New Zealand Explorer


På valgfaget 'New Zealand Explorer' har vi i løbet af efteråret på Silkeborg Højskole forberedt vores eventyr Down Under. Nu er der kun få dage til afgang og jeg glæder mig!
De første tre uger skal jeg rejse sammen med med NZ-holdet, der består af 22 elever fra Silkeborg Højskoles Friluftlivshold, Friluftlærer Rasmus og tre gutter Rasmus har fået til at hjælpe os. Vi skal vandre, sejle kajak, svømme med delfiner, cykle på mountainbike, klatre og vandre endnu mere på forskellige steder af New Zealands sydø.
Efter de tre uger fortsætter jeg eventyret. Først på egen hånd i New Zealand og Australien og senere med Anne Bek i Vietnam.

tirsdag den 5. april 2011

The close surroundings

26-27.3.11

Lørdag gik jeg på artgallery og kiggede på aboriginal-kunst. Endte med at sidde et par timer på gulvet og tale med en ung kunstner, mens hun gjorde et maleri færdigt. Hun fortalte at hendes mand var i fængsel for spirituskørsel og at hun skulle besøge ham dagen efter. Hun fnisede mens hun fortalte det. Som om hun syntes det var fjollet. Jeg prøvede at finde ud af hvordan jeg på en eller anden finurlig måde kan komme ud at besøge et aboriginal community, men det er ikke sådan ligetil. Man skal have tilladelse af deres overhoved og selvom hun fortalte at han faktisk er i byen for tiden, er han ikke sådan lige at få fat i. Det kan jeg vist godt glemme. Men det var interessant at tale med hende.

Bagefter gik jeg op på første etage og så en film om hvordan gallerymedarbejderne tager ud i communityerne med lærreder, pensler og maling og tager færdigmalede kunstværker med tilbage. Jeg talte med en af medarbejderne, der fortalte hun skulle ud at hente kunst næste onsdag, men jeg kunne ikke få lov til at tage med. Udfordringen er, at man ikke er velkommen derude. Så selv hvis jeg havde en bil kunne jeg ikke kunne tage derud, for de ville ikke lade mig komme ind.

Tilbage på Alice's havde jeg fået en værelseskammerat Sofie som jeg tilbragte en hyggelig aften sammen med sammen med Nicole. Jeg syede mine shorts, der havde fået to store huller bagi.

Søndag stod vi tidligt op og mødtes med Byens lokale vandreklub, for at tage med dem på deres ugentlige vandretur. Vi var fire fra hostlet, der tog med og selvom lokal vandreklub lyder lidt af gammel nisse, så var der faktisk flest unge med. De fleste var kollegaer fra Alice's hospital. Mægtig hyggeligt.

Vi kørte kl. 6 om morgenen inden det blev lyst, så jeg var tidligt oppe og smørre madpakke og gufle havregrød. Ruten var section 2 af den åbentbart berømte larapinta trail der går gennem West Macdonnel Ranges og vi skulle gå 16 km og ville derfor starte inden det blev for varmt. Og det bliver VITKELIG varmt her midt på dagen.

Det første af ruten var det mest smukke. Måske fordi lyset var specielt tidligt om morgenen lige efter solen stod op. Bjergenes klipper lyste op i varme, røde og gyldne farver og stod i meget smuk kontrast til den usædvanligt grønne bush. I really enjoyed that. Det var præcis som jeg ønskede mig. Præcis som den slags landskab jeg har ønsket mig at vandre i efter at have set udsendelser fra Australien. Bush Bush Bush. Hvis ikke det var fordi jeg har glat, blødt hår og hvid hud (er ellers blevet en lille bitte smule lysebrun...og fregner) var jeg lige ved at tro jeg var en bushkvinde.

At one point kom vi omkring et hjørne og der stod en vaskeægte kænguru. Juhuu! Jeg har set en plasklevende wallaby ude i den plasklevende natur.

Vandring i Australien er ikke som i NZ! Efter vores møde med Hr. Kænguru, for vi vild. Ikke sådan rigtig vild, for vi kunne bare have gået tilbage hvor vi kom fra, men pludselig kunne vi ikke længere finde stien foran os. Vi søgte et stykke tid og fortsatte på stien, men efter et stykke tid virkede landskabet bekendt og det gik op for at vi faktisk VAR havnet på den samme sti og var på vej tilbage hvor vi kom fra. Vi måtte lede igen og på den måde gik der en halv time før vi fandt den rigtige vej. Og nogle af de lokale havde oven i købet gået ruten før.

Dagens mål var Simpsons Gap, der bød på dramatiske klippe og udtørret flod med gumtrees. Lystigt guflede jeg min medbragte spejlæggesandwich i mig, og vi kørte tilbage til hostlet

Efter en æggemad mere gik mig og Sofie på museum for the flying doctors. Det var ganske interessant. Jeg kan ikke huske hvad manden hed, men han fandt på at danne det her koncept med flyvende ambulancer. Det er fascinerende at det kan lade sig gøre, at dække så stort et område. Det er mest sygeplejesker der tager ud til folk. Kun hvis det er akut livstruende sender de en læge. Så vidt muligt klarer de lægebesøg over radio. Ude i outback-kommunitiesne, har de en boks med en hulens masse præperater og medicin og lægeudstyr. Det hele er nummereret og lægen kan så fx sige 'tag to tabletter fra pakke nummer 9' når patienten har beskrevet symptomerne igen udfra en nummeret tegning af kroppen. Der er kun numre på medicinen, ingen navne eller beskrivelser af hvad det indeholder og bruges til. Dette skal forhindre at nogen går i kassen og misbruger medicinen.

Efter en kort gåtur gennem gågaden (det er ikke et sted der er superrart at opholde sig, fordi man konstant bliver kaldt til siden af en aboriginal, der vil sælge sin kunst) gik vi tilbage til Alice's secret og tilbragte eftenen med de andre i køkkenet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar