Naa. Her kommer et forsinket indlaeg om de sidste dage i Australien. Jeg har ikke haft saa gode internetmuligheder siden jeg kom til Asien, saa I maa leve med den lange forsinkelse og med at jeg gav op at blogge om oplevelserne her. Dem maa jeg fortaelle om naar jeg komme hjem i stedet.
------
Fra Alice tog jeg et ultrakort smut til Adelaide. Tiden der blev brugt på at cykle rundt i byen for at lede efter lift til Melbourne via the great ocean Road, men uden det store held. Eller det lille. Så cyklen blev vendt og jeg cyklede i stedet med to hollandske piger på chokoladefabrikrundvisning. Gjorde det mest for de gratis smagsprøver, men det var faktisk ganske interessant at høre om hvordan kakaoen udvindes fra kakaobønnen og alt det der, som jeg ville ønske jeg kunne huske. Anaywys. Chokolade giver mere mening nu. Eller snarere ekstra mening...for det har altid givet super meget mening. Mums. Bagefter tog vi på marked og købte billig frugt og smagte på en masse smagsprøver af alt muligt forskelligt. Dansk feta, blandt andet, der ikke smagte anywhere near det man kan få derhjemme.
Og så hoppede jeg på en natbus til Melbourne for at prøve liftlykken der.
I Melbourne var der masser der tilbød lifts, men jeg fandt ingen, der passede ind i tidsplanen (den var ellers ret løs) og dem der gjorde lød underlige og ikke lige nogen jeg skulle nyde noget af at køre med, så jeg endte med at købe en plads på en af de utallige ture, der bliver udbudt. Egentlig tror jeg det er en fordel, for det er skægt at møde de forskellige folk der er med, men det er bloddy dyrt.
Så nu er jeg her. I en turbus på en parkeringsplads i det der skulle forestille at være en frokostpause, men som er endt med at være en hjulet-er-punkteret-pause.
De sidste par dage har jeg brugt på at lade op efter en dårlig oplevelse på hostlet i Adelaide. Jeg har couchsurfet hos Vivien og Dan, et meget rart kinesisk par, der på den mest gæstfrie maner har ladet mig bo i deres lille lejlighed. Vivien har lært mig at lave et par kinesiske retter (glæder mig til at lave dem når jeg kommer hjem) og den ene dag tog vi på cykeltur langs floden og kørte hele vejen ind til byen. På vejen holdt vi en pause i en olivenlund ( der duftede dejligt) og spiste medbragte vindruer og ananas mens vi sludrede og kiggede på nogle roere, der trænene på floden. Frem og tilbage. Da vi kom hjem igen, kørte vi i bil ud til en strand for at kigge på pingvinerne, der kommer ind for at hvile sig for natten. Blå pingviner, verdens mindste pingvinart. Det var skægt at se dem i levende live uden for en zoo, og uden is og sne.
Dagen efter tog jeg tilbage til floden for at følge den på gåben i den modsatte retning. Der skulle efter sigende være en flagermuskoloni. Og ganske rigtigt! Pludselig havde jeg en trilion bilion skrigende flying fixes hængende over hovedet fra træerne. Nogle af dem flaksede rundt, men de fleste sov trygt og godt med deres slaskede vinger svøbt om sig. Putte putte. Det var ret fascinerende at gå der mellem dem...og en lille smule uhyggeligt. De lugtede heller ikke helt vildt godt.
Jeg havde cyklen stående i parken og cyklede tilbage igen. En ting er at skulle koncentrere sig om at cykle i den forkerte side og spejlvende trafikvanerne i lyskrydsene, men samtidig at skulle overleve Australiens ulogiske lyssignalsystem er virkelig en udfordring. Særligt et sted takkede jeg hvor Herre for at lade bilisten se mig og stoppe for mig.
Men cyklen er en genial Sightseeingopfindelse. ...eller også kan jeg bare godt lide at cykle. I Adelaide kunne man leje cykler gratis. Se Det er en genial opfindelse.
Tilbage til den punkteredes bus. Mon ikke den er blevet fixet mens jeg har fortalt? Vi kørte videre og vejret besluttede sig for at slukke for solskinnet og gå i bad i stedet.
------
Blev afbrudt i skriveriet og nu er turen overstået, så jeg vil tillade mig at fortsætte beretningen i datid, hvis De tillader.
Jeg havde fået en sindsyg sidekammerat, Craig,9 i bussen. Han snakkede uafbrudt. Ikke på sådan en, vi-er-begge-ude-at-rejse-og-derfor-snaksagelige-måde, men snarere på en klap-nu kaje-og-giv-mig-fred-måde. Jeg steg på klokken kvart i otte om morgenen og han stod på ti minutter efter. Vi var færdige for dagen klokken 7 om aftenen og han lukkede ikke munden på noget tidspunkt overhovedet. Jo, vent! Når chaufføren gav en besked en gang i mellem. Man kan jo tænke "Hanne overdriver nok lidt. Det ku da sikkert være hyggeligt med en samtalepartner på turen". Men tro mig! Jeg har talt med masser af mennesker og elsker at møde andre rejsende og udveksle beretninger og holde hinanden med selskab, men det her!!! Det var ikke en samtale. Han fortalte om alt tænkeligt. Om hvilke karakterer han fik i highschool, at han var 13, da han begyndte at drikke. Hvad han dengang foredrak at drikke og hvordan drikevanerne havde udviklet sig (alkohollen blev senere et emne forbundet med ham på turen) hvad han spiste juleaften, hvor mange kængurubamser han havde købt til sine kusiner. Hvilket rugbyteam han holdt med, hvor tit han ringede til sin far. Det var så galt, at de andre sendte mig medlidende blikke. Enkelte 'stakkels dig' kommentarer. Og efter en halv time havde jeg fået hold i nakken af at dreje hovedet i hans retning. Efter et stykke tid opgav jeg høfligheden og kiggede i stedet ud af vinduet og nøjedes med et par "hmm hmm" en gang i mellem for at lade som om jeg fulgte med. Han blev bare ved og ved. Selv da jeg lukkede øjnene og ikke svarede mere blev han bare ved. Det var seriøst trættende.
Vi fik skiftet hjulet og fortsatte til warrnambool, der er begyndelsen af the great Ocean Road. På vejen stoppede vi og besøgte en ostekælder til ostesmagning. Jeg smagte en oldgammel en jeg ikke kan stave til (og man skal jo nødig forsøge sig med de huk man får fra sin mor når bloggen vidner om, at jeg ikke kan overleve uden elektronisk stavekontrol), men den var så stærk, at den smagte af armoniak eller salmiaklakrids. Fint på kiks, men ikke lige noget til morgenbordet. Og ellers chili ost, pebberost og altmuglig herbs-ost. Altså...fintnok, men aussierne er altså ikke bedre til det med ost end NZ'erne.
Vi kørte lidt længere til et sted hvor guiden lovede koalabjørne og emuer. Og hvis vi var heldige, sagde han, ville vi måske se skyggen af en kænguru. Men det var ikke så tit. Vi holdt udkig efter koalerne og strakte nakkehvirvlerne helt ud i håbet om at se en lille nuttet bjørn sove i trætoppene.
Og så så vi den første kænguru. Og den næste. Og vi hoppede ie af bussen for at tage billeder og blev våde i regnen mens vi gloede og gloede og så den fjedre rundt. Det var en wallaby og en grå.
Vi følte os heldige, som guiden havde sagt vi var, og da vi også fik to emuer og to koalabjørne at se, var vi slet ikke til at pille ned. Men det var ikke slut med heldet endnu. Da vi rundede det næste sving, kom vi til en eng der var så propfyld med de nuttede springfyre, at man skulle tro det var det årlige kængurutraf. Jeg begyndte at tælle, men blev træt af det da jeg nåede til 58. I midten var førehannen med sine kæmpe store, pumpede bodybuilderboxerarme. Ham ville jeg nødig blive uenig med. Hunnerne dovnede lidt rundt med deres spænstige haler som et tredje ben og små unger tittende op af pungen.
Med alle de kænguruer på opleveren kunne turen, uanset hvor skævt resten af den så måtte gå, kun blive en succes.
Langs kysten stoppede vi forskellige steder for at se de forskellige formationer bølgerne har efterladt landsabet i. Vi nåede til the twelve apostles ved solnedgang og så solen gå ned over de store gule 'sandstensklumper' der stod som kæmper i vandet. Det giver ikke mening, at de heder the twelve apostles, for der var oprindeligt 18. Nu er der 14, efter bølgerne i tidens løb har væltet nogle af dem omkuld.
På hostlet stod den på BBQ i hyggeligt selskab og jeg fandt ud af at to af de andre der var med også havde boet på Sunnny's i Adelaide og også havde haft en dårlig oplevelse. Det var rart at have nogen at dele det. Vi fik tildelt vores værelser og søreme om ikke jeg havnede på samme dormitory som Craig. Det kunne jeg ikke lige overskue, og med en undskyldning om at jeg ikke ville sove på værelse med drenge, og med tilladelse fra hostelmanageren, slæbte jeg madrassen ind til pigerne og sov på gulvet der.
Andendagen gik med at kigge på flere fine steder. Vil ikke nævne dem alle, for det bliver for kedeligt, men lige et par stykker er vel ok. Et sted mødte jeg en pige jeg boede på værelse med på et hostel i NZ. Man skal aldrig sige aldrig, når man er lidt træt af hele tiden at skulle præsentere sig for nye mennesker man alligevel 'aldrig' kommer til at de igen.
I Apollo Bay var der festival og jeg holdt udkig efter et australsk par jeg ligeledes havde mødt i NZ og som jeg vidste ville befinde sig til festivallen. Men uden held.
Vi gik tur i en koldtempereret regnskov fyldt med en slags træer jeg ikke kan huske hvad hedder, men som er verdens anden højeste. De var temmelig høje, ligesom træbregnerne, der vokser så langsomt, at et eksemplar lidt højere end mig snildt kunne være hundrede år gammelt.
Og så kan jeg ikke huske hvad vi mere lavede, men vi havde det hyggeligt og sjovt og brugte en masse tid på at tage fjollede billeder.
Da vi var lige ved og næsten at være tilbage i Melbourne punkteredes vi igen. Hvad er oddsne for det? Vi strakte benene mens guiden legede mekaniker nok en gang og vi tog alle sammen en milion billeder af firmaets logo, der indeholder et bildæk.
Fik udvekslet kontakter på rejsekammeraterne og jeg fandt mit tog tilbage til min forstad.
Den sidste dag i Melbourne blev brugt på at rende rundt i byen. Så et standup/akrobat show med en gut, der var så sjov, at jeg skraldgrinede selvom jeg ikke havde nogen at grine med. Bagefter gik jeg en rute, der skulle have en masse streetart, men det var ikke særlig interessant, så jeg satte kursen mod et marked. Efter at have gået et godt stykke tid, spurgte jeg en dame om vej. Hun sagde at jeg var på rette vej og forklarede omhyggeligt ruten for mig, hvorefter hun tilføjede at markedet var lukket.
Busturen til Sydney var lettere end den sidste, men stadig lang og trættende. Kan man virkelig føle sig ældre end da man var ung, når man stadig skal forestille at være ung. Sådan en overnatning i en bus var intet problem for et par år siden.
Var så træt, da jeg nåede frem, og jeg nægtede at lade hele min dag blive smadret ligesom efter sidste bustur, så jeg fandt en bænk i botanisk have og faldt omgående i søvn på den. Vågnede først, da solen omdannede klimaet under min jakke til noget nær det de har i tropezoo.
Så var jeg til gengæld fuld af fart og spilopper og jeg gik en tur i haven og rundt i byen.
Hjemme hos Lynne og Kevin stod den på børnefødselsdag og en masse gæster. Jeg sov derfor på en madras på gulvet i stuen...the lounge.
Der stiftede jeg for alvor bekendtskab med Australiens vildlife, da jeg trådte på det jeg troede var en tegnestift. Min første tanke var "hvorfor har de dog tegnestifter på gulvet, når de ingen opslagstavler har". Derefter kiggede jeg ned på min fod for at fjerne den og der, under min fodsål, sad en stor, lodden edderkop. Min første tanke i denn omgang var så "åh" og alt blodet fløj retur til hjertet og efterlod mine lemmer lettere slappe. Anden tanke var "rolig nu, det er ikke sikkert du skal dø". Og så børstede jeg krybet af foden (den prøvede ellers så godt dens mange ben nu kunne klamre, at blive siddende.), gik ud i køkkenet hvor Kevin sad, og fik bekræftet, at jeg godt kunne satse på at holde mig i live...i denne omgang. En omgang sprit på biddet, et klask på den, derefter flade, edderkop og så på hovedet i seng.
Min sidste dag i Sydney blev den bedste af slagsen. Jeg tog en bus ud til bydelen Glebe, hvor jeg før havde været. Denne gang med større held til at finde det buddhistiske tempel jeg havde ledt efter. Tænkte det kunne være spændende at se hvordan sådan et ser ud, når det er plasseret i Sydney. Det viste sig at være et kinesisk tempel (Sze Yup Kwan Ti Temple) så det var svært at sammenligne med dem jeg har set i Thailand. Men selvfølgelig var det kinesisk. Ved ikke hvad jeg ellers havde regnet med med alle de kinesere der er her. Jeg begynder at forstå hvad hollænderen i Dannevirke i NZ mente, da han sagde at kineserne var ved at overtage verdensherredømmet.
I Glebe besøgte jeg også Tranby Aboriginal College, hvor jeg ikke mødte nogen studerende, fordi de holdt påskeferie. Men jeg talte med en flink mand, der fortalte om skolen. Eleverne kommer fra alle mulige forskellge communities fra alle mulige steder i Australiens 'bagkvarter'. Så de kommer ikke i skole hver dag, men kommer i stedet en uge ad gangen hver eller hver anden måned. Niveauet er tanden under uniniveau og de fleste bruger uddannelsen til at få arbejde ude i deres egne communities. Udover aboriginal studies og communikation, kan jeg ikke huske hvad de studerer, men noget de kan bruge til at arbejde som fx socialrådgiver og den slags, som der er meget brug for i deres samfund.
Efter frokost i china town tog jeg færgen til Manly Island hvor der er en populær bade- og surfestrand. Jeg havde taget badetøjet med, men var snot forkølet og derfor for slap til andet end bare at sætte mig i sandet og kigge. Sad og kiggede på nogle surfere, der tydeligvis var et hold, der fik undervisning. Det var ved at blive sent, men det så bare SÅ sjovt ud, at overvandt forkølelsesmatheden og spurgte en af dem hvor man kunne melde sig. Hun sendte mig over til surferskolehuset, hvor jeg fik at vide, at næste klasse var om 4 minutter og at jeg godt måtte være med. Så var der jo ikke andet for end at tørre snotten af næsen og hive den kolde våddragt på. Og så i baljen med mig og et stort lyserødt surfboard.
Og nøøøøj, hvor var det skægt! Det var faktisk til at finde ud af og efter demoforsøg oppe på stranden havde jeg adskillige successurf på de rullende bøljer. Juhuuuu. Totalfedt. Havde ikke troet at det faktisk ville kunne læres så hurtigt. Megasgægt. En af de andre havde en gut til at sidde inde på stranden og tage billeder og filme og han lovede at tage nogen af mig og sende dem til mig, men bagefter kunne jeg ikke finde ham og han fik aldrig min Email. Øv, ville have været sejt.
Lynne og Kevin har været i noget bedre humør her i anden omgang. I hvertfald har det været meget rarere at bo der nu. De har været i snakkehumør og vi sludrede og spiste aftensmad sammen. Det er jeg virkelig glad for, for det har bare været så meget bedre og jeg har fået et meget bedre indtryk af dem. De må have været stressede sidste gang jeg boede her. Og de har også været hjælpsomme på en meget mere brugbar måde. En stor hjælp faktisk.
Jeg havde desværre ikke tid til at tage i surferskole igen inden jeg skulle af sted næste eftermiddag. I stedet gik jeg en lang tur i området og fandt ud af, at det faktisk er en fin by. Sydney er jo sindssygt stor. Det er en forstad, jeg bor i, men det ku ligeså godt være en helt anden by.
Jeg gik langs floden og endte ved et supermarked hvor jeg købte frugt og noget ultratørt libanesisk brød, der slet ikke kunne måle sig med det gode jeg købte den anden dag. Så vendte jeg næsen tilbage mod huset og kom på vejen forbi en hel libanesisk butik, hvor jeg købte nøjagtig den samme mængte frugt og libanesisk brød til under halvdelen af hvad jeg betalte i supermarkedet. Og det var meget friskere og meget bedre.
Havde lyst til en is og gik i et andet supermarked (gjorde mig umage med ikke at kigge på prisen for libanesisk brød) og var så heldig, at de havde is-smagning. Pigen der gav smagsprøver glædede sig vist til fyraften, for da jeg gav udtryk for at det var en god is og spurgte om de solgte dem enkeltvis (syntes ikke lige jeg ville slæbe en pakke medm seks med mig på flyet), stak hun en hel is ned i min taske og sagde at jeg bare kunne sige i kassen at hun havde givet mig den. Så det gjorde jeg og smovsede den det sidste stykke hjem.
Kevin har kørt mig til lufthavnen og jeg har kriller af Asien-ve. Jeg glæder mig så fantastisk meget til at se Anne og til at komme på eventyr med hende i Vietnam.
mandag den 9. maj 2011
tirsdag den 5. april 2011
Bye Alice
03.04.11
Det var helt underligt, at vaere tilbage i Alice. Mest fordi der var kommet en masse nye gaester paa hostlet og jeg blev flyttet til et nyt vaerelse. Det gjorde mig saadan set ingenting, for saa slap jeg for musene…troede jeg, i det mindste.
Den sidste dag I Alice blev brugt paa at gaa I kirke. Fandt ud af, at manden der siger ambulancelyde, havde en masse at goere med den lokale aboriginalkirke, og jeg fik lov til at tage med ham for at se hvordan det foregaar. Det var det taetteste jeg kunne komme paa at laere noget om aboriginerne her, naar nu det er saa svaert at komme til. Det var en fin oplevelse og jeg var med boernene i sondagsskole. Praesten kunne tale det lokale sprog, saa det hele foregik paa en blanding af engelsk og Anangi. For mig virker det lidt underligt, at de overhovedet gaar I kirke. Sikkert et laevn fra de stakkels omvendte boern fra the telegraphstation.
Efter en sen frokost i haven i selskab af to tyske gutter, som jeg kendte fra foer bushturen, besluttede vi at gaa en eftermiddagstur langs floden. En italiensk og en fransk gut som jeg ogsaa kendte fra foer, sluttede sig til os, og vi lavede en hel lille udflugt ud af det. Det var rigtig hyggeligt og jeg var helt aergerlig over at skulle derfra, naar det var saa hyggeligt med dem. Paa vejen saa vi en masse kaenguruer. Jeg ved ikke hvor de har gemt sig de andre gange jeg har vaeret i bushen, men pludselig vrimlede det med dem. Det var virkelig skaegt at se dem fjedrer rundt. Tror det var den slags der hedder euro. De har et ekstra tykt traedepudelag under foedderne saa de er bedre til at hoppe i klipperne. Vi gik helt ud til et lille bjerg uden for byen og kravlede op for at se solnedgangen derfra. Bagefter gik vi tilbage i moerke og kom til at hidse hinanden op slangerne i det hoje graes.
Inden vi var helt tilbage paa hostlet slog vi os ned i vejkanten og spiste muffins moerket og udvekslede adresser. Saa gik vi tilbage og jeg pakkede til morgendagens flyvetur til Adelaide
Det var helt underligt, at vaere tilbage i Alice. Mest fordi der var kommet en masse nye gaester paa hostlet og jeg blev flyttet til et nyt vaerelse. Det gjorde mig saadan set ingenting, for saa slap jeg for musene…troede jeg, i det mindste.
Den sidste dag I Alice blev brugt paa at gaa I kirke. Fandt ud af, at manden der siger ambulancelyde, havde en masse at goere med den lokale aboriginalkirke, og jeg fik lov til at tage med ham for at se hvordan det foregaar. Det var det taetteste jeg kunne komme paa at laere noget om aboriginerne her, naar nu det er saa svaert at komme til. Det var en fin oplevelse og jeg var med boernene i sondagsskole. Praesten kunne tale det lokale sprog, saa det hele foregik paa en blanding af engelsk og Anangi. For mig virker det lidt underligt, at de overhovedet gaar I kirke. Sikkert et laevn fra de stakkels omvendte boern fra the telegraphstation.
Efter en sen frokost i haven i selskab af to tyske gutter, som jeg kendte fra foer bushturen, besluttede vi at gaa en eftermiddagstur langs floden. En italiensk og en fransk gut som jeg ogsaa kendte fra foer, sluttede sig til os, og vi lavede en hel lille udflugt ud af det. Det var rigtig hyggeligt og jeg var helt aergerlig over at skulle derfra, naar det var saa hyggeligt med dem. Paa vejen saa vi en masse kaenguruer. Jeg ved ikke hvor de har gemt sig de andre gange jeg har vaeret i bushen, men pludselig vrimlede det med dem. Det var virkelig skaegt at se dem fjedrer rundt. Tror det var den slags der hedder euro. De har et ekstra tykt traedepudelag under foedderne saa de er bedre til at hoppe i klipperne. Vi gik helt ud til et lille bjerg uden for byen og kravlede op for at se solnedgangen derfra. Bagefter gik vi tilbage i moerke og kom til at hidse hinanden op slangerne i det hoje graes.
Inden vi var helt tilbage paa hostlet slog vi os ned i vejkanten og spiste muffins moerket og udvekslede adresser. Saa gik vi tilbage og jeg pakkede til morgendagens flyvetur til Adelaide
The Green Centre
29.03-02.04.11
Tirsdag morgen megav jeg mig så af sted på the highlight of my Australian eventyr. Juhuuuuu jeg har glædet mig siden jeg skrev en opgave om Australien engang i folkeskolen, så forventningerne var tårnhøje og humøret højere end den blå himmel.
Ombord på den lille lastbil, vi skulle rejse med var mine rejsekammerater (en blanding af aussies og andre rejsende) og vores guide Belinda, der skulle vise sig at være den bedste guide jeg til dags dato har oplevet.
Første stop blev et sted hvor man kunne betale en masse penge for at sidde på en kamel i to minutter. Men de havde to kænguroer i baghaven, man kunne klappe, så jeg var solgt og spekulerer nu på om man mon kan have en kænguru som kæledyr. Sådan en lille springfyr kunne jeg da godt have i stuen. Desværre bidder de...og gerne hele fingeren af, hvis de tror det er en tot græs.
Senere på dagen havde jeg et kængurumøde af en noget anden karakter. Nemlig i form af spaghetti med kængurukædsovs tilberedt over lejrbålet. Det smagte ganske godt. Desuden er det ret sundt - lavere fedtprocent end kylling.
Vi var kommet frem til Uluru og havde brugt eftermiddagen (eller snarere en brøkdel af den) på nationalparkens culturel center. Det var ret interessant og informativt, men desværre havde jeg ikke nok tid til at komme igennem det hele. Det er bagsiden af guidede ture. Mens nogen fik en guidet tur med culturcenteret og andre gik rundt om den gigantiske sten gik jeg og canadiske Ryan med Belinda noget af vejen rundt, mens hun pegede og fortalte om de sacret steder vi kom forbi. Jeg har altid opfattet Ayers Rock som en stor rød sten, men den er meget mere end det. Der er fyldt med hellige steder, hvor områdets tribes har hellige ceremonier og steder brugt til forskellige praktiske formål. Desuden er stenen genstand for en betydelig mængde dreamtime stories. Disse er grundlaget for aborgiernes kultur, tro, lov og levevis. Det hele er fortalt og videreført til næste generation gennem fortællinger.
Efter et møde med kæmpen på nært hold, kørte vi ud til et godt udsigtspunt og drak bobbelvin mens vi så solnedgangen over stenen, der strålede i de smukkeste røde okkerfarver.
På vejen dertil stoppede vi for at bestige en sanddune hvorfra vi havde udsigt til et stort rødt fladt bjerg. Ved første øjekast lignede det uluru, og nogen besøgende tager fejl af den og den rigtige og kommer til at køre videre uden nogensinde at se den rigtige. Jeg synes ikke de lignede hinanden særlig meget.
Natten blev tilbragt omkring lejrbålet i aussie-swags, der er en slagt udvidet kanvassovepose med indbygget madras som man sover i, i sin egen sovepose. Der lå vi med udsigt til den sydlige halvkugles imponerende stjernehimmel. Wow!
Tidlig start næste morgen for at se solen stå op og skinne på Uluru og Kata Tjuta, der er en masse mindre (men stadig meget store) i en klynge. Lidt som en klump af mange små ayers rocks.
Da solen havde smidt pyjamasen, kørte vi helt til kata tjuta og begav os på en meget varm gåtur ind mellem de mange hoveder. Jeg drak den ene liter cordeal efter den anden og viftede fluer væk med alle lemmer på een gang. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Virkelig mange fluer. Og de flytter sig ikke når man vifter. Heller ikke fra ens mad. Man må skubbe dem væk. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at der snildt kunne sidde 20 fluer på den sandwich man sad og spiste af, og man måtte fjerne dem mellem hver bid. Når man ser små fattige børn i fjernsynet med fluer i ansigtet fatter man ikke at de ikke vifter dem væk. Men når der er så mange kommer man til et punkt hvor man bare giver op. Jeg var lige ved at blive hysterisk. Det er virkelig ubehageligt at have en flue siddende i øjenkrogen...især hvis man samtidig har en siddende i næsebordsåbningen og i mundvigen. Jeg havde et myggenet med som jeg havde købt til at beskytte mig mod Nz's sandflies, men i central Australia kom det virkelig til sin ret. Føj for den lede rødbede.
Men kata tjuta var smuk og jeg hyggede mig med gåturen i selskab af et canadisk ægtepar.
Fra kata tjuta kørte vi til en outback station. Det vil sige en megafarm på størrelse med Jylland eller noget i den retning. Egentlig var vi der vist i forvejen eftersom den var så stor. Her slog vi lejr et sted med færre fluer, men myg overtal. Ikke særlig mange, men meget sultne. Vi spiste dejlig mad som Belinda på magisk vis tryllede frem på bålet og efter et brusebad med udsigt til stjernehimlen, faldt jeg i snak med canadiske Ryan, der intoducerede mig til ånderne i området og fortalte om sine kineologystudier. En meget speciel fyr!
Vi krøb i swagsne og jeg lå vågen det meste af natten, holdt vågen af myggene, der obviously ikke havde læst på min myggespray, at den indeholder DEET.
Søvnen blev hængende i øjnene længe næste morgen, da vi kørte til Kings Canyon og jeg orkede ikke rigtig følges med de andre, så jeg slentrede lidt efter og nød de smukke røde farver. Det var så fint, at jeg ikke kunne lade være med at tage alt for mange billeder. Halede ind på gruppen ved garden of eden og vi badede i et vandhul i klipperne. Det var skønt og dejligt forfriskende.
Til frokost stod den på kamelburgere og masser af fluer. Bortset fra dem, smagte det godt og jeg nu godt ha smovset en mere. Belinda slog 4WD til og vi kørte på bulede, røde veje gennem det usædvanligt grønne landskab. På vejen mødte vi en flok vilde kameler (Australien har verdens største population af vilde kameler og de eksporteres til kamelistand), to røde kænguruer, en thorny devil, Australiens største rovfugl, en sjælden sort kakadue + andre parakitter og en vild hest, der løb sin vej. Vi slog lejr i Rainbow Valey og efter at have drukket te ved bålet gik jeg med Ryan på jagt efter spirits i bushen. Vi tog billeder af dem, men de brød sig ikke om det og gemte sig i det høje græs.
For en gangs skyld skulle vi ikke op og nå noget, så Belinda sagde, at vi bare kunne stå op med solen. Jeg vil snarere kalde det at stå op med fluerne, der sværmede om næsen på mig som om jeg havde bestilt morgenvækning.
Efter morgenmaden gik vi en tur i området, med en lokal aboriginal mand, der fortalte om klippemalerierne og om bushmedicin. Vi skulle egentlig have været et andet sted hen, men vejen var gået i stykker, så der var et huld større end bilen og vi måtte derfor ændre planerene. I stedet kørte vi til Helen George og badede i endnu et vandhul mellem tårnhøje, røde klippevægge.
Den sidste aften bagte vi pizza i en gryde over bålet. En af de andre aftenener havdevi bagt kage på samme måde. Supersmart. Det må jeg prøve når jeg kommer hjem. Jeg har bogstaveligt talt sovet i en flod, for vi slog lejr midt i den lavvandede flod. Jeg diskuterede forskelle mellem canadisk og norsk vinterbål med Ryan og så cykelløb på hans ipod mens vi lod ånderne få en pause fra vores energiske søgen efter dem. Jeg kiggede på stjernehimlen og så hvordan en nabogalakse gled over himlen i takt med at aftentimerne gik. Det var en skøn gruppe at rejse med, og det var helt vemodigt at krybe i swagsne velvidende, at det var sidste gang.
Sidste dag blev brugt på at krydse en flod ved at hoppe fra sten til sten, bestige et lille west macdonnelsk bjerg og nyde den fantastiske udsigt derfra mens vi spiste schokoladesmåkager og saftige apelsiner. Der blev tid til endnu en vandhulsbadetur (14 meter dybt) i smukke omgivelser, inden vi kørte tilbage til Alice.
Jeg var megatræt, da jeg kom tilbage til hostlet, men jeg fik mig alligevel stablet på benene til at tage i byen for at mødes med gruppen til aftensmad. Jeg spiste krokodilleforårsrulle. Det var lækkert. Fiskekonsistens med kyllingesmag. Og så hjem på hovedet i seng, fuldstændig tappet for energi, men stadig med humøret så højt som stjernehimlen efter en virkelig dejlige tur i bushen.
Tirsdag morgen megav jeg mig så af sted på the highlight of my Australian eventyr. Juhuuuuu jeg har glædet mig siden jeg skrev en opgave om Australien engang i folkeskolen, så forventningerne var tårnhøje og humøret højere end den blå himmel.
Ombord på den lille lastbil, vi skulle rejse med var mine rejsekammerater (en blanding af aussies og andre rejsende) og vores guide Belinda, der skulle vise sig at være den bedste guide jeg til dags dato har oplevet.
Første stop blev et sted hvor man kunne betale en masse penge for at sidde på en kamel i to minutter. Men de havde to kænguroer i baghaven, man kunne klappe, så jeg var solgt og spekulerer nu på om man mon kan have en kænguru som kæledyr. Sådan en lille springfyr kunne jeg da godt have i stuen. Desværre bidder de...og gerne hele fingeren af, hvis de tror det er en tot græs.
Senere på dagen havde jeg et kængurumøde af en noget anden karakter. Nemlig i form af spaghetti med kængurukædsovs tilberedt over lejrbålet. Det smagte ganske godt. Desuden er det ret sundt - lavere fedtprocent end kylling.
Vi var kommet frem til Uluru og havde brugt eftermiddagen (eller snarere en brøkdel af den) på nationalparkens culturel center. Det var ret interessant og informativt, men desværre havde jeg ikke nok tid til at komme igennem det hele. Det er bagsiden af guidede ture. Mens nogen fik en guidet tur med culturcenteret og andre gik rundt om den gigantiske sten gik jeg og canadiske Ryan med Belinda noget af vejen rundt, mens hun pegede og fortalte om de sacret steder vi kom forbi. Jeg har altid opfattet Ayers Rock som en stor rød sten, men den er meget mere end det. Der er fyldt med hellige steder, hvor områdets tribes har hellige ceremonier og steder brugt til forskellige praktiske formål. Desuden er stenen genstand for en betydelig mængde dreamtime stories. Disse er grundlaget for aborgiernes kultur, tro, lov og levevis. Det hele er fortalt og videreført til næste generation gennem fortællinger.
Efter et møde med kæmpen på nært hold, kørte vi ud til et godt udsigtspunt og drak bobbelvin mens vi så solnedgangen over stenen, der strålede i de smukkeste røde okkerfarver.
På vejen dertil stoppede vi for at bestige en sanddune hvorfra vi havde udsigt til et stort rødt fladt bjerg. Ved første øjekast lignede det uluru, og nogen besøgende tager fejl af den og den rigtige og kommer til at køre videre uden nogensinde at se den rigtige. Jeg synes ikke de lignede hinanden særlig meget.
Natten blev tilbragt omkring lejrbålet i aussie-swags, der er en slagt udvidet kanvassovepose med indbygget madras som man sover i, i sin egen sovepose. Der lå vi med udsigt til den sydlige halvkugles imponerende stjernehimmel. Wow!
Tidlig start næste morgen for at se solen stå op og skinne på Uluru og Kata Tjuta, der er en masse mindre (men stadig meget store) i en klynge. Lidt som en klump af mange små ayers rocks.
Da solen havde smidt pyjamasen, kørte vi helt til kata tjuta og begav os på en meget varm gåtur ind mellem de mange hoveder. Jeg drak den ene liter cordeal efter den anden og viftede fluer væk med alle lemmer på een gang. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Virkelig mange fluer. Og de flytter sig ikke når man vifter. Heller ikke fra ens mad. Man må skubbe dem væk. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at der snildt kunne sidde 20 fluer på den sandwich man sad og spiste af, og man måtte fjerne dem mellem hver bid. Når man ser små fattige børn i fjernsynet med fluer i ansigtet fatter man ikke at de ikke vifter dem væk. Men når der er så mange kommer man til et punkt hvor man bare giver op. Jeg var lige ved at blive hysterisk. Det er virkelig ubehageligt at have en flue siddende i øjenkrogen...især hvis man samtidig har en siddende i næsebordsåbningen og i mundvigen. Jeg havde et myggenet med som jeg havde købt til at beskytte mig mod Nz's sandflies, men i central Australia kom det virkelig til sin ret. Føj for den lede rødbede.
Men kata tjuta var smuk og jeg hyggede mig med gåturen i selskab af et canadisk ægtepar.
Fra kata tjuta kørte vi til en outback station. Det vil sige en megafarm på størrelse med Jylland eller noget i den retning. Egentlig var vi der vist i forvejen eftersom den var så stor. Her slog vi lejr et sted med færre fluer, men myg overtal. Ikke særlig mange, men meget sultne. Vi spiste dejlig mad som Belinda på magisk vis tryllede frem på bålet og efter et brusebad med udsigt til stjernehimlen, faldt jeg i snak med canadiske Ryan, der intoducerede mig til ånderne i området og fortalte om sine kineologystudier. En meget speciel fyr!
Vi krøb i swagsne og jeg lå vågen det meste af natten, holdt vågen af myggene, der obviously ikke havde læst på min myggespray, at den indeholder DEET.
Søvnen blev hængende i øjnene længe næste morgen, da vi kørte til Kings Canyon og jeg orkede ikke rigtig følges med de andre, så jeg slentrede lidt efter og nød de smukke røde farver. Det var så fint, at jeg ikke kunne lade være med at tage alt for mange billeder. Halede ind på gruppen ved garden of eden og vi badede i et vandhul i klipperne. Det var skønt og dejligt forfriskende.
Til frokost stod den på kamelburgere og masser af fluer. Bortset fra dem, smagte det godt og jeg nu godt ha smovset en mere. Belinda slog 4WD til og vi kørte på bulede, røde veje gennem det usædvanligt grønne landskab. På vejen mødte vi en flok vilde kameler (Australien har verdens største population af vilde kameler og de eksporteres til kamelistand), to røde kænguruer, en thorny devil, Australiens største rovfugl, en sjælden sort kakadue + andre parakitter og en vild hest, der løb sin vej. Vi slog lejr i Rainbow Valey og efter at have drukket te ved bålet gik jeg med Ryan på jagt efter spirits i bushen. Vi tog billeder af dem, men de brød sig ikke om det og gemte sig i det høje græs.
For en gangs skyld skulle vi ikke op og nå noget, så Belinda sagde, at vi bare kunne stå op med solen. Jeg vil snarere kalde det at stå op med fluerne, der sværmede om næsen på mig som om jeg havde bestilt morgenvækning.
Efter morgenmaden gik vi en tur i området, med en lokal aboriginal mand, der fortalte om klippemalerierne og om bushmedicin. Vi skulle egentlig have været et andet sted hen, men vejen var gået i stykker, så der var et huld større end bilen og vi måtte derfor ændre planerene. I stedet kørte vi til Helen George og badede i endnu et vandhul mellem tårnhøje, røde klippevægge.
Den sidste aften bagte vi pizza i en gryde over bålet. En af de andre aftenener havdevi bagt kage på samme måde. Supersmart. Det må jeg prøve når jeg kommer hjem. Jeg har bogstaveligt talt sovet i en flod, for vi slog lejr midt i den lavvandede flod. Jeg diskuterede forskelle mellem canadisk og norsk vinterbål med Ryan og så cykelløb på hans ipod mens vi lod ånderne få en pause fra vores energiske søgen efter dem. Jeg kiggede på stjernehimlen og så hvordan en nabogalakse gled over himlen i takt med at aftentimerne gik. Det var en skøn gruppe at rejse med, og det var helt vemodigt at krybe i swagsne velvidende, at det var sidste gang.
Sidste dag blev brugt på at krydse en flod ved at hoppe fra sten til sten, bestige et lille west macdonnelsk bjerg og nyde den fantastiske udsigt derfra mens vi spiste schokoladesmåkager og saftige apelsiner. Der blev tid til endnu en vandhulsbadetur (14 meter dybt) i smukke omgivelser, inden vi kørte tilbage til Alice.
Jeg var megatræt, da jeg kom tilbage til hostlet, men jeg fik mig alligevel stablet på benene til at tage i byen for at mødes med gruppen til aftensmad. Jeg spiste krokodilleforårsrulle. Det var lækkert. Fiskekonsistens med kyllingesmag. Og så hjem på hovedet i seng, fuldstændig tappet for energi, men stadig med humøret så højt som stjernehimlen efter en virkelig dejlige tur i bushen.
The School of the Air
28.3.11
Mandag besøgte vi det sted der kaldes The world's largest classroom. På et tidspunkt (1951) kom en sygeplejesker, der fløj med the flying doctors på den ide at radiosystemet kunne udnyttes på andre områder, og hun startede the School of the Air. Radioen kunne bruges til at skabe social kontakt og uddannelse af de børn, der bor så langt væk fra byen (min 50 km fra skolen), at de ikke har mulighed for at gå i skole. Senere blev radioen suppleret med fjernsynsudsendelser og nu bruges internettet - selvfølgelig.
Klasseværrelset dækker 1.300.000 km2, et areal svarende til ti gange Englands størrelse og har 115 elever fordelt på syv klassetrin.
Det var spændende at se hvordan det foregår. De har to klasseværelser, eller studier, som de kaldte dem, hvor læreren mødes med eleverne online og underviser dem vha. webcam og chat. Vi overværede en 6. Klasse og dernæst en 0. Klasse have undervisning. I den ene klasse filmede læreren hvordan de skulle samle en eller anden model, de havde fået sendt ud. Dernæst stod den på diktat via chatten og de gennemgik lektien til næste uge. Ude på farmen (eller hvor de nu bor) har eleverne et lille klasseværelse og en tutor (oftest moren eller en ung sabatårsperson ansat til formålet) som er sammen med eleven minimum fire timer om dagen til at hjælpe med undervisningen. Nærmest som en støttelærer eller privatunderviser. De får installeret en 5 diameter stor parabol til en værdi af 78.000 kr. Den bliver givet videre til en ny elev når den gamle elev slutter sin skolegang. Undervisningsmaterialerne bliver sendt ud til dem med post sammen med instruktioner til huslæreren og en masse biblioteksbøger, eleverne sender opgaver og prøver tilbage så læreren kan rette dem. Eleverne ligger i top ti af skolerne i northern territory, så selvom man kan synes det hele virker noget omstændeligt og måske ikke så effektivt, er kvaliteten altså høj.
Af og til kommer læreren på besøg i hjemmet og fire gange om året mødes alle eleverne i Alice for lege og se hinanden i virkeligheden.
Skolen havde kun to aboriginal-elever. I de fleste aboriginal communities har de en lille skole med en lærer der derude. Det ku have været spændende, at besøge sådan en.
Fra skolen gik vi videre til the telegraf station, der er hele grunden til at Alice springs kom til at ligge hvor den ligger. Der går kabler hele vejen fra Adelaide til Darwin gennem Alice og videre til Singapore, der engang i tidernes morgen var Australiens forbindelse til omverdenen. Huset blevogså brugt til at 'opbevare' små stakkels aboriginalbørn taget væk fra deres mor og omvende dem til kristne.
Eftermiddagen blev brugt på en lang gåtur langs den tørre Todd river og med en kop kaffe på en af gågadens cafeer.
Nicole skulle rejse videre til Darwin og vi sagde farvel og god tur med en lækker grøn curry og chokoladekage til dessert.
Sofie og jeg pakkede og gjorde os klar til tirsdagens tur til den berømte Uluru, ayers rock - med hver vores company. Jeg tager Way out back de næste fem dage og glæder mig til at se Australiens Red center.
Mandag besøgte vi det sted der kaldes The world's largest classroom. På et tidspunkt (1951) kom en sygeplejesker, der fløj med the flying doctors på den ide at radiosystemet kunne udnyttes på andre områder, og hun startede the School of the Air. Radioen kunne bruges til at skabe social kontakt og uddannelse af de børn, der bor så langt væk fra byen (min 50 km fra skolen), at de ikke har mulighed for at gå i skole. Senere blev radioen suppleret med fjernsynsudsendelser og nu bruges internettet - selvfølgelig.
Klasseværrelset dækker 1.300.000 km2, et areal svarende til ti gange Englands størrelse og har 115 elever fordelt på syv klassetrin.
Det var spændende at se hvordan det foregår. De har to klasseværelser, eller studier, som de kaldte dem, hvor læreren mødes med eleverne online og underviser dem vha. webcam og chat. Vi overværede en 6. Klasse og dernæst en 0. Klasse have undervisning. I den ene klasse filmede læreren hvordan de skulle samle en eller anden model, de havde fået sendt ud. Dernæst stod den på diktat via chatten og de gennemgik lektien til næste uge. Ude på farmen (eller hvor de nu bor) har eleverne et lille klasseværelse og en tutor (oftest moren eller en ung sabatårsperson ansat til formålet) som er sammen med eleven minimum fire timer om dagen til at hjælpe med undervisningen. Nærmest som en støttelærer eller privatunderviser. De får installeret en 5 diameter stor parabol til en værdi af 78.000 kr. Den bliver givet videre til en ny elev når den gamle elev slutter sin skolegang. Undervisningsmaterialerne bliver sendt ud til dem med post sammen med instruktioner til huslæreren og en masse biblioteksbøger, eleverne sender opgaver og prøver tilbage så læreren kan rette dem. Eleverne ligger i top ti af skolerne i northern territory, så selvom man kan synes det hele virker noget omstændeligt og måske ikke så effektivt, er kvaliteten altså høj.
Af og til kommer læreren på besøg i hjemmet og fire gange om året mødes alle eleverne i Alice for lege og se hinanden i virkeligheden.
Skolen havde kun to aboriginal-elever. I de fleste aboriginal communities har de en lille skole med en lærer der derude. Det ku have været spændende, at besøge sådan en.
Fra skolen gik vi videre til the telegraf station, der er hele grunden til at Alice springs kom til at ligge hvor den ligger. Der går kabler hele vejen fra Adelaide til Darwin gennem Alice og videre til Singapore, der engang i tidernes morgen var Australiens forbindelse til omverdenen. Huset blevogså brugt til at 'opbevare' små stakkels aboriginalbørn taget væk fra deres mor og omvende dem til kristne.
Eftermiddagen blev brugt på en lang gåtur langs den tørre Todd river og med en kop kaffe på en af gågadens cafeer.
Nicole skulle rejse videre til Darwin og vi sagde farvel og god tur med en lækker grøn curry og chokoladekage til dessert.
Sofie og jeg pakkede og gjorde os klar til tirsdagens tur til den berømte Uluru, ayers rock - med hver vores company. Jeg tager Way out back de næste fem dage og glæder mig til at se Australiens Red center.
The close surroundings
26-27.3.11
Lørdag gik jeg på artgallery og kiggede på aboriginal-kunst. Endte med at sidde et par timer på gulvet og tale med en ung kunstner, mens hun gjorde et maleri færdigt. Hun fortalte at hendes mand var i fængsel for spirituskørsel og at hun skulle besøge ham dagen efter. Hun fnisede mens hun fortalte det. Som om hun syntes det var fjollet. Jeg prøvede at finde ud af hvordan jeg på en eller anden finurlig måde kan komme ud at besøge et aboriginal community, men det er ikke sådan ligetil. Man skal have tilladelse af deres overhoved og selvom hun fortalte at han faktisk er i byen for tiden, er han ikke sådan lige at få fat i. Det kan jeg vist godt glemme. Men det var interessant at tale med hende.
Bagefter gik jeg op på første etage og så en film om hvordan gallerymedarbejderne tager ud i communityerne med lærreder, pensler og maling og tager færdigmalede kunstværker med tilbage. Jeg talte med en af medarbejderne, der fortalte hun skulle ud at hente kunst næste onsdag, men jeg kunne ikke få lov til at tage med. Udfordringen er, at man ikke er velkommen derude. Så selv hvis jeg havde en bil kunne jeg ikke kunne tage derud, for de ville ikke lade mig komme ind.
Tilbage på Alice's havde jeg fået en værelseskammerat Sofie som jeg tilbragte en hyggelig aften sammen med sammen med Nicole. Jeg syede mine shorts, der havde fået to store huller bagi.
Søndag stod vi tidligt op og mødtes med Byens lokale vandreklub, for at tage med dem på deres ugentlige vandretur. Vi var fire fra hostlet, der tog med og selvom lokal vandreklub lyder lidt af gammel nisse, så var der faktisk flest unge med. De fleste var kollegaer fra Alice's hospital. Mægtig hyggeligt.
Vi kørte kl. 6 om morgenen inden det blev lyst, så jeg var tidligt oppe og smørre madpakke og gufle havregrød. Ruten var section 2 af den åbentbart berømte larapinta trail der går gennem West Macdonnel Ranges og vi skulle gå 16 km og ville derfor starte inden det blev for varmt. Og det bliver VITKELIG varmt her midt på dagen.
Det første af ruten var det mest smukke. Måske fordi lyset var specielt tidligt om morgenen lige efter solen stod op. Bjergenes klipper lyste op i varme, røde og gyldne farver og stod i meget smuk kontrast til den usædvanligt grønne bush. I really enjoyed that. Det var præcis som jeg ønskede mig. Præcis som den slags landskab jeg har ønsket mig at vandre i efter at have set udsendelser fra Australien. Bush Bush Bush. Hvis ikke det var fordi jeg har glat, blødt hår og hvid hud (er ellers blevet en lille bitte smule lysebrun...og fregner) var jeg lige ved at tro jeg var en bushkvinde.
At one point kom vi omkring et hjørne og der stod en vaskeægte kænguru. Juhuu! Jeg har set en plasklevende wallaby ude i den plasklevende natur.
Vandring i Australien er ikke som i NZ! Efter vores møde med Hr. Kænguru, for vi vild. Ikke sådan rigtig vild, for vi kunne bare have gået tilbage hvor vi kom fra, men pludselig kunne vi ikke længere finde stien foran os. Vi søgte et stykke tid og fortsatte på stien, men efter et stykke tid virkede landskabet bekendt og det gik op for at vi faktisk VAR havnet på den samme sti og var på vej tilbage hvor vi kom fra. Vi måtte lede igen og på den måde gik der en halv time før vi fandt den rigtige vej. Og nogle af de lokale havde oven i købet gået ruten før.
Dagens mål var Simpsons Gap, der bød på dramatiske klippe og udtørret flod med gumtrees. Lystigt guflede jeg min medbragte spejlæggesandwich i mig, og vi kørte tilbage til hostlet
Efter en æggemad mere gik mig og Sofie på museum for the flying doctors. Det var ganske interessant. Jeg kan ikke huske hvad manden hed, men han fandt på at danne det her koncept med flyvende ambulancer. Det er fascinerende at det kan lade sig gøre, at dække så stort et område. Det er mest sygeplejesker der tager ud til folk. Kun hvis det er akut livstruende sender de en læge. Så vidt muligt klarer de lægebesøg over radio. Ude i outback-kommunitiesne, har de en boks med en hulens masse præperater og medicin og lægeudstyr. Det hele er nummereret og lægen kan så fx sige 'tag to tabletter fra pakke nummer 9' når patienten har beskrevet symptomerne igen udfra en nummeret tegning af kroppen. Der er kun numre på medicinen, ingen navne eller beskrivelser af hvad det indeholder og bruges til. Dette skal forhindre at nogen går i kassen og misbruger medicinen.
Efter en kort gåtur gennem gågaden (det er ikke et sted der er superrart at opholde sig, fordi man konstant bliver kaldt til siden af en aboriginal, der vil sælge sin kunst) gik vi tilbage til Alice's secret og tilbragte eftenen med de andre i køkkenet.
Lørdag gik jeg på artgallery og kiggede på aboriginal-kunst. Endte med at sidde et par timer på gulvet og tale med en ung kunstner, mens hun gjorde et maleri færdigt. Hun fortalte at hendes mand var i fængsel for spirituskørsel og at hun skulle besøge ham dagen efter. Hun fnisede mens hun fortalte det. Som om hun syntes det var fjollet. Jeg prøvede at finde ud af hvordan jeg på en eller anden finurlig måde kan komme ud at besøge et aboriginal community, men det er ikke sådan ligetil. Man skal have tilladelse af deres overhoved og selvom hun fortalte at han faktisk er i byen for tiden, er han ikke sådan lige at få fat i. Det kan jeg vist godt glemme. Men det var interessant at tale med hende.
Bagefter gik jeg op på første etage og så en film om hvordan gallerymedarbejderne tager ud i communityerne med lærreder, pensler og maling og tager færdigmalede kunstværker med tilbage. Jeg talte med en af medarbejderne, der fortalte hun skulle ud at hente kunst næste onsdag, men jeg kunne ikke få lov til at tage med. Udfordringen er, at man ikke er velkommen derude. Så selv hvis jeg havde en bil kunne jeg ikke kunne tage derud, for de ville ikke lade mig komme ind.
Tilbage på Alice's havde jeg fået en værelseskammerat Sofie som jeg tilbragte en hyggelig aften sammen med sammen med Nicole. Jeg syede mine shorts, der havde fået to store huller bagi.
Søndag stod vi tidligt op og mødtes med Byens lokale vandreklub, for at tage med dem på deres ugentlige vandretur. Vi var fire fra hostlet, der tog med og selvom lokal vandreklub lyder lidt af gammel nisse, så var der faktisk flest unge med. De fleste var kollegaer fra Alice's hospital. Mægtig hyggeligt.
Vi kørte kl. 6 om morgenen inden det blev lyst, så jeg var tidligt oppe og smørre madpakke og gufle havregrød. Ruten var section 2 af den åbentbart berømte larapinta trail der går gennem West Macdonnel Ranges og vi skulle gå 16 km og ville derfor starte inden det blev for varmt. Og det bliver VITKELIG varmt her midt på dagen.
Det første af ruten var det mest smukke. Måske fordi lyset var specielt tidligt om morgenen lige efter solen stod op. Bjergenes klipper lyste op i varme, røde og gyldne farver og stod i meget smuk kontrast til den usædvanligt grønne bush. I really enjoyed that. Det var præcis som jeg ønskede mig. Præcis som den slags landskab jeg har ønsket mig at vandre i efter at have set udsendelser fra Australien. Bush Bush Bush. Hvis ikke det var fordi jeg har glat, blødt hår og hvid hud (er ellers blevet en lille bitte smule lysebrun...og fregner) var jeg lige ved at tro jeg var en bushkvinde.
At one point kom vi omkring et hjørne og der stod en vaskeægte kænguru. Juhuu! Jeg har set en plasklevende wallaby ude i den plasklevende natur.
Vandring i Australien er ikke som i NZ! Efter vores møde med Hr. Kænguru, for vi vild. Ikke sådan rigtig vild, for vi kunne bare have gået tilbage hvor vi kom fra, men pludselig kunne vi ikke længere finde stien foran os. Vi søgte et stykke tid og fortsatte på stien, men efter et stykke tid virkede landskabet bekendt og det gik op for at vi faktisk VAR havnet på den samme sti og var på vej tilbage hvor vi kom fra. Vi måtte lede igen og på den måde gik der en halv time før vi fandt den rigtige vej. Og nogle af de lokale havde oven i købet gået ruten før.
Dagens mål var Simpsons Gap, der bød på dramatiske klippe og udtørret flod med gumtrees. Lystigt guflede jeg min medbragte spejlæggesandwich i mig, og vi kørte tilbage til hostlet
Efter en æggemad mere gik mig og Sofie på museum for the flying doctors. Det var ganske interessant. Jeg kan ikke huske hvad manden hed, men han fandt på at danne det her koncept med flyvende ambulancer. Det er fascinerende at det kan lade sig gøre, at dække så stort et område. Det er mest sygeplejesker der tager ud til folk. Kun hvis det er akut livstruende sender de en læge. Så vidt muligt klarer de lægebesøg over radio. Ude i outback-kommunitiesne, har de en boks med en hulens masse præperater og medicin og lægeudstyr. Det hele er nummereret og lægen kan så fx sige 'tag to tabletter fra pakke nummer 9' når patienten har beskrevet symptomerne igen udfra en nummeret tegning af kroppen. Der er kun numre på medicinen, ingen navne eller beskrivelser af hvad det indeholder og bruges til. Dette skal forhindre at nogen går i kassen og misbruger medicinen.
Efter en kort gåtur gennem gågaden (det er ikke et sted der er superrart at opholde sig, fordi man konstant bliver kaldt til siden af en aboriginal, der vil sælge sin kunst) gik vi tilbage til Alice's secret og tilbragte eftenen med de andre i køkkenet.
Alice's secrets
25.3.11
Australiens outback så allerede fantastisk ud fra flyet og det flade landskab så bare ud til at strække sig ud i det uendelige. Vi fløj over en kæmpe sø, dannet efter påvirkning fra Queenslands oversvømmelser. I det hele taget var der meget grønnere end 'meningen' og da vi landede så det virkelig ud som forår. Og varmen nåede mig med det samme jeg trådte ud af flyet. Men en rar, lun varme, der gjorde godt efter de mange kolde nætter jeg har tilbragt i teltet.
I Alice's Secret inn satte jeg mig i en hængekøjestol og slappede af og kiggede på den hyggelige finurlige pynt, der giver stedet en særlig sjæl. Fra halvtaget hænger et lille rundt sofabord med hovedet nedad og syv små tekander 'står' på bordet. Fra taget hænger et reb der slynger sig så det danner ordet 'rope'. Og sådan er der alle mulige små finurligheder.
Stemningen her er meget anderledes end i the flying fox, hostelet jeg boede på i the blue mountains. Måske fordi folk ikke bliver her så længe, men bruger stedet som mellemstation en enkelt nat, inden de tager til Uluru. Jeg snakkede med en pige Nicole, som havde været her en måned og var træt af hele tiden at skulle forholde sig til nye mennesker. Det kan jeg sådanset godt forstå. Men lidt ærgerligt for mig, så var hun ikke særlig interesseret i at lære folk at kende. Jeg endte nu alligevel med at bruge noget tid sammen med hende og hun gad alligevel godt sludre.
Og jo, der er da et par stykker der er her long term. Bland andet en virkelig speciel mand, der bedst kendes på at han siger som en brandbil når han går rundt i køkkenet. Og så siger han "So...so so so sooo" med en særlige rytme af og til med tilføjelsen "...why is it soooo". Og så spiser han den samme ret til hvert eneste måltid. Hvis man da kan kalde det en ret. Kyllettefillet med to spejlæg. Morgen, middag og aften. Den første aften jeg var der satte jeg mig i tvstuen for at se et program om aboriginals som hostelindehaveren anbefalede mig at se. Manden sad og så det, men efter to minutter slukkede han for lyden og begyndte at stille mig en masse spørgsmål om 2. verdenskrig og verdenslederes forhold til religion, som jeg slet ikke kunne svare på. Prøvede så godt jeg kunne, men hver gang sagde han bare "why". Han arbejder med noget frivilligt aboriginalkirkearbejde og er uden tvivl en meget sympatisk mand...man skal bare være forberedt på at lytte til hans monologer hvis man henvender sig til ham. Man kan nemt komme en halv time senere ud af døren hvis man siger godmorgen på vej gennem køkkenet.
Vandet i Alice er en mindre behagelig secret. Det smager rent ud sagt afskyeligt, som om det har ligget og ulmet i hengemte water pipes i årtier inden det kommer ud af tappen. Så afskyeligt, at jeg har overgivet mig til cordial, der er en ultra giftigt udseende saftevand, lidt i stil med 'bonanza' bare firedobbelt så koncentreret, så man hælder et par dråber i vandet og 'vupti' har man en dejligt læskende saftevand. Sugar er det første ord der fremgår af contains listen.
Vandet er ikke Alice's eneste problem. Byen er invaderet af mus. Mus uber alles og de fleste man ser ligger døde på jorden, faldet efter at være blevet forgiftet af den rottegift, der er byens mussestrategi. En af dem er dog levende, og den trives i bedste velgående i et hul i skabspanelet på mit værelse. Den kommer frem om natten og vælter vandflasken ned fra hylden og gnaver i plastikposerne i sin søgen efter de chokoladekiks jeg forlængst har omdirigeret til the pantry i køkkenet. Måske bliver musen på værelset fordi den er hemmeligt forelsket i den 9 cm store kakalak, der bor bag reolen.
Det næste stykke tid skal bruges på at udforske endnu flere af Alice's - og ikke mindst central Australias - hemmeligheder.
Australiens outback så allerede fantastisk ud fra flyet og det flade landskab så bare ud til at strække sig ud i det uendelige. Vi fløj over en kæmpe sø, dannet efter påvirkning fra Queenslands oversvømmelser. I det hele taget var der meget grønnere end 'meningen' og da vi landede så det virkelig ud som forår. Og varmen nåede mig med det samme jeg trådte ud af flyet. Men en rar, lun varme, der gjorde godt efter de mange kolde nætter jeg har tilbragt i teltet.
I Alice's Secret inn satte jeg mig i en hængekøjestol og slappede af og kiggede på den hyggelige finurlige pynt, der giver stedet en særlig sjæl. Fra halvtaget hænger et lille rundt sofabord med hovedet nedad og syv små tekander 'står' på bordet. Fra taget hænger et reb der slynger sig så det danner ordet 'rope'. Og sådan er der alle mulige små finurligheder.
Stemningen her er meget anderledes end i the flying fox, hostelet jeg boede på i the blue mountains. Måske fordi folk ikke bliver her så længe, men bruger stedet som mellemstation en enkelt nat, inden de tager til Uluru. Jeg snakkede med en pige Nicole, som havde været her en måned og var træt af hele tiden at skulle forholde sig til nye mennesker. Det kan jeg sådanset godt forstå. Men lidt ærgerligt for mig, så var hun ikke særlig interesseret i at lære folk at kende. Jeg endte nu alligevel med at bruge noget tid sammen med hende og hun gad alligevel godt sludre.
Og jo, der er da et par stykker der er her long term. Bland andet en virkelig speciel mand, der bedst kendes på at han siger som en brandbil når han går rundt i køkkenet. Og så siger han "So...so so so sooo" med en særlige rytme af og til med tilføjelsen "...why is it soooo". Og så spiser han den samme ret til hvert eneste måltid. Hvis man da kan kalde det en ret. Kyllettefillet med to spejlæg. Morgen, middag og aften. Den første aften jeg var der satte jeg mig i tvstuen for at se et program om aboriginals som hostelindehaveren anbefalede mig at se. Manden sad og så det, men efter to minutter slukkede han for lyden og begyndte at stille mig en masse spørgsmål om 2. verdenskrig og verdenslederes forhold til religion, som jeg slet ikke kunne svare på. Prøvede så godt jeg kunne, men hver gang sagde han bare "why". Han arbejder med noget frivilligt aboriginalkirkearbejde og er uden tvivl en meget sympatisk mand...man skal bare være forberedt på at lytte til hans monologer hvis man henvender sig til ham. Man kan nemt komme en halv time senere ud af døren hvis man siger godmorgen på vej gennem køkkenet.
Vandet i Alice er en mindre behagelig secret. Det smager rent ud sagt afskyeligt, som om det har ligget og ulmet i hengemte water pipes i årtier inden det kommer ud af tappen. Så afskyeligt, at jeg har overgivet mig til cordial, der er en ultra giftigt udseende saftevand, lidt i stil med 'bonanza' bare firedobbelt så koncentreret, så man hælder et par dråber i vandet og 'vupti' har man en dejligt læskende saftevand. Sugar er det første ord der fremgår af contains listen.
Vandet er ikke Alice's eneste problem. Byen er invaderet af mus. Mus uber alles og de fleste man ser ligger døde på jorden, faldet efter at være blevet forgiftet af den rottegift, der er byens mussestrategi. En af dem er dog levende, og den trives i bedste velgående i et hul i skabspanelet på mit værelse. Den kommer frem om natten og vælter vandflasken ned fra hylden og gnaver i plastikposerne i sin søgen efter de chokoladekiks jeg forlængst har omdirigeret til the pantry i køkkenet. Måske bliver musen på værelset fordi den er hemmeligt forelsket i den 9 cm store kakalak, der bor bag reolen.
Det næste stykke tid skal bruges på at udforske endnu flere af Alice's - og ikke mindst central Australias - hemmeligheder.
torsdag den 24. marts 2011
Blå Bjerge
24.03.11
Endnu en fantastisk dag i bjergene. Tog toget to stop til en anden lille by sammen med Svenske Sven og vi begav os ud at vandre derfra. det forekom os at være nnogle lette ruter og det endte med, at vi gik alle områdets dagsture. Det brugte vi syv timer på i et stille og roligt tempo med masser af pauser til at nyde den smukke udsigt. Faktisk synes jeg at det område og ruterne her var meget smukkere end dem i Katoomba og hovedateaktionen "the three sister" var ikke nær så smuk som det vandfald og de cliffs vi så her. Vejret var igen dejligt og vi så alle mulige fine fugle. Den der store kingfisher der griner og flere forskellige parakitter blandt andet kakaduer. Og en masse firben.
Da vi kom tilbage til the flying fox og netop havde nået et bad, forklarede Alex os vejen til sunset point og vi styrtede af sted igen med Penny i hælene for at nå det i tide. Vi nåede det desværre ikke, men så fik vi da 1 1/2 times ekstra gåtur på visitkortet.
Aftenen blev tilbragt i den lille overdækkede teresse med bål og hyggelig snak. Tilsidst kaldte mit flade underlag dog, og jeg måtte ind at passe det. Fornemmede den bjerglige nattekulde snige sig ind på teltet, og jeg trak i de uldne.
Sov en hel time længere end jeg plejer og følte mig lidt groggy. Det hjalp med skøn morgenmad, fødselsdagshilsenssending til min yndligssøster og pandekage bagt af de søde piger.
Jeg har aldrig oplevet magen til god stemning og flinke mennesker før. Da jeg ankom blev jeg budt velkommen med smil og invitationer om deltagelse i bålhyggen og hele opholdet summede af positivitet og hygge. De er en lille fast gruppe af backpackere, der arbejder der eller bor der fast mens de arbejder i landsbyen. Nærmest en lille familie. Og de var åbne og parate til at lade mig og de andre gæster optage i familien. Det var helt ærgerligt, at jeg skulle derfra, men nu ved jeg hvor jeg kan finde dem hvis jeg får tid i overskud i den anden ende.
Efter tasken var pakket og teen i sofaen drukket fulgtes jeg med Penny til stationen og tilbage til Sydney. Togrejsen var betydelig kortere med et direkte tog, og det føltes også kortere med godt selskab.
Fes i kameraforetning uden held til at finde medicin til min kære Olympus inden jeg tog til bage til Kevin. Han var i et strålende humør og gad godt have selskab og sludre. Han inviterede på aftensmad og det var hyggeligt at snakke med ham og drengene. Han var i sit hjælpehjørne og jeg fik hurtigt styr på de ting jeg skulle. Tak for det og det skylder jeg vist at pointere.
Nu har jeg pakket til afgang i morgen tidlig hvor jeg nupper flyet til Alice springs og eventyr i Australiens indre.
Endnu en fantastisk dag i bjergene. Tog toget to stop til en anden lille by sammen med Svenske Sven og vi begav os ud at vandre derfra. det forekom os at være nnogle lette ruter og det endte med, at vi gik alle områdets dagsture. Det brugte vi syv timer på i et stille og roligt tempo med masser af pauser til at nyde den smukke udsigt. Faktisk synes jeg at det område og ruterne her var meget smukkere end dem i Katoomba og hovedateaktionen "the three sister" var ikke nær så smuk som det vandfald og de cliffs vi så her. Vejret var igen dejligt og vi så alle mulige fine fugle. Den der store kingfisher der griner og flere forskellige parakitter blandt andet kakaduer. Og en masse firben.
Da vi kom tilbage til the flying fox og netop havde nået et bad, forklarede Alex os vejen til sunset point og vi styrtede af sted igen med Penny i hælene for at nå det i tide. Vi nåede det desværre ikke, men så fik vi da 1 1/2 times ekstra gåtur på visitkortet.
Aftenen blev tilbragt i den lille overdækkede teresse med bål og hyggelig snak. Tilsidst kaldte mit flade underlag dog, og jeg måtte ind at passe det. Fornemmede den bjerglige nattekulde snige sig ind på teltet, og jeg trak i de uldne.
Sov en hel time længere end jeg plejer og følte mig lidt groggy. Det hjalp med skøn morgenmad, fødselsdagshilsenssending til min yndligssøster og pandekage bagt af de søde piger.
Jeg har aldrig oplevet magen til god stemning og flinke mennesker før. Da jeg ankom blev jeg budt velkommen med smil og invitationer om deltagelse i bålhyggen og hele opholdet summede af positivitet og hygge. De er en lille fast gruppe af backpackere, der arbejder der eller bor der fast mens de arbejder i landsbyen. Nærmest en lille familie. Og de var åbne og parate til at lade mig og de andre gæster optage i familien. Det var helt ærgerligt, at jeg skulle derfra, men nu ved jeg hvor jeg kan finde dem hvis jeg får tid i overskud i den anden ende.
Efter tasken var pakket og teen i sofaen drukket fulgtes jeg med Penny til stationen og tilbage til Sydney. Togrejsen var betydelig kortere med et direkte tog, og det føltes også kortere med godt selskab.
Fes i kameraforetning uden held til at finde medicin til min kære Olympus inden jeg tog til bage til Kevin. Han var i et strålende humør og gad godt have selskab og sludre. Han inviterede på aftensmad og det var hyggeligt at snakke med ham og drengene. Han var i sit hjælpehjørne og jeg fik hurtigt styr på de ting jeg skulle. Tak for det og det skylder jeg vist at pointere.
Nu har jeg pakket til afgang i morgen tidlig hvor jeg nupper flyet til Alice springs og eventyr i Australiens indre.
Abonner på:
Opslag (Atom)