Rasmus er vores friluftlivslærer fra højskolen. Han har planlagt turen sammen med Sune, der er tidligere friluftlærer på højskolen og som nu er leder på Friluftvejlederuddannelsen i Viborg.
Rune er tidligere elev på højskolen og bor i New Zealand, hvor han studerer medicinalfysik. Han laver friluftliv i sin fritid og er med på vores tur som hjælper sammen med Nikolaj, der studerer friluftliv i Bø (der hvor jeg har lyst til at tage op).
Der ud over er vi 23 friluftere fra højskolen.
Vi har to hvide minibusser, som vi næsten alle sammen kan være i og som lærerne og enkelte af eleverne skiftes til at køre. Rune har sin blå stationcar med som kan rumme de sidste hoveder og alt vores grej. Vi kører så fra sted til sted til de steder hvor vi har nogle aktiviteter, der skal foregå. Vi laver friluftture af flere dages varighed og i mens står køretøjerne og hviler sig.
Vi har selv skulle sørge for telte, så jeg har mit orange telt med som jeg deler med Nina. Nogle sover 3 eller 4 sammen i deres telte afhængig af hvor folk lige har kunnet slå sig sammen. Når vi er ude på tur deler vi teltene mellem os, så det passer i forhold til hvem der tager med på hvilke ture. Og af og til sover vi i de hytter der ligger rundt omkring langs vandreruter. Der er en stor vandretradition i NZ, så overalt kan man finde de her hytter, der har forskellig størrelse afhængig af hvor populær vandreruten er. Nogle steder kan der være op til 40 overnattende vandrere og så kommer der en gut ud og tjekker hvem der er der og registrerer betalingen, som kan foregå med dankort i hytten, og der er fine køkken og toiletfaciliteter. Andre steder er hytten ikke mere end et lille skur med en køjeseng og en boks man kan lægge lidt mønter i.
Vi har også selv været ansvarlige for at have trangia med. Jeg har igen mit med og deler det med Nina. Når vi kommer forbi et supermarket på køreturene mellem aktivitetsstederne, får vi i grupper ansvaret for at købe ind til et måltid. Det er en større opgave at købe aftensmad eller frokost til så mange mennesker og regne ud hvor meget der bliver spist. De dage hvor vi alle sammen spiser sammen på campingpladserne i byerne laver vi mad i pladsen køkken. Og når vi er ude på tur samler vi alle trangierne og laver maden sammen udendørs. Det er hyggeligt, men man mister hurtigt trangiadele. Når vi er på tur i grupper er det noget lettere og virkelig hyggeligt. Man får et helt særligt sammenhold når man gennemfører en tur sammen; køber ind til turen sammen, vandrer hele dagen (med hvad der dertil hører af opbakning og gruppesammenhold ved individuel og fælles overvindelser af udfordringer) til en øde plads og slår lejr og laver mad sammen. Det er en helt ubeskrivelig oplevelse, som virkelig betyder en hel masse for mig.
Frokosten foregår som et kæmpe tagselvbord med sandwitchbrød, knækbrød og kiks og en helt masse forskelligt pålæg. Det er megastressende fordi alle vil have først og størt og mest og mange og meget. Det er slet ikke til at holde ud. Selvom jeg prøver at slappe af ender jeg selv med at føle mig som en grib, der skal nå at få noget inde det er væk. Det resulterer så i at man får spist for hurtigt og ikke nyder det. Og når det så, som det gør hver gang, viser sig, at der er masser af mad, spiser man lidt mere. For man ved jo aldrig hvornår man får mad igen og så ender det med at man får spist for meget. Puha, hvor jeg glæder mig til kun at være mig selv når jeg skal købe ind og spise.
onsdag den 26. januar 2011
De sidste løjer i med New Zealand-holdet
Nogen havde hvisket s’et i Queenstown ud og noget af n’et, som var blevet til et r, så der nu stod Queertown på byskiltet. Det synes jeg var lidt skægt og vi havde masser af jokes omkring det da vi ankom til byen.
Vi blev mødt af en meget spydig enarmet campingpladsejer om aftenen efter vi var ankommet og jeg følte mig ikke særlig velkommen på pladsen. Der var heller ikke noget varmt bad med mindre man smed penge i bruseautomaten, så Fiordlandsturens sved samlede sig som lidt negativitet i aftenmørket.
Nå, ren blev hun, og så var det af sted ned til byen hvor vi tog på bar og fejrede Saras 20 års fødselsdag inden vi kravlede i seng. Vi skulle tidligt op og ud på en ekstra mountainbike tur som vi havde fået presset ind i programmet. Denne gang stod den på HØJ sol og det var bagende varmt. Ruten var også ’varm’ og i starten fuldstændig ufremkommelig. Vi startede med at køre et stykke af landevejen og det var BARE hårdt. Jeg troede at det ville blive bedre, når vi først kom ind på selve sporet, men der tog jeg fejl. Det var helt vildt svært og vi måtte trække det meste af vejen indtil vi endelig kom til en loop inde i en skov hvor vi kørte rundt og rundt til vi efterhånden havde fået lidt styr på svingene og bakkerne. Da vi først kom dertil blev det rigtig fedt og det var rigtig fedt at mærke, at jeg blev bedre og bedre og bedre til det for hver runde.
Det var fortsat fantastisk vejr, og da vi kom tilbage i pladsen stod den på solbadning og hygge på græsplænen. Et par stykker lokkede Sara med ned til stranden og så var vi et par andre stykker som skar en masse frugt ud i tern og gjorde klar til at fejre hende med chokoladefondue om aften. Vi lavede kæmpe burgere med det hele og det blev en sandt ædegilde. Det var virkelig hyggeligt. Senere sad vi i ’tvstuen uden tv’ og sludrede og diskuterede til vi ikke kunne holde øjnene åbne længere.
Endnu en gang – men sidste gang – stod vi tidligt op for at være aktive. Vi havde lejet klatreudstyr og kørte ned til det bjerget på den anden side af byen. Så stod den ellers på klippeklatring op af bjergvæggen hele dagen. Lærerne satte 4 ruter op og så skiftedes vi til at klatre og bare chille i nærheden med vores kæmpe madkasse som selskab. Jeg gennemførte 3 af ruterne og var, især efter den første, ret stolt over at komme til top. Når man hænger der på siden af bjerget og klamrer sig til en lille ujævnhed i klippevæggen kan man godt føle sig ret lillebitte og også lidt bange når man ikke helt har kontrol over situationen. Mit hjerte kom i hvert fald på overarbejde af nervøsitet og mine muskler i underarmene var helt møllede af at gribe fat i sprækker og udbulninger.
I går aftes tog vi ud for at spise afslutningsmiddag. Jeg fik noget laks og noget lam og noget brownieagtigt og is til dessert. Mums. Vi tog på bar igen og denne gang blev det noget sent inden vi kom hjem, for Queenstown er stortset ikke andet end barer og diskoteker. Alle med al for høj musik til min smag. Men vi hyggede os.
I morges var det så den mere formelle afslutning. Vi udfyldte evalueringsblanketter og havde nogle gruppesamtaler om hvad vi kunne tage med os videre på vores individuelle rejser. Det var underligt at sige farvel til lærerne og dem der ikke skulle rejse videre. Det har været en helt vildt underlig dag. De fleste bliver her til på fredag inden de rejser videre, så vi har rendt lidt rundt i byen. Nogen har lavet fællesmad og nogen har lavet bungyjump og andre aktiviteter. Der har også været lidt forvirring og småuenigheder og folk har været lidt spidse. Tror at vi alle sammen er lidt nervøse for den videre rejse og føler sig lidt beklemte ved situationen. Jeg har været restløs. Endte dog med at gå ned i byen for at undersøge mine muligheder for at sejle kajak i Doubtful Sound i Fiordland. Det er et værre gedemarked, men til talte jeg med en meget hjælpsom dame i visitors center og fik noget inspiration. Så nu er planen, at jeg går derned igen i morgen og køber en busbillet tilbage til Te Anau og går ind på DOC og undersøger vandreruter. Der skal nok falde lidt ro over tingene når jeg får det klaret.
Jeg tog på iscafe med Marianne og Iben for at læse kajakbrochurer og forsøge at skrive en fødselsdagssms til far. Ved ikke om den blev sendt. Prøver igen i morgen når jeg vil gå derned igen for at spise en kæmpe chokoladeis og sende et par mails. Nu sidder jeg i køkkenet og låner Mariannes computer og prøver at koble lidt fra og får et kram af Natali i ny og næ når hun går forbi. Det bliver ikke sjovt at skulle sige farvel til dem på fredag. Så er det for alvor slut med højskolen. Og jeg kommer virkelig til at savne dem. Og højskolen kommer jo ikke lige tilbage.
Nu vil jeg gå i seng og forsøge at blive frisk. Har aftalt med Natali at vi skal lave pandekager til morgenmad.
Vi blev mødt af en meget spydig enarmet campingpladsejer om aftenen efter vi var ankommet og jeg følte mig ikke særlig velkommen på pladsen. Der var heller ikke noget varmt bad med mindre man smed penge i bruseautomaten, så Fiordlandsturens sved samlede sig som lidt negativitet i aftenmørket.
Nå, ren blev hun, og så var det af sted ned til byen hvor vi tog på bar og fejrede Saras 20 års fødselsdag inden vi kravlede i seng. Vi skulle tidligt op og ud på en ekstra mountainbike tur som vi havde fået presset ind i programmet. Denne gang stod den på HØJ sol og det var bagende varmt. Ruten var også ’varm’ og i starten fuldstændig ufremkommelig. Vi startede med at køre et stykke af landevejen og det var BARE hårdt. Jeg troede at det ville blive bedre, når vi først kom ind på selve sporet, men der tog jeg fejl. Det var helt vildt svært og vi måtte trække det meste af vejen indtil vi endelig kom til en loop inde i en skov hvor vi kørte rundt og rundt til vi efterhånden havde fået lidt styr på svingene og bakkerne. Da vi først kom dertil blev det rigtig fedt og det var rigtig fedt at mærke, at jeg blev bedre og bedre og bedre til det for hver runde.
Det var fortsat fantastisk vejr, og da vi kom tilbage i pladsen stod den på solbadning og hygge på græsplænen. Et par stykker lokkede Sara med ned til stranden og så var vi et par andre stykker som skar en masse frugt ud i tern og gjorde klar til at fejre hende med chokoladefondue om aften. Vi lavede kæmpe burgere med det hele og det blev en sandt ædegilde. Det var virkelig hyggeligt. Senere sad vi i ’tvstuen uden tv’ og sludrede og diskuterede til vi ikke kunne holde øjnene åbne længere.
Endnu en gang – men sidste gang – stod vi tidligt op for at være aktive. Vi havde lejet klatreudstyr og kørte ned til det bjerget på den anden side af byen. Så stod den ellers på klippeklatring op af bjergvæggen hele dagen. Lærerne satte 4 ruter op og så skiftedes vi til at klatre og bare chille i nærheden med vores kæmpe madkasse som selskab. Jeg gennemførte 3 af ruterne og var, især efter den første, ret stolt over at komme til top. Når man hænger der på siden af bjerget og klamrer sig til en lille ujævnhed i klippevæggen kan man godt føle sig ret lillebitte og også lidt bange når man ikke helt har kontrol over situationen. Mit hjerte kom i hvert fald på overarbejde af nervøsitet og mine muskler i underarmene var helt møllede af at gribe fat i sprækker og udbulninger.
I går aftes tog vi ud for at spise afslutningsmiddag. Jeg fik noget laks og noget lam og noget brownieagtigt og is til dessert. Mums. Vi tog på bar igen og denne gang blev det noget sent inden vi kom hjem, for Queenstown er stortset ikke andet end barer og diskoteker. Alle med al for høj musik til min smag. Men vi hyggede os.
I morges var det så den mere formelle afslutning. Vi udfyldte evalueringsblanketter og havde nogle gruppesamtaler om hvad vi kunne tage med os videre på vores individuelle rejser. Det var underligt at sige farvel til lærerne og dem der ikke skulle rejse videre. Det har været en helt vildt underlig dag. De fleste bliver her til på fredag inden de rejser videre, så vi har rendt lidt rundt i byen. Nogen har lavet fællesmad og nogen har lavet bungyjump og andre aktiviteter. Der har også været lidt forvirring og småuenigheder og folk har været lidt spidse. Tror at vi alle sammen er lidt nervøse for den videre rejse og føler sig lidt beklemte ved situationen. Jeg har været restløs. Endte dog med at gå ned i byen for at undersøge mine muligheder for at sejle kajak i Doubtful Sound i Fiordland. Det er et værre gedemarked, men til talte jeg med en meget hjælpsom dame i visitors center og fik noget inspiration. Så nu er planen, at jeg går derned igen i morgen og køber en busbillet tilbage til Te Anau og går ind på DOC og undersøger vandreruter. Der skal nok falde lidt ro over tingene når jeg får det klaret.
Jeg tog på iscafe med Marianne og Iben for at læse kajakbrochurer og forsøge at skrive en fødselsdagssms til far. Ved ikke om den blev sendt. Prøver igen i morgen når jeg vil gå derned igen for at spise en kæmpe chokoladeis og sende et par mails. Nu sidder jeg i køkkenet og låner Mariannes computer og prøver at koble lidt fra og får et kram af Natali i ny og næ når hun går forbi. Det bliver ikke sjovt at skulle sige farvel til dem på fredag. Så er det for alvor slut med højskolen. Og jeg kommer virkelig til at savne dem. Og højskolen kommer jo ikke lige tilbage.
Nu vil jeg gå i seng og forsøge at blive frisk. Har aftalt med Natali at vi skal lave pandekager til morgenmad.
Fiordland National Park
Endelig blev det tid til at tage til Fiordland. Det er et af de steder jeg havde glædet mig allermest til at komme hen. Det eneste minus ved det var, at det der turens sidste sted vi skulle hen inden vi skulle afslutte i Queenstown. Vi stod op tidligt, for vi skulle køre 7 timer fra Mount Cook. Der går kun en vej fra Te Anau til Milford Sound, så alle der skal, derud kommer igennem den lille by. Vi holdt en kaffepause på en græsplæne og jeg tog med lærerne hen til DOC-kontoret, for at høre om mulighederne for at sejle kajak.
Vi nåede frem til Fiordland og det var virkelig overvældende med enormt kæmpe høje bjerge, der rejste sig næsten lodret op i himlen og var indhyldet i fugtig tåge og mange rigtig flotte vandfald. Vi ankom til en hytte og jeg skyndte mig at række hånden i vejret, da vi fik muligheden for at sove inden døre. Det kan man virkelig godt trænge til efter 3 uger i telt. Vi spiste tunsalat, delte os i vandregrupper og gik på hovedet i seng, så vi kunne være friske til morgendagens vandring. Jeg havnede til min glæde igen i Sunes vandregruppe sammen med Søren, Natali, Iben, Michala, Jesper og Asger. Første vandretur uden Nina og Mette. Det var lidt underligt, at skulle af sted uden dem, men på en måde også lidt rart at få lidt mere plads til at tale med de andre.
Vi sov flere i hyttesengene end der egentlig var plads til. Jeg sov yderst og madrassen var for smal, så i løbet a natten fik Natali mokket mig helt over i revnen. Jeg vågnede om natten og opdagede at jeg gik i søvne og pludselig kunne jeg huske hvad jeg havde drømt. Jeg havde drømt, at der var fyldt med gigantiske dybtehavs edderkommer med floriserende fimrehår der sad over hovedet på mig under køjerne ovenover mig og da jeg vågnede var jeg i gang med at finde mit myggenet i rygsækken ude på gulvet. Jeg har bare ikke mit myggenet med. Til gengæld fandt jeg mit hovedmyggenet oppe ved mit hoved næste morgen. Og det havde jeg ellers pakket meget langt ned i min taske, klar til at tage med på vandretur. Natali fortalte om morgenen, at hun bedt mig lægge mig ned igen, da jeg havde været lidt rundforvirret, da hun var oppe at tisse.
Vi fik delt provianten mellem os og begav os af sted. Jeg mistede noget af motivationen, fordi ruten var lidt for sløset til min smag, med en afstikker ud til en ’nature walk’ hvor der var alt for mange mennesker. Det var stadig tidligt, da vi nåede frem til lejrpladsen og vi skyndte os at sætte telte op, så vi kunne tage en dagsæk på og gå op til et vandfald et stykke op af bjerget. Min motivation steg igen og jeg var en 1’er, da vi gik på en smal sti på siden af bjerget dækket af tempereret regnskov. Jeg fugtes med Natali og vi skiftedes til at bære rygsækken til vi nåede til det der skulle forestille at være New Zealands højeste vandfald. To meter lavere end dk højeste punkt. Det var lidt syret at tænke på når man stod der og kunne se helt til toppen. Der gled et par humusmadder ned inden vi begyndte nedstigningen igen. Tilbage i lejren blev trangiaerne fundet frem, og vi lavede lækker lækker mad med fløde og grønsager og ris og noget bambusskud, til en snasket blanding, der mættede helt op til øjenvipperne. Mums. Vi nød retten mens vi nød udsigten til bjergene, der fik en helt gylden farve i solnedgangen og skyerne tegnede drager og kaniner på de grønne bjergskråninger.
Planen var at stå tidligt op og går en solopgangstur, men morgenmadsholdet, dvs. Natali og Iben, sov over sig, og vi nød i stedet solopgangen, eller snarere solgennemtrængningen, gennem morgentågen, da hele dalen var havde dannet en gryde hvor skyerne havde ligget og simret hele natten. Det så meget smukt ud.
Dagtursrygsækkene blev pakket igen, og vi begav os af sted mod toppen det bjerg, der aftenen forinden havde dannet baggrund for skyggebillederne. Første del af turen gik gennem vand og jeg hoppede af sted uden den store tiltro til at impreneringen kunne holde tæt. Men det gik, og nu blev det i stedet en stejl opstigning på niveau med den første dag i Nelson, bare kun 2 timer i stedet for 5, så det var en hård omgang, og jeg var glad for ikke at have hele oppakningen med. Men det var det hele værd, for der var totalfed udsigt de vi endelig nåede trægrænsen og kunne se tilbage ud over dalen og over på de snedækkede toppe på den anden side. Virkelig smukt. Der røg igen et par humusmadder ned, og vi satte kursen mod dalens store blå sø og en badetur. Vi nåede det dog ikke, for vi havde lovet at være tilbage ved foden af bjerget kl. 4 og pludselig fik vi travlt. Så vi måtte pakke lejren sammen i et fisende fart og styrte ned til bilen helt svedige. Drengene gik i forvejen og kørte med de andre grupper, mens vi piger gik i tøsehastetempo og indlagte müslibarspauser mod den blå bil hvor Sune ventede på os. Det var en hård tur ned og vi måtte holde hinanden med opmuntrende opbakning for ikke at miste gejsten, men jeg synes nu det blev en god og hyggelig nedstigning med en fantastisk udsigt. På vejen ned kom flere vandrere opad. De fleste uden rygsæk og vi blev enige om, at man ikke er en rigtig vandrer, hvis man dufter af parfume og har bomuldstøj og pænt opsat hår.
Sune ventede på os og vi fik smidt bagagen i bilen og sat os til rette med gulerødder og knækbrød. Vi hyggede os i bilen med fortællinger og sludder og et par smålure. Der var 3 timer til Queenstown, så der var masser af tid til refleksion og til at fordøje vandreturen.
Vi gjorde holdt i Te Anau og købte chokolademuffins til at hygge os med i bilen, men vi blev alligevel sulte og havde den perfekte afslutning på en kanon tur da vi kom frem til Queenstown og satte os i en park med shawarma og kaffe inden vi sluttede til de andre på campingpladsen. – Den sidste campingplads inden turens afslutning.
Vi nåede frem til Fiordland og det var virkelig overvældende med enormt kæmpe høje bjerge, der rejste sig næsten lodret op i himlen og var indhyldet i fugtig tåge og mange rigtig flotte vandfald. Vi ankom til en hytte og jeg skyndte mig at række hånden i vejret, da vi fik muligheden for at sove inden døre. Det kan man virkelig godt trænge til efter 3 uger i telt. Vi spiste tunsalat, delte os i vandregrupper og gik på hovedet i seng, så vi kunne være friske til morgendagens vandring. Jeg havnede til min glæde igen i Sunes vandregruppe sammen med Søren, Natali, Iben, Michala, Jesper og Asger. Første vandretur uden Nina og Mette. Det var lidt underligt, at skulle af sted uden dem, men på en måde også lidt rart at få lidt mere plads til at tale med de andre.
Vi sov flere i hyttesengene end der egentlig var plads til. Jeg sov yderst og madrassen var for smal, så i løbet a natten fik Natali mokket mig helt over i revnen. Jeg vågnede om natten og opdagede at jeg gik i søvne og pludselig kunne jeg huske hvad jeg havde drømt. Jeg havde drømt, at der var fyldt med gigantiske dybtehavs edderkommer med floriserende fimrehår der sad over hovedet på mig under køjerne ovenover mig og da jeg vågnede var jeg i gang med at finde mit myggenet i rygsækken ude på gulvet. Jeg har bare ikke mit myggenet med. Til gengæld fandt jeg mit hovedmyggenet oppe ved mit hoved næste morgen. Og det havde jeg ellers pakket meget langt ned i min taske, klar til at tage med på vandretur. Natali fortalte om morgenen, at hun bedt mig lægge mig ned igen, da jeg havde været lidt rundforvirret, da hun var oppe at tisse.
Vi fik delt provianten mellem os og begav os af sted. Jeg mistede noget af motivationen, fordi ruten var lidt for sløset til min smag, med en afstikker ud til en ’nature walk’ hvor der var alt for mange mennesker. Det var stadig tidligt, da vi nåede frem til lejrpladsen og vi skyndte os at sætte telte op, så vi kunne tage en dagsæk på og gå op til et vandfald et stykke op af bjerget. Min motivation steg igen og jeg var en 1’er, da vi gik på en smal sti på siden af bjerget dækket af tempereret regnskov. Jeg fugtes med Natali og vi skiftedes til at bære rygsækken til vi nåede til det der skulle forestille at være New Zealands højeste vandfald. To meter lavere end dk højeste punkt. Det var lidt syret at tænke på når man stod der og kunne se helt til toppen. Der gled et par humusmadder ned inden vi begyndte nedstigningen igen. Tilbage i lejren blev trangiaerne fundet frem, og vi lavede lækker lækker mad med fløde og grønsager og ris og noget bambusskud, til en snasket blanding, der mættede helt op til øjenvipperne. Mums. Vi nød retten mens vi nød udsigten til bjergene, der fik en helt gylden farve i solnedgangen og skyerne tegnede drager og kaniner på de grønne bjergskråninger.
Planen var at stå tidligt op og går en solopgangstur, men morgenmadsholdet, dvs. Natali og Iben, sov over sig, og vi nød i stedet solopgangen, eller snarere solgennemtrængningen, gennem morgentågen, da hele dalen var havde dannet en gryde hvor skyerne havde ligget og simret hele natten. Det så meget smukt ud.
Dagtursrygsækkene blev pakket igen, og vi begav os af sted mod toppen det bjerg, der aftenen forinden havde dannet baggrund for skyggebillederne. Første del af turen gik gennem vand og jeg hoppede af sted uden den store tiltro til at impreneringen kunne holde tæt. Men det gik, og nu blev det i stedet en stejl opstigning på niveau med den første dag i Nelson, bare kun 2 timer i stedet for 5, så det var en hård omgang, og jeg var glad for ikke at have hele oppakningen med. Men det var det hele værd, for der var totalfed udsigt de vi endelig nåede trægrænsen og kunne se tilbage ud over dalen og over på de snedækkede toppe på den anden side. Virkelig smukt. Der røg igen et par humusmadder ned, og vi satte kursen mod dalens store blå sø og en badetur. Vi nåede det dog ikke, for vi havde lovet at være tilbage ved foden af bjerget kl. 4 og pludselig fik vi travlt. Så vi måtte pakke lejren sammen i et fisende fart og styrte ned til bilen helt svedige. Drengene gik i forvejen og kørte med de andre grupper, mens vi piger gik i tøsehastetempo og indlagte müslibarspauser mod den blå bil hvor Sune ventede på os. Det var en hård tur ned og vi måtte holde hinanden med opmuntrende opbakning for ikke at miste gejsten, men jeg synes nu det blev en god og hyggelig nedstigning med en fantastisk udsigt. På vejen ned kom flere vandrere opad. De fleste uden rygsæk og vi blev enige om, at man ikke er en rigtig vandrer, hvis man dufter af parfume og har bomuldstøj og pænt opsat hår.
Sune ventede på os og vi fik smidt bagagen i bilen og sat os til rette med gulerødder og knækbrød. Vi hyggede os i bilen med fortællinger og sludder og et par smålure. Der var 3 timer til Queenstown, så der var masser af tid til refleksion og til at fordøje vandreturen.
Vi gjorde holdt i Te Anau og købte chokolademuffins til at hygge os med i bilen, men vi blev alligevel sulte og havde den perfekte afslutning på en kanon tur da vi kom frem til Queenstown og satte os i en park med shawarma og kaffe inden vi sluttede til de andre på campingpladsen. – Den sidste campingplads inden turens afslutning.
Vandring i Mount Cook National Park
Efter en mountainbikedag karakteriseret af regn vågnede vi op til det klarestes solskinssommervejr. Og den dejlige solskinsdag nød vi fra indersiden af bilruderne, for vi havde en lang køretur til Mount Cook, New Zealands højeste bjerg. Vi ankom til foden af bjergene til aftensmadstid og efter hurtig teltopslagning, gik jeg igang med at hakke peberfrugt til chili con carne. Fra vinduet i køkkenhytten kunne vi se op på en gletchertunge, der slikkede bjergsiden. Desværre tog maden så lang tid at lave, at jeg ikke fik tid til at kigge nærmere på de smukke omgivelser inden det blev mørkt. Til gengæld fik jeg benyttet lejligheden til at finde nogle flere af mine forbyttede trangiadele. Nu er det kun den store gryde, jeg ikke helt kan kendes ved.
Næste morgen vågnede vi til en ny regnvejrsdag - og så lige til vores vandretur. Vi måtte indstille os på en tur uden at få toppen af Mount Cook at se. Hvis man da ikke tæller min, Sara og Annes aftenrunde med hvor jeg i månens utroligt kraftige skær kunne skimte en hvid top bag de foran liggende bjerge
Temperaturen falder en grad per ti højdemeter man kommer op, så det blev en kold nat og jeg hev alt mit tøj på da jeg skulle ud af posen om morgenen. Jeg var igen kommet i Sunes vandregruppe, og efter morgengrøden begav han og jeg og Natali, Søren, Nina, Mette, Michala og Anne os mod Tasman Valley.
Det første stykke syntes jeg ikke vi lavede andet end at holde tekniske pauser for at få noget af alt tøjet af - det var slet ikke så koldt mere, og man bliver hurtigt varm når man vandrer. Vi havde bare vores små rygsække med, for vi skulle tilbage og overnatte på samme plads igen. Da vi holdt en rigtig pause, var jeg derfor ikke særlig træt, og vi benyttede chancen til at klatre op på morænekanten og kigge ud over gletcheren. Vandreruten gik nede i en slags dal eller kløft dannet af mellemrummet mellem bjergsiden og det 'morænebjerg' isen for mange år siden har presset op. Da vi kom op på toppen kunne fik vi udsigt til den enorme gletchersø fra smeltevandet og gletcheren, der var helt dækket af grå sten og klippestykker, der, pga. isens udvidelse når det fryser, har sprængt sig vej op gennem isen. Det er helt utroligtat det kan lade sig gøre, når isen i første omgang har bevæget sig hen over jorden og klipperne. Ligesom gletchersøvandet var kanterne helt turkisblå, der hvor stykker af is var flækket af. Gletcher er defineret af sammenpakket is og sne, der bliver liggende og som er i bevægelse og af og til kunne vi høre isen give sig og flække og derefter en buldren af klippestykkerne, når de faldt ned i dybet. Det lød ret uhyggeligt og man priste sin lykkestjerne for at man stod i sikkerhed på moræenekanten - selvom der var temmelig stejlt og meget langt ned, så min højdeskræk gav mig et sug i maven.
Vi klatrede ned igen og fortsatte vores vandring. På et tidspunkt løb stien op på morænekammen, så vi kunne nyde fascinationen af den store istunge der slikkede dalen under os. Forude kunne vi se steder på gletcheren, der ikke var dækket af sten, og det lyste hvidt op i horisonten.
Vi nåede frem til 'dalens' ende og begyndte opstigningen til toppen af bjergsiden. Det blev noget af en udfordrende klatretur, hvor vi bragte interesseante samtaleemner på banen, for at tænke på noget andet end hvor stejlt der var ned. Turen op bød både på løse sten og klippeklatring, og enkelte steder gjalt det om at mave sig frem og holde kroppen så tæt på bjergvægen som muligt mens man kravlede op. Men det var en helt fantastisk udsigt, der ventede os da vi nåede toppen og vi hyggede os med en røverhistorie og en müslibar inden vi begyndte nedstigningen samme vej.
På vejen tilbage holdt vi en halv times stillekonkurrence, der skulle tjene til at få ekstra tid til at 'føle' naturen. Men det det var svært og man kom til at fokusere gevaldigt på den is, der måske ventede som præmie, og selvom jeg og Søren havde svært ved at holde det og synes det var ret så kedeligt, klarede vi den.
Det sidste stykke var noget hårdt og til sidst kunne vi næsten ikke vente til vi så bilen. Nøj, hvor var mine ben og fødder ømme. Vi var glade for at være tilbage til hytten efter endejlig tur, og vi sluprede maden i os, som de andre grupperhavde nået at lave tilvi kom hjem.
Næste morgen vågnede vi til en ny regnvejrsdag - og så lige til vores vandretur. Vi måtte indstille os på en tur uden at få toppen af Mount Cook at se. Hvis man da ikke tæller min, Sara og Annes aftenrunde med hvor jeg i månens utroligt kraftige skær kunne skimte en hvid top bag de foran liggende bjerge
Temperaturen falder en grad per ti højdemeter man kommer op, så det blev en kold nat og jeg hev alt mit tøj på da jeg skulle ud af posen om morgenen. Jeg var igen kommet i Sunes vandregruppe, og efter morgengrøden begav han og jeg og Natali, Søren, Nina, Mette, Michala og Anne os mod Tasman Valley.
Det første stykke syntes jeg ikke vi lavede andet end at holde tekniske pauser for at få noget af alt tøjet af - det var slet ikke så koldt mere, og man bliver hurtigt varm når man vandrer. Vi havde bare vores små rygsække med, for vi skulle tilbage og overnatte på samme plads igen. Da vi holdt en rigtig pause, var jeg derfor ikke særlig træt, og vi benyttede chancen til at klatre op på morænekanten og kigge ud over gletcheren. Vandreruten gik nede i en slags dal eller kløft dannet af mellemrummet mellem bjergsiden og det 'morænebjerg' isen for mange år siden har presset op. Da vi kom op på toppen kunne fik vi udsigt til den enorme gletchersø fra smeltevandet og gletcheren, der var helt dækket af grå sten og klippestykker, der, pga. isens udvidelse når det fryser, har sprængt sig vej op gennem isen. Det er helt utroligtat det kan lade sig gøre, når isen i første omgang har bevæget sig hen over jorden og klipperne. Ligesom gletchersøvandet var kanterne helt turkisblå, der hvor stykker af is var flækket af. Gletcher er defineret af sammenpakket is og sne, der bliver liggende og som er i bevægelse og af og til kunne vi høre isen give sig og flække og derefter en buldren af klippestykkerne, når de faldt ned i dybet. Det lød ret uhyggeligt og man priste sin lykkestjerne for at man stod i sikkerhed på moræenekanten - selvom der var temmelig stejlt og meget langt ned, så min højdeskræk gav mig et sug i maven.
Vi klatrede ned igen og fortsatte vores vandring. På et tidspunkt løb stien op på morænekammen, så vi kunne nyde fascinationen af den store istunge der slikkede dalen under os. Forude kunne vi se steder på gletcheren, der ikke var dækket af sten, og det lyste hvidt op i horisonten.
Vi nåede frem til 'dalens' ende og begyndte opstigningen til toppen af bjergsiden. Det blev noget af en udfordrende klatretur, hvor vi bragte interesseante samtaleemner på banen, for at tænke på noget andet end hvor stejlt der var ned. Turen op bød både på løse sten og klippeklatring, og enkelte steder gjalt det om at mave sig frem og holde kroppen så tæt på bjergvægen som muligt mens man kravlede op. Men det var en helt fantastisk udsigt, der ventede os da vi nåede toppen og vi hyggede os med en røverhistorie og en müslibar inden vi begyndte nedstigningen samme vej.
På vejen tilbage holdt vi en halv times stillekonkurrence, der skulle tjene til at få ekstra tid til at 'føle' naturen. Men det det var svært og man kom til at fokusere gevaldigt på den is, der måske ventede som præmie, og selvom jeg og Søren havde svært ved at holde det og synes det var ret så kedeligt, klarede vi den.
Det sidste stykke var noget hårdt og til sidst kunne vi næsten ikke vente til vi så bilen. Nøj, hvor var mine ben og fødder ømme. Vi var glade for at være tilbage til hytten efter endejlig tur, og vi sluprede maden i os, som de andre grupperhavde nået at lave tilvi kom hjem.
Mountainbike i Christchurch
Det er helt utroligt som vejret kan ændre sig her. Man siger, at man kan opleve alle årstider i løbet af en halv dag, og vi har i hvert fald oplevet masser af sol og masser af regn lige efter hinanden.
Vores tredje dag i Christchurch skulle bruges på at køre mountainbike og på trods af en eftermiddag overøset af solskin dagen i forvejen og en skyfri himmel over det nyvaskede og næsten tørre tøj på tørresnoren, blev det en meget våd oplevelse på to hjul.
Til gengæld var det en rigtig god oplevelse. Vi startede ud i lidt for store grupper fordelt på to ’lejede’ instruktører og de ventede os med en trailer fyldt med mountainbikes. Efter et par ret mokkede ture, splittede vi op og så kom der for alvor fart på.
Jeg har ikke helt styr på hvor stort området var, men i hvert fald et stort område nær vores campingplads var propfyldt med ruter af forskellig længde og sværhedsgrad og ruter i forskelligt terræn. Især nogle ruter der gik ind gennem skoven var rigtig fed. Der kørte man på tørre stier af grannåle og grus og der var masser af fede bakker og sving. Ej, hvor var det fedt. Jeg kunne slet ikke falde ned over det bagefter og har haft rigtig meget lyst til at køre mountainbike siden. Sådan havde jeg det også da jeg havde kørt mountainbike med seminariet på Møn, så måske skulle jeg bare gøre noget ved det. Sune kører mountainbike og han siger, at det er muligt at leje cykler og køre alle mulige steder rundt om i NZ, så det vil jeg undersøge nærmere. Har blandt andet set lidt på en multidayrute man kan køre i Marlborough Sound. Det må jeg kigge nærmere på.
Da jeg kom tilbage til campingpladsen fandt jeg mit næsten tørre tøj fuldstændigt gennemblødt og fyldt med sand ligesom jeg selv var fuldstændig mudret ind efter dagens ridt. Så pladask i bad med mig og så tog vi ind til byen pakket ind i regntøj.
Jeg havde håbet på at nusse rundt i byen og kigge mig lidt omkring, men regnen gjorde det helt uoverskueligt, så det endte med at jeg satte mig på Mc Donalds med nogle af de andre (uden dog at spise noget) mens jeg lavede noget gymnastik som et forsøg på at få varmen. Vi skulle mødes med resten af gruppen til middag på en eller anden berømt Fish&chips restaurant senere, så egentlig sad vi der bare for at slå tiden ihjel indtil da. Vi spiste god mad på restauranten, der var overdrevet sej, med alle mulige gamle tvapperater og gamle aviser som tapet.
Maden var rigtig lækker, men jeg kan godt blive lidt stresset af at spise sammen så mange mennesker på en gang. Det er slemt nok når vi bare er på campingpladserne. Det er virkelig som at være en flok gribbe på savannen lige når løven er gået fra sit bytte. Puha. Det er godt nok en af de ting jeg glæder mig til at blive fri for når jeg skal rejse videre alene. Så jeg var noget træt da vi var færdige og glædede mig til at komme hjem i teltet og sove.
Vores tredje dag i Christchurch skulle bruges på at køre mountainbike og på trods af en eftermiddag overøset af solskin dagen i forvejen og en skyfri himmel over det nyvaskede og næsten tørre tøj på tørresnoren, blev det en meget våd oplevelse på to hjul.
Til gengæld var det en rigtig god oplevelse. Vi startede ud i lidt for store grupper fordelt på to ’lejede’ instruktører og de ventede os med en trailer fyldt med mountainbikes. Efter et par ret mokkede ture, splittede vi op og så kom der for alvor fart på.
Jeg har ikke helt styr på hvor stort området var, men i hvert fald et stort område nær vores campingplads var propfyldt med ruter af forskellig længde og sværhedsgrad og ruter i forskelligt terræn. Især nogle ruter der gik ind gennem skoven var rigtig fed. Der kørte man på tørre stier af grannåle og grus og der var masser af fede bakker og sving. Ej, hvor var det fedt. Jeg kunne slet ikke falde ned over det bagefter og har haft rigtig meget lyst til at køre mountainbike siden. Sådan havde jeg det også da jeg havde kørt mountainbike med seminariet på Møn, så måske skulle jeg bare gøre noget ved det. Sune kører mountainbike og han siger, at det er muligt at leje cykler og køre alle mulige steder rundt om i NZ, så det vil jeg undersøge nærmere. Har blandt andet set lidt på en multidayrute man kan køre i Marlborough Sound. Det må jeg kigge nærmere på.
Da jeg kom tilbage til campingpladsen fandt jeg mit næsten tørre tøj fuldstændigt gennemblødt og fyldt med sand ligesom jeg selv var fuldstændig mudret ind efter dagens ridt. Så pladask i bad med mig og så tog vi ind til byen pakket ind i regntøj.
Jeg havde håbet på at nusse rundt i byen og kigge mig lidt omkring, men regnen gjorde det helt uoverskueligt, så det endte med at jeg satte mig på Mc Donalds med nogle af de andre (uden dog at spise noget) mens jeg lavede noget gymnastik som et forsøg på at få varmen. Vi skulle mødes med resten af gruppen til middag på en eller anden berømt Fish&chips restaurant senere, så egentlig sad vi der bare for at slå tiden ihjel indtil da. Vi spiste god mad på restauranten, der var overdrevet sej, med alle mulige gamle tvapperater og gamle aviser som tapet.
Maden var rigtig lækker, men jeg kan godt blive lidt stresset af at spise sammen så mange mennesker på en gang. Det er slemt nok når vi bare er på campingpladserne. Det er virkelig som at være en flok gribbe på savannen lige når løven er gået fra sit bytte. Puha. Det er godt nok en af de ting jeg glæder mig til at blive fri for når jeg skal rejse videre alene. Så jeg var noget træt da vi var færdige og glædede mig til at komme hjem i teltet og sove.
mandag den 17. januar 2011
Et par dage ved kysten
Så er vi nået frem til Kaikoura ved Sydøens østkyst. Vi ankom helt svedige efter vores tredages vandretur (uden bad) og 4 timer i en meget varm bil. Men men men, den anden bil med vores bagage var ikke ankommet, så ingen shampoo eller rent tøj til det længe ventede bad. Vi havde købt ind hver for sig i et supermarked på vejen, og jeg gik i kokkererede chili sin carne og majskolber til Nina, der ikke kunne få nok af solen og derfor smækkede sig ned på liggeunderlaget og stegte lidt videre.
I morges stod vi op kl. 4, slugte en hurtig portion havregryn med mælk (mæææælk, hvor jeg dog savner mælk) inden vi kørte ned til Kaikoura Dolfin Encounter: Klar til at svømme med delfiner. Våddragterne blev trukket på og så satte vi i tre mindre både ude i det lyseblå vand med fuld fart. Der gik ikke lang tid før de første delfiner viste rygfinnerne og vi stoppede snorklerne i munden og ploppede overbord. Straks svømmede et pragteksemplar af en delfin forbi mig og jeg slugte en ordentlig mundfuld saltvand af bar begejstring. Da der ikke skete så meget mere i den omgang, kravlede vi op på båden igen og sejlede lidt videre på jagt efter en ny flok.
Efter et par ganges forsøg havnede vi endelig i en stor legesyg flok, og en mor med sin lille unge svømmede tæt forbi mig. Derefter kom to store delfiner og cirklede et par gange omkring mig. Vi havde fået at vide, at vi skulle svømme i cirkler og dykke for at lege med dem og at vi skulle synge i snorklen, så jeg plaskede ivrigt rundt og slugte mindst en liter vand mere i forsøget på at synge nummer 150 fra højskolesangbogen.
Da det var tid til at sejle tilbage til havnen, fulgtes vi med en kæmpekæmpekæmpe flok tilbage. Delfiner lever ikke i flok, men mødes for at socialisere og lege med hinanden. Når man fanger dem i disse ’legestuer’ er der god mulighed for at se dem lave alle deres finurlige badutspring. Vi så dem hoppe højt og lave backflip og saltoer. Og der var bare mange. Jeg var ikke så heldig som flere af de andre i forhold til at se delfinerne undervand, da vi svømmede med dem, så jeg synes faktisk det var federe at se dem oppe fra båden. Især fordi der var så SINDSYGT mange.
Delfiner sover ikke. De bliver nødt til at holde sig vågne for at komme op og trække vejret. Til gengæld kan de slukke dele af deres hjerne og på den måde få slappet af. Det gør de som regel mellem klokken 11 og 13 midt på dagen. Så er der ikke så meget spas at se fra dem.
Guiden fortalte, at de to delfinarter vi så (dusky dolfin og common dolfin) kan svømme op mod 38 km i timen, og at de nyfødte kalve ligner rugbybolde med hale. De unger vi så var noget større, men stadig meget nuttede.
Nu er vi tilbage på campingpladsen og tager en formiddagsslapper (det gør delfinerne nok også nu) inden vi finder pladserne i bilerne og vender forlygterne mod Christchurch, hvor den skal stå på flere vandaktiviteter.
Så er vi nået til Christchurch og bor på en stor kedelig campingplads et stykke fra stranden. Da vi vågnede var det blevet overskyet og regnede og blæste koldt. Det var lidt ærgerligt, for vi skulle ud at surfe i foskajakker ved stranden. Vi nåede at slæbe kajakkerne ned og et par stykker nåede ud, inden vi måtte pakke det hele sammen igen og droppe det pga. af for dårligt vejr. Det eneste jeg nåede, var at klæde om til badetøj og stå of fryse og blive kold mens jeg ventede.
Efter frokost var vi nogle, der ville gå over og lave træklatring. Der gik kludder i mit vasketøj, mit dankort og mit studiekort, så til sidst endte jeg med at droppe det. Så dagen gik virkelig hurtigt uden at der er sket noget som helst. Det er lidt træls.
I morges stod vi op kl. 4, slugte en hurtig portion havregryn med mælk (mæææælk, hvor jeg dog savner mælk) inden vi kørte ned til Kaikoura Dolfin Encounter: Klar til at svømme med delfiner. Våddragterne blev trukket på og så satte vi i tre mindre både ude i det lyseblå vand med fuld fart. Der gik ikke lang tid før de første delfiner viste rygfinnerne og vi stoppede snorklerne i munden og ploppede overbord. Straks svømmede et pragteksemplar af en delfin forbi mig og jeg slugte en ordentlig mundfuld saltvand af bar begejstring. Da der ikke skete så meget mere i den omgang, kravlede vi op på båden igen og sejlede lidt videre på jagt efter en ny flok.
Efter et par ganges forsøg havnede vi endelig i en stor legesyg flok, og en mor med sin lille unge svømmede tæt forbi mig. Derefter kom to store delfiner og cirklede et par gange omkring mig. Vi havde fået at vide, at vi skulle svømme i cirkler og dykke for at lege med dem og at vi skulle synge i snorklen, så jeg plaskede ivrigt rundt og slugte mindst en liter vand mere i forsøget på at synge nummer 150 fra højskolesangbogen.
Da det var tid til at sejle tilbage til havnen, fulgtes vi med en kæmpekæmpekæmpe flok tilbage. Delfiner lever ikke i flok, men mødes for at socialisere og lege med hinanden. Når man fanger dem i disse ’legestuer’ er der god mulighed for at se dem lave alle deres finurlige badutspring. Vi så dem hoppe højt og lave backflip og saltoer. Og der var bare mange. Jeg var ikke så heldig som flere af de andre i forhold til at se delfinerne undervand, da vi svømmede med dem, så jeg synes faktisk det var federe at se dem oppe fra båden. Især fordi der var så SINDSYGT mange.
Delfiner sover ikke. De bliver nødt til at holde sig vågne for at komme op og trække vejret. Til gengæld kan de slukke dele af deres hjerne og på den måde få slappet af. Det gør de som regel mellem klokken 11 og 13 midt på dagen. Så er der ikke så meget spas at se fra dem.
Guiden fortalte, at de to delfinarter vi så (dusky dolfin og common dolfin) kan svømme op mod 38 km i timen, og at de nyfødte kalve ligner rugbybolde med hale. De unger vi så var noget større, men stadig meget nuttede.
Nu er vi tilbage på campingpladsen og tager en formiddagsslapper (det gør delfinerne nok også nu) inden vi finder pladserne i bilerne og vender forlygterne mod Christchurch, hvor den skal stå på flere vandaktiviteter.
Så er vi nået til Christchurch og bor på en stor kedelig campingplads et stykke fra stranden. Da vi vågnede var det blevet overskyet og regnede og blæste koldt. Det var lidt ærgerligt, for vi skulle ud at surfe i foskajakker ved stranden. Vi nåede at slæbe kajakkerne ned og et par stykker nåede ud, inden vi måtte pakke det hele sammen igen og droppe det pga. af for dårligt vejr. Det eneste jeg nåede, var at klæde om til badetøj og stå of fryse og blive kold mens jeg ventede.
Efter frokost var vi nogle, der ville gå over og lave træklatring. Der gik kludder i mit vasketøj, mit dankort og mit studiekort, så til sidst endte jeg med at droppe det. Så dagen gik virkelig hurtigt uden at der er sket noget som helst. Det er lidt træls.
Vandring i Nelson Lakes Nationalpark
Vi delte os i 4 grupper afhængig af hvor langt vi ville vandre. Med Sune som førerhund, gjorde Nina, Mette, Jette, Iben, Christian M, Anders og Marianne og Jeg os klar til mellemturen. Vi tog i supermarkedet for at købe proviant. Uden Marianne så det, købte mig og Mette ind til fødselsdagslagkage til hende. Det tog en krig at finde lagkagebunde (der er firkantede her og kun kommer 2 i hver pakke) og kagecreme, som er4 lidt svært at forklare hvad er når man ikke ved hvad det hedder på engelsk. Tilbage på campingpladsen pakkede vi alt ud af deres emballage, så papæsker og plastik kunne smides væk så vi kunne minimere vægten. Alt blev fordelt i portioner til de forskellige måltider og fordelt mellem gruppemedlemmerne. Og så var det ellers bare tidligt i seng, så vi kunne være friske til vandreturen.
De forskellige grupper blev sat af forskellige steder og min gruppe startede ved Lake Rotaroa, hvor vi med lynets hast fik lange bukser på og myggenet over hovederne, da vi blev budt velkommen af en hulens masse sandflies. Så tog vi watertaxi til den anden ende af søen til Sabines Hut, hvor vi tankede. Nu begyndte vandreeventyret for alvor.
Første del af turen gik noget nær lodret op. Vi steg fra 450 mod. til 1500 mod. i løbet af de første 2-3 km. Det var vandvittigt. Godt nok hårdt. Jeg synes det er hårdt at kravle sådan op. Jeg måtte bruge træerne til at hale mig op, så jeg brugte armmusklerne ligeså meget som benmusklerne. Efter et lille stykke opdagede jeg at min vanddunk manglede og jeg måtte ned igen. Øv.
Bortset fra den hårde stigning nød jeg turen gevaldigt. Sune havde indført et talsystem, der skulle beskrive ens velbefindende. 1 er godt. 3 er skidt. Jeg var på 1. For skoven var SÅ smuk! Det var sådan en fjeldbirkeskov. Oppefra (over trægrænsen) ligner der bløde brokolibakker. Bladene er bittesmå, så det nærmest ligner bonzei træer der bokser på træer af almindelig størrelse. Meget fint. Desværre var Iben syg. Snot forkølet og hun havde det virkelig skidt. Så tempoet var skruet heeeelt ned. Det passede mig sådan set fint, for når det går så stejlt opad, er det ikke fedt at gå hurtigt.
Sune er en rigtig fin lærer at have med på vandring. Ligesom da vi var på den lange kajaktur. Han er rigtig dygtig, kompetent og pædagogisk. Og han er hyggelig at være sammen med. Da Iben havde det dårligt, bar han hendes taske for hende.
Langt om længe kom vi ud af skoven, da vi nåede op over trægrænsen og det blev samtidig mindre stejlt. Vi holdt en pause og drak saftevand mens vi nød den gode udsigt, der ellers havde været skjult af træerne. Trægrænsen afhænger af hvor meget sol og varme, der er i sommermånederne. Så trægrænsen er fx højere i NZ end i Norge.
Mens vi sad der kom et par forbi. De sagde at vi havde mindst tre timers gang tilbage. Det lød lidt hårdt, så vi sluttede saftevandspausen og satte kursen med toppen. Det blev nu hårdt på en anden måde fordi solen bagte på os fra en meget blå skyfri himmel.
Da vi nåede toppen, var der selvfølgelig en top mere på den anden side og sådan blev det ved længe. Men det var utrolig smukt med bjerge farvet helt orange af de jernholdige klipper. Uldtrøjerne og vindjakkerne blev trukket på, for det er koldt på toppen.
Plantelivet ændrer sig og bliver virkelig finurligt når man kommer op i højderne. På et tidspunkt passerede vi også græsgrænsen (hvis der ellers er noget der hedder sådan) og planterne voksede direkte på klipperne. Sune udpegede en lavtype, der kun vokser 1 mm per 100 år. Så kunne man næsten ikke få sig selv til at træde på dem. Nogle af planterne lignede små filtkugler og de var vandafvisende på en skægt måde (prøvede selv efter med en tissetår). Det er helt utroligt, at der overhovedet kan vokse noget i så goldt et landskab.
De tre timer fra saftevandsstedet var for længst overskredet og vi måtte indstille os på at få sen aftensmad. Vores mål var nu i stedet at nå frem inden mørkets frembrud, så vi ikke ville får endnu sværere ved at nå frem. Vi satte kursen mod den næste top (der selvfølgelig igen viste sig ikke at være den sidste eller den højeste) og det blev nu for alvor stejlt. Denne gang stejlt ’den anden vej’ så vi gik på langs af det stejle med meget langt ned til vores venstre side. På et tidspunkt måtte jeg læne mig ind mod klippevæggen og kante mig langs den, og flere steder måtte vi assistere hinanden når der skulle klatres.
Til sidst nåede vi også ’plantegrænsen’ og der var kun sten og klipper tilbage, så stien ikke længere frivilligt lod sig afsløre. Og tåge begyndte at smyge sig om os så vi havde et helt skytæppe liggende under os. Til gengæld havde vi nået toppen og vi kunne nu ’bare’ gå. Og så begyndte det at gå nedad igen. Planterne kom igen og efterfulgt af græsset og da vi langt om længe fik øje på hytten i det fjerne, blev fødderne pludselig lidt mindre ømme og taskerne 20 kg lettere og der blev overskud til at nyde den helt fantastisk udsigt vi havde over dalen og søen, hytten lå ved siden af. Hytten lå lige ved et bjergpas med søen på den ene side og en tågefuld dal på den anden så der dannedes en lille smal grøn sti på bjergkammen som vi kunne gå ad til hytten. På trods af stor iver efter at komme hurtigt ned til hytten, blev kameraerne fisket frem fra de vandtætte pakposer og den smukke udsigt blev foreviget.
Hytten var fuld af andre vandrere, der undrede sig over vi var kommet så sent. Vi fandt trangiaerne frem og så blev der stegt hakkebøffer til den helt store guldmedalje. De ømme fødder blev viklet ud af sportstapen og smækket op til luftning og en hviler. Og så var det bare lige på hovedet i seng.
Jeg vågnede klokken 6 næste morgen (det indre ur er ikke helt med på det med tidszoner) og listede mig ud fra sovesalen hvor vi havde sovet hulter til bulter på madrasser mellem de andre vandrere. Jeg fik snøret vandrestøvlerne og gik ud for at kigge på søen og bjergene i morgenlyset. Tågen var lettet og det var helt klart vejr, så jeg kunne se til verdens ende fra en lille bjergtop jeg gik op på. Og den dal, der var fyld med flydende skyer aftenen før, var tom og grøn og havde et lille vandløb i bunden. Jeg sad der for mig selv og nød stilheden og lyden af enorme ensomme bjerge inden jeg tog et par billeder af de skægge planter og gik tilbage til hytten og lavede havregrød til gruppen.
Dagens vandring blev noget mere overkommelig end den første. Det første stykke gik opad (men overkommeligt opad) gennem de nøgne klippede bjerge. Vi mødte mange andre vandrere der gik den modsatte vej. De kunne fortælle, at vi om ikke længe ville nå dagens peak og herefter kunne ’glide’ resten af vejen. Så efter frokost gik det rask derudad. Vi holdt en rytme der hed 50 minutters gang ad gangen med 10 pause. Sune gav os fifs til vandreteknikker til at gå nedad, så vi fik trænet både skovskiderskridt, ’stenen-
er-din-ven-teknik og lunte-teknik. Da vi havde nået dagens top var vi kommet op på kammen af bjerget og resten af ruten løb bare lige på kammen, så det med vandreteknikkerne og det lette terræn, blev det betydeligt lettere at gå og det gik i forrygende fart.
Et sted på bjergkammen mødte vi et af de andre vandrehold. De kom imod os fra den hytte vi havde kursen mod. Eva var blevet syg og de havde derfor besluttet at blive i hytten en nat mere og nu var bare et par stykker af dem på en dagtur inden de ville tilbage til samme hytte hvor Eva lå og sov. Vi nåede allerede hytten om eftermiddagen og vi fik bildt Marianne et eller andet ind, så hun gik med til at slå teltet op, mens vi kunne lave hendes lagkage i hemmelighed. Fløden blev til smør inden den blev til flødeskum og lagkagebundene var smuldret lidt, men kagecremen var fortryllende og ananassen ligeså, så det blev en meget fin lagkage med fine lys og et stort M af chokoladedrys. Vi sang højskolefødselsdagssangen og hun blev mægtig glad. Sune vandretraditionen tro medbragt en ikke spiselig overraskelse, så eftermiddagen stod gør-din-vandre-ven-en-tjeneste-bingo.
Hytten var noget mindre end den anden og der var en familie med børn, så natten blev tilbragt i telt på en bulet skråning.
Sidste vandredag kunne vi vælge mellem flere ruter og jeg var gik sammen med et par fra min egen vandregruppe og et par fra Evas vandregruppe mod dalen og de ventende biler. Trægrænsen kom igen og vi nåede søen som vi gik langs med. Søren og Mette faldt fra et sted hvor Søren kunne fiske og mig, Natali og Eva (der havde fået det bedre) gik den fine tur langs søen. Da vi kom til parkeringspladsen spiste vi vores medbragt mad (knækbrød med smøreost og hummus) og tog en slapper mens vi ventede på at bilerne skulle samle os op. Jeg kiggede på en megafed sejljolle og tog et par billeder af de fine birketræer mens jeg vrikkede med min bare tæer, der nød at være nede fra bjerget og glædede sig over ikke at have haft ondt som de ellers plejer at have når de vandrer.
Det er nok den bedste vandretur jeg nogensinde har været på. FEDT FEDT FEDT.
De forskellige grupper blev sat af forskellige steder og min gruppe startede ved Lake Rotaroa, hvor vi med lynets hast fik lange bukser på og myggenet over hovederne, da vi blev budt velkommen af en hulens masse sandflies. Så tog vi watertaxi til den anden ende af søen til Sabines Hut, hvor vi tankede. Nu begyndte vandreeventyret for alvor.
Første del af turen gik noget nær lodret op. Vi steg fra 450 mod. til 1500 mod. i løbet af de første 2-3 km. Det var vandvittigt. Godt nok hårdt. Jeg synes det er hårdt at kravle sådan op. Jeg måtte bruge træerne til at hale mig op, så jeg brugte armmusklerne ligeså meget som benmusklerne. Efter et lille stykke opdagede jeg at min vanddunk manglede og jeg måtte ned igen. Øv.
Bortset fra den hårde stigning nød jeg turen gevaldigt. Sune havde indført et talsystem, der skulle beskrive ens velbefindende. 1 er godt. 3 er skidt. Jeg var på 1. For skoven var SÅ smuk! Det var sådan en fjeldbirkeskov. Oppefra (over trægrænsen) ligner der bløde brokolibakker. Bladene er bittesmå, så det nærmest ligner bonzei træer der bokser på træer af almindelig størrelse. Meget fint. Desværre var Iben syg. Snot forkølet og hun havde det virkelig skidt. Så tempoet var skruet heeeelt ned. Det passede mig sådan set fint, for når det går så stejlt opad, er det ikke fedt at gå hurtigt.
Sune er en rigtig fin lærer at have med på vandring. Ligesom da vi var på den lange kajaktur. Han er rigtig dygtig, kompetent og pædagogisk. Og han er hyggelig at være sammen med. Da Iben havde det dårligt, bar han hendes taske for hende.
Langt om længe kom vi ud af skoven, da vi nåede op over trægrænsen og det blev samtidig mindre stejlt. Vi holdt en pause og drak saftevand mens vi nød den gode udsigt, der ellers havde været skjult af træerne. Trægrænsen afhænger af hvor meget sol og varme, der er i sommermånederne. Så trægrænsen er fx højere i NZ end i Norge.
Mens vi sad der kom et par forbi. De sagde at vi havde mindst tre timers gang tilbage. Det lød lidt hårdt, så vi sluttede saftevandspausen og satte kursen med toppen. Det blev nu hårdt på en anden måde fordi solen bagte på os fra en meget blå skyfri himmel.
Da vi nåede toppen, var der selvfølgelig en top mere på den anden side og sådan blev det ved længe. Men det var utrolig smukt med bjerge farvet helt orange af de jernholdige klipper. Uldtrøjerne og vindjakkerne blev trukket på, for det er koldt på toppen.
Plantelivet ændrer sig og bliver virkelig finurligt når man kommer op i højderne. På et tidspunkt passerede vi også græsgrænsen (hvis der ellers er noget der hedder sådan) og planterne voksede direkte på klipperne. Sune udpegede en lavtype, der kun vokser 1 mm per 100 år. Så kunne man næsten ikke få sig selv til at træde på dem. Nogle af planterne lignede små filtkugler og de var vandafvisende på en skægt måde (prøvede selv efter med en tissetår). Det er helt utroligt, at der overhovedet kan vokse noget i så goldt et landskab.
De tre timer fra saftevandsstedet var for længst overskredet og vi måtte indstille os på at få sen aftensmad. Vores mål var nu i stedet at nå frem inden mørkets frembrud, så vi ikke ville får endnu sværere ved at nå frem. Vi satte kursen mod den næste top (der selvfølgelig igen viste sig ikke at være den sidste eller den højeste) og det blev nu for alvor stejlt. Denne gang stejlt ’den anden vej’ så vi gik på langs af det stejle med meget langt ned til vores venstre side. På et tidspunkt måtte jeg læne mig ind mod klippevæggen og kante mig langs den, og flere steder måtte vi assistere hinanden når der skulle klatres.
Til sidst nåede vi også ’plantegrænsen’ og der var kun sten og klipper tilbage, så stien ikke længere frivilligt lod sig afsløre. Og tåge begyndte at smyge sig om os så vi havde et helt skytæppe liggende under os. Til gengæld havde vi nået toppen og vi kunne nu ’bare’ gå. Og så begyndte det at gå nedad igen. Planterne kom igen og efterfulgt af græsset og da vi langt om længe fik øje på hytten i det fjerne, blev fødderne pludselig lidt mindre ømme og taskerne 20 kg lettere og der blev overskud til at nyde den helt fantastisk udsigt vi havde over dalen og søen, hytten lå ved siden af. Hytten lå lige ved et bjergpas med søen på den ene side og en tågefuld dal på den anden så der dannedes en lille smal grøn sti på bjergkammen som vi kunne gå ad til hytten. På trods af stor iver efter at komme hurtigt ned til hytten, blev kameraerne fisket frem fra de vandtætte pakposer og den smukke udsigt blev foreviget.
Hytten var fuld af andre vandrere, der undrede sig over vi var kommet så sent. Vi fandt trangiaerne frem og så blev der stegt hakkebøffer til den helt store guldmedalje. De ømme fødder blev viklet ud af sportstapen og smækket op til luftning og en hviler. Og så var det bare lige på hovedet i seng.
Jeg vågnede klokken 6 næste morgen (det indre ur er ikke helt med på det med tidszoner) og listede mig ud fra sovesalen hvor vi havde sovet hulter til bulter på madrasser mellem de andre vandrere. Jeg fik snøret vandrestøvlerne og gik ud for at kigge på søen og bjergene i morgenlyset. Tågen var lettet og det var helt klart vejr, så jeg kunne se til verdens ende fra en lille bjergtop jeg gik op på. Og den dal, der var fyld med flydende skyer aftenen før, var tom og grøn og havde et lille vandløb i bunden. Jeg sad der for mig selv og nød stilheden og lyden af enorme ensomme bjerge inden jeg tog et par billeder af de skægge planter og gik tilbage til hytten og lavede havregrød til gruppen.
Dagens vandring blev noget mere overkommelig end den første. Det første stykke gik opad (men overkommeligt opad) gennem de nøgne klippede bjerge. Vi mødte mange andre vandrere der gik den modsatte vej. De kunne fortælle, at vi om ikke længe ville nå dagens peak og herefter kunne ’glide’ resten af vejen. Så efter frokost gik det rask derudad. Vi holdt en rytme der hed 50 minutters gang ad gangen med 10 pause. Sune gav os fifs til vandreteknikker til at gå nedad, så vi fik trænet både skovskiderskridt, ’stenen-
er-din-ven-teknik og lunte-teknik. Da vi havde nået dagens top var vi kommet op på kammen af bjerget og resten af ruten løb bare lige på kammen, så det med vandreteknikkerne og det lette terræn, blev det betydeligt lettere at gå og det gik i forrygende fart.
Et sted på bjergkammen mødte vi et af de andre vandrehold. De kom imod os fra den hytte vi havde kursen mod. Eva var blevet syg og de havde derfor besluttet at blive i hytten en nat mere og nu var bare et par stykker af dem på en dagtur inden de ville tilbage til samme hytte hvor Eva lå og sov. Vi nåede allerede hytten om eftermiddagen og vi fik bildt Marianne et eller andet ind, så hun gik med til at slå teltet op, mens vi kunne lave hendes lagkage i hemmelighed. Fløden blev til smør inden den blev til flødeskum og lagkagebundene var smuldret lidt, men kagecremen var fortryllende og ananassen ligeså, så det blev en meget fin lagkage med fine lys og et stort M af chokoladedrys. Vi sang højskolefødselsdagssangen og hun blev mægtig glad. Sune vandretraditionen tro medbragt en ikke spiselig overraskelse, så eftermiddagen stod gør-din-vandre-ven-en-tjeneste-bingo.
Hytten var noget mindre end den anden og der var en familie med børn, så natten blev tilbragt i telt på en bulet skråning.
Sidste vandredag kunne vi vælge mellem flere ruter og jeg var gik sammen med et par fra min egen vandregruppe og et par fra Evas vandregruppe mod dalen og de ventende biler. Trægrænsen kom igen og vi nåede søen som vi gik langs med. Søren og Mette faldt fra et sted hvor Søren kunne fiske og mig, Natali og Eva (der havde fået det bedre) gik den fine tur langs søen. Da vi kom til parkeringspladsen spiste vi vores medbragt mad (knækbrød med smøreost og hummus) og tog en slapper mens vi ventede på at bilerne skulle samle os op. Jeg kiggede på en megafed sejljolle og tog et par billeder af de fine birketræer mens jeg vrikkede med min bare tæer, der nød at være nede fra bjerget og glædede sig over ikke at have haft ondt som de ellers plejer at have når de vandrer.
Det er nok den bedste vandretur jeg nogensinde har været på. FEDT FEDT FEDT.
tirsdag den 11. januar 2011
Kajakeventyr i Abel Tasman Nationalpark
I New Zealand har man meget strikse regler for at lade folk sejle i kajak. Det er jo i og for sig rigtig godt, at de ikke lader nogen tage ud på vandet uden at det er forsvarligt, men når man er en gruppe, der alle har haft en ordentlig masse kajakundervisning, så kan det virke noget omsonst at skulle igennem et totimers introkursus. Og endnu mere, når de kajakker vi skulle sejle i, var totalt kæmpe brede og stort set umulige at få til at rulle.
Strandene og vandet og kysten på Abel Tasman er det smukkeste landskab jeg nogensinde har set. Jeg havde egentlig skruet forventningerne til naturen ned, fordi jeg var bange for at blive skuffet, hvis alles ’New Zealand er det smukkeste sted i verden’ havde givet mig for høje forventninger. Men de forventninger er skruet helt op igen og mere til, for Nøj, hvor er her smukt…og vi har dårlig nok bevæget os ind i nationalparkerne endnu.
Vandet er det mest klarer blågrønne vand jeg nogensinde har set. Et hvert charterrejsemagasin kan godt gå hjem i brændeovnen, intet måler sig med Abel Tasmans kajakvand. Vi roede et langt stykke tid. Ud til en søløvekoloni og langs den smukke kystlinie hvor de urskovsklædte bjergene steg direkte op af vandet ind til en ensom sandstrand hvor vi spiste frokost og badede i det klare vand. Jeg blev forvandlet til at 5-årigt barn og kunne ikke trækkes op af vandet igen og ud af min leg med bølgerne.
Vi nåede frem til Bark Bay hvor vi hev kajakkerne langt op på stranden, væk fra det glubske tidevand, der er så stærkt her, at hele Bark bay var tørlagt og de både der var andkommet tidligere på dagen, stod på fast grund. Det så ret skægt ud. Da vi gik en lille tur senere kunne vi gå og samle levende muslinger (nogen stegte dem over bål) og krabber op fra sandet. Sandbunden havde lagt sig i et smukt mønster ud over hele bugten.
På lejerpladsen mødte jeg en pige, der var på vandretur alene med sit lille telt og med en maskottøjkat på toppen af sin rygsæk. Hun fortalte, at det godt kan lade sig gøre, at vandre på nogle af de mange vandreruter alene og at de kan hjælpe på tur-kontorerne med at udpeje, dem der egner sig. Så nu glæder jeg mig rigtig meget til at skulle ud at vandre. Uanset om jeg så gør det selv, eller finder nogen at tage af sted sammen med.
Vi stod op lidt halvsent næste morgen. Eller det vil sige, vi vågnede tidligt, for det er svært helt at få vendt sit døgn om, men vi gav os god tid hele morgenen med hyggelig morgenmad bestående af den sædvanlige havregrød med nødder og rosiner. Jeg var netop ved at koge en ekstra portion, da jeg blev stukket af en bi. Det er godt nok lang tid siden jeg har prøvet det. Uf, hvor gør det dog ondt.
Natali, Søren og Michala var vågnet op med feber og ondt i lungerne, så da vi andre tog af sted, tog de med en Watertaxi tilbage og røg en tur til lægen. Stakkels dem, at de skulle gå glip af resten af kajakturen.
Vi delte os i grupper og vi var en lille gruppe på seks personer inklussiv Sune, der begav os ud på den lange tur til Shark Habour. Og hvor er jeg dog glad for at jeg valgte den tur. For det var helt vidunderligt. Vi kom til nogle helt fantastisk smukke steder og når man er så lille en gruppe bliver landskabet og naturen bare dobbelt så storslået. (Sara, Eva, Anne, Mette, Asger , Mig og Sune)
Vi sejlede ud til en lille ø hvor vi kunne ligge i læ og kigge på søløverne der lå og solede sig. Vi nåede til Shark Habour, der var det mest fantastiske lille paradis gemt inde bag klipperne. Vandet var helt stille og vi sejlede elle stykke ind som på en å. I bundet spiste vi vores frokost siddende i kajakkerne for der var ingen strand, at gå i land på.
Næste stop blev en lille paradisstrand hvor jeg kogte nogle ris mens de andre solede sig. Og pludselig mens vi sad der, kom en søløve svømmende helt ind til kysten og poserede for os med sine dovne luffer slaskende om sig.
Bølgerne var kæmpe høje og vi surfede af sted på dem til Anchorage Bay hvor den ’korte’ gruppe havde slået lejer. Vi fik pasta med tun i flødesov og brokoli til aftensmad. Det var en totalt succesaftensmadsret, som jeg vil skrive mig bag øret. Mums.
Efter maden var vi fem stykker som gik en tur til Kleopatras Spa, der var en vandfald ned i en ferskvandså, som vi kunne bade i. Det var megakoldt, men det var rigtig sjovt. Et sted dannede klipperne en naturlig vandrutsjebane og vi susede ned af den. Da vi begav os tilbage igen blev det hurtigt mørkt, og jeg måtte holde Sara i hånden for at finde vej. Det tog en times tid at gå tilbage og da vi kom til stranden, mødte vi en familie og en gut som åbenbart var deres guide. De tog os med på en lille tur ind i nogle grotter for at se på gloing worms. De findes kun i New Zealand og er egentlig ikke orme, men en slags madiker, der sætter ild til deres afføring, så den lyser lidt blåligt. Det ser meget spøjst ud. Lidt som de stjerne børn klistrer i loftet over deres seng. Ormene forbupper sig og bliver til et eller andet insekt, der lever i syv dage. De kan ikke spise, men skal nå at pare sige i løbet af deres korte liv. I en grotte ved siden af fik vi et chok da guiden tænde sin lygte og kæmpe gigantiske græshopper sad overalt på glippevæggene. AD AD AD, vi kom ud i en fart. Guiden forklarede herefter noget om stjernener og viste os, hvordan man kan finde syd ved at trække linier mellem sydkorset og to andre stjerner han pejede ud. Jeg kunne ikke få øje på sydkorset, så intet smart himmelkompas til mig.
Næste morgen, havde mad gruppen blandet rundt i vores trangiaer, så nu er jeg pist over at have en gammel sort gryde i stedet for min egen nye. Øv.
Sidste kajakdag delte vi os i piger og drenge og tøserne tog på en meget hyggelig tur ud til en ø hvor vi spise frokost (jeg er ret træt af frokosten, der består af dårligt lyst brød og klamt pålæg, så jeg spiste en rå brokoli nogen havde glemt at putte i tunretten aftenen inden.), inden vi sejlede sydpå til Split apple Rock, der en en kæmpe stor kuglerund klippe, der er flækket midt igennem. Det ser ret vildt ud.
Og så gik turen tilbage gennem de kæmpe bølger til vores udgangspunkt i Marahou. Vi skiftede til noget tørt tøj og satte os i bussen godt trætte efter en fantastisk tur.
Nu er vi i Nelson og har hviledag inden vi i morgen tager tidligt af sted på vores vandretur omkring Nelson Lake. Vi er blevet niveaudelt i tregrupper og jeg håber mine fødder holder. Jeg har taget et tiltrængt bad og fået flettet en ny fletning og om lidt tager vi ind til byen for at tulle lidt rundt.
Strandene og vandet og kysten på Abel Tasman er det smukkeste landskab jeg nogensinde har set. Jeg havde egentlig skruet forventningerne til naturen ned, fordi jeg var bange for at blive skuffet, hvis alles ’New Zealand er det smukkeste sted i verden’ havde givet mig for høje forventninger. Men de forventninger er skruet helt op igen og mere til, for Nøj, hvor er her smukt…og vi har dårlig nok bevæget os ind i nationalparkerne endnu.
Vandet er det mest klarer blågrønne vand jeg nogensinde har set. Et hvert charterrejsemagasin kan godt gå hjem i brændeovnen, intet måler sig med Abel Tasmans kajakvand. Vi roede et langt stykke tid. Ud til en søløvekoloni og langs den smukke kystlinie hvor de urskovsklædte bjergene steg direkte op af vandet ind til en ensom sandstrand hvor vi spiste frokost og badede i det klare vand. Jeg blev forvandlet til at 5-årigt barn og kunne ikke trækkes op af vandet igen og ud af min leg med bølgerne.
Vi nåede frem til Bark Bay hvor vi hev kajakkerne langt op på stranden, væk fra det glubske tidevand, der er så stærkt her, at hele Bark bay var tørlagt og de både der var andkommet tidligere på dagen, stod på fast grund. Det så ret skægt ud. Da vi gik en lille tur senere kunne vi gå og samle levende muslinger (nogen stegte dem over bål) og krabber op fra sandet. Sandbunden havde lagt sig i et smukt mønster ud over hele bugten.
På lejerpladsen mødte jeg en pige, der var på vandretur alene med sit lille telt og med en maskottøjkat på toppen af sin rygsæk. Hun fortalte, at det godt kan lade sig gøre, at vandre på nogle af de mange vandreruter alene og at de kan hjælpe på tur-kontorerne med at udpeje, dem der egner sig. Så nu glæder jeg mig rigtig meget til at skulle ud at vandre. Uanset om jeg så gør det selv, eller finder nogen at tage af sted sammen med.
Vi stod op lidt halvsent næste morgen. Eller det vil sige, vi vågnede tidligt, for det er svært helt at få vendt sit døgn om, men vi gav os god tid hele morgenen med hyggelig morgenmad bestående af den sædvanlige havregrød med nødder og rosiner. Jeg var netop ved at koge en ekstra portion, da jeg blev stukket af en bi. Det er godt nok lang tid siden jeg har prøvet det. Uf, hvor gør det dog ondt.
Natali, Søren og Michala var vågnet op med feber og ondt i lungerne, så da vi andre tog af sted, tog de med en Watertaxi tilbage og røg en tur til lægen. Stakkels dem, at de skulle gå glip af resten af kajakturen.
Vi delte os i grupper og vi var en lille gruppe på seks personer inklussiv Sune, der begav os ud på den lange tur til Shark Habour. Og hvor er jeg dog glad for at jeg valgte den tur. For det var helt vidunderligt. Vi kom til nogle helt fantastisk smukke steder og når man er så lille en gruppe bliver landskabet og naturen bare dobbelt så storslået. (Sara, Eva, Anne, Mette, Asger , Mig og Sune)
Vi sejlede ud til en lille ø hvor vi kunne ligge i læ og kigge på søløverne der lå og solede sig. Vi nåede til Shark Habour, der var det mest fantastiske lille paradis gemt inde bag klipperne. Vandet var helt stille og vi sejlede elle stykke ind som på en å. I bundet spiste vi vores frokost siddende i kajakkerne for der var ingen strand, at gå i land på.
Næste stop blev en lille paradisstrand hvor jeg kogte nogle ris mens de andre solede sig. Og pludselig mens vi sad der, kom en søløve svømmende helt ind til kysten og poserede for os med sine dovne luffer slaskende om sig.
Bølgerne var kæmpe høje og vi surfede af sted på dem til Anchorage Bay hvor den ’korte’ gruppe havde slået lejer. Vi fik pasta med tun i flødesov og brokoli til aftensmad. Det var en totalt succesaftensmadsret, som jeg vil skrive mig bag øret. Mums.
Efter maden var vi fem stykker som gik en tur til Kleopatras Spa, der var en vandfald ned i en ferskvandså, som vi kunne bade i. Det var megakoldt, men det var rigtig sjovt. Et sted dannede klipperne en naturlig vandrutsjebane og vi susede ned af den. Da vi begav os tilbage igen blev det hurtigt mørkt, og jeg måtte holde Sara i hånden for at finde vej. Det tog en times tid at gå tilbage og da vi kom til stranden, mødte vi en familie og en gut som åbenbart var deres guide. De tog os med på en lille tur ind i nogle grotter for at se på gloing worms. De findes kun i New Zealand og er egentlig ikke orme, men en slags madiker, der sætter ild til deres afføring, så den lyser lidt blåligt. Det ser meget spøjst ud. Lidt som de stjerne børn klistrer i loftet over deres seng. Ormene forbupper sig og bliver til et eller andet insekt, der lever i syv dage. De kan ikke spise, men skal nå at pare sige i løbet af deres korte liv. I en grotte ved siden af fik vi et chok da guiden tænde sin lygte og kæmpe gigantiske græshopper sad overalt på glippevæggene. AD AD AD, vi kom ud i en fart. Guiden forklarede herefter noget om stjernener og viste os, hvordan man kan finde syd ved at trække linier mellem sydkorset og to andre stjerner han pejede ud. Jeg kunne ikke få øje på sydkorset, så intet smart himmelkompas til mig.
Næste morgen, havde mad gruppen blandet rundt i vores trangiaer, så nu er jeg pist over at have en gammel sort gryde i stedet for min egen nye. Øv.
Sidste kajakdag delte vi os i piger og drenge og tøserne tog på en meget hyggelig tur ud til en ø hvor vi spise frokost (jeg er ret træt af frokosten, der består af dårligt lyst brød og klamt pålæg, så jeg spiste en rå brokoli nogen havde glemt at putte i tunretten aftenen inden.), inden vi sejlede sydpå til Split apple Rock, der en en kæmpe stor kuglerund klippe, der er flækket midt igennem. Det ser ret vildt ud.
Og så gik turen tilbage gennem de kæmpe bølger til vores udgangspunkt i Marahou. Vi skiftede til noget tørt tøj og satte os i bussen godt trætte efter en fantastisk tur.
Nu er vi i Nelson og har hviledag inden vi i morgen tager tidligt af sted på vores vandretur omkring Nelson Lake. Vi er blevet niveaudelt i tregrupper og jeg håber mine fødder holder. Jeg har taget et tiltrængt bad og fået flettet en ny fletning og om lidt tager vi ind til byen for at tulle lidt rundt.
Startproblemer
Jeg havde ventet utålmodigt hele dagen på endelig at skulle af sted. Valgte oven i købet en tidlig bus for at være i god tid. Men sådan skulle det ikke blive. For jeg kom til at vente rigtig længe på bussen, som bare ikke dukkede op. Og da jeg stod der og glanede kunne jeg godt regne ud, at jeg nu heller ikke ville nå toget. Og ganske rigtig: jeg missede det og det jeg kom med blev forsinket nok til at jeg heller ikke nåede det næste tog. Jeg var derfor en halv time for sent i lufthavnen og gruppen havde selvfølgelig forladt mødestedet og var gået til gaten. Men jeg fandt dem og alle kom godt med flyet.
Den første lange tur fra London til Bangkok gik fin, og jeg sov det meste af vejen, selvom jeg ellers havde haft planer om at vende mit døgn om fra starten. Den næste tur fra Bangkok til Sydney gik sådan set også fint, men NØJ, hvor var det helt ekstremt kedeligt. Den her flyrejse har været mere end dobbelt så lang tid som når jeg ellers har været af sted. Puha…Jeg så en masse film og kedede mig endnu mere. Problemerne kom, da vi skulle fra Sydney til Wellington. Vi havde alle fundet vores pladser i flyet og den var kørt frem til startbanen, da det blev annonceret, at der var noget galt med den ene motor (eller hvad det var), så vi ikke kunne komme af sted før det var ordnet. Og da vi havde forladt gaten, var der ikke andet for, end at vi måtte blive siddende på vores pladser og vente. Så det gjorde vi - i ikke mindre end tre timer. Og problemet var ikke rigtig løst, men de fandt en lappeløsning, som gik ud på at vi skulle flyve en anden rute, hvilket på mystisk vis skulle afhjælpe motorproblemet. Den nye rute tog så også bare lige noget længere, så vi endte med en tur på 4 timer. Super lækkert. Da vi endelig kom frem var to af gutternes bagage strandet i London.
Forsinkelsen gjorde, at vi ikke nåede vores færge videre til Sydøen, og vi måtte overnatte på en campingplads i Wellington.
Næste dag gik turen over med færgen. En meget smuk tur gennem Sydøens nordlige skærgård. Og her begyndte så de næste problemer, for jeg begyndte at få ondt i maven. Jeg havde mærket det allerede på flyturen, men ikke så galt og jeg havde tænkt det nok ville gå over af sig selv. Det gjorde det så ikke, og tanken om at den forestående tredages kajaktur skulle gå i vasken og tanken om at sidde ude i ødemarken med ondt i maven uden at kunne komme til lægen var ikke just attraktiv, så mens resten af gruppen slog sig ned i en park, kørte jeg med Rune til lægen i den lille bil. Lægen fandt synderen og udskrev en recept. Det kostede den nette sum af 130 Dollars! Dejligt sundhedssystem de har her.
Håber min forsikring dækker.
Vi kørte et godt stykke til Marahou i Abel Tasman hvor de andre havde ventet læææænge på os…og på aftensmaden som vi havde glemt lå i den lille bil. Ups.
Så var vi klar til kajakeventyr!
Den første lange tur fra London til Bangkok gik fin, og jeg sov det meste af vejen, selvom jeg ellers havde haft planer om at vende mit døgn om fra starten. Den næste tur fra Bangkok til Sydney gik sådan set også fint, men NØJ, hvor var det helt ekstremt kedeligt. Den her flyrejse har været mere end dobbelt så lang tid som når jeg ellers har været af sted. Puha…Jeg så en masse film og kedede mig endnu mere. Problemerne kom, da vi skulle fra Sydney til Wellington. Vi havde alle fundet vores pladser i flyet og den var kørt frem til startbanen, da det blev annonceret, at der var noget galt med den ene motor (eller hvad det var), så vi ikke kunne komme af sted før det var ordnet. Og da vi havde forladt gaten, var der ikke andet for, end at vi måtte blive siddende på vores pladser og vente. Så det gjorde vi - i ikke mindre end tre timer. Og problemet var ikke rigtig løst, men de fandt en lappeløsning, som gik ud på at vi skulle flyve en anden rute, hvilket på mystisk vis skulle afhjælpe motorproblemet. Den nye rute tog så også bare lige noget længere, så vi endte med en tur på 4 timer. Super lækkert. Da vi endelig kom frem var to af gutternes bagage strandet i London.
Forsinkelsen gjorde, at vi ikke nåede vores færge videre til Sydøen, og vi måtte overnatte på en campingplads i Wellington.
Næste dag gik turen over med færgen. En meget smuk tur gennem Sydøens nordlige skærgård. Og her begyndte så de næste problemer, for jeg begyndte at få ondt i maven. Jeg havde mærket det allerede på flyturen, men ikke så galt og jeg havde tænkt det nok ville gå over af sig selv. Det gjorde det så ikke, og tanken om at den forestående tredages kajaktur skulle gå i vasken og tanken om at sidde ude i ødemarken med ondt i maven uden at kunne komme til lægen var ikke just attraktiv, så mens resten af gruppen slog sig ned i en park, kørte jeg med Rune til lægen i den lille bil. Lægen fandt synderen og udskrev en recept. Det kostede den nette sum af 130 Dollars! Dejligt sundhedssystem de har her.
Håber min forsikring dækker.
Vi kørte et godt stykke til Marahou i Abel Tasman hvor de andre havde ventet læææænge på os…og på aftensmaden som vi havde glemt lå i den lille bil. Ups.
Så var vi klar til kajakeventyr!
Abonner på:
Opslag (Atom)