03.04.11
Det var helt underligt, at vaere tilbage i Alice. Mest fordi der var kommet en masse nye gaester paa hostlet og jeg blev flyttet til et nyt vaerelse. Det gjorde mig saadan set ingenting, for saa slap jeg for musene…troede jeg, i det mindste.
Den sidste dag I Alice blev brugt paa at gaa I kirke. Fandt ud af, at manden der siger ambulancelyde, havde en masse at goere med den lokale aboriginalkirke, og jeg fik lov til at tage med ham for at se hvordan det foregaar. Det var det taetteste jeg kunne komme paa at laere noget om aboriginerne her, naar nu det er saa svaert at komme til. Det var en fin oplevelse og jeg var med boernene i sondagsskole. Praesten kunne tale det lokale sprog, saa det hele foregik paa en blanding af engelsk og Anangi. For mig virker det lidt underligt, at de overhovedet gaar I kirke. Sikkert et laevn fra de stakkels omvendte boern fra the telegraphstation.
Efter en sen frokost i haven i selskab af to tyske gutter, som jeg kendte fra foer bushturen, besluttede vi at gaa en eftermiddagstur langs floden. En italiensk og en fransk gut som jeg ogsaa kendte fra foer, sluttede sig til os, og vi lavede en hel lille udflugt ud af det. Det var rigtig hyggeligt og jeg var helt aergerlig over at skulle derfra, naar det var saa hyggeligt med dem. Paa vejen saa vi en masse kaenguruer. Jeg ved ikke hvor de har gemt sig de andre gange jeg har vaeret i bushen, men pludselig vrimlede det med dem. Det var virkelig skaegt at se dem fjedrer rundt. Tror det var den slags der hedder euro. De har et ekstra tykt traedepudelag under foedderne saa de er bedre til at hoppe i klipperne. Vi gik helt ud til et lille bjerg uden for byen og kravlede op for at se solnedgangen derfra. Bagefter gik vi tilbage i moerke og kom til at hidse hinanden op slangerne i det hoje graes.
Inden vi var helt tilbage paa hostlet slog vi os ned i vejkanten og spiste muffins moerket og udvekslede adresser. Saa gik vi tilbage og jeg pakkede til morgendagens flyvetur til Adelaide
tirsdag den 5. april 2011
The Green Centre
29.03-02.04.11
Tirsdag morgen megav jeg mig så af sted på the highlight of my Australian eventyr. Juhuuuuu jeg har glædet mig siden jeg skrev en opgave om Australien engang i folkeskolen, så forventningerne var tårnhøje og humøret højere end den blå himmel.
Ombord på den lille lastbil, vi skulle rejse med var mine rejsekammerater (en blanding af aussies og andre rejsende) og vores guide Belinda, der skulle vise sig at være den bedste guide jeg til dags dato har oplevet.
Første stop blev et sted hvor man kunne betale en masse penge for at sidde på en kamel i to minutter. Men de havde to kænguroer i baghaven, man kunne klappe, så jeg var solgt og spekulerer nu på om man mon kan have en kænguru som kæledyr. Sådan en lille springfyr kunne jeg da godt have i stuen. Desværre bidder de...og gerne hele fingeren af, hvis de tror det er en tot græs.
Senere på dagen havde jeg et kængurumøde af en noget anden karakter. Nemlig i form af spaghetti med kængurukædsovs tilberedt over lejrbålet. Det smagte ganske godt. Desuden er det ret sundt - lavere fedtprocent end kylling.
Vi var kommet frem til Uluru og havde brugt eftermiddagen (eller snarere en brøkdel af den) på nationalparkens culturel center. Det var ret interessant og informativt, men desværre havde jeg ikke nok tid til at komme igennem det hele. Det er bagsiden af guidede ture. Mens nogen fik en guidet tur med culturcenteret og andre gik rundt om den gigantiske sten gik jeg og canadiske Ryan med Belinda noget af vejen rundt, mens hun pegede og fortalte om de sacret steder vi kom forbi. Jeg har altid opfattet Ayers Rock som en stor rød sten, men den er meget mere end det. Der er fyldt med hellige steder, hvor områdets tribes har hellige ceremonier og steder brugt til forskellige praktiske formål. Desuden er stenen genstand for en betydelig mængde dreamtime stories. Disse er grundlaget for aborgiernes kultur, tro, lov og levevis. Det hele er fortalt og videreført til næste generation gennem fortællinger.
Efter et møde med kæmpen på nært hold, kørte vi ud til et godt udsigtspunt og drak bobbelvin mens vi så solnedgangen over stenen, der strålede i de smukkeste røde okkerfarver.
På vejen dertil stoppede vi for at bestige en sanddune hvorfra vi havde udsigt til et stort rødt fladt bjerg. Ved første øjekast lignede det uluru, og nogen besøgende tager fejl af den og den rigtige og kommer til at køre videre uden nogensinde at se den rigtige. Jeg synes ikke de lignede hinanden særlig meget.
Natten blev tilbragt omkring lejrbålet i aussie-swags, der er en slagt udvidet kanvassovepose med indbygget madras som man sover i, i sin egen sovepose. Der lå vi med udsigt til den sydlige halvkugles imponerende stjernehimmel. Wow!
Tidlig start næste morgen for at se solen stå op og skinne på Uluru og Kata Tjuta, der er en masse mindre (men stadig meget store) i en klynge. Lidt som en klump af mange små ayers rocks.
Da solen havde smidt pyjamasen, kørte vi helt til kata tjuta og begav os på en meget varm gåtur ind mellem de mange hoveder. Jeg drak den ene liter cordeal efter den anden og viftede fluer væk med alle lemmer på een gang. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Virkelig mange fluer. Og de flytter sig ikke når man vifter. Heller ikke fra ens mad. Man må skubbe dem væk. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at der snildt kunne sidde 20 fluer på den sandwich man sad og spiste af, og man måtte fjerne dem mellem hver bid. Når man ser små fattige børn i fjernsynet med fluer i ansigtet fatter man ikke at de ikke vifter dem væk. Men når der er så mange kommer man til et punkt hvor man bare giver op. Jeg var lige ved at blive hysterisk. Det er virkelig ubehageligt at have en flue siddende i øjenkrogen...især hvis man samtidig har en siddende i næsebordsåbningen og i mundvigen. Jeg havde et myggenet med som jeg havde købt til at beskytte mig mod Nz's sandflies, men i central Australia kom det virkelig til sin ret. Føj for den lede rødbede.
Men kata tjuta var smuk og jeg hyggede mig med gåturen i selskab af et canadisk ægtepar.
Fra kata tjuta kørte vi til en outback station. Det vil sige en megafarm på størrelse med Jylland eller noget i den retning. Egentlig var vi der vist i forvejen eftersom den var så stor. Her slog vi lejr et sted med færre fluer, men myg overtal. Ikke særlig mange, men meget sultne. Vi spiste dejlig mad som Belinda på magisk vis tryllede frem på bålet og efter et brusebad med udsigt til stjernehimlen, faldt jeg i snak med canadiske Ryan, der intoducerede mig til ånderne i området og fortalte om sine kineologystudier. En meget speciel fyr!
Vi krøb i swagsne og jeg lå vågen det meste af natten, holdt vågen af myggene, der obviously ikke havde læst på min myggespray, at den indeholder DEET.
Søvnen blev hængende i øjnene længe næste morgen, da vi kørte til Kings Canyon og jeg orkede ikke rigtig følges med de andre, så jeg slentrede lidt efter og nød de smukke røde farver. Det var så fint, at jeg ikke kunne lade være med at tage alt for mange billeder. Halede ind på gruppen ved garden of eden og vi badede i et vandhul i klipperne. Det var skønt og dejligt forfriskende.
Til frokost stod den på kamelburgere og masser af fluer. Bortset fra dem, smagte det godt og jeg nu godt ha smovset en mere. Belinda slog 4WD til og vi kørte på bulede, røde veje gennem det usædvanligt grønne landskab. På vejen mødte vi en flok vilde kameler (Australien har verdens største population af vilde kameler og de eksporteres til kamelistand), to røde kænguruer, en thorny devil, Australiens største rovfugl, en sjælden sort kakadue + andre parakitter og en vild hest, der løb sin vej. Vi slog lejr i Rainbow Valey og efter at have drukket te ved bålet gik jeg med Ryan på jagt efter spirits i bushen. Vi tog billeder af dem, men de brød sig ikke om det og gemte sig i det høje græs.
For en gangs skyld skulle vi ikke op og nå noget, så Belinda sagde, at vi bare kunne stå op med solen. Jeg vil snarere kalde det at stå op med fluerne, der sværmede om næsen på mig som om jeg havde bestilt morgenvækning.
Efter morgenmaden gik vi en tur i området, med en lokal aboriginal mand, der fortalte om klippemalerierne og om bushmedicin. Vi skulle egentlig have været et andet sted hen, men vejen var gået i stykker, så der var et huld større end bilen og vi måtte derfor ændre planerene. I stedet kørte vi til Helen George og badede i endnu et vandhul mellem tårnhøje, røde klippevægge.
Den sidste aften bagte vi pizza i en gryde over bålet. En af de andre aftenener havdevi bagt kage på samme måde. Supersmart. Det må jeg prøve når jeg kommer hjem. Jeg har bogstaveligt talt sovet i en flod, for vi slog lejr midt i den lavvandede flod. Jeg diskuterede forskelle mellem canadisk og norsk vinterbål med Ryan og så cykelløb på hans ipod mens vi lod ånderne få en pause fra vores energiske søgen efter dem. Jeg kiggede på stjernehimlen og så hvordan en nabogalakse gled over himlen i takt med at aftentimerne gik. Det var en skøn gruppe at rejse med, og det var helt vemodigt at krybe i swagsne velvidende, at det var sidste gang.
Sidste dag blev brugt på at krydse en flod ved at hoppe fra sten til sten, bestige et lille west macdonnelsk bjerg og nyde den fantastiske udsigt derfra mens vi spiste schokoladesmåkager og saftige apelsiner. Der blev tid til endnu en vandhulsbadetur (14 meter dybt) i smukke omgivelser, inden vi kørte tilbage til Alice.
Jeg var megatræt, da jeg kom tilbage til hostlet, men jeg fik mig alligevel stablet på benene til at tage i byen for at mødes med gruppen til aftensmad. Jeg spiste krokodilleforårsrulle. Det var lækkert. Fiskekonsistens med kyllingesmag. Og så hjem på hovedet i seng, fuldstændig tappet for energi, men stadig med humøret så højt som stjernehimlen efter en virkelig dejlige tur i bushen.
Tirsdag morgen megav jeg mig så af sted på the highlight of my Australian eventyr. Juhuuuuu jeg har glædet mig siden jeg skrev en opgave om Australien engang i folkeskolen, så forventningerne var tårnhøje og humøret højere end den blå himmel.
Ombord på den lille lastbil, vi skulle rejse med var mine rejsekammerater (en blanding af aussies og andre rejsende) og vores guide Belinda, der skulle vise sig at være den bedste guide jeg til dags dato har oplevet.
Første stop blev et sted hvor man kunne betale en masse penge for at sidde på en kamel i to minutter. Men de havde to kænguroer i baghaven, man kunne klappe, så jeg var solgt og spekulerer nu på om man mon kan have en kænguru som kæledyr. Sådan en lille springfyr kunne jeg da godt have i stuen. Desværre bidder de...og gerne hele fingeren af, hvis de tror det er en tot græs.
Senere på dagen havde jeg et kængurumøde af en noget anden karakter. Nemlig i form af spaghetti med kængurukædsovs tilberedt over lejrbålet. Det smagte ganske godt. Desuden er det ret sundt - lavere fedtprocent end kylling.
Vi var kommet frem til Uluru og havde brugt eftermiddagen (eller snarere en brøkdel af den) på nationalparkens culturel center. Det var ret interessant og informativt, men desværre havde jeg ikke nok tid til at komme igennem det hele. Det er bagsiden af guidede ture. Mens nogen fik en guidet tur med culturcenteret og andre gik rundt om den gigantiske sten gik jeg og canadiske Ryan med Belinda noget af vejen rundt, mens hun pegede og fortalte om de sacret steder vi kom forbi. Jeg har altid opfattet Ayers Rock som en stor rød sten, men den er meget mere end det. Der er fyldt med hellige steder, hvor områdets tribes har hellige ceremonier og steder brugt til forskellige praktiske formål. Desuden er stenen genstand for en betydelig mængde dreamtime stories. Disse er grundlaget for aborgiernes kultur, tro, lov og levevis. Det hele er fortalt og videreført til næste generation gennem fortællinger.
Efter et møde med kæmpen på nært hold, kørte vi ud til et godt udsigtspunt og drak bobbelvin mens vi så solnedgangen over stenen, der strålede i de smukkeste røde okkerfarver.
På vejen dertil stoppede vi for at bestige en sanddune hvorfra vi havde udsigt til et stort rødt fladt bjerg. Ved første øjekast lignede det uluru, og nogen besøgende tager fejl af den og den rigtige og kommer til at køre videre uden nogensinde at se den rigtige. Jeg synes ikke de lignede hinanden særlig meget.
Natten blev tilbragt omkring lejrbålet i aussie-swags, der er en slagt udvidet kanvassovepose med indbygget madras som man sover i, i sin egen sovepose. Der lå vi med udsigt til den sydlige halvkugles imponerende stjernehimmel. Wow!
Tidlig start næste morgen for at se solen stå op og skinne på Uluru og Kata Tjuta, der er en masse mindre (men stadig meget store) i en klynge. Lidt som en klump af mange små ayers rocks.
Da solen havde smidt pyjamasen, kørte vi helt til kata tjuta og begav os på en meget varm gåtur ind mellem de mange hoveder. Jeg drak den ene liter cordeal efter den anden og viftede fluer væk med alle lemmer på een gang. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Virkelig mange fluer. Og de flytter sig ikke når man vifter. Heller ikke fra ens mad. Man må skubbe dem væk. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at der snildt kunne sidde 20 fluer på den sandwich man sad og spiste af, og man måtte fjerne dem mellem hver bid. Når man ser små fattige børn i fjernsynet med fluer i ansigtet fatter man ikke at de ikke vifter dem væk. Men når der er så mange kommer man til et punkt hvor man bare giver op. Jeg var lige ved at blive hysterisk. Det er virkelig ubehageligt at have en flue siddende i øjenkrogen...især hvis man samtidig har en siddende i næsebordsåbningen og i mundvigen. Jeg havde et myggenet med som jeg havde købt til at beskytte mig mod Nz's sandflies, men i central Australia kom det virkelig til sin ret. Føj for den lede rødbede.
Men kata tjuta var smuk og jeg hyggede mig med gåturen i selskab af et canadisk ægtepar.
Fra kata tjuta kørte vi til en outback station. Det vil sige en megafarm på størrelse med Jylland eller noget i den retning. Egentlig var vi der vist i forvejen eftersom den var så stor. Her slog vi lejr et sted med færre fluer, men myg overtal. Ikke særlig mange, men meget sultne. Vi spiste dejlig mad som Belinda på magisk vis tryllede frem på bålet og efter et brusebad med udsigt til stjernehimlen, faldt jeg i snak med canadiske Ryan, der intoducerede mig til ånderne i området og fortalte om sine kineologystudier. En meget speciel fyr!
Vi krøb i swagsne og jeg lå vågen det meste af natten, holdt vågen af myggene, der obviously ikke havde læst på min myggespray, at den indeholder DEET.
Søvnen blev hængende i øjnene længe næste morgen, da vi kørte til Kings Canyon og jeg orkede ikke rigtig følges med de andre, så jeg slentrede lidt efter og nød de smukke røde farver. Det var så fint, at jeg ikke kunne lade være med at tage alt for mange billeder. Halede ind på gruppen ved garden of eden og vi badede i et vandhul i klipperne. Det var skønt og dejligt forfriskende.
Til frokost stod den på kamelburgere og masser af fluer. Bortset fra dem, smagte det godt og jeg nu godt ha smovset en mere. Belinda slog 4WD til og vi kørte på bulede, røde veje gennem det usædvanligt grønne landskab. På vejen mødte vi en flok vilde kameler (Australien har verdens største population af vilde kameler og de eksporteres til kamelistand), to røde kænguruer, en thorny devil, Australiens største rovfugl, en sjælden sort kakadue + andre parakitter og en vild hest, der løb sin vej. Vi slog lejr i Rainbow Valey og efter at have drukket te ved bålet gik jeg med Ryan på jagt efter spirits i bushen. Vi tog billeder af dem, men de brød sig ikke om det og gemte sig i det høje græs.
For en gangs skyld skulle vi ikke op og nå noget, så Belinda sagde, at vi bare kunne stå op med solen. Jeg vil snarere kalde det at stå op med fluerne, der sværmede om næsen på mig som om jeg havde bestilt morgenvækning.
Efter morgenmaden gik vi en tur i området, med en lokal aboriginal mand, der fortalte om klippemalerierne og om bushmedicin. Vi skulle egentlig have været et andet sted hen, men vejen var gået i stykker, så der var et huld større end bilen og vi måtte derfor ændre planerene. I stedet kørte vi til Helen George og badede i endnu et vandhul mellem tårnhøje, røde klippevægge.
Den sidste aften bagte vi pizza i en gryde over bålet. En af de andre aftenener havdevi bagt kage på samme måde. Supersmart. Det må jeg prøve når jeg kommer hjem. Jeg har bogstaveligt talt sovet i en flod, for vi slog lejr midt i den lavvandede flod. Jeg diskuterede forskelle mellem canadisk og norsk vinterbål med Ryan og så cykelløb på hans ipod mens vi lod ånderne få en pause fra vores energiske søgen efter dem. Jeg kiggede på stjernehimlen og så hvordan en nabogalakse gled over himlen i takt med at aftentimerne gik. Det var en skøn gruppe at rejse med, og det var helt vemodigt at krybe i swagsne velvidende, at det var sidste gang.
Sidste dag blev brugt på at krydse en flod ved at hoppe fra sten til sten, bestige et lille west macdonnelsk bjerg og nyde den fantastiske udsigt derfra mens vi spiste schokoladesmåkager og saftige apelsiner. Der blev tid til endnu en vandhulsbadetur (14 meter dybt) i smukke omgivelser, inden vi kørte tilbage til Alice.
Jeg var megatræt, da jeg kom tilbage til hostlet, men jeg fik mig alligevel stablet på benene til at tage i byen for at mødes med gruppen til aftensmad. Jeg spiste krokodilleforårsrulle. Det var lækkert. Fiskekonsistens med kyllingesmag. Og så hjem på hovedet i seng, fuldstændig tappet for energi, men stadig med humøret så højt som stjernehimlen efter en virkelig dejlige tur i bushen.
The School of the Air
28.3.11
Mandag besøgte vi det sted der kaldes The world's largest classroom. På et tidspunkt (1951) kom en sygeplejesker, der fløj med the flying doctors på den ide at radiosystemet kunne udnyttes på andre områder, og hun startede the School of the Air. Radioen kunne bruges til at skabe social kontakt og uddannelse af de børn, der bor så langt væk fra byen (min 50 km fra skolen), at de ikke har mulighed for at gå i skole. Senere blev radioen suppleret med fjernsynsudsendelser og nu bruges internettet - selvfølgelig.
Klasseværrelset dækker 1.300.000 km2, et areal svarende til ti gange Englands størrelse og har 115 elever fordelt på syv klassetrin.
Det var spændende at se hvordan det foregår. De har to klasseværelser, eller studier, som de kaldte dem, hvor læreren mødes med eleverne online og underviser dem vha. webcam og chat. Vi overværede en 6. Klasse og dernæst en 0. Klasse have undervisning. I den ene klasse filmede læreren hvordan de skulle samle en eller anden model, de havde fået sendt ud. Dernæst stod den på diktat via chatten og de gennemgik lektien til næste uge. Ude på farmen (eller hvor de nu bor) har eleverne et lille klasseværelse og en tutor (oftest moren eller en ung sabatårsperson ansat til formålet) som er sammen med eleven minimum fire timer om dagen til at hjælpe med undervisningen. Nærmest som en støttelærer eller privatunderviser. De får installeret en 5 diameter stor parabol til en værdi af 78.000 kr. Den bliver givet videre til en ny elev når den gamle elev slutter sin skolegang. Undervisningsmaterialerne bliver sendt ud til dem med post sammen med instruktioner til huslæreren og en masse biblioteksbøger, eleverne sender opgaver og prøver tilbage så læreren kan rette dem. Eleverne ligger i top ti af skolerne i northern territory, så selvom man kan synes det hele virker noget omstændeligt og måske ikke så effektivt, er kvaliteten altså høj.
Af og til kommer læreren på besøg i hjemmet og fire gange om året mødes alle eleverne i Alice for lege og se hinanden i virkeligheden.
Skolen havde kun to aboriginal-elever. I de fleste aboriginal communities har de en lille skole med en lærer der derude. Det ku have været spændende, at besøge sådan en.
Fra skolen gik vi videre til the telegraf station, der er hele grunden til at Alice springs kom til at ligge hvor den ligger. Der går kabler hele vejen fra Adelaide til Darwin gennem Alice og videre til Singapore, der engang i tidernes morgen var Australiens forbindelse til omverdenen. Huset blevogså brugt til at 'opbevare' små stakkels aboriginalbørn taget væk fra deres mor og omvende dem til kristne.
Eftermiddagen blev brugt på en lang gåtur langs den tørre Todd river og med en kop kaffe på en af gågadens cafeer.
Nicole skulle rejse videre til Darwin og vi sagde farvel og god tur med en lækker grøn curry og chokoladekage til dessert.
Sofie og jeg pakkede og gjorde os klar til tirsdagens tur til den berømte Uluru, ayers rock - med hver vores company. Jeg tager Way out back de næste fem dage og glæder mig til at se Australiens Red center.
Mandag besøgte vi det sted der kaldes The world's largest classroom. På et tidspunkt (1951) kom en sygeplejesker, der fløj med the flying doctors på den ide at radiosystemet kunne udnyttes på andre områder, og hun startede the School of the Air. Radioen kunne bruges til at skabe social kontakt og uddannelse af de børn, der bor så langt væk fra byen (min 50 km fra skolen), at de ikke har mulighed for at gå i skole. Senere blev radioen suppleret med fjernsynsudsendelser og nu bruges internettet - selvfølgelig.
Klasseværrelset dækker 1.300.000 km2, et areal svarende til ti gange Englands størrelse og har 115 elever fordelt på syv klassetrin.
Det var spændende at se hvordan det foregår. De har to klasseværelser, eller studier, som de kaldte dem, hvor læreren mødes med eleverne online og underviser dem vha. webcam og chat. Vi overværede en 6. Klasse og dernæst en 0. Klasse have undervisning. I den ene klasse filmede læreren hvordan de skulle samle en eller anden model, de havde fået sendt ud. Dernæst stod den på diktat via chatten og de gennemgik lektien til næste uge. Ude på farmen (eller hvor de nu bor) har eleverne et lille klasseværelse og en tutor (oftest moren eller en ung sabatårsperson ansat til formålet) som er sammen med eleven minimum fire timer om dagen til at hjælpe med undervisningen. Nærmest som en støttelærer eller privatunderviser. De får installeret en 5 diameter stor parabol til en værdi af 78.000 kr. Den bliver givet videre til en ny elev når den gamle elev slutter sin skolegang. Undervisningsmaterialerne bliver sendt ud til dem med post sammen med instruktioner til huslæreren og en masse biblioteksbøger, eleverne sender opgaver og prøver tilbage så læreren kan rette dem. Eleverne ligger i top ti af skolerne i northern territory, så selvom man kan synes det hele virker noget omstændeligt og måske ikke så effektivt, er kvaliteten altså høj.
Af og til kommer læreren på besøg i hjemmet og fire gange om året mødes alle eleverne i Alice for lege og se hinanden i virkeligheden.
Skolen havde kun to aboriginal-elever. I de fleste aboriginal communities har de en lille skole med en lærer der derude. Det ku have været spændende, at besøge sådan en.
Fra skolen gik vi videre til the telegraf station, der er hele grunden til at Alice springs kom til at ligge hvor den ligger. Der går kabler hele vejen fra Adelaide til Darwin gennem Alice og videre til Singapore, der engang i tidernes morgen var Australiens forbindelse til omverdenen. Huset blevogså brugt til at 'opbevare' små stakkels aboriginalbørn taget væk fra deres mor og omvende dem til kristne.
Eftermiddagen blev brugt på en lang gåtur langs den tørre Todd river og med en kop kaffe på en af gågadens cafeer.
Nicole skulle rejse videre til Darwin og vi sagde farvel og god tur med en lækker grøn curry og chokoladekage til dessert.
Sofie og jeg pakkede og gjorde os klar til tirsdagens tur til den berømte Uluru, ayers rock - med hver vores company. Jeg tager Way out back de næste fem dage og glæder mig til at se Australiens Red center.
The close surroundings
26-27.3.11
Lørdag gik jeg på artgallery og kiggede på aboriginal-kunst. Endte med at sidde et par timer på gulvet og tale med en ung kunstner, mens hun gjorde et maleri færdigt. Hun fortalte at hendes mand var i fængsel for spirituskørsel og at hun skulle besøge ham dagen efter. Hun fnisede mens hun fortalte det. Som om hun syntes det var fjollet. Jeg prøvede at finde ud af hvordan jeg på en eller anden finurlig måde kan komme ud at besøge et aboriginal community, men det er ikke sådan ligetil. Man skal have tilladelse af deres overhoved og selvom hun fortalte at han faktisk er i byen for tiden, er han ikke sådan lige at få fat i. Det kan jeg vist godt glemme. Men det var interessant at tale med hende.
Bagefter gik jeg op på første etage og så en film om hvordan gallerymedarbejderne tager ud i communityerne med lærreder, pensler og maling og tager færdigmalede kunstværker med tilbage. Jeg talte med en af medarbejderne, der fortalte hun skulle ud at hente kunst næste onsdag, men jeg kunne ikke få lov til at tage med. Udfordringen er, at man ikke er velkommen derude. Så selv hvis jeg havde en bil kunne jeg ikke kunne tage derud, for de ville ikke lade mig komme ind.
Tilbage på Alice's havde jeg fået en værelseskammerat Sofie som jeg tilbragte en hyggelig aften sammen med sammen med Nicole. Jeg syede mine shorts, der havde fået to store huller bagi.
Søndag stod vi tidligt op og mødtes med Byens lokale vandreklub, for at tage med dem på deres ugentlige vandretur. Vi var fire fra hostlet, der tog med og selvom lokal vandreklub lyder lidt af gammel nisse, så var der faktisk flest unge med. De fleste var kollegaer fra Alice's hospital. Mægtig hyggeligt.
Vi kørte kl. 6 om morgenen inden det blev lyst, så jeg var tidligt oppe og smørre madpakke og gufle havregrød. Ruten var section 2 af den åbentbart berømte larapinta trail der går gennem West Macdonnel Ranges og vi skulle gå 16 km og ville derfor starte inden det blev for varmt. Og det bliver VITKELIG varmt her midt på dagen.
Det første af ruten var det mest smukke. Måske fordi lyset var specielt tidligt om morgenen lige efter solen stod op. Bjergenes klipper lyste op i varme, røde og gyldne farver og stod i meget smuk kontrast til den usædvanligt grønne bush. I really enjoyed that. Det var præcis som jeg ønskede mig. Præcis som den slags landskab jeg har ønsket mig at vandre i efter at have set udsendelser fra Australien. Bush Bush Bush. Hvis ikke det var fordi jeg har glat, blødt hår og hvid hud (er ellers blevet en lille bitte smule lysebrun...og fregner) var jeg lige ved at tro jeg var en bushkvinde.
At one point kom vi omkring et hjørne og der stod en vaskeægte kænguru. Juhuu! Jeg har set en plasklevende wallaby ude i den plasklevende natur.
Vandring i Australien er ikke som i NZ! Efter vores møde med Hr. Kænguru, for vi vild. Ikke sådan rigtig vild, for vi kunne bare have gået tilbage hvor vi kom fra, men pludselig kunne vi ikke længere finde stien foran os. Vi søgte et stykke tid og fortsatte på stien, men efter et stykke tid virkede landskabet bekendt og det gik op for at vi faktisk VAR havnet på den samme sti og var på vej tilbage hvor vi kom fra. Vi måtte lede igen og på den måde gik der en halv time før vi fandt den rigtige vej. Og nogle af de lokale havde oven i købet gået ruten før.
Dagens mål var Simpsons Gap, der bød på dramatiske klippe og udtørret flod med gumtrees. Lystigt guflede jeg min medbragte spejlæggesandwich i mig, og vi kørte tilbage til hostlet
Efter en æggemad mere gik mig og Sofie på museum for the flying doctors. Det var ganske interessant. Jeg kan ikke huske hvad manden hed, men han fandt på at danne det her koncept med flyvende ambulancer. Det er fascinerende at det kan lade sig gøre, at dække så stort et område. Det er mest sygeplejesker der tager ud til folk. Kun hvis det er akut livstruende sender de en læge. Så vidt muligt klarer de lægebesøg over radio. Ude i outback-kommunitiesne, har de en boks med en hulens masse præperater og medicin og lægeudstyr. Det hele er nummereret og lægen kan så fx sige 'tag to tabletter fra pakke nummer 9' når patienten har beskrevet symptomerne igen udfra en nummeret tegning af kroppen. Der er kun numre på medicinen, ingen navne eller beskrivelser af hvad det indeholder og bruges til. Dette skal forhindre at nogen går i kassen og misbruger medicinen.
Efter en kort gåtur gennem gågaden (det er ikke et sted der er superrart at opholde sig, fordi man konstant bliver kaldt til siden af en aboriginal, der vil sælge sin kunst) gik vi tilbage til Alice's secret og tilbragte eftenen med de andre i køkkenet.
Lørdag gik jeg på artgallery og kiggede på aboriginal-kunst. Endte med at sidde et par timer på gulvet og tale med en ung kunstner, mens hun gjorde et maleri færdigt. Hun fortalte at hendes mand var i fængsel for spirituskørsel og at hun skulle besøge ham dagen efter. Hun fnisede mens hun fortalte det. Som om hun syntes det var fjollet. Jeg prøvede at finde ud af hvordan jeg på en eller anden finurlig måde kan komme ud at besøge et aboriginal community, men det er ikke sådan ligetil. Man skal have tilladelse af deres overhoved og selvom hun fortalte at han faktisk er i byen for tiden, er han ikke sådan lige at få fat i. Det kan jeg vist godt glemme. Men det var interessant at tale med hende.
Bagefter gik jeg op på første etage og så en film om hvordan gallerymedarbejderne tager ud i communityerne med lærreder, pensler og maling og tager færdigmalede kunstværker med tilbage. Jeg talte med en af medarbejderne, der fortalte hun skulle ud at hente kunst næste onsdag, men jeg kunne ikke få lov til at tage med. Udfordringen er, at man ikke er velkommen derude. Så selv hvis jeg havde en bil kunne jeg ikke kunne tage derud, for de ville ikke lade mig komme ind.
Tilbage på Alice's havde jeg fået en værelseskammerat Sofie som jeg tilbragte en hyggelig aften sammen med sammen med Nicole. Jeg syede mine shorts, der havde fået to store huller bagi.
Søndag stod vi tidligt op og mødtes med Byens lokale vandreklub, for at tage med dem på deres ugentlige vandretur. Vi var fire fra hostlet, der tog med og selvom lokal vandreklub lyder lidt af gammel nisse, så var der faktisk flest unge med. De fleste var kollegaer fra Alice's hospital. Mægtig hyggeligt.
Vi kørte kl. 6 om morgenen inden det blev lyst, så jeg var tidligt oppe og smørre madpakke og gufle havregrød. Ruten var section 2 af den åbentbart berømte larapinta trail der går gennem West Macdonnel Ranges og vi skulle gå 16 km og ville derfor starte inden det blev for varmt. Og det bliver VITKELIG varmt her midt på dagen.
Det første af ruten var det mest smukke. Måske fordi lyset var specielt tidligt om morgenen lige efter solen stod op. Bjergenes klipper lyste op i varme, røde og gyldne farver og stod i meget smuk kontrast til den usædvanligt grønne bush. I really enjoyed that. Det var præcis som jeg ønskede mig. Præcis som den slags landskab jeg har ønsket mig at vandre i efter at have set udsendelser fra Australien. Bush Bush Bush. Hvis ikke det var fordi jeg har glat, blødt hår og hvid hud (er ellers blevet en lille bitte smule lysebrun...og fregner) var jeg lige ved at tro jeg var en bushkvinde.
At one point kom vi omkring et hjørne og der stod en vaskeægte kænguru. Juhuu! Jeg har set en plasklevende wallaby ude i den plasklevende natur.
Vandring i Australien er ikke som i NZ! Efter vores møde med Hr. Kænguru, for vi vild. Ikke sådan rigtig vild, for vi kunne bare have gået tilbage hvor vi kom fra, men pludselig kunne vi ikke længere finde stien foran os. Vi søgte et stykke tid og fortsatte på stien, men efter et stykke tid virkede landskabet bekendt og det gik op for at vi faktisk VAR havnet på den samme sti og var på vej tilbage hvor vi kom fra. Vi måtte lede igen og på den måde gik der en halv time før vi fandt den rigtige vej. Og nogle af de lokale havde oven i købet gået ruten før.
Dagens mål var Simpsons Gap, der bød på dramatiske klippe og udtørret flod med gumtrees. Lystigt guflede jeg min medbragte spejlæggesandwich i mig, og vi kørte tilbage til hostlet
Efter en æggemad mere gik mig og Sofie på museum for the flying doctors. Det var ganske interessant. Jeg kan ikke huske hvad manden hed, men han fandt på at danne det her koncept med flyvende ambulancer. Det er fascinerende at det kan lade sig gøre, at dække så stort et område. Det er mest sygeplejesker der tager ud til folk. Kun hvis det er akut livstruende sender de en læge. Så vidt muligt klarer de lægebesøg over radio. Ude i outback-kommunitiesne, har de en boks med en hulens masse præperater og medicin og lægeudstyr. Det hele er nummereret og lægen kan så fx sige 'tag to tabletter fra pakke nummer 9' når patienten har beskrevet symptomerne igen udfra en nummeret tegning af kroppen. Der er kun numre på medicinen, ingen navne eller beskrivelser af hvad det indeholder og bruges til. Dette skal forhindre at nogen går i kassen og misbruger medicinen.
Efter en kort gåtur gennem gågaden (det er ikke et sted der er superrart at opholde sig, fordi man konstant bliver kaldt til siden af en aboriginal, der vil sælge sin kunst) gik vi tilbage til Alice's secret og tilbragte eftenen med de andre i køkkenet.
Alice's secrets
25.3.11
Australiens outback så allerede fantastisk ud fra flyet og det flade landskab så bare ud til at strække sig ud i det uendelige. Vi fløj over en kæmpe sø, dannet efter påvirkning fra Queenslands oversvømmelser. I det hele taget var der meget grønnere end 'meningen' og da vi landede så det virkelig ud som forår. Og varmen nåede mig med det samme jeg trådte ud af flyet. Men en rar, lun varme, der gjorde godt efter de mange kolde nætter jeg har tilbragt i teltet.
I Alice's Secret inn satte jeg mig i en hængekøjestol og slappede af og kiggede på den hyggelige finurlige pynt, der giver stedet en særlig sjæl. Fra halvtaget hænger et lille rundt sofabord med hovedet nedad og syv små tekander 'står' på bordet. Fra taget hænger et reb der slynger sig så det danner ordet 'rope'. Og sådan er der alle mulige små finurligheder.
Stemningen her er meget anderledes end i the flying fox, hostelet jeg boede på i the blue mountains. Måske fordi folk ikke bliver her så længe, men bruger stedet som mellemstation en enkelt nat, inden de tager til Uluru. Jeg snakkede med en pige Nicole, som havde været her en måned og var træt af hele tiden at skulle forholde sig til nye mennesker. Det kan jeg sådanset godt forstå. Men lidt ærgerligt for mig, så var hun ikke særlig interesseret i at lære folk at kende. Jeg endte nu alligevel med at bruge noget tid sammen med hende og hun gad alligevel godt sludre.
Og jo, der er da et par stykker der er her long term. Bland andet en virkelig speciel mand, der bedst kendes på at han siger som en brandbil når han går rundt i køkkenet. Og så siger han "So...so so so sooo" med en særlige rytme af og til med tilføjelsen "...why is it soooo". Og så spiser han den samme ret til hvert eneste måltid. Hvis man da kan kalde det en ret. Kyllettefillet med to spejlæg. Morgen, middag og aften. Den første aften jeg var der satte jeg mig i tvstuen for at se et program om aboriginals som hostelindehaveren anbefalede mig at se. Manden sad og så det, men efter to minutter slukkede han for lyden og begyndte at stille mig en masse spørgsmål om 2. verdenskrig og verdenslederes forhold til religion, som jeg slet ikke kunne svare på. Prøvede så godt jeg kunne, men hver gang sagde han bare "why". Han arbejder med noget frivilligt aboriginalkirkearbejde og er uden tvivl en meget sympatisk mand...man skal bare være forberedt på at lytte til hans monologer hvis man henvender sig til ham. Man kan nemt komme en halv time senere ud af døren hvis man siger godmorgen på vej gennem køkkenet.
Vandet i Alice er en mindre behagelig secret. Det smager rent ud sagt afskyeligt, som om det har ligget og ulmet i hengemte water pipes i årtier inden det kommer ud af tappen. Så afskyeligt, at jeg har overgivet mig til cordial, der er en ultra giftigt udseende saftevand, lidt i stil med 'bonanza' bare firedobbelt så koncentreret, så man hælder et par dråber i vandet og 'vupti' har man en dejligt læskende saftevand. Sugar er det første ord der fremgår af contains listen.
Vandet er ikke Alice's eneste problem. Byen er invaderet af mus. Mus uber alles og de fleste man ser ligger døde på jorden, faldet efter at være blevet forgiftet af den rottegift, der er byens mussestrategi. En af dem er dog levende, og den trives i bedste velgående i et hul i skabspanelet på mit værelse. Den kommer frem om natten og vælter vandflasken ned fra hylden og gnaver i plastikposerne i sin søgen efter de chokoladekiks jeg forlængst har omdirigeret til the pantry i køkkenet. Måske bliver musen på værelset fordi den er hemmeligt forelsket i den 9 cm store kakalak, der bor bag reolen.
Det næste stykke tid skal bruges på at udforske endnu flere af Alice's - og ikke mindst central Australias - hemmeligheder.
Australiens outback så allerede fantastisk ud fra flyet og det flade landskab så bare ud til at strække sig ud i det uendelige. Vi fløj over en kæmpe sø, dannet efter påvirkning fra Queenslands oversvømmelser. I det hele taget var der meget grønnere end 'meningen' og da vi landede så det virkelig ud som forår. Og varmen nåede mig med det samme jeg trådte ud af flyet. Men en rar, lun varme, der gjorde godt efter de mange kolde nætter jeg har tilbragt i teltet.
I Alice's Secret inn satte jeg mig i en hængekøjestol og slappede af og kiggede på den hyggelige finurlige pynt, der giver stedet en særlig sjæl. Fra halvtaget hænger et lille rundt sofabord med hovedet nedad og syv små tekander 'står' på bordet. Fra taget hænger et reb der slynger sig så det danner ordet 'rope'. Og sådan er der alle mulige små finurligheder.
Stemningen her er meget anderledes end i the flying fox, hostelet jeg boede på i the blue mountains. Måske fordi folk ikke bliver her så længe, men bruger stedet som mellemstation en enkelt nat, inden de tager til Uluru. Jeg snakkede med en pige Nicole, som havde været her en måned og var træt af hele tiden at skulle forholde sig til nye mennesker. Det kan jeg sådanset godt forstå. Men lidt ærgerligt for mig, så var hun ikke særlig interesseret i at lære folk at kende. Jeg endte nu alligevel med at bruge noget tid sammen med hende og hun gad alligevel godt sludre.
Og jo, der er da et par stykker der er her long term. Bland andet en virkelig speciel mand, der bedst kendes på at han siger som en brandbil når han går rundt i køkkenet. Og så siger han "So...so so so sooo" med en særlige rytme af og til med tilføjelsen "...why is it soooo". Og så spiser han den samme ret til hvert eneste måltid. Hvis man da kan kalde det en ret. Kyllettefillet med to spejlæg. Morgen, middag og aften. Den første aften jeg var der satte jeg mig i tvstuen for at se et program om aboriginals som hostelindehaveren anbefalede mig at se. Manden sad og så det, men efter to minutter slukkede han for lyden og begyndte at stille mig en masse spørgsmål om 2. verdenskrig og verdenslederes forhold til religion, som jeg slet ikke kunne svare på. Prøvede så godt jeg kunne, men hver gang sagde han bare "why". Han arbejder med noget frivilligt aboriginalkirkearbejde og er uden tvivl en meget sympatisk mand...man skal bare være forberedt på at lytte til hans monologer hvis man henvender sig til ham. Man kan nemt komme en halv time senere ud af døren hvis man siger godmorgen på vej gennem køkkenet.
Vandet i Alice er en mindre behagelig secret. Det smager rent ud sagt afskyeligt, som om det har ligget og ulmet i hengemte water pipes i årtier inden det kommer ud af tappen. Så afskyeligt, at jeg har overgivet mig til cordial, der er en ultra giftigt udseende saftevand, lidt i stil med 'bonanza' bare firedobbelt så koncentreret, så man hælder et par dråber i vandet og 'vupti' har man en dejligt læskende saftevand. Sugar er det første ord der fremgår af contains listen.
Vandet er ikke Alice's eneste problem. Byen er invaderet af mus. Mus uber alles og de fleste man ser ligger døde på jorden, faldet efter at være blevet forgiftet af den rottegift, der er byens mussestrategi. En af dem er dog levende, og den trives i bedste velgående i et hul i skabspanelet på mit værelse. Den kommer frem om natten og vælter vandflasken ned fra hylden og gnaver i plastikposerne i sin søgen efter de chokoladekiks jeg forlængst har omdirigeret til the pantry i køkkenet. Måske bliver musen på værelset fordi den er hemmeligt forelsket i den 9 cm store kakalak, der bor bag reolen.
Det næste stykke tid skal bruges på at udforske endnu flere af Alice's - og ikke mindst central Australias - hemmeligheder.
Abonner på:
Opslag (Atom)