Alice's secrets

25.3.11

Australiens outback så allerede fantastisk ud fra flyet og det flade landskab så bare ud til at strække sig ud i det uendelige. Vi fløj over en kæmpe sø, dannet efter påvirkning fra Queenslands oversvømmelser. I det hele taget var der meget grønnere end 'meningen' og da vi landede så det virkelig ud som forår. Og varmen nåede mig med det samme jeg trådte ud af flyet. Men en rar, lun varme, der gjorde godt efter de mange kolde nætter jeg har tilbragt i teltet.

I Alice's Secret inn satte jeg mig i en hængekøjestol og slappede af og kiggede på den hyggelige finurlige pynt, der giver stedet en særlig sjæl. Fra halvtaget hænger et lille rundt sofabord med hovedet nedad og syv små tekander 'står' på bordet. Fra taget hænger et reb der slynger sig så det danner ordet 'rope'. Og sådan er der alle mulige små finurligheder.

Stemningen her er meget anderledes end i the flying fox, hostelet jeg boede på i the blue mountains. Måske fordi folk ikke bliver her så længe, men bruger stedet som mellemstation en enkelt nat, inden de tager til Uluru. Jeg snakkede med en pige Nicole, som havde været her en måned og var træt af hele tiden at skulle forholde sig til nye mennesker. Det kan jeg sådanset godt forstå. Men lidt ærgerligt for mig, så var hun ikke særlig interesseret i at lære folk at kende. Jeg endte nu alligevel med at bruge noget tid sammen med hende og hun gad alligevel godt sludre.

Og jo, der er da et par stykker der er her long term. Bland andet en virkelig speciel mand, der bedst kendes på at han siger som en brandbil når han går rundt i køkkenet. Og så siger han "So...so so so sooo" med en særlige rytme af og til med tilføjelsen "...why is it soooo". Og så spiser han den samme ret til hvert eneste måltid. Hvis man da kan kalde det en ret. Kyllettefillet med to spejlæg. Morgen, middag og aften. Den første aften jeg var der satte jeg mig i tvstuen for at se et program om aboriginals som hostelindehaveren anbefalede mig at se. Manden sad og så det, men efter to minutter slukkede han for lyden og begyndte at stille mig en masse spørgsmål om 2. verdenskrig og verdenslederes forhold til religion, som jeg slet ikke kunne svare på. Prøvede så godt jeg kunne, men hver gang sagde han bare "why". Han arbejder med noget frivilligt aboriginalkirkearbejde og er uden tvivl en meget sympatisk mand...man skal bare være forberedt på at lytte til hans monologer hvis man henvender sig til ham. Man kan nemt komme en halv time senere ud af døren hvis man siger godmorgen på vej gennem køkkenet.

Vandet i Alice er en mindre behagelig secret. Det smager rent ud sagt afskyeligt, som om det har ligget og ulmet i hengemte water pipes i årtier inden det kommer ud af tappen. Så afskyeligt, at jeg har overgivet mig til cordial, der er en ultra giftigt udseende saftevand, lidt i stil med 'bonanza' bare firedobbelt så koncentreret, så man hælder et par dråber i vandet og 'vupti' har man en dejligt læskende saftevand. Sugar er det første ord der fremgår af contains listen.

Vandet er ikke Alice's eneste problem. Byen er invaderet af mus. Mus uber alles og de fleste man ser ligger døde på jorden, faldet efter at være blevet forgiftet af den rottegift, der er byens mussestrategi. En af dem er dog levende, og den trives i bedste velgående i et hul i skabspanelet på mit værelse. Den kommer frem om natten og vælter vandflasken ned fra hylden og gnaver i plastikposerne i sin søgen efter de chokoladekiks jeg forlængst har omdirigeret til the pantry i køkkenet. Måske bliver musen på værelset fordi den er hemmeligt forelsket i den 9 cm store kakalak, der bor bag reolen.

Det næste stykke tid skal bruges på at udforske endnu flere af Alice's - og ikke mindst central Australias - hemmeligheder.