Efter en mountainbikedag karakteriseret af regn vågnede vi op til det klarestes solskinssommervejr. Og den dejlige solskinsdag nød vi fra indersiden af bilruderne, for vi havde en lang køretur til Mount Cook, New Zealands højeste bjerg. Vi ankom til foden af bjergene til aftensmadstid og efter hurtig teltopslagning, gik jeg igang med at hakke peberfrugt til chili con carne. Fra vinduet i køkkenhytten kunne vi se op på en gletchertunge, der slikkede bjergsiden. Desværre tog maden så lang tid at lave, at jeg ikke fik tid til at kigge nærmere på de smukke omgivelser inden det blev mørkt. Til gengæld fik jeg benyttet lejligheden til at finde nogle flere af mine forbyttede trangiadele. Nu er det kun den store gryde, jeg ikke helt kan kendes ved.
Næste morgen vågnede vi til en ny regnvejrsdag - og så lige til vores vandretur. Vi måtte indstille os på en tur uden at få toppen af Mount Cook at se. Hvis man da ikke tæller min, Sara og Annes aftenrunde med hvor jeg i månens utroligt kraftige skær kunne skimte en hvid top bag de foran liggende bjerge
Temperaturen falder en grad per ti højdemeter man kommer op, så det blev en kold nat og jeg hev alt mit tøj på da jeg skulle ud af posen om morgenen. Jeg var igen kommet i Sunes vandregruppe, og efter morgengrøden begav han og jeg og Natali, Søren, Nina, Mette, Michala og Anne os mod Tasman Valley.
Det første stykke syntes jeg ikke vi lavede andet end at holde tekniske pauser for at få noget af alt tøjet af - det var slet ikke så koldt mere, og man bliver hurtigt varm når man vandrer. Vi havde bare vores små rygsække med, for vi skulle tilbage og overnatte på samme plads igen. Da vi holdt en rigtig pause, var jeg derfor ikke særlig træt, og vi benyttede chancen til at klatre op på morænekanten og kigge ud over gletcheren. Vandreruten gik nede i en slags dal eller kløft dannet af mellemrummet mellem bjergsiden og det 'morænebjerg' isen for mange år siden har presset op. Da vi kom op på toppen kunne fik vi udsigt til den enorme gletchersø fra smeltevandet og gletcheren, der var helt dækket af grå sten og klippestykker, der, pga. isens udvidelse når det fryser, har sprængt sig vej op gennem isen. Det er helt utroligtat det kan lade sig gøre, når isen i første omgang har bevæget sig hen over jorden og klipperne. Ligesom gletchersøvandet var kanterne helt turkisblå, der hvor stykker af is var flækket af. Gletcher er defineret af sammenpakket is og sne, der bliver liggende og som er i bevægelse og af og til kunne vi høre isen give sig og flække og derefter en buldren af klippestykkerne, når de faldt ned i dybet. Det lød ret uhyggeligt og man priste sin lykkestjerne for at man stod i sikkerhed på moræenekanten - selvom der var temmelig stejlt og meget langt ned, så min højdeskræk gav mig et sug i maven.
Vi klatrede ned igen og fortsatte vores vandring. På et tidspunkt løb stien op på morænekammen, så vi kunne nyde fascinationen af den store istunge der slikkede dalen under os. Forude kunne vi se steder på gletcheren, der ikke var dækket af sten, og det lyste hvidt op i horisonten.
Vi nåede frem til 'dalens' ende og begyndte opstigningen til toppen af bjergsiden. Det blev noget af en udfordrende klatretur, hvor vi bragte interesseante samtaleemner på banen, for at tænke på noget andet end hvor stejlt der var ned. Turen op bød både på løse sten og klippeklatring, og enkelte steder gjalt det om at mave sig frem og holde kroppen så tæt på bjergvægen som muligt mens man kravlede op. Men det var en helt fantastisk udsigt, der ventede os da vi nåede toppen og vi hyggede os med en røverhistorie og en müslibar inden vi begyndte nedstigningen samme vej.
På vejen tilbage holdt vi en halv times stillekonkurrence, der skulle tjene til at få ekstra tid til at 'føle' naturen. Men det det var svært og man kom til at fokusere gevaldigt på den is, der måske ventede som præmie, og selvom jeg og Søren havde svært ved at holde det og synes det var ret så kedeligt, klarede vi den.
Det sidste stykke var noget hårdt og til sidst kunne vi næsten ikke vente til vi så bilen. Nøj, hvor var mine ben og fødder ømme. Vi var glade for at være tilbage til hytten efter endejlig tur, og vi sluprede maden i os, som de andre grupperhavde nået at lave tilvi kom hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar