Så er vi nået frem til Kaikoura ved Sydøens østkyst. Vi ankom helt svedige efter vores tredages vandretur (uden bad) og 4 timer i en meget varm bil. Men men men, den anden bil med vores bagage var ikke ankommet, så ingen shampoo eller rent tøj til det længe ventede bad. Vi havde købt ind hver for sig i et supermarked på vejen, og jeg gik i kokkererede chili sin carne og majskolber til Nina, der ikke kunne få nok af solen og derfor smækkede sig ned på liggeunderlaget og stegte lidt videre.
I morges stod vi op kl. 4, slugte en hurtig portion havregryn med mælk (mæææælk, hvor jeg dog savner mælk) inden vi kørte ned til Kaikoura Dolfin Encounter: Klar til at svømme med delfiner. Våddragterne blev trukket på og så satte vi i tre mindre både ude i det lyseblå vand med fuld fart. Der gik ikke lang tid før de første delfiner viste rygfinnerne og vi stoppede snorklerne i munden og ploppede overbord. Straks svømmede et pragteksemplar af en delfin forbi mig og jeg slugte en ordentlig mundfuld saltvand af bar begejstring. Da der ikke skete så meget mere i den omgang, kravlede vi op på båden igen og sejlede lidt videre på jagt efter en ny flok.
Efter et par ganges forsøg havnede vi endelig i en stor legesyg flok, og en mor med sin lille unge svømmede tæt forbi mig. Derefter kom to store delfiner og cirklede et par gange omkring mig. Vi havde fået at vide, at vi skulle svømme i cirkler og dykke for at lege med dem og at vi skulle synge i snorklen, så jeg plaskede ivrigt rundt og slugte mindst en liter vand mere i forsøget på at synge nummer 150 fra højskolesangbogen.
Da det var tid til at sejle tilbage til havnen, fulgtes vi med en kæmpekæmpekæmpe flok tilbage. Delfiner lever ikke i flok, men mødes for at socialisere og lege med hinanden. Når man fanger dem i disse ’legestuer’ er der god mulighed for at se dem lave alle deres finurlige badutspring. Vi så dem hoppe højt og lave backflip og saltoer. Og der var bare mange. Jeg var ikke så heldig som flere af de andre i forhold til at se delfinerne undervand, da vi svømmede med dem, så jeg synes faktisk det var federe at se dem oppe fra båden. Især fordi der var så SINDSYGT mange.
Delfiner sover ikke. De bliver nødt til at holde sig vågne for at komme op og trække vejret. Til gengæld kan de slukke dele af deres hjerne og på den måde få slappet af. Det gør de som regel mellem klokken 11 og 13 midt på dagen. Så er der ikke så meget spas at se fra dem.
Guiden fortalte, at de to delfinarter vi så (dusky dolfin og common dolfin) kan svømme op mod 38 km i timen, og at de nyfødte kalve ligner rugbybolde med hale. De unger vi så var noget større, men stadig meget nuttede.
Nu er vi tilbage på campingpladsen og tager en formiddagsslapper (det gør delfinerne nok også nu) inden vi finder pladserne i bilerne og vender forlygterne mod Christchurch, hvor den skal stå på flere vandaktiviteter.
Så er vi nået til Christchurch og bor på en stor kedelig campingplads et stykke fra stranden. Da vi vågnede var det blevet overskyet og regnede og blæste koldt. Det var lidt ærgerligt, for vi skulle ud at surfe i foskajakker ved stranden. Vi nåede at slæbe kajakkerne ned og et par stykker nåede ud, inden vi måtte pakke det hele sammen igen og droppe det pga. af for dårligt vejr. Det eneste jeg nåede, var at klæde om til badetøj og stå of fryse og blive kold mens jeg ventede.
Efter frokost var vi nogle, der ville gå over og lave træklatring. Der gik kludder i mit vasketøj, mit dankort og mit studiekort, så til sidst endte jeg med at droppe det. Så dagen gik virkelig hurtigt uden at der er sket noget som helst. Det er lidt træls.
New Zealand Explorer
På valgfaget 'New Zealand Explorer' har vi i løbet af efteråret på Silkeborg Højskole forberedt vores eventyr Down Under. Nu er der kun få dage til afgang og jeg glæder mig!
De første tre uger skal jeg rejse sammen med med NZ-holdet, der består af 22 elever fra Silkeborg Højskoles Friluftlivshold, Friluftlærer Rasmus og tre gutter Rasmus har fået til at hjælpe os. Vi skal vandre, sejle kajak, svømme med delfiner, cykle på mountainbike, klatre og vandre endnu mere på forskellige steder af New Zealands sydø.
Efter de tre uger fortsætter jeg eventyret. Først på egen hånd i New Zealand og Australien og senere med Anne Bek i Vietnam.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar