28.02.11
Da jeg vågnede var huset tomt og jeg lå lidt og spekulerede på hvor jeg egentlig skulle gøre af mig selv. Jeg stod op og trissede lidt rundt for at se hvordan huset så ud i dagslys. Et virkelig specielt hus med en ottekantet stue og to 'vinger' med værelser...uden vægge mellem, vel at mærke.
Nancy sagde i går aftes, at hun ikke ville have en firkantet stue fordi der var meget bedre energi i et rundt rum. Jeg tænkte at det var lidt 'for meget', men faktisk må jeg indrømme, at jeg godt kan mærke det og at jeg får en særlig følelse i kroppen når jeg opholder mig i rummet. Men jeg tror nu i høj grad den slags har med indretning at gøre og med de personer man opholder sig i et rum med. Midt i rummet er en træsøjle, og når man kommer ind er der en sofa og tre gyngestole til venstre, endnu en sofa lige fremme, spisebordet fremme til højre og køkkenet helt til højre. De laver mad på sådan gammeldags støbejernsbrændeovn. Det virker som om der er uendelig megen plads.
Jeg havde netop tændt for computeren for at tjekke min mail, da Pete kom ind fra 'kontoret', et lille skur et stykke fra huset. Det har absolut ikke noget med et kontor at gøre, og selvom det har et lillebitte skrivebord, er det faktisk et spirituelt rum,hvor han har sin meditationsplads. Selvom rummet er firkantet, synes jeg nu alligevel det har noget over sig.
Pete lavede morgenmad til os og da vi havde spist gik vi ned for at hente opvasken fra gårsdagens koncert. Han viste mig hvordan komposttoiletterne fungerer og vi hentede hestene fra nabomarken.
Tilbage i huset havde vi en lang snak om livstil og hvordan man vælger at bruge sit liv, og over en kop te viste han mig en meget interessant bog om forskellige menneskers forskellige huse og hvordan de havde bygget og indrettet dem. Bagefter viste han mig forskellige meditationsstillinger og forklarede om teknikker man kan bruge. Han fortalte, at meditation kan være en måde at øve sig i at være i nuet på. Hvis man giver plads til drømme, fantasier og tanker om andre ting eller fremtidige planer, er man ikke til stedexi nuet og altså oplever man ikke -lever man ikke - det øjeblik man rent faktisk befinder sig i. Meditationen er så en måde man kan træne at lukke de distraherende tanker ude, så man i stedet befinder sig i nuet. For mig kan der være noget smukt ved begge ting. Jeg elsker at drømme og lade mine tanker løbe af sted med mig.
Når man er i nuet og virkelig er til stede i lige præcis den aktivitet man har gang i, om det så er en samtale eller at skære jordbær til syltetøj, forsvinder tidsfornemmelsen, og man opdager slet ikke at tiden gik. En time kan føles som et ganske kort øjeblik. (her kan jeg, efter at have skrevet bacheloropgave op Flow jo ikke lade være med at associere til Zchickzentmihalys teori.) og jeg må da også indrømme, at når det modsatte finder sted, når jeg lader tankerne flyve, kan det føles som om jeg har været hele verden rundt og vendt hver en ide, der poppede op i mit hoved. Og når jeg ser på klokken er der kun gået et øjeblik. Selvom jeg nu alligevel godt kan føle et flow når jeg er i drømmeverdenen. Men Ifølge Pete er meditation altså en måde at træne at komme ind i denne tilstand af flow og altså at være til stede i nuet. En anden teknik er Mindfullness. jeg har hørt om det før. Det drejer sig om at meditere i de daglige gøremål man har, så man er til stede i fx jordbærhakkeriet. Hvis man virkelig koncentrerer sin opmærksomhed mod jordbærerne, så der ikke bliver plads tilst andre tanker kan tage over, er man til stede i nuet -så lever man. Måske skal jeg prøve det næste gang jeg vandrer. Jeg plejer at koncentrere mig om udsigten og hvor smukt den er (nogen gange kan jeg ikke koncentrere mig om andet end mine ømme fødder) og jeg nyder at gå og tænke. Lidt lige som når jeg svømmer. Da har jeg tid til at slappe af i hovedet og drømme. Gad vide hvordan min vandretur ville være hvis jeg slet ikke tænkte på noget.
Personligt, fortalte han, øver han sig i at gøre sit livs sidste udåndigt. Og han ønsker, at når han engang skal dø, kan meditere sig ud af livet med den fuldendte udånding!
Tænk at have udsigt til bjergene når man er på toilettet. Gad vide om man er til stede i nuet og i den aktivitet man har gang i når man nyder udsigten til bjergene mens man er på toilettet. Der er ingen dør til toilettet - selvfølgelig.
Da Nancy kom hjem spiste vi aftensmad og jeg hjalp hende med at lave syltetøj på brændeovnen, mens vi sludrede. Hun underviser skolebørn og ældre mennesker i tai chi (for skolebørnene skulle det være en øvelse i at falde til ro og et rædslab til at blive mere fokuseret i skolearbejdet - igen et tip til læreren, der gerne vil udnytte flow i sin undervisning) og da vi havde lavet syltetøjen, lavede vi tai chi på gulvet i det ottekantede rum, mens Pete sad og læste i sofaen og satte japansk meditationsmusik på anlægget. Tai chi er ud over at være en kampsport, en medtationsform på samme måde som yoga er det.
Min dag sluttede med et varmt karbad bag forhænget og med vand opvarmet af brændeovnen. Jeg kan ikke lade være med at føle mig inspireret af den måde de lever på og af den måde de har bygget huset på og jeg har lyst til selv at bygge et hus og så vidt muligt begrænse overflødigt forbrug.
New Zealand Explorer
På valgfaget 'New Zealand Explorer' har vi i løbet af efteråret på Silkeborg Højskole forberedt vores eventyr Down Under. Nu er der kun få dage til afgang og jeg glæder mig!
De første tre uger skal jeg rejse sammen med med NZ-holdet, der består af 22 elever fra Silkeborg Højskoles Friluftlivshold, Friluftlærer Rasmus og tre gutter Rasmus har fået til at hjælpe os. Vi skal vandre, sejle kajak, svømme med delfiner, cykle på mountainbike, klatre og vandre endnu mere på forskellige steder af New Zealands sydø.
Efter de tre uger fortsætter jeg eventyret. Først på egen hånd i New Zealand og Australien og senere med Anne Bek i Vietnam.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar