Jeg har forladt Pete og Nancy og er havnet i Blenheim hos Yvette og Afke, der inviterede mig til at komme efter vi mødtes til fredagens gig i the dharma shed. De er flyttet hertil fra fiordland for at arbejde. De bryder sig ikke om byen, der er totalt blottet for kulturelt liv og hvis indbyggere er konservative og kendt for at være meget homofobiske. Men Yvette skal arbejde to år på gymnasiet for at kunne blive registreret som lærer. Så de er meget glade for at have fundet the dharma shed.
Endnu engang blev jeg mødt af NZ's utrolige gæstfrihed. Yvette og Afke skulle til middag hos et vennepar og senere på aftenen til et privat biografarrangement, men det var ikke noget problem, for jeg kunne bare komme med.
Så jeg tog forskud på Vietnam med venneparets hjemmelavede Vietnamesiske pho-suppe og var bagefter vidne til endnu et kulturelt undergrundsindslag i en gammel hvidløgslade, et andet af deres vennepar havde bygget om til en biograf. Det fungerede sådan cirka ligesom the dharmas bum club, at man, hvis man ellers ved det eksisterer, melder sig ind i klubben og så får man en indvitation når der foregår et arrangement. Begge steder havde de en lille kurv hvor man kunne (forventedes at) donere et lille beløb til at dække arrangementets udgifter. Fed ordning, synes jeg. Genial samværdsform og fed måde at møde mennesker på. Både venner og nye ansigter. Og en helt central forskel fra hvordan fester i dk foregår, så handler det om at være sammen med de andre gæster og lave noget hyggeligt sammen - ikke om at drikke sig i hegnet.
Dørene åbnedes 1 1/2 time før filmen startede så da vi ankom til den lille hvidløgslade (den lugtede ikke af hvidløg) stod den på the, kaffe og ingefærvin (det var temmelig stærkt) i sofahjørnet. Først en lille kortfilm og derefter en fransk kommedie. Og efter filmen var der kage og kaffe og sludder om filmen. Vældig hyggeligt.
Fredag gik temmelig meget med at gøre klar til aftenens gig i the dharma shed. Jeg bagte pizzasnegle til at sælge om aftenen og gypsibandet kom og spiste aftensmad med os. Jeg kunne egentlig ikke særlig godt lide musikken, men stemningen var fantastisk og jeg endte med at blive oppe hele natten, hvilket selvfølgelig resulterede i kvalme og hovedpine dagen efter. Pete introducerede mig til Afke og Yvette og de inviterede mig til at komme forbi dem hvis jeg kom til Blenheim.
A og Y skulle flytte i dag, så jeg hjalp dem med at gøre det gamle hus rent og flytte tingene ud i bilen. Havde egentlig regnet med at tage videre i dag, for jeg vil ikke være til besvær, men de sagde som om det var en selvfølge, at jeg skulle blive, at de ikke havde en rigtig seng det nye sted men kun en sofa til mig.
Inden vi kørte til det nye hus, gik vi over i haven og plukkede to store poser af grønsager og frugt. De boede i et hus på en wineyards grund, så der var massevis af vindruer af forskellig sort. Desuden var der mange pæretræer, æbletræer, nektarin, abrikos, fersken, figner, citroner, apelsiner og grepfrugt. Og alt muligt andet. Og de havde en hel lund af oliventræer. Jeg kunne ikke modstå trangen til at plukke en og smage, selvom de ikke var modne. Der var ikke nogen succes. Nøj den var bitter. Nu har jeg grønsager til op over ørerne.
Mens Yvette kørte til det nye hus, cyklede mig og Afke, så de ikke behøvede at komme tilbage efter cyklerne. Puha man skal lige koncentrære sig når det hel foregår spejlvendt.
Jeg kan ikke finde ud af hvor jeg skal tage hen herfra. Den frihed man har når man rejser alene kan både være god og skidt. Jeg synes det til tider kan være lidt hårdt at rejse alene når jeg hele iden skal komme op med nye ideer til steder at tage hen. Andre gange når jeg har været ude at rejse har jeg haft en overordnet plan på forhånd men denne gang havde jeg lyst til bare at se hvad der skete og tage det lidt efter lidt som det kom.
Da jeg planlagde at vandre the kepler track havde jeg svært ved at tage mig sammen og synes det var lidt uoverkommeligt at kaste mig ud i. Sådan lidt en følelse af dovenskab og ugidelighed, og en tanke om at lige den vandretur jo ikke vil gøre nogen forskel i det store hele. men det var virkelig en god tur og jeg nød det meget. Nu hvor jeg har forladt wairau walley og befinder mig på trinbrattet til næste afsnit af nz-kapitlet, står jeg igen med en følelse af at det det ville vaere mere komfortabelt og lettere bare at blive her. men svaret ligger jo ligefor. Jeg ved jeg kan lide at vandre og det er fedt at moede de andre vandrere i hytterne, saa det er jo bare at kaste sig ud i det.
Nu maa vi se.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar