet. Og så siger han "So...so so so sooo" med en særlige rytme af og til med tilføjelsen "...why is it soooo". Og så spiser han den samme ret til hvert eneste måltid. Hvis man da kan kalde det en ret. Kyllettefillet med to spejlæg. Morgen, middag og aften. Den første aften jeg var der satte jeg mig i tvstuen for at se et program om aboriginals som hostelindehaveren anbefalede mig at se. Manden sad og så det, men efter to minutter slukkede han for lyden og begyndte at stille mig en masse spørgsmål om 2. verdenskrig og verdenslederes forhold til religion, som jeg slet ikke kunne svare på. Prøvede så godt jeg kunne, men hver gang sagde han bare "why". Han arbejder med noget frivilligt aboriginalkirkearbejde og er uden tvivl en meget sympatisk mand...man skal bare være forberedt på at lytte til hans monologer hvis man henvender sig til ham. Man kan nemt komme en halv time senere ud af døren hvis man siger godmorgen på vej gennem køkkenet.

Vandet i Alice er en mindre behagelig secret. Det smager rent ud sagt afskyeligt, som om det har ligget og ulmet i hengemte water pipes i årtier inden det kommer ud af tappen. Så afskyeligt, at jeg har overgivet mig til cordial, der er en ultra giftigt udseende saftevand, lidt i stil med 'bonanza' bare firedobbelt så koncentreret, så man hælder et par dråber i vandet og 'vupti' har man en dejligt læskende saftevand. Sugar er det første ord der fremgår af contains listen.

Vandet er ikke Alice's eneste problem. Byen er invaderet af mus. Mus uber alles og de fleste man ser ligger døde på jorden, faldet efter at være blevet forgiftet af den rottegift, der er byens mussestrategi. En af dem er dog levende, og den trives i bedste velgående i et hul i skabspanelet på mit værelse. Den kommer frem om natten og vælter vandflasken ned fra hylden og gnaver i plastikposerne i sin søgen efter de chokoladekiks jeg forlængst har omdirigeret til the pantry i køkkenet. Måske bliver musen på værelset fordi den er hemmeligt forelsket i den 9 cm store kakalak, der bor bag reolen.

Det næste stykke tid skal bruges på at udforske endnu flere af Alice's - og ikke mindst central Australias - hemmeligheder.

torsdag den 24. marts 2011

Blå Bjerge

24.03.11
Endnu en fantastisk dag i bjergene. Tog toget to stop til en anden lille by sammen med Svenske Sven og vi begav os ud at vandre derfra. det forekom os at være nnogle lette ruter og det endte med, at vi gik alle områdets dagsture. Det brugte vi syv timer på i et stille og roligt tempo med masser af pauser til at nyde den smukke udsigt. Faktisk synes jeg at det område og ruterne her var meget smukkere end dem i Katoomba og hovedateaktionen "the three sister" var ikke nær så smuk som det vandfald og de cliffs vi så her. Vejret var igen dejligt og vi så alle mulige fine fugle. Den der store kingfisher der griner og flere forskellige parakitter blandt andet kakaduer. Og en masse firben.

Da vi kom tilbage til the flying fox og netop havde nået et bad, forklarede Alex os vejen til sunset point og vi styrtede af sted igen med Penny i hælene for at nå det i tide. Vi nåede det desværre ikke, men så fik vi da 1 1/2 times ekstra gåtur på visitkortet.

Aftenen blev tilbragt i den lille overdækkede teresse med bål og hyggelig snak. Tilsidst kaldte mit flade underlag dog, og jeg måtte ind at passe det. Fornemmede den bjerglige nattekulde snige sig ind på teltet, og jeg trak i de uldne.

Sov en hel time længere end jeg plejer og følte mig lidt groggy. Det hjalp med skøn morgenmad, fødselsdagshilsenssending til min yndligssøster og pandekage bagt af de søde piger.

Jeg har aldrig oplevet magen til god stemning og flinke mennesker før. Da jeg ankom blev jeg budt velkommen med smil og invitationer om deltagelse i bålhyggen og hele opholdet summede af positivitet og hygge. De er en lille fast gruppe af backpackere, der arbejder der eller bor der fast mens de arbejder i landsbyen. Nærmest en lille familie. Og de var åbne og parate til at lade mig og de andre gæster optage i familien. Det var helt ærgerligt, at jeg skulle derfra, men nu ved jeg hvor jeg kan finde dem hvis jeg får tid i overskud i den anden ende.

Efter tasken var pakket og teen i sofaen drukket fulgtes jeg med Penny til stationen og tilbage til Sydney. Togrejsen var betydelig kortere med et direkte tog, og det føltes også kortere med godt selskab.

Fes i kameraforetning uden held til at finde medicin til min kære Olympus inden jeg tog til bage til Kevin. Han var i et strålende humør og gad godt have selskab og sludre. Han inviterede på aftensmad og det var hyggeligt at snakke med ham og drengene. Han var i sit hjælpehjørne og jeg fik hurtigt styr på de ting jeg skulle. Tak for det og det skylder jeg vist at pointere.

Nu har jeg pakket til afgang i morgen tidlig hvor jeg nupper flyet til Alice springs og eventyr i Australiens indre. 

tirsdag den 22. marts 2011

Blue Mountains

21.-22.3.11
Måske er Australien et sted hvor alle folk hjælper en på afveje. Helt ærligt har Kevin og Lynne ikke været til den store hjælp. Selvom det altid er rart med et sted at sove. En ung dame sagde at hun ville hjælpe mig af på den rigtige station, hvilet resulterede i at jeg sidder på en station i Leura, en lillebittebitte by tre km fra den by jeg rent faktisk skal til. Og der er en time mellem hvert tog. Pragtfuldt med en times ekstra transport. ...Oven i den ekstra tid det tog fordi jeg kom med det forkerte tog fra Sydney. I Penrith forklarede en togmand mig vejen til informationscenteret. Måske troede han jeg var fodboldfan, for vejen (og den var lang med bagage) førte til fodboldklubben hvor de sendte mig tilbage den lange vej til Info next door to the train station. Der mente de at det sted jeg skulle hen lå ved siden af fodboldklubben. Puha. Det gjorde det ikke! Men langt om længe løste det sig, og jeg blev hentet på stationen af nogen fra Muru aboriginals centre.

Det viste sig at være et virkelig kedeligt centre, og det var nærmest pinligt så tomt det var. Så jeg lod som om jeg kiggede mig omkring og læste lidt her og der og så fes jeg af igen. Godt jeg ikke nåede at melde mig til en guidet rundvisning. Men tænk alt det besvær og ekstra rejsetid bare for at komme til et skaldet sted som det.

Derfra hoppede jeg så på det tog der skulle have ført mig til the blue mountains. Om lidt kommer det næste. Håber det lykkes!
-----
Nåede frem og hvilket sted! Totally awesome place jeg har fundet. Det hedder the flying Fox og er sådan lidt hippie laydback lille sted, hvor folk hænger ud i haven med deres weed og gode karma. En af gutterne hjalp mig med at lappe mit liggeunderlag (der dog fortsat er flat) og så sad under halvtaget og kiggede ud på regnen der plaskede ned. En af pigerne hjalp mig med at hænge en pressening op over mit telt for ekstra værn mod regnen og en anden pige kogte linsesuppe til alle. Jeg sludrede med svenske Svend (på engelsk fordi ingen af os kunne finde ud af at tale dansk/svensk) og vi aftalte at tage ud at vandre sammen hvis vejret blev bedre.
Om aftenen sludredejeg med et hollandsk par, der forsøgte at lære mig et hollandsk kortspil. Dog uden meget held, da ingen af os kunne koncentrere os.
-----
Vågnede tidligt på mit flade underlag og glædede mig over at min nat ikke havde været kold som i NZ. Alex var tydeligvis også vågnet for han stak hovedet ud af sit telt og råbte at alle skulle stå op for solen skinnede. Det gjorde den ikke rigtig. Faktisk var det helt overskyet og lidt efter begyndte det at regne. 
Jeg gik ind for at spise den morgenmad, der er inkluderet i prisen her, og jeg næd at spise rigtig brød. Første rigtige brød jeg har fået herovre på undersiden. Svenske Svend Holdt mig med selskab mens jeg købte en flybillet til Alice Springs (juhuuu, tænk! Jeg skal ind i den røde midte!) og bagefter lokkede vi nogle af de andre med på vores vandreplaner.   

Da vi tog af sted brød solen frem. Første gang jeg har set sol i Aussie. Juhuu. Dejligt. Vi nåede til echo point og kiggede på the three sisters, tre kæmpe klipper, der siges at være tre forstenede søstre, der blev forvandlet til sten af en ven der ville beskytte dem fra et uhyre, der ville æde dem. Desværre døde vennen inden han nåede at forvandle dem tilbage. Vi kiggede ud over de blå bjerge, der er blå fordi olien fra eucalyptustræerne er blå når den fordamper...eller noget i den retning.
Mit kamera har fået en slem influenza og jeg er ikkesikker på det overlever. Det besvimede af feber da vi var på udkigspunktet, så en af de andre vil sende mig de billeder han tog.
Vi begav os ned i dalen og kiggede på de fine vandfald på vejen. Jeg har været i Aussie så Kort tid, og her er alleredmaneger mere vildlife end NZ. Et sted sad en stor fed behåret edderkop på gelænderet på en trappe vi gik på og det fik mig til virkelig at kigge grundigt efter hvor jeg satte mine hænder. Da vi nåede til det store vandfald, blev engelske Penny angrebet af en igle og vi brændte den af hende. Svenske Svend blev bidt af to igler i går og det blødte resten af aftenen. Gud, det er da til at få paranøja over. Brugte langt mere tid på at holde øje med kryb end med at holde øje med de smukke omgivelser. Vi gik usandsynligt langsomt, så det tog en evighed, men det var en let rute og vi hyggede os på vejen med en masse pauser.

Da vi kom tilbage gik vi forbi en butik hvor en af pigerne fra hostlet arbejder. Der var der vinsmagning, så vi smagte løs og gik derfra videre til en lille chokoladefabrik og fik smagsprøvers der også. Mums. Jeg ønsker mig et påskeæg af god chokolade når jeg kommer hjem. (hint hint)

Gik forbi grønsagsmarkedet på vej tilbage til hostelet og lavede dejlig aftensmad og nu sidder en hel masse i stuen og hører god musik og slapper af og lader op til en ny vandretur i morgen. Håber vejret holder.

Operahuset

19.-20.3.11
Jubii. Koncerten var en fantastisk oplevelse. Det var bestemt alle pengene værd og mere til. Jeg havde en kanon plads og musikken var virkelig god.
Egentlig var det vist en generaprøve på søndagens final koncert, men det betød kun, at de rykkede lidt rundt og at det blev filmet. Der er ikk så forfærdelig meget mere at sige om det andet end at gentage at det var godt.

Inden koncerten startede brugte jeg dagen på at lave min egen lille lyn sightseeing i byen. Tog til bydelen Glebe og gik på marked der. Det var et ret fedt marked og jeg havde lyst til at købe alt muligt. Bare ikke særlig smart hvis man i forvejen ikke har nok plads i tasken. Så jeg kørte videre til Newtown, der skal forestille at være den lesbiske bydel. Der var en masse skæve butikker og skæve mennesker, men det regnede en masse, så jeg blev der ikke så længe. I stedet tog jeg forbi universitetet for at lure lidt på stemningen der og se hvordan sådan et i Australien ser ud. Bagefter hoppede jeg på bussen igen og fandt en anden homo bydel, der faktisk er verdens største gay community stærkt efterfulgt af den i San fransisco. Desværre kom jeg et par uger for sent til Mardi Gras. 

Sidste stop inden operaen var Hydepark og den store memorial klods der. Tog nogle billeder af stjernerne i loftet og skyndte mig videre for ikke at komme for sent til koncerten (som endnu engang fortjener at blive nævnt).

Valgte toget hjem og det var næsten ikke mørkt da jeg var fremme. Og næsten ikke uhyggeligt. Og næsten ikke uhyggeligt med de hundredevis af gigantiske flying foxes (flavermus) der luskede rundt på himlen. De er ikke mindre end (og hold nu fast!) 1.83 m i vingefang. Ikke spor gustent med sådan hundrede vampyrer hængende over hovedet. De flakser ikke rundt ligesom deflavermus jeg ellers har set rundt omkring. De basker...laangsomme seje bask som store fugle.

Vågnede tidligt og brugte morgenen lænet ind over badekaret og mit liggeunderlag i håb om at finde grunden til at jeg de sidste teltnætter har vågnet op om morgenen liggende på den hårde jord og ikke på luftpolstring. Fandt ikke bare grunden, men grundene i form af minimum 50 små huller. Tegnede tuschringe om hullerne, og vil lappe dem når det er tørret efter badet.

Tog til byen igen og undersøgte mine muligheder for min videre rejse. Det er svært at finde rundt i, med masser muligheder og masser begrænsninger og indviklet at gennemskue.

Eftermiddagen og aftenen blev brugt på at nyde operahuset fra nye vinkler og perspektiver. Tog en færge til Toranga og fik altså operahuset fra forsiden. Sad lidt derovre på den anden bred inden jeg tog tilbage igen og kiggede endnu mere. Blot for at tage den næste færge til et andet sted og fik et andet perspektiv på vidunderet. Er vist lidt opsessed med det opershus.

Da færgene holdt fyraften, satte jeg mig på en mælkekasse på havnenog lyttede til en gademusikant der gav den gas på sin saxofon. Et par andre folk slog sig ned på andre mælkekasser og lyttede med og en lidt luset fyr med et kæmpe fuldskæg rykkede nærmere og nærmere til mig og fortalte i en uendelighed om sin treårige guldklump som han netop havde afleveret tilbage til moren efter en weekend med ham. Han viste mig billeder af sønnen, der havde langt hår ned til midt på ryggen og yndigt pandehår. 

Da han langt om længe gik for at nå den sidste færge til Manly, ryggen en anden fyr nærmere og inviterede mig på kaffe og vi gik sammen hen for at se aftenens aftenens store begivenhed: symfoniorkesterkoncerten fra dagen før blev projekteret op på ydersiden af bygningen i et væld af alle mulige farvede mønstre mens den afsluttende koncert blev vist live på Youtube eller hvordan det lige hang sammen. Det så meget fint ud. Sad der sammen med den lebanesiske fyr, der vist håbede på lidt mere fra min side end hvad jeg kunne tilbyde ham. Vi drak varm kakao og jeg hoppede på bussen hjem. Denne gang med bedre held med at finde vej.

lørdag den 19. marts 2011

Sydney 18.03.11

Sydney

Man tør næsten ikke gå igennem safetyhalløjsaen i lufthanen i Aussie af frygt for at man er kommet til at tage noget med ind i landet man ikke har lov til. Og det er en laaaaang liste. Det er (udover heroin) mest frugt, træ, animalske produkter og jord under skoene...især hvis skoene har gået på farmland. Inden man går igennem Security tjek er der skraldespanden så man kan smide de forbudte ting ud. Og hvis ikke man gør det får man en kæmpe bøde. Man kan også krydse af på en seddel at man har tingene med. Så kigger de på det og smider det ud hvis de ikke vil have det ind. Hvis man glemmer at krydse noget af på listen får man også en bøde. Så det var ikke uden nervøsitet, at jeg gik igennem.

Damen studerede mine sandaler grundigt og smed min honningbøtte ud. Øv, så må jeg finde på noget nyt til min frokost. Hun fik mig også til at pakke mit telt ud og hun vaskede mine pløkker i noget pink stads.

Nervøsiteten blev hængende lidt endnu, for selvom Lynne havde skrevet at de ikke ville være der med det samme at hente mig kunne jeg ikke lade være med at tænke at de måske slet ikke kom.

Lynne og Kevin er venner med det ældre par jeg mødte da jeg vandrede the Kepler track. De anbefalede mig at finde L og K på couch surfing. Så nu bor jeg her mens jeg udforsker Sydney. De har også to drenge fra Viernam og Hongkong boende for en femårig periode mens de studerer.

Da vi kom hjem fra lufthavnen blev kortet hevet frem og Kevin begyndte at planlægge hele min aussietid. Noget overvældende må jeg sige. Men også rigtig dejligt med hjælp til at planlægge og med at få råd til hvor jeg skal tage hen og hvad jeg kan lave. Han vil blandt andet hjælpe mig med at finde ud af at lave noget med the aboriginals. I morgen vil han ringe til et aboriginals volunteer center og høre om mine muligheder der. Meget pænt af ham.

De har nogle lidt trinde regler her i huset, hvilket får mig til at gå med listesko...er det ikke sådan det hedder? Jeg kan ikke engang huske reglerne, men der hænger fx en seddel på badeværelset om at man skal vaske hænder efter toiletbesøg og at man kun må tage korte bade. De er ikke den slags mennsker jeg har lyst til at spørge om lov til ting i deres hus.

De har rigtig tit folk boende, og det er nok det der gør at de ikke er så snaksalige. Det er ikke som at besøge andre jeg har besøgt, hvor de har været nysgerrige og imødekommende. Mere sådan lidt som om jeg bare er der. Det er ikke nær så spændende, som når der rent faktisk er nogen at snakke med. Ideen med couchsurfing skulle ellers være noget socialt og kulturel udveksling, men de her er åbentbart ikke interesserede i at snakke. Lynne sagde at den sidste de havde haft boende fyldte for meget og brugte for lang tid på at opholde sig i køkkenet til morgenmad og at det havde været trættende. Det opfattede jeg lidt som en opfordring til at holde mig lidt for mig selv. Desuden sagde hun, at når de rejste, stod de tidligt op og var ude af døren klokken syv og at det ikke var meningen at man skulle sove længe når man var ude at rejse. Den måde hun sagde det på fik det til at lyde som om de forventer at jeg står tidligt op, ligesom jeg tror de forventer jeg kommer sent hjem når Kevin sagde at det er bedst at jeg tager bussen hjem fra byen fordi det ikke er godt at gå hjem fra togstationen når det er mørkt.

Anyway. Jeg satte vækkeuret til kl kvart i syv fordi Kevin ville tage mig med ind og vise mig rundt i The Rocks bydelen. Men vi kom alligevel først af sted halv ti, fordi han skulle alt muligt først. Vi kørte først en lynrunde i kvarteret og han pegede alt muligt ud for mig og forklarede alt muligt for mig som jeg overhovedet ikke kunne nå at huske. Vi fes rundt i bilen, mens han sagde: "der er stoppestedet når du skal ind til byen (kørte lidt rundt om et par blokke for at undvige noget trafik og kom ud på samme vej et andet sted), der er stoppestedet du skal stå af ved og den vej der hedder Walhalløk og det siger du bare til tve driver og der nede (flere blokke blev kørt omkring) og dernede for enden er supermarkedet, der lukker kl. 8.30." Og sp kærte vi rundt igen og tilbage til huset, hvor vi stillede bilet og gik ned til tog stationen.

Kevin pegede nu på et kort over byen og forklarede at jeg kunne vælge mellem en trezonersbillet og en etzonersbillet. Prisforskellen var tyve $ og der var tidsrestriktioner på den billige. Jeg tror jeg kunne nøjes med den billige hvis det bare er indre Sydney jeg vil besøge, men jeg følte mig presset til at købe den dyre fordi Kevin blev ved med at sige det bedre kunne betale sig. Hvis jeg får brug for at tage ud af indre Sydney to gange inden for en uge får han ret. Så det håber jeg lidt jeg får lyst til. I aften vil jeg læse i guidebogen (det er en bog deres sidste gæst glemte her) om steder at tage hen i ydre Sydney, bare til inspiration. Ved allerede at jeg gerne vil til The blue mountains.
Huset ligger i det indre Sydney...afstanden til byen er ca. som Roskilde til København.

Well. Vi kom til byen og temboet (i det mindste gåtempoet) blev sat ned. Vi gik rundt i the Rocks, der er den ældste bydel og han forklarede om de vigtige bygninger og det var interessant. Da vi gik om et hjørne kom operahuset til syne og jeg blev helt forpustet et øjeblik. Det var flottere end jeg havde troet og jeg havde glædet mig sådan til at se det. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Kevin virkede ikke videre påvirket, men han ser det vel tit og er måske ligeglad, hvem ved. Vi gik dog hurtigt forbi over til nogle andre bygninger og under the Harbour Bridge, der er så stor og overvældende, at selvom den ikke er vildt køn, virkede ret imponerende på mig. Folk betaler 200 $ for at kravle op på toppen af den. Hvert femte minut ser man en ny stor gruppe kravle af sted. Måske er det den indtægtskilde der betaler for vedligeholdelsen. Den bliver malet konstant og uafbrudt. Når de er færdige i den ene ende, begynder de forfra i den anden ende. Tænk at være ansat som harbour bridge maler.

Flere busser og han forklarede hvor busstoppet til hjem er og udpegede et supermarked mere og centralstationen og chinatown. Altsammen fra en betydelige afstand fra busvinduet og jeg forsøgte at huske gaderne fra hinanden. Til sidst var jeg så ør i hovedet at det var en lettelse da han tog hjem og overlod mig byen alene. Nogen gange er det lettere at have tingene udpeget på et kort og så selv finde ud af det.

Jeg startede med at finde noget at spise i chinatown og faldt i snak med en koreansk pige, der holdt frokostpause fra uni. Bagefter ville jeg gå igennem hyde park til botanisk have og ned til operahuset, men jeg besluttede mig i stedet for at gøre det i omvendt rækkefølge for at få en lejlighed til at bruge min dyre billet. Så jeg hoppede på en bus og fandt billetten frem. Fik dog ikke lov til at bruge den, for chaufføren holdt en hånd for billettjekkemaskinen og sagde at det var en gratis bus. Typisk. Skiftede til et tog fordi jeg i bund og grund ikke anede hvad det var for en bus jeg var steget på. Fik hjælp af en ung kvinde til hvilet tog der var det rigtige.

Ankom til operahuset og blev endnu engang overvældet af synet. Det er slet ikke vidt, som jeg troede og som det ser ud på billeder. Mere lysebrunt. Og så står det på en bund af en klods der er virkelig grim brun. Der har Utzon altså ikke lige tænkt sig så godt om. Men alligevel er det bare flot.

Jeg gik en tur rundt om bygningen og kiggede fra alle sider og med alle de forskellige baggrunde. Det er underligt hvordan noget der er smukt kan påvirke ens følelser. Pludselig var jeg i et meget bedre humør, og jeg mærkede det æstetisk smukke gav mig en særlig følelse af lykke indeni. Har nogen gange tænkt at den slags er lidt noget pjat og at det ikke er så vigtigt med kunst, men jeg må indrømme at det altså betyder noget. Faktisk fik det mig til at droppe hyde park og botanisk have og jeg blev bare siddende der på trappen lidt og al stressen fra den vilde rundtur forsvandt mens jeg kiggede på de buede, næsten hvide toppe og skyskraberne i baggrunden.

Ville undersøge om der var en forestilling jeg ville se og fandt til min glæde ud af at de næste fem dage er symfonikoncerter med Youtube symfoniorkester. Fik en uhørt billig billet til den sidste ikke udsolgte koncert ( i morgen) og var så heldig at en eller anden vigtig mand havde frigivet nogle gode pladser som jeg så kunne få en af til samme billige pris. Jeg glæder mig bare helt vildt! Tror det bliver så fedt. Og jeg havde slet ikke troet jeg ville få råd til at opleve operahuset indefra. Og så ovenikøbet et show som interesserer mig.

Bagefter gik jeg over til the art Gallery og slog mig ned på plænen til en gratis koncert med tre af symfonimusikerene. Det var rigtig dejligt og jeg nød at sidde og slappe af til god musik efter den travle dag. Ej hvor jeg glæder mig til i morgen.

Fandt busstoppestedet (tænkte bussen var bedre for så kunne jeg tage i supermarkedet på vej hjem) og pyt med at det tog lidt længere tid end med tog. Men bussen kom bare tre kvarter for sent og tog mere en dobbelt så lang tid som meningen, så det var mere end mørkt da jeg kom frem. Busscauførren satte mig af hvor jeg havde bedt ham hjælpe mig af, men jeg kunne overhovedet ikke kende stedet og slet ikke imørke. Ønskede endnu mere nu, at jeg havde taget toget og begyndte at gå i en tilfældig retning i håbet om at finde noget jeg genkendte. Det gjorde jeg bare ikke. Bankede på hos en lukket ejendomsmægler der gav mig et kort og tegnede ruten ind for mig. Han mærkede også supermarkedet, men jeg kunne ikke finde det. Da jeg kom hjem sagde Kevin at det alligevel lukkede kl. 6. Hmmm.

Eftersom der ikke var megen sludder at hente fra dem, gik jeg op i seng og kiggede i guidebogen. Fik nogle ideer til hvor jeg vil tage hen i morgen inden koncerten. Det bliver en god dag.

onsdag den 16. marts 2011

Queerlington

Da jeg langt om længe nåede tilbage til centrum igen, gik jeg over på museet for at se de færdigt. Udstillingerne blev imidlertid bare ved og ved og ved og til sidst gav jeg op og gik i stedet ned på Cuba Street der skulle være en eller anden livlig-hyggelig gade med cafeer og gågadeagtige butikker. Havde planlagt at tage liften op til et udsigtspunkt på bjerget, men jeg nåede aldrig så langt, for Cuba Street var virkelig nice, og jeg endte med at tilbringe resten af dagen der på forskellige bænke med at kigge på alle de mange folk. Og Wllington skulle ikke være Windyton som den ellers kaldes, men Queerlington, for der var simpelthen sååååå mange queer people der og i byen i det hele taget, at jeg ikke kunne andet end at føle mig hjemme. Total cool by. Ikke det sidste sted jeg kunne finde på at bo.

Nu er det saa blevet tid til at forlade New Zealand. Det maa siges at have vaeret en af de bedste rejser jeg nogensinde har vaeret paa. Har oplevet en masse og det har vaeret fedt at opleve at selvom man rejser rundt alene moeder man hele tiden andre rejsende. New Zealand er virkelig et nemt land at rejse rundt i og landet er hjem til de venligeste og mest gaestfrie mennesker jeg nogensinde har moedt. Mens jeg har rejst, har jeg taenkt, at det lige ville vaere et sted for far.
Nu er det lidt vemodigt at skulle forlade landet, for der er saa meget jeg ikke naaede at se og opleve.

Sightseeing

Bussystemet i wellington fungerer tydeligvis ikke som derhjemme. Jeg er havnet i den helt forkerte del af byen og jeg skulle have været ind til centrum. Jeg fulgtes med en pige, der sagde at jeg kunne køre så langt jeg ville på en billet og at ruten bare kørte i ring. Men nu sidder jeg og venter på en bus, der satte mig af i en forstad på den anden side af byen end hvor jeg kom fra. For bussen kørte måske nok i ring, men i den ene ende bliver man smidt af og bedt om at vente på den næste. Så min ide om en sightseeingtur med bybussen gik lidt i vasken. Der er jo ikke andet for end at vente til bussen kommer igen om en halv time.

Jeg ankom til Wllington i går middag og rente rundt i byen med min kæmpe oppakning indtil jeg mente Sally måtte være hjemme og jeg tog derhjem.

Jeg var først en tur i turistinformationen og ventede længe i kø efter alle de andre mange turister og nogle unge gutter, der mente det var ok at hoppe over i køen. Bagefter gik jeg på Nationalmuseet, der var så kæmpestort, at jeg til sidst ikke orkede mere og besluttede mig for at gemme resten til i dag. Det var et ret fint museum ellers.

Turen fra Whanganui gik fint. Det meste af strækningen kørte jeg med en gammel tudse af en dame, der hed Kay og som insisterede på at vise mig det lokale frugtmarkede. Der var ingen abrikoser, desværre. Jeg lånte hendes toilet og hun var utrolig glad for at vise mig huset som datteren havde indrettet for alle sine mange dollars. Hun fik nævnt mere end en gang, at datteren havde en høj stilling inde i byen. Det var et ganske fint hus.

Der var fuld gang i snakken da jeg kom hjem og måske opdagede de slet ikke at jeg kom. Jeg lavede en kop te i et af de store krus og satte mig til rette i sofaen. Vi så den mest ulækre film nogen sinde, om en mand, der syede tre mennesker sammen mund mod numsehul. Kom til at tænke på Nansen, da vi gav op dengang de viste antichrist på højskolen.

De andre stod op en efter en og afløste hinanden i køkkenet hvor jeg prøvede at sove længe på en madras og under et par gamle soveposer. Jeg gav først op da katten kom og trådte mig i ansigtet og mjavede højlydt mens den med tydelig artikulation bad mig åbne døren. Bad den åbne døren selv og spiste morgenmad inden jeg begav mig ud på min mislykkedes sightseeingtur.

Whanganui River

De sidste dage var dedikerede til Whanganui River. Men saadan skulle det ikke gaa. Jeg var overbevist om, at jeg skulle ud at sejle kano. Havde vaeret meget i tvivl om jeg skulle tage op at sejle tre dage med nogle helt fremmede, eller om jeg skulle tage med Lydia til Pipiriki og noejes med en enkelt dags kano. Beslutede, at det var fedest hvis jeg gjorde det sammen med nogen jeg kendte og jeg tog derfor med hende og to andre tyskere. Men jeg skulle virkelig have holdt fast i min egen foerste ide. For turen var absolutely afskyelig. Det var rigtig hyggeligt at vaere sammen med de andre, men den maade turen foregik paa var slet ikke noget for mig. Vi moedtes med de andre der skulle med og gik opbord i en knaldgul meget stoejende jet boat. Det var foerst efter en halv time med fuld fart, at det gik op for mig, at vi were supposed to use all day in the jet boat, and only 1 hour in canoe, and not a short trip in the jet baot to the starting point of a whole day canoeing. Saa jeg blev temmelig skuffet. Det er sjovt med jet boat hvis det er det man har lyst til og det er skaegt med fuld fart. Bare ikke naar man befinder sig i noget meget smukt landskab som fortjener absolut stilhed og tid til at dvaele.
Jeg hev fat i Jet boat foereren og beklagede mig over misforstaaelsen og jeg fik sat i stand, at jeg kunne overnatte en lodge der laa et sted langs floden og padle kajak tilbage dagen efter i stedet for at suse i jet baaden tilbage med de andre. Det var i det mindste lidt bedre. Men stadig rigtig oev, naar det var noget andet jeg oenskede mig.

Et sted lagde vi til ved breden og gik en tur ind i skoven. Vi kom til 'Bridge to Nowhere', der er en bro der blev bygget over en forgrening af floden engang da nogle nybyggere syntes det var smart at proeve at starte et liv der. det viste sig i midlertid at det ikke var saerlig smart, saa nu gaar broen bare over og saa er der ikke noget paa den anden side. Lidt skaegt.

Lodgen var et rigtig fint hotelagtigt sted igen ikke min kop te, men personalet var flinke og jeg fik lov til at bruge deres koekken og lave min egen mad, saa jeg ikke behovede betale for deres fine mad oven i det hele. jeg sov ogsaa i telt i haven (blandt Lamaer, heste og hunde) i stedet for deres meget fine hvide senge. De andre gaester var ogsaa meget fine. og nogle af dem var meget snoppede. Vi sad alle sammen ved samme bord til maaltiderne og jeg foelte mig lidt malplaseret. Damerne var saadan nogle fine engelske nogen med stort engelsk bobbet haar. Det ene par, som ogsaa havde vaeret med i Jet boaten, var meget flinke og de insisterede paa at koebe drikkevarer til mig. Til sidst matte jeg give efter og de koebte noget der saa meget fint ud tl mig. Det smagte til gengaeld virkelig virkelig virkelig daarligt. Det var saa pinligt. paa et tidspunkt da de ikke kiggede drak jeg det hele lynhurtigt for at slippe af med det. Det skulle forestille at vaere noget vindruehalloj, men det smagte som om nogen havde tabt et kilo salt ned i kogekaret. For hulan, det var stygt. Bagefter maatte jeg skynde mig paa toilettet og jeg blev helt oppustet. Som snak var der muslinger og fine oste, som de ogsaa insisterede paa at jeg skulle dele med dem. Meget flinkt, men muslingerne var altsaa heller ikke lige noget for mig.

Om morgenen to mere der sluttede sig til os, saa vi var to kanoer og mig i en fosskajak, der padlede ned ad floden. Heldigvis var de enige med mig i at naturen kraevede stilhed og stille og rolig padlen. Kun engang imellem naar der kom lidt foss og fart paa stroemmen maatte landskabet passe sig selv. Et sted gik det saa vild at det ene par kentrede. Det andet par trak deres kano forbi over nogle sten og tog mine sager over til dem, saa jeg kunne prove om jeg kunne padle igennem uden fare for at mit pas og den slags skulle blive vaadt. Det er nemmere med en fosskajak, saa det gik fint. Dagen inden havde vi set en hel flok kentre, da vi kom i modsat retning i jetboaten. Det var en meget smuk tur, men for at vaere helt aerlig, kunne jeg ikke rigtig nyde det fordi jeg blev ved med at aergre mig over, at jeg ikke var taget op til Taumanui og lejet en kanoo i tre dage i stedet. Dumt at bruge energy paa det, men jeg er virkelig daarlig til at give slip paa den slags.
Ved det sidste lille vandbrus inden vi naaede til vejs ende, kentrede jeg og faldt pladask i floden som var meget dybere end jeg havde forestillet mig. Godt der ikke er krokodiller i New Zealand. Jeg hold fast i pagajen og svoemmede over til kajakken, men kunne ikke komme op i den igen og trak den derfor in til breden. Jeg ved ikke hvad de andre to par laerte da de var paa silkeborg hojskole...naah nej, de var jo bare nogle aandsvage fine mennesker, der turde sejle alene ned ad en flod selvom de aldrig havde sejlet kano foer..men jeg laerte at man hjaelper hinanden op igen hvis man kentrer og sikrer sig, at den kentrede har det godt...de sejlede bare videre.

Da vi kom i maal var der ikke noget med at skifte til toert toj. tjuhbang ind i bilen og de korte mig en halv time til en campingplads og korte igen inden jeg kunne naa at talle til 2. Her fik jeg mig et bad og toert toj og tilbragte aftenen med et tysk par, der talte godt engelsk og ogsaa var rigtig glade for at tale. Saa jeg nikkede mest og spiste deres chokolade. Men de var flinke og rigtig glade for at tale med mig. Fik mig en adresse mere til naar jeg engang kommer til tyskland.

Og nu havde jeg saa to ekstra dage i planen inden jeg skulle tilbage til Wellington. Det er virkelig svaert at finde paa noget at lave naar man kun har to dage. Foelte mig virkelig dum over ikke at have valgt de tre dage i kano, for det var virkelig spild af tid bare at skulle have de to sidste dage til at gaa. Det blev jeg virkelig i daarligt humoer over og jeg fik lidt hjemve og blev temmelig traet af New Zealand i det hele taget. Kunne ikke lade vaere med at snofte over den spilte maelk som skulle have vaeret nydt i min te. Hvad skulle jeg dog finde paa. Kunne overhovedet ikke komme paa noget, der kunne hamle op med den spilte tid og synes bare at det hele var ligegyldigt. Kiggede paa landkortet og fik oeje paa Dannevirke. Naar det nu absolut skulle vaere, saa var det da et sted jeg maatte besoege. Dannevirke er en lillebitte by hvor skandinaviske settlere slog sig ned dengang folk rejste til New Zealand for at blive. Og da jeg kom dertil fandt jeg ogsaa ud af at det er en by, der er absolut meget kedelig. Der sker absolut ingenting og der var heller ingen danskere at finde. havde ellers taenkt det kunne vaere sjovt, at hoere nogens historie. GIk ind paa en cafe for at hoere indehaveren om han kendte til nogen danskere, men han grinede bare og sagde at der ikke var nogen danskere i NZ. og saa begyndte han at fable om kina og kinesere. Jeg blev helt oer i hovedet og begyndte at spekulere paa hvordan jeg kunne slippe vaek derfra uden at virke uhoeftlig. Gud hvor kunne han tale laenge om kinesere. Da et par fra Whanganui kom ind for at spise frokost og tilboed mig et lift tilbage, greb jeg muligheden for at slippe vaek fra kinesersnakken og tog helevejen tilbage igen. Ganske lang koeretur. Blev glad og lettet, da de tilboed at jeg kunne overnatte hos dem, for jeg orkede ikke at skulle ud at finde en campingplads og bare bo der uden at have noget at lave.

Vi hentede deres to smaa piger Brianna (4) og Mikayla (1) hos bedsteforaeldrene og tog hjem til dem og fik aftensmad og saa fjernsyn. Nogen gange, er det bare rigtig rart med noget ganske almindelig familieliv og jeg synes at jeg slappede af for foerste gang i lang tid. Naeste morgen gik jeg ud for at kigge paa byen, var med Brianna til svoemning, hvilket var interessant, fordi det foregik helt helt helt anderledes end i Dk. Om eftermiddagen tog vi en tur til stranden og gik en tur. Virkelig en rar familie og jeg blev der en nat mere og hjalp med boernene og madlavningen inden jeg begav mig mod Wellington.

Gaestfrihed i Turangi

Jeg ved ikke hvordan jeg bærer mig ad med at havne hjemme hos folk, men nu er jeg altså igen på besøg hos et ældre par. Denne gang i en lille bitte by nord for Turangi.

Jeg var taget med Ian op til søen for at samle nogle stenagtige ting han kaldte pumpkus eller noget i den retning og da vi havde samlet fem kurve kørte han tilbage, mens jeg blev for at gå en tur langs stranden.

I morges gik jeg ud for at finde et lift til taurumanui, men da ingen havde stoppet efter en time og der i det hele taget ikke kom mange biler forbi, besluttede jeg mig for at gå tilbage og i stedet tage med Lydia til pipiriki i morgen og padle på whanganui river derfra i stedet. Det tror jeg bliver sjovere faktisk.

Det var en meget fin gåtur, med en fin udsigt til bjergene i baggrunden og det meget blå vand. Søen skulle vist have samme størrelse som Singapore. Så kan man jo selv bedømme om søen er stor eller Singapore lille.

Jeg fulgtes med en ældre herre ind til byen, og da vi gik forbi han hus, hilste jeg på hans kone og de viste mig deres have og bød på en kop juice. Bagefter inviterede de på aftensmad og det endte med at jeg blev og sov. De fortalte om deres rejse til Frankrig og viste mig billeder fra turen. Jeg lånte deres telefon og ringede til Lydia for at aftale hvornår vi skulle mødes for at tage til Pipiriki.

Meget gæstfrie. Jeg begynder at tænke at new zealænderne slår perserne i gæstfrihed, med alle de hjemmebesøg jeg havner på.

God dag Te Ika-a-Maui og Mount Tongario

Halvdelen af rejsen er transporten. Hvis jeg havde rejst rundt med bus havde jeg været meget mere begrænset og det havde krævet meget mere planlægning. Jeg har kørt i bus en eneste gang og det var såååh kedeligt og det føltes såååh langt.
Hitch hiking er en genial måde at komme i kontakt med lokalbefolkningen og det er meget mere underholdende og interessant at have en at tale med undervejs.

Jeg havde en hyggelig tur nordpå. Jeg kørte med en 74årig hollandskfødt kiwi opvokset i Indonesien. Han var rejst til NZ som 20årig for at arbejde. I går var han på vej hele vejen op til det nordligeste så jeg var heldig ikke at behøve finde en ny chauffør undervejs. Undervejs stoppede vi den lille by Bulls og han inviterede på en kop kaffe på den lokale cafe. Meget sødt af ham. Og virkelig god kaffe.

I turanga indlogerede jeg mig i en varm seng på en backpackers med teltet pakket af vejen, efter at indehaveren Ian, gav mig en opgradering uden ekstra betaling. Gæstfriheden vil ingen ende tage. Og tak for det.

Undersøgte vandremulighederne på dockontoret og mødte et dansk par der også ville krydse tongariro. Da jeg prøvede at snakke med dem gik der helt kludder i mit sprog og jeg endte med bare at tale engelsk fordi de danske ord var væk. Det var virkelig en underlig oplevelse og jeg havde virkelig ikke troet det kunne gå så hurtigt med at kludre i sit modersmål. Da jeg mødte den danske kvinde i te anau, undredejeg mig over at hendes danske var så dårligt, når hun kun havde været væk ti år...nu forstår jeg bedre.

Jeg spiste min frokost på terrassen mens jeg snakkede med den ene af mine værelseskompanoner umiddelsbart inden jeg lavede aftensmad. Det var hyggeligt, at lave mad i fælleskøkkenet, og jeg mærkede at jeg egentlig har savnet følleskøkkener siden jeg rejste alene de første dage. Måskehar jegikke overnattet nok den slags steder. Det må jeg huske mig selv på når jeg rejser videre.

Efter aftensmaden faldt jeg i snak med en amerikansk fyr vi endte med at sludre resten af aftenen i selskab af nogle chokoladekiks han havde bagt tidligere. Da de var spist fandt vi et spil kort og en englænder og en tysker sluttede sig til os.

Jeg satte to forskellige alarmer af frygt for ikke at nå op til min shuttlebus. Det lykkedes mig at komme op og jeg slugte min havregrød i en fart for ikke at komme for sent. Ligesom tusind andre mennesker tog jeg til mangegehalløjsa og startede det der går for at være the World's most beautyful daywalk. Det havde denmåske været hvis ikke det havde været for alle de megamange mennesker der fyldte heleudsigten. Og så tror jeg bare, at hvis man først har set området omkring angelus hut i Nelson lakes nationalpark, er der ikke rigtig noget der kan måle sig. Men det VAR rigtig smukt. Man går først opad omgivet af sorte lavaklipper (og andre vandrere) med den store tongarirovulkan foran. På den anden side af kammen går man nede i en helt flad fordybning med bjerge til alle sider som om man går nede i en enorm gryde. Når man kommer op af gryden igen går man i et område med blå søer og vulkanske æglugtende gasser dampende ud af revner og huller i jorden.

Det var en fantastisk vejr. Var virkelig heldig. Har talt med mange der ikke kunne gennemføre turen fordi vejret ikke tillod det. Da jeg var ude på den anden side af det boblende område begyndte skyerne at trække sig sammen og blive sorte og en hovedpine trak sig sammen i mit forhovede. Selvom nedstigningen ikke var halvt så stejl som på the kepler track, havde jeg lavet en dum bevægelse i knæet og det blev derfor en hård omgang nedad. Var glad da jeg endelig nåede parkeringspladsen.

Da jeg kom tilbage til packpackeren var jeg så træt at jeg lagde mig og tog en lur som det allerførste uden hverken bad eller mad eller noget.

Nu er jeg så stået op igen. Har taget et varmt bad og spist spaghetti med tomat/grønsagssuppe og sidder nu i sofaen og slapper af. Har sludret med en 44årig tysk kvinde, der har ladet familien blive hjemme for at bruge tre måneder i new Zealand for at lære engelsk. Det har hun sgu klaret meget godt.

Nu vil jeg lave mig en kop te og se om der er nogen at drikke den sammen med. Men jeg vil gå tidligt i seng, for hovedpinen vil ikke rigtig gå væk.

Farvel Te Wai Pounamu

Der er et buddhistisk talemåde, der siger "choose what you love and love what you choose". Jeg besluttede mig for at tage færgen til nordøen og sætte kursen mod Mount Tongaririo.
Matt kørte mig til færgen i picton og da vi sagde farvel gav han mig et jadesmykke og sagde, at jaden var fra sydøen og derfor ville beskytte mig når jeg rejste derfra. Det var pænt af ham.
Det var med vemod jeg gik ombord på færgen, lidt trist over at forlade den fantastiske sydø. Det var underligt at vide at jeg ikke kommer tilbage dertil...i denne omgang i hvert fald. Det er ikke lige sådan at tage tilbage når man skal med færge.

Jeg plantede mig ude på fordækket og nød det smukke syn af Marlborough, mens vi sejlede ud gennem dens fjorde til det åbne vand. Det passede lige med at solen gik ned og jeg gik tilbage indenfor og fandt mig et sted at sidde.

Blev dog ikke siddende længe, men lagde mig ned på gulvet. Hvordan kan jeg glemme hvor slemt det er at være søsyg.

I wellington blev jeg hentet af Afkes veninde Sally, der tog mig med hjem til kop te, en madras og en dyne.

søndag den 6. marts 2011

Undergrundskultur og nye venner

Jeg har forladt Pete og Nancy og er havnet i Blenheim hos Yvette og Afke, der inviterede mig til at komme efter vi mødtes til fredagens gig i the dharma shed. De er flyttet hertil fra fiordland for at arbejde. De bryder sig ikke om byen, der er totalt blottet for kulturelt liv og hvis indbyggere er konservative og kendt for at være meget homofobiske. Men Yvette skal arbejde to år på gymnasiet for at kunne blive registreret som lærer. Så de er meget glade for at have fundet the dharma shed.

Endnu engang blev jeg mødt af NZ's utrolige gæstfrihed. Yvette og Afke skulle til middag hos et vennepar og senere på aftenen til et privat biografarrangement, men det var ikke noget problem, for jeg kunne bare komme med.
Så jeg tog forskud på Vietnam med venneparets hjemmelavede Vietnamesiske pho-suppe og var bagefter vidne til endnu et kulturelt undergrundsindslag i en gammel hvidløgslade, et andet af deres vennepar havde bygget om til en biograf. Det fungerede sådan cirka ligesom the dharmas bum club, at man, hvis man ellers ved det eksisterer, melder sig ind i klubben og så får man en indvitation når der foregår et arrangement. Begge steder havde de en lille kurv hvor man kunne (forventedes at) donere et lille beløb til at dække arrangementets udgifter. Fed ordning, synes jeg. Genial samværdsform og fed måde at møde mennesker på. Både venner og nye ansigter. Og en helt central forskel fra hvordan fester i dk foregår, så handler det om at være sammen med de andre gæster og lave noget hyggeligt sammen - ikke om at drikke sig i hegnet.
Dørene åbnedes 1 1/2 time før filmen startede så da vi ankom til den lille hvidløgslade (den lugtede ikke af hvidløg) stod den på the, kaffe og ingefærvin (det var temmelig stærkt) i sofahjørnet. Først en lille kortfilm og derefter en fransk kommedie. Og efter filmen var der kage og kaffe og sludder om filmen. Vældig hyggeligt.

Fredag gik temmelig meget med at gøre klar til aftenens gig i the dharma shed. Jeg bagte pizzasnegle til at sælge om aftenen og gypsibandet kom og spiste aftensmad med os. Jeg kunne egentlig ikke særlig godt lide musikken, men stemningen var fantastisk og jeg endte med at blive oppe hele natten, hvilket selvfølgelig resulterede i kvalme og hovedpine dagen efter. Pete introducerede mig til Afke og Yvette og de inviterede mig til at komme forbi dem hvis jeg kom til Blenheim.

A og Y skulle flytte i dag, så jeg hjalp dem med at gøre det gamle hus rent og flytte tingene ud i bilen. Havde egentlig regnet med at tage videre i dag, for jeg vil ikke være til besvær, men de sagde som om det var en selvfølge, at jeg skulle blive, at de ikke havde en rigtig seng det nye sted men kun en sofa til mig.

Inden vi kørte til det nye hus, gik vi over i haven og plukkede to store poser af grønsager og frugt. De boede i et hus på en wineyards grund, så der var massevis af vindruer af forskellig sort. Desuden var der mange pæretræer, æbletræer, nektarin, abrikos, fersken, figner, citroner, apelsiner og grepfrugt. Og alt muligt andet. Og de havde en hel lund af oliventræer. Jeg kunne ikke modstå trangen til at plukke en og smage, selvom de ikke var modne. Der var ikke nogen succes. Nøj den var bitter. Nu har jeg grønsager til op over ørerne.
Mens Yvette kørte til det nye hus, cyklede mig og Afke, så de ikke behøvede at komme tilbage efter cyklerne. Puha man skal lige koncentrære sig når det hel foregår spejlvendt.

Jeg kan ikke finde ud af hvor jeg skal tage hen herfra. Den frihed man har når man rejser alene kan både være god og skidt. Jeg synes det til tider kan være lidt hårdt at rejse alene når jeg hele iden skal komme op med nye ideer til steder at tage hen. Andre gange når jeg har været ude at rejse har jeg haft en overordnet plan på forhånd men denne gang havde jeg lyst til bare at se hvad der skete og tage det lidt efter lidt som det kom.

Da jeg planlagde at vandre the kepler track havde jeg svært ved at tage mig sammen og synes det var lidt uoverkommeligt at kaste mig ud i. Sådan lidt en følelse af dovenskab og ugidelighed, og en tanke om at lige den vandretur jo ikke vil gøre nogen forskel i det store hele. men det var virkelig en god tur og jeg nød det meget. Nu hvor jeg har forladt wairau walley og befinder mig på trinbrattet til næste afsnit af nz-kapitlet, står jeg igen med en følelse af at det det ville vaere mere komfortabelt og lettere bare at blive her. men svaret ligger jo ligefor. Jeg ved jeg kan lide at vandre og det er fedt at moede de andre vandrere i hytterne, saa det er jo bare at kaste sig ud i det.
Nu maa vi se.

onsdag den 2. marts 2011

En anelse mere Tai Chi

03.03.11

Tiden går hurtigt her og jeg kan ikke rigtig skelne dagene fra hinanden. Måske når jeg slet ikke ned til nelsons Lake, for jeg nyder at være her og er virkelig blevet optaget af tai chi.

Min dag i går lignede meget den foregående, bortset fra at Nancy var på arbejde i byen og jeg derfor var alene til første taichi omgang. Det var ok. Så kunne jeg øve mig igen og igen og finde ud af hvor de svære steder er.

Jeg drak en masse te og lyttede til en cd med en buddhistisk nonne, der talte ud fra forskellige buddhistiske skrifter hun læste op. Jeg var ikke helt vildt mindfull, men kom til at sidde og desegne et hus i mit kladdehæfte. Hæhæ.

Og minsanten om ikke den stod på tai chi igen om aftenen. Vi kom det hele igennem og jeg fik styr på de ting jeg var i tvivl om og nu kan jeg det hele. Når jeg på et tidspunkt er mere sikker i det, vil jeg lære den ikke modificerede...den består vist af 73 perler.

De to er virkelig nogle fantastiske mennesker. Jeg har lært dem at kende så hurtigt og har haft sådan nogle gode samtaler med dem. Vi drak noget mere te og talte om fredagens musikarrangement de skal holde nede i deres dharma shed. Jeg tilbød at bage pizzasnegle som de kan servere for gæsterne og så vil jeg samtidig bage nogle boller til vores morgenmad.

I dag er jeg taget med ind til byen (Blenheim) hvor Pete skulle ordne ting til musikeventen. Han satte mig af hos Nancy der skulle have en tai chi klasse og jeg deltog i undervisningen. Det var fedt at føle et overskud og have styr på bevægelserne.

Nu er jeg taget på biblioteket og har ellers gået rundt i byen til en kunstudstilling og en tur langs floden. Klokken fire skal jeg mødes med P og N til en kop te inden jeg skal med N til endnu en tai chi lesson. Det glæder jeg mig til.

Mere Tai Chi

01.03.11

Jeg vågnede til lyden af de små bjælder på 'badeværelsesdøren' og jeg stod op for at lave mig en kop te. Nancy havde en arbejd hjemme dag og var allerede igan i kontoret. Kontoret er lige på den anden side af gardinet til min seng og hun var så opslugt af sit arbejde, at hun ikke lagde mærke til at jeg gik forbi og sagde godmorgen. Hun lagde heller ikke mærke til at jeg fortalte hende, at mælken var blevet sur. Hun må virkelig være god til at overføre tai chien mindfullness til andre aktiviteter. Eller også er det bare fordi hun er næsten døv...det er ikke sådan lige til at bedømme.

Jeg skiftede mælken ud med toast og da nancy var færdig med første arbejdetape, gik vi ud i haven og lavede tai chi. Noget af det er virkelig svært. Det gælder om at holde mundvandet lige i munden når man skal koordinere bevægelserne, tilpasse vægtfordelingen og samtidig ånde ind og ud på de rigtige tidspunkter i forhold til bevægelserne. Men vi fik gennemgået alle 'perlerne' i den 42 perler lange perlekæde. Det er et modificeret Sun tai chi program.
Undervejs havde vi selskab af katten og hestene, der er tiltrukket af de rolige bevægelser (ifølge nancy af energien) og på et tidspunkt lavede jeg 'tie coat' med en vidt åben mule lige op i snotten på mig. Der røg min mindfullness altså.

Pete kom ind fra sin formiddagsmeditation og lavede morgenmad (jeg spiser morgenmad to gange fordi de foerst spiser morgenmad kl. 12) til os og vi brugte lang tid på at spise den og sludre. Jeg tilbragte eftermiddagen med en bog og med en gåtur på grunden indtil det begyndte at regne.

Gad vide om det kun var for min skyld eller om hun ville have gjort det uanset om jeg var der eller ej, men Nancy spurgte mig om jeg ville lave mere tai chi, så det gjorde vi i 8kanten og jeg havde allerede meget bedre styr på det. Bagefter kogte vi vand til at skolde tomater. Vi flåede dem og fyldte fem små glas.

Aftenen stod på god mad og god samtale efterfulgt af te i sofaen og lige en omgang tomater mere. Og karbad bag bjælderne.

Buddhism and tai chi

28.02.11

Da jeg vågnede var huset tomt og jeg lå lidt og spekulerede på hvor jeg egentlig skulle gøre af mig selv. Jeg stod op og trissede lidt rundt for at se hvordan huset så ud i dagslys. Et virkelig specielt hus med en ottekantet stue og to 'vinger' med værelser...uden vægge mellem, vel at mærke.

Nancy sagde i går aftes, at hun ikke ville have en firkantet stue fordi der var meget bedre energi i et rundt rum. Jeg tænkte at det var lidt 'for meget', men faktisk må jeg indrømme, at jeg godt kan mærke det og at jeg får en særlig følelse i kroppen når jeg opholder mig i rummet. Men jeg tror nu i høj grad den slags har med indretning at gøre og med de personer man opholder sig i et rum med. Midt i rummet er en træsøjle, og når man kommer ind er der en sofa og tre gyngestole til venstre, endnu en sofa lige fremme, spisebordet fremme til højre og køkkenet helt til højre. De laver mad på sådan gammeldags støbejernsbrændeovn. Det virker som om der er uendelig megen plads.

Jeg havde netop tændt for computeren for at tjekke min mail, da Pete kom ind fra 'kontoret', et lille skur et stykke fra huset. Det har absolut ikke noget med et kontor at gøre, og selvom det har et lillebitte skrivebord, er det faktisk et spirituelt rum,hvor han har sin meditationsplads. Selvom rummet er firkantet, synes jeg nu alligevel det har noget over sig.

Pete lavede morgenmad til os og da vi havde spist gik vi ned for at hente opvasken fra gårsdagens koncert. Han viste mig hvordan komposttoiletterne fungerer og vi hentede hestene fra nabomarken.

Tilbage i huset havde vi en lang snak om livstil og hvordan man vælger at bruge sit liv, og over en kop te viste han mig en meget interessant bog om forskellige menneskers forskellige huse og hvordan de havde bygget og indrettet dem. Bagefter viste han mig forskellige meditationsstillinger og forklarede om teknikker man kan bruge. Han fortalte, at meditation kan være en måde at øve sig i at være i nuet på. Hvis man giver plads til drømme, fantasier og tanker om andre ting eller fremtidige planer, er man ikke til stedexi nuet og altså oplever man ikke -lever man ikke - det øjeblik man rent faktisk befinder sig i. Meditationen er så en måde man kan træne at lukke de distraherende tanker ude, så man i stedet befinder sig i nuet. For mig kan der være noget smukt ved begge ting. Jeg elsker at drømme og lade mine tanker løbe af sted med mig.

Når man er i nuet og virkelig er til stede i lige præcis den aktivitet man har gang i, om det så er en samtale eller at skære jordbær til syltetøj, forsvinder tidsfornemmelsen, og man opdager slet ikke at tiden gik. En time kan føles som et ganske kort øjeblik. (her kan jeg, efter at have skrevet bacheloropgave op Flow jo ikke lade være med at associere til Zchickzentmihalys teori.) og jeg må da også indrømme, at når det modsatte finder sted, når jeg lader tankerne flyve, kan det føles som om jeg har været hele verden rundt og vendt hver en ide, der poppede op i mit hoved. Og når jeg ser på klokken er der kun gået et øjeblik. Selvom jeg nu alligevel godt kan føle et flow når jeg er i drømmeverdenen. Men Ifølge Pete er meditation altså en måde at træne at komme ind i denne tilstand af flow og altså at være til stede i nuet. En anden teknik er Mindfullness. jeg har hørt om det før. Det drejer sig om at meditere i de daglige gøremål man har, så man er til stede i fx jordbærhakkeriet. Hvis man virkelig koncentrerer sin opmærksomhed mod jordbærerne, så der ikke bliver plads tilst andre tanker kan tage over, er man til stede i nuet -så lever man. Måske skal jeg prøve det næste gang jeg vandrer. Jeg plejer at koncentrere mig om udsigten og hvor smukt den er (nogen gange kan jeg ikke koncentrere mig om andet end mine ømme fødder) og jeg nyder at gå og tænke. Lidt lige som når jeg svømmer. Da har jeg tid til at slappe af i hovedet og drømme. Gad vide hvordan min vandretur ville være hvis jeg slet ikke tænkte på noget.

Personligt, fortalte han, øver han sig i at gøre sit livs sidste udåndigt. Og han ønsker, at når han engang skal dø, kan meditere sig ud af livet med den fuldendte udånding!

Tænk at have udsigt til bjergene når man er på toilettet. Gad vide om man er til stede i nuet og i den aktivitet man har gang i når man nyder udsigten til bjergene mens man er på toilettet. Der er ingen dør til toilettet - selvfølgelig.

Da Nancy kom hjem spiste vi aftensmad og jeg hjalp hende med at lave syltetøj på brændeovnen, mens vi sludrede. Hun underviser skolebørn og ældre mennesker i tai chi (for skolebørnene skulle det være en øvelse i at falde til ro og et rædslab til at blive mere fokuseret i skolearbejdet - igen et tip til læreren, der gerne vil udnytte flow i sin undervisning) og da vi havde lavet syltetøjen, lavede vi tai chi på gulvet i det ottekantede rum, mens Pete sad og læste i sofaen og satte japansk meditationsmusik på anlægget. Tai chi er ud over at være en kampsport, en medtationsform på samme måde som yoga er det.

Min dag sluttede med et varmt karbad bag forhænget og med vand opvarmet af brændeovnen. Jeg kan ikke lade være med at føle mig inspireret af den måde de lever på og af den måde de har bygget huset på og jeg har lyst til selv at bygge et hus og så vidt muligt begrænse overflødigt forbrug.