The Green Centre

29.03-02.04.11

Tirsdag morgen megav jeg mig så af sted på the highlight of my Australian eventyr. Juhuuuuu jeg har glædet mig siden jeg skrev en opgave om Australien engang i folkeskolen, så forventningerne var tårnhøje og humøret højere end den blå himmel.

Ombord på den lille lastbil, vi skulle rejse med var mine rejsekammerater (en blanding af aussies og andre rejsende) og vores guide Belinda, der skulle vise sig at være den bedste guide jeg til dags dato har oplevet.

Første stop blev et sted hvor man kunne betale en masse penge for at sidde på en kamel i to minutter. Men de havde to kænguroer i baghaven, man kunne klappe, så jeg var solgt og spekulerer nu på om man mon kan have en kænguru som kæledyr. Sådan en lille springfyr kunne jeg da godt have i stuen. Desværre bidder de...og gerne hele fingeren af, hvis de tror det er en tot græs.

Senere på dagen havde jeg et kængurumøde af en noget anden karakter. Nemlig i form af spaghetti med kængurukædsovs tilberedt over lejrbålet. Det smagte ganske godt. Desuden er det ret sundt - lavere fedtprocent end kylling.

Vi var kommet frem til Uluru og havde brugt eftermiddagen (eller snarere en brøkdel af den) på nationalparkens culturel center. Det var ret interessant og informativt, men desværre havde jeg ikke nok tid til at komme igennem det hele. Det er bagsiden af guidede ture. Mens nogen fik en guidet tur med culturcenteret og andre gik rundt om den gigantiske sten gik jeg og canadiske Ryan med Belinda noget af vejen rundt, mens hun pegede og fortalte om de sacret steder vi kom forbi. Jeg har altid opfattet Ayers Rock som en stor rød sten, men den er meget mere end det. Der er fyldt med hellige steder, hvor områdets tribes har hellige ceremonier og steder brugt til forskellige praktiske formål. Desuden er stenen genstand for en betydelig mængde dreamtime stories. Disse er grundlaget for aborgiernes kultur, tro, lov og levevis. Det hele er fortalt og videreført til næste generation gennem fortællinger.

Efter et møde med kæmpen på nært hold, kørte vi ud til et godt udsigtspunt og drak bobbelvin mens vi så solnedgangen over stenen, der strålede i de smukkeste røde okkerfarver.

På vejen dertil stoppede vi for at bestige en sanddune hvorfra vi havde udsigt til et stort rødt fladt bjerg. Ved første øjekast lignede det uluru, og nogen besøgende tager fejl af den og den rigtige og kommer til at køre videre uden nogensinde at se den rigtige. Jeg synes ikke de lignede hinanden særlig meget.

Natten blev tilbragt omkring lejrbålet i aussie-swags, der er en slagt udvidet kanvassovepose med indbygget madras som man sover i, i sin egen sovepose. Der lå vi med udsigt til den sydlige halvkugles imponerende stjernehimmel. Wow!

Tidlig start næste morgen for at se solen stå op og skinne på Uluru og Kata Tjuta, der er en masse mindre (men stadig meget store) i en klynge. Lidt som en klump af mange små ayers rocks.
Da solen havde smidt pyjamasen, kørte vi helt til kata tjuta og begav os på en meget varm gåtur ind mellem de mange hoveder. Jeg drak den ene liter cordeal efter den anden og viftede fluer væk med alle lemmer på een gang. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Virkelig mange fluer. Og de flytter sig ikke når man vifter. Heller ikke fra ens mad. Man må skubbe dem væk. Jeg overdriver ikke når jeg siger, at der snildt kunne sidde 20 fluer på den sandwich man sad og spiste af, og man måtte fjerne dem mellem hver bid. Når man ser små fattige børn i fjernsynet med fluer i ansigtet fatter man ikke at de ikke vifter dem væk. Men når der er så mange kommer man til et punkt hvor man bare giver op. Jeg var lige ved at blive hysterisk. Det er virkelig ubehageligt at have en flue siddende i øjenkrogen...især hvis man samtidig har en siddende i næsebordsåbningen og i mundvigen. Jeg havde et myggenet med som jeg havde købt til at beskytte mig mod Nz's sandflies, men i central Australia kom det virkelig til sin ret. Føj for den lede rødbede.
Men kata tjuta var smuk og jeg hyggede mig med gåturen i selskab af et canadisk ægtepar.

Fra kata tjuta kørte vi til en outback station. Det vil sige en megafarm på størrelse med Jylland eller noget i den retning. Egentlig var vi der vist i forvejen eftersom den var så stor. Her slog vi lejr et sted med færre fluer, men myg overtal. Ikke særlig mange, men meget sultne. Vi spiste dejlig mad som Belinda på magisk vis tryllede frem på bålet og efter et brusebad med udsigt til stjernehimlen, faldt jeg i snak med canadiske Ryan, der intoducerede mig til ånderne i området og fortalte om sine kineologystudier. En meget speciel fyr!
Vi krøb i swagsne og jeg lå vågen det meste af natten, holdt vågen af myggene, der obviously ikke havde læst på min myggespray, at den indeholder DEET.

Søvnen blev hængende i øjnene længe næste morgen, da vi kørte til Kings Canyon og jeg orkede ikke rigtig følges med de andre, så jeg slentrede lidt efter og nød de smukke røde farver. Det var så fint, at jeg ikke kunne lade være med at tage alt for mange billeder. Halede ind på gruppen ved garden of eden og vi badede i et vandhul i klipperne. Det var skønt og dejligt forfriskende.

Til frokost stod den på kamelburgere og masser af fluer. Bortset fra dem, smagte det godt og jeg nu godt ha smovset en mere. Belinda slog 4WD til og vi kørte på bulede, røde veje gennem det usædvanligt grønne landskab. På vejen mødte vi en flok vilde kameler (Australien har verdens største population af vilde kameler og de eksporteres til kamelistand), to røde kænguruer, en thorny devil, Australiens største rovfugl, en sjælden sort kakadue + andre parakitter og en vild hest, der løb sin vej. Vi slog lejr i Rainbow Valey og efter at have drukket te ved bålet gik jeg med Ryan på jagt efter spirits i bushen. Vi tog billeder af dem, men de brød sig ikke om det og gemte sig i det høje græs.

For en gangs skyld skulle vi ikke op og nå noget, så Belinda sagde, at vi bare kunne stå op med solen. Jeg vil snarere kalde det at stå op med fluerne, der sværmede om næsen på mig som om jeg havde bestilt morgenvækning.

Efter morgenmaden gik vi en tur i området, med en lokal aboriginal mand, der fortalte om klippemalerierne og om bushmedicin. Vi skulle egentlig have været et andet sted hen, men vejen var gået i stykker, så der var et huld større end bilen og vi måtte derfor ændre planerene. I stedet kørte vi til Helen George og badede i endnu et vandhul mellem tårnhøje, røde klippevægge.

Den sidste aften bagte vi pizza i en gryde over bålet. En af de andre aftenener havdevi bagt kage på samme måde. Supersmart. Det må jeg prøve når jeg kommer hjem. Jeg har bogstaveligt talt sovet i en flod, for vi slog lejr midt i den lavvandede flod. Jeg diskuterede forskelle mellem canadisk og norsk vinterbål med Ryan og så cykelløb på hans ipod mens vi lod ånderne få en pause fra vores energiske søgen efter dem. Jeg kiggede på stjernehimlen og så hvordan en nabogalakse gled over himlen i takt med at aftentimerne gik. Det var en skøn gruppe at rejse med, og det var helt vemodigt at krybe i swagsne velvidende, at det var sidste gang.

Sidste dag blev brugt på at krydse en flod ved at hoppe fra sten til sten, bestige et lille west macdonnelsk bjerg og nyde den fantastiske udsigt derfra mens vi spiste schokoladesmåkager og saftige apelsiner. Der blev tid til endnu en vandhulsbadetur (14 meter dybt) i smukke omgivelser, inden vi kørte tilbage til Alice.

Jeg var megatræt, da jeg kom tilbage til hostlet, men jeg fik mig alligevel stablet på benene til at tage i byen for at mødes med gruppen til aftensmad. Jeg spiste krokodilleforårsrulle. Det var lækkert. Fiskekonsistens med kyllingesmag. Og så hjem på hovedet i seng, fuldstændig tappet for energi, men stadig med humøret så højt som stjernehimlen efter en virkelig dejlige tur i bushen.