Naa. Her kommer et forsinket indlaeg om de sidste dage i Australien. Jeg har ikke haft saa gode internetmuligheder siden jeg kom til Asien, saa I maa leve med den lange forsinkelse og med at jeg gav op at blogge om oplevelserne her. Dem maa jeg fortaelle om naar jeg komme hjem i stedet.
------
Fra Alice tog jeg et ultrakort smut til Adelaide. Tiden der blev brugt på at cykle rundt i byen for at lede efter lift til Melbourne via the great ocean Road, men uden det store held. Eller det lille. Så cyklen blev vendt og jeg cyklede i stedet med to hollandske piger på chokoladefabrikrundvisning. Gjorde det mest for de gratis smagsprøver, men det var faktisk ganske interessant at høre om hvordan kakaoen udvindes fra kakaobønnen og alt det der, som jeg ville ønske jeg kunne huske. Anaywys. Chokolade giver mere mening nu. Eller snarere ekstra mening...for det har altid givet super meget mening. Mums. Bagefter tog vi på marked og købte billig frugt og smagte på en masse smagsprøver af alt muligt forskelligt. Dansk feta, blandt andet, der ikke smagte anywhere near det man kan få derhjemme.
Og så hoppede jeg på en natbus til Melbourne for at prøve liftlykken der.
I Melbourne var der masser der tilbød lifts, men jeg fandt ingen, der passede ind i tidsplanen (den var ellers ret løs) og dem der gjorde lød underlige og ikke lige nogen jeg skulle nyde noget af at køre med, så jeg endte med at købe en plads på en af de utallige ture, der bliver udbudt. Egentlig tror jeg det er en fordel, for det er skægt at møde de forskellige folk der er med, men det er bloddy dyrt.
Så nu er jeg her. I en turbus på en parkeringsplads i det der skulle forestille at være en frokostpause, men som er endt med at være en hjulet-er-punkteret-pause.
De sidste par dage har jeg brugt på at lade op efter en dårlig oplevelse på hostlet i Adelaide. Jeg har couchsurfet hos Vivien og Dan, et meget rart kinesisk par, der på den mest gæstfrie maner har ladet mig bo i deres lille lejlighed. Vivien har lært mig at lave et par kinesiske retter (glæder mig til at lave dem når jeg kommer hjem) og den ene dag tog vi på cykeltur langs floden og kørte hele vejen ind til byen. På vejen holdt vi en pause i en olivenlund ( der duftede dejligt) og spiste medbragte vindruer og ananas mens vi sludrede og kiggede på nogle roere, der trænene på floden. Frem og tilbage. Da vi kom hjem igen, kørte vi i bil ud til en strand for at kigge på pingvinerne, der kommer ind for at hvile sig for natten. Blå pingviner, verdens mindste pingvinart. Det var skægt at se dem i levende live uden for en zoo, og uden is og sne.
Dagen efter tog jeg tilbage til floden for at følge den på gåben i den modsatte retning. Der skulle efter sigende være en flagermuskoloni. Og ganske rigtigt! Pludselig havde jeg en trilion bilion skrigende flying fixes hængende over hovedet fra træerne. Nogle af dem flaksede rundt, men de fleste sov trygt og godt med deres slaskede vinger svøbt om sig. Putte putte. Det var ret fascinerende at gå der mellem dem...og en lille smule uhyggeligt. De lugtede heller ikke helt vildt godt.
Jeg havde cyklen stående i parken og cyklede tilbage igen. En ting er at skulle koncentrere sig om at cykle i den forkerte side og spejlvende trafikvanerne i lyskrydsene, men samtidig at skulle overleve Australiens ulogiske lyssignalsystem er virkelig en udfordring. Særligt et sted takkede jeg hvor Herre for at lade bilisten se mig og stoppe for mig.
Men cyklen er en genial Sightseeingopfindelse. ...eller også kan jeg bare godt lide at cykle. I Adelaide kunne man leje cykler gratis. Se Det er en genial opfindelse.
Tilbage til den punkteredes bus. Mon ikke den er blevet fixet mens jeg har fortalt? Vi kørte videre og vejret besluttede sig for at slukke for solskinnet og gå i bad i stedet.
------
Blev afbrudt i skriveriet og nu er turen overstået, så jeg vil tillade mig at fortsætte beretningen i datid, hvis De tillader.
Jeg havde fået en sindsyg sidekammerat, Craig,9 i bussen. Han snakkede uafbrudt. Ikke på sådan en, vi-er-begge-ude-at-rejse-og-derfor-snaksagelige-måde, men snarere på en klap-nu kaje-og-giv-mig-fred-måde. Jeg steg på klokken kvart i otte om morgenen og han stod på ti minutter efter. Vi var færdige for dagen klokken 7 om aftenen og han lukkede ikke munden på noget tidspunkt overhovedet. Jo, vent! Når chaufføren gav en besked en gang i mellem. Man kan jo tænke "Hanne overdriver nok lidt. Det ku da sikkert være hyggeligt med en samtalepartner på turen". Men tro mig! Jeg har talt med masser af mennesker og elsker at møde andre rejsende og udveksle beretninger og holde hinanden med selskab, men det her!!! Det var ikke en samtale. Han fortalte om alt tænkeligt. Om hvilke karakterer han fik i highschool, at han var 13, da han begyndte at drikke. Hvad han dengang foredrak at drikke og hvordan drikevanerne havde udviklet sig (alkohollen blev senere et emne forbundet med ham på turen) hvad han spiste juleaften, hvor mange kængurubamser han havde købt til sine kusiner. Hvilket rugbyteam han holdt med, hvor tit han ringede til sin far. Det var så galt, at de andre sendte mig medlidende blikke. Enkelte 'stakkels dig' kommentarer. Og efter en halv time havde jeg fået hold i nakken af at dreje hovedet i hans retning. Efter et stykke tid opgav jeg høfligheden og kiggede i stedet ud af vinduet og nøjedes med et par "hmm hmm" en gang i mellem for at lade som om jeg fulgte med. Han blev bare ved og ved. Selv da jeg lukkede øjnene og ikke svarede mere blev han bare ved. Det var seriøst trættende.
Vi fik skiftet hjulet og fortsatte til warrnambool, der er begyndelsen af the great Ocean Road. På vejen stoppede vi og besøgte en ostekælder til ostesmagning. Jeg smagte en oldgammel en jeg ikke kan stave til (og man skal jo nødig forsøge sig med de huk man får fra sin mor når bloggen vidner om, at jeg ikke kan overleve uden elektronisk stavekontrol), men den var så stærk, at den smagte af armoniak eller salmiaklakrids. Fint på kiks, men ikke lige noget til morgenbordet. Og ellers chili ost, pebberost og altmuglig herbs-ost. Altså...fintnok, men aussierne er altså ikke bedre til det med ost end NZ'erne.
Vi kørte lidt længere til et sted hvor guiden lovede koalabjørne og emuer. Og hvis vi var heldige, sagde han, ville vi måske se skyggen af en kænguru. Men det var ikke så tit. Vi holdt udkig efter koalerne og strakte nakkehvirvlerne helt ud i håbet om at se en lille nuttet bjørn sove i trætoppene.
Og så så vi den første kænguru. Og den næste. Og vi hoppede ie af bussen for at tage billeder og blev våde i regnen mens vi gloede og gloede og så den fjedre rundt. Det var en wallaby og en grå.
Vi følte os heldige, som guiden havde sagt vi var, og da vi også fik to emuer og to koalabjørne at se, var vi slet ikke til at pille ned. Men det var ikke slut med heldet endnu. Da vi rundede det næste sving, kom vi til en eng der var så propfyld med de nuttede springfyre, at man skulle tro det var det årlige kængurutraf. Jeg begyndte at tælle, men blev træt af det da jeg nåede til 58. I midten var førehannen med sine kæmpe store, pumpede bodybuilderboxerarme. Ham ville jeg nødig blive uenig med. Hunnerne dovnede lidt rundt med deres spænstige haler som et tredje ben og små unger tittende op af pungen.
Med alle de kænguruer på opleveren kunne turen, uanset hvor skævt resten af den så måtte gå, kun blive en succes.
Langs kysten stoppede vi forskellige steder for at se de forskellige formationer bølgerne har efterladt landsabet i. Vi nåede til the twelve apostles ved solnedgang og så solen gå ned over de store gule 'sandstensklumper' der stod som kæmper i vandet. Det giver ikke mening, at de heder the twelve apostles, for der var oprindeligt 18. Nu er der 14, efter bølgerne i tidens løb har væltet nogle af dem omkuld.
På hostlet stod den på BBQ i hyggeligt selskab og jeg fandt ud af at to af de andre der var med også havde boet på Sunnny's i Adelaide og også havde haft en dårlig oplevelse. Det var rart at have nogen at dele det. Vi fik tildelt vores værelser og søreme om ikke jeg havnede på samme dormitory som Craig. Det kunne jeg ikke lige overskue, og med en undskyldning om at jeg ikke ville sove på værelse med drenge, og med tilladelse fra hostelmanageren, slæbte jeg madrassen ind til pigerne og sov på gulvet der.
Andendagen gik med at kigge på flere fine steder. Vil ikke nævne dem alle, for det bliver for kedeligt, men lige et par stykker er vel ok. Et sted mødte jeg en pige jeg boede på værelse med på et hostel i NZ. Man skal aldrig sige aldrig, når man er lidt træt af hele tiden at skulle præsentere sig for nye mennesker man alligevel 'aldrig' kommer til at de igen.
I Apollo Bay var der festival og jeg holdt udkig efter et australsk par jeg ligeledes havde mødt i NZ og som jeg vidste ville befinde sig til festivallen. Men uden held.
Vi gik tur i en koldtempereret regnskov fyldt med en slags træer jeg ikke kan huske hvad hedder, men som er verdens anden højeste. De var temmelig høje, ligesom træbregnerne, der vokser så langsomt, at et eksemplar lidt højere end mig snildt kunne være hundrede år gammelt.
Og så kan jeg ikke huske hvad vi mere lavede, men vi havde det hyggeligt og sjovt og brugte en masse tid på at tage fjollede billeder.
Da vi var lige ved og næsten at være tilbage i Melbourne punkteredes vi igen. Hvad er oddsne for det? Vi strakte benene mens guiden legede mekaniker nok en gang og vi tog alle sammen en milion billeder af firmaets logo, der indeholder et bildæk.
Fik udvekslet kontakter på rejsekammeraterne og jeg fandt mit tog tilbage til min forstad.
Den sidste dag i Melbourne blev brugt på at rende rundt i byen. Så et standup/akrobat show med en gut, der var så sjov, at jeg skraldgrinede selvom jeg ikke havde nogen at grine med. Bagefter gik jeg en rute, der skulle have en masse streetart, men det var ikke særlig interessant, så jeg satte kursen mod et marked. Efter at have gået et godt stykke tid, spurgte jeg en dame om vej. Hun sagde at jeg var på rette vej og forklarede omhyggeligt ruten for mig, hvorefter hun tilføjede at markedet var lukket.
Busturen til Sydney var lettere end den sidste, men stadig lang og trættende. Kan man virkelig føle sig ældre end da man var ung, når man stadig skal forestille at være ung. Sådan en overnatning i en bus var intet problem for et par år siden.
Var så træt, da jeg nåede frem, og jeg nægtede at lade hele min dag blive smadret ligesom efter sidste bustur, så jeg fandt en bænk i botanisk have og faldt omgående i søvn på den. Vågnede først, da solen omdannede klimaet under min jakke til noget nær det de har i tropezoo.
Så var jeg til gengæld fuld af fart og spilopper og jeg gik en tur i haven og rundt i byen.
Hjemme hos Lynne og Kevin stod den på børnefødselsdag og en masse gæster. Jeg sov derfor på en madras på gulvet i stuen...the lounge.
Der stiftede jeg for alvor bekendtskab med Australiens vildlife, da jeg trådte på det jeg troede var en tegnestift. Min første tanke var "hvorfor har de dog tegnestifter på gulvet, når de ingen opslagstavler har". Derefter kiggede jeg ned på min fod for at fjerne den og der, under min fodsål, sad en stor, lodden edderkop. Min første tanke i denn omgang var så "åh" og alt blodet fløj retur til hjertet og efterlod mine lemmer lettere slappe. Anden tanke var "rolig nu, det er ikke sikkert du skal dø". Og så børstede jeg krybet af foden (den prøvede ellers så godt dens mange ben nu kunne klamre, at blive siddende.), gik ud i køkkenet hvor Kevin sad, og fik bekræftet, at jeg godt kunne satse på at holde mig i live...i denne omgang. En omgang sprit på biddet, et klask på den, derefter flade, edderkop og så på hovedet i seng.
Min sidste dag i Sydney blev den bedste af slagsen. Jeg tog en bus ud til bydelen Glebe, hvor jeg før havde været. Denne gang med større held til at finde det buddhistiske tempel jeg havde ledt efter. Tænkte det kunne være spændende at se hvordan sådan et ser ud, når det er plasseret i Sydney. Det viste sig at være et kinesisk tempel (Sze Yup Kwan Ti Temple) så det var svært at sammenligne med dem jeg har set i Thailand. Men selvfølgelig var det kinesisk. Ved ikke hvad jeg ellers havde regnet med med alle de kinesere der er her. Jeg begynder at forstå hvad hollænderen i Dannevirke i NZ mente, da han sagde at kineserne var ved at overtage verdensherredømmet.
I Glebe besøgte jeg også Tranby Aboriginal College, hvor jeg ikke mødte nogen studerende, fordi de holdt påskeferie. Men jeg talte med en flink mand, der fortalte om skolen. Eleverne kommer fra alle mulige forskellge communities fra alle mulige steder i Australiens 'bagkvarter'. Så de kommer ikke i skole hver dag, men kommer i stedet en uge ad gangen hver eller hver anden måned. Niveauet er tanden under uniniveau og de fleste bruger uddannelsen til at få arbejde ude i deres egne communities. Udover aboriginal studies og communikation, kan jeg ikke huske hvad de studerer, men noget de kan bruge til at arbejde som fx socialrådgiver og den slags, som der er meget brug for i deres samfund.
Efter frokost i china town tog jeg færgen til Manly Island hvor der er en populær bade- og surfestrand. Jeg havde taget badetøjet med, men var snot forkølet og derfor for slap til andet end bare at sætte mig i sandet og kigge. Sad og kiggede på nogle surfere, der tydeligvis var et hold, der fik undervisning. Det var ved at blive sent, men det så bare SÅ sjovt ud, at overvandt forkølelsesmatheden og spurgte en af dem hvor man kunne melde sig. Hun sendte mig over til surferskolehuset, hvor jeg fik at vide, at næste klasse var om 4 minutter og at jeg godt måtte være med. Så var der jo ikke andet for end at tørre snotten af næsen og hive den kolde våddragt på. Og så i baljen med mig og et stort lyserødt surfboard.
Og nøøøøj, hvor var det skægt! Det var faktisk til at finde ud af og efter demoforsøg oppe på stranden havde jeg adskillige successurf på de rullende bøljer. Juhuuuu. Totalfedt. Havde ikke troet at det faktisk ville kunne læres så hurtigt. Megasgægt. En af de andre havde en gut til at sidde inde på stranden og tage billeder og filme og han lovede at tage nogen af mig og sende dem til mig, men bagefter kunne jeg ikke finde ham og han fik aldrig min Email. Øv, ville have været sejt.
Lynne og Kevin har været i noget bedre humør her i anden omgang. I hvertfald har det været meget rarere at bo der nu. De har været i snakkehumør og vi sludrede og spiste aftensmad sammen. Det er jeg virkelig glad for, for det har bare været så meget bedre og jeg har fået et meget bedre indtryk af dem. De må have været stressede sidste gang jeg boede her. Og de har også været hjælpsomme på en meget mere brugbar måde. En stor hjælp faktisk.
Jeg havde desværre ikke tid til at tage i surferskole igen inden jeg skulle af sted næste eftermiddag. I stedet gik jeg en lang tur i området og fandt ud af, at det faktisk er en fin by. Sydney er jo sindssygt stor. Det er en forstad, jeg bor i, men det ku ligeså godt være en helt anden by.
Jeg gik langs floden og endte ved et supermarked hvor jeg købte frugt og noget ultratørt libanesisk brød, der slet ikke kunne måle sig med det gode jeg købte den anden dag. Så vendte jeg næsen tilbage mod huset og kom på vejen forbi en hel libanesisk butik, hvor jeg købte nøjagtig den samme mængte frugt og libanesisk brød til under halvdelen af hvad jeg betalte i supermarkedet. Og det var meget friskere og meget bedre.
Havde lyst til en is og gik i et andet supermarked (gjorde mig umage med ikke at kigge på prisen for libanesisk brød) og var så heldig, at de havde is-smagning. Pigen der gav smagsprøver glædede sig vist til fyraften, for da jeg gav udtryk for at det var en god is og spurgte om de solgte dem enkeltvis (syntes ikke lige jeg ville slæbe en pakke medm seks med mig på flyet), stak hun en hel is ned i min taske og sagde at jeg bare kunne sige i kassen at hun havde givet mig den. Så det gjorde jeg og smovsede den det sidste stykke hjem.
Kevin har kørt mig til lufthavnen og jeg har kriller af Asien-ve. Jeg glæder mig så fantastisk meget til at se Anne og til at komme på eventyr med hende i Vietnam.
