New Zealand Explorer


På valgfaget 'New Zealand Explorer' har vi i løbet af efteråret på Silkeborg Højskole forberedt vores eventyr Down Under. Nu er der kun få dage til afgang og jeg glæder mig!
De første tre uger skal jeg rejse sammen med med NZ-holdet, der består af 22 elever fra Silkeborg Højskoles Friluftlivshold, Friluftlærer Rasmus og tre gutter Rasmus har fået til at hjælpe os. Vi skal vandre, sejle kajak, svømme med delfiner, cykle på mountainbike, klatre og vandre endnu mere på forskellige steder af New Zealands sydø.
Efter de tre uger fortsætter jeg eventyret. Først på egen hånd i New Zealand og Australien og senere med Anne Bek i Vietnam.

tirsdag den 11. januar 2011

Startproblemer

Jeg havde ventet utålmodigt hele dagen på endelig at skulle af sted. Valgte oven i købet en tidlig bus for at være i god tid. Men sådan skulle det ikke blive. For jeg kom til at vente rigtig længe på bussen, som bare ikke dukkede op. Og da jeg stod der og glanede kunne jeg godt regne ud, at jeg nu heller ikke ville nå toget. Og ganske rigtig: jeg missede det og det jeg kom med blev forsinket nok til at jeg heller ikke nåede det næste tog. Jeg var derfor en halv time for sent i lufthavnen og gruppen havde selvfølgelig forladt mødestedet og var gået til gaten. Men jeg fandt dem og alle kom godt med flyet.

Den første lange tur fra London til Bangkok gik fin, og jeg sov det meste af vejen, selvom jeg ellers havde haft planer om at vende mit døgn om fra starten. Den næste tur fra Bangkok til Sydney gik sådan set også fint, men NØJ, hvor var det helt ekstremt kedeligt. Den her flyrejse har været mere end dobbelt så lang tid som når jeg ellers har været af sted. Puha…Jeg så en masse film og kedede mig endnu mere. Problemerne kom, da vi skulle fra Sydney til Wellington. Vi havde alle fundet vores pladser i flyet og den var kørt frem til startbanen, da det blev annonceret, at der var noget galt med den ene motor (eller hvad det var), så vi ikke kunne komme af sted før det var ordnet. Og da vi havde forladt gaten, var der ikke andet for, end at vi måtte blive siddende på vores pladser og vente. Så det gjorde vi - i ikke mindre end tre timer. Og problemet var ikke rigtig løst, men de fandt en lappeløsning, som gik ud på at vi skulle flyve en anden rute, hvilket på mystisk vis skulle afhjælpe motorproblemet. Den nye rute tog så også bare lige noget længere, så vi endte med en tur på 4 timer. Super lækkert. Da vi endelig kom frem var to af gutternes bagage strandet i London.
Forsinkelsen gjorde, at vi ikke nåede vores færge videre til Sydøen, og vi måtte overnatte på en campingplads i Wellington.

Næste dag gik turen over med færgen. En meget smuk tur gennem Sydøens nordlige skærgård. Og her begyndte så de næste problemer, for jeg begyndte at få ondt i maven. Jeg havde mærket det allerede på flyturen, men ikke så galt og jeg havde tænkt det nok ville gå over af sig selv. Det gjorde det så ikke, og tanken om at den forestående tredages kajaktur skulle gå i vasken og tanken om at sidde ude i ødemarken med ondt i maven uden at kunne komme til lægen var ikke just attraktiv, så mens resten af gruppen slog sig ned i en park, kørte jeg med Rune til lægen i den lille bil. Lægen fandt synderen og udskrev en recept. Det kostede den nette sum af 130 Dollars! Dejligt sundhedssystem de har her.
Håber min forsikring dækker.
Vi kørte et godt stykke til Marahou i Abel Tasman hvor de andre havde ventet læææænge på os…og på aftensmaden som vi havde glemt lå i den lille bil. Ups.

Så var vi klar til kajakeventyr!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar