franskmænd i overtal

23.02.11-27.02.11

Tænk engang! Jeg tomlede med hensigten om at havne ved vestkysten og endte med at rejse videre med dem i en uge. Og jeg har haft en rigtig god uge!

Greg og Stefanie skulle på en guided tur op på Fox glaicier og i mens gik mig og Ilhan to kortere ture på hver side af gletcheren. Et sted måtte vi krydse en flod og det var noget vanskeligere end jeg havde forudset, men det gik ok (var bedre til at hoppe over vand denne gang, end da Ida og jeg skulle hoppe over åen i Silkeborg) og vi kom frem til et udsigtstårn med god udsigt over den grå og lyseblå is.
De to andre var vist lidt skuffede over deres tur.

Jeg besluttede at droppe at vandre i Fox-området og i stedet tage videre med de andre der også havde planer om at vandre. Jeg var egentlig ligeglad med om jeg vandrdede i Fox eller længere nordpå...det ku bare være hyggeligt at vandre sammen med nogen.

Vi kørte videre op til Frans glecier og gik en tur ved den også. Den var sådan ca. fuldstændig magen til og jeg skulle tisse helt vildt, så jeg glemte lidt at kigge på den flotte lyseblå farve. Det særlige ved de to gletcheren er, at de løber fra bjergene og lige ned i en tempereret regnskov. Det ser ret specielt ud. Området minder ellers lidt om Fiordland med de stejle, stejle bjerge beklædt med native bushagtig ...ej, det er ikke sådan lige til at beskrive. Masser af bregner og birketræer.

I hakitika overnattede vi i nærheden af en grotte med glowworms. Først gad jeg ikke rigtig tage med derover fordi jeg har set dem før da vi var på kajaktur og jeg hader mørke.

Men jeg tog med alligevel, og godt for det, for det var meget bedre end første gang. Man gik ind ad en lille sti, og rundt om hjørnet var det som om man trådte ind i en ekstra himmel af stjerner. Kiggede man lige lodret op så man de rigtige stjerner, og alle de lysende prikker fortsatte bare hele vejen ned til jorden hele vejen rundt. Ilhan er helt optaget af at fotografere, så han satte exposeren til to minutter og fik nogle ret fine billeder ud af det.

Om eftermiddagen havde vi besøgt en jadefabrik hvor de lavede de jadesmykker som man ser alle gå med her. Nogle af dem er ret fine og når jeg finder en der passer mig vil jeg måske købe den. De laver dem i forskellige maorisymbolske figurer, der betyder alt mugligt forskelligt, så man må finde en der passer.

Vi sov længe næste morgen og brugte en masse dejlig tid på at nyde solskinsvejret og en kop te med honning til morgenmaden, inden vi satte kursen mod Arthurs pass. Jeg kan ikke lige huske om vi stoppede for at se på noget på vejen, men det var bare hyggeligt at cruise gennem de smukke landskaber. Ilhans har rejst rundt i NZ i et år (fik lige lov til at fejre hans årsdag med dem) og bor i en gammel varevogn han har bygget om, så den har en seng, hylder og et lille opholdskøkken bagi. Meget fint. I Arthur holdt vi ind på en backpackers og jeg lavede mad på min trangia i vognen, men slog mit telt op på en doc plads på den anden side af hegnet fordi prisen var fire gange lavere. Til gengæld var denogså hjemsted til en Kea, der gjorde min teltopslagningstid fire gange længere. Den ville gerne have fingre i mine pløkker og min mad. Så jeg fik bakset alle tingene ind i teltet og håbede på at dens otteårigbarns intelligens ikke hjalpden ind i teltet efter maden.

Der var ret mange på pladsenog jeg havde kun været der to minutter før et hollandsk par i en campervan kom og sagde hej. De lånte mig en ekstra sovepose til natten og da jeg sad i teltet om aftenen og pakkede til vandreturen, kom de med en kop te til mig. Meget flinke folk, må jeg sige. Desværre var de på vej videre, så det gav ikke mening at sætte et lift op. Det var en god te, men jeg måtte betale prisen med fire toiletbesøg i løbet af natten. (overvejer at udskifte mit lykketal4 med et andet)

Vejret var ikke helt vildt godt for vores vandretur, men mit vandrehumør var en 1'er og jeg traskede derudad. Der var en masse andre, der havde kurs mod samme hytte, men vi var de eneste med planer om at overnatte. Og godt for det, for det var mildest talt ikke andet end et blikskur med tre køjesenge og en kamin.

Vi spiste vores frokost og drak en kop te. Det var ret koldt, så det var dejligt med noget varmt at drikke. Det var blevet lidt mere skyet, men vi satte alligevel vores sovegrej i hytten og begav os mod toppen. Men vi nåede ikke langt før det begyndte at plaskøse, og skyerne faldt ned om os og totalt dækkede bjergene og enhver udsigt til noget som helst. Så vi besluttede at vende om og gik tilbage til skuret, hvor vi tændte op i kaminen og pakkede os ind i noget mere tøj.

Så stod den ellers på kortspil og hyggeligt samvær i mange timer inden det blev tid til at lave mad. De andre grinede lidt af at jeg havde slæbt grønsager med til at lave en dejlig sovs til min pasta, men så kunne jeg grine lidt tilbage da de allede ærgrede sig over ikke at blive mætte af deres instant nudler.

Vejret var ikke blevet bedre dagen næste morgen, så vi droppede topturen og sov i stedet længe inden vi begav os nedad igen. Faktisk nød jeg turen tilbage mere. Måske fordi jeg kendte de andre lidt bedre og ikke følte mig presset til at skulle præstere noget vandreherodisk, men det var som om at landskabet havde ændret sig. Først gik vi igennem en smuk elverskov taget direkte ud af Ringenes Herre. Det var som at befinde sig i et eventyr, og vi brugte megen tid her på bare at tage os tid til at gå langsomt og stoppe op og lege med alfestøvet. Der var absolut kommet mere vand end dagen før, og vi måtte klatre på veltede træer over små strømme.

Vi stak hovedet ind på doc og sagde farvel, spiste frokost og gjorde klar til en lang køretur til Kaikoura, hvor jeg har været før med højskoleholdet. På vejen stoppede vi for at gå en tur til nogle skægge klipper der lavede fine skulpturer på bjergene. På marken ved siden af, så jeg mine første marinofår på nært hold. Tænk at bo der! Smukke klippeskulpturer på bløde bjerge af smukke gyldne farver når man kiggede til den ene side og store, høje "vilde" bjerge til den anden. Smuk udsigt hele vejen rundt. Blev enig med Greg om at det var den smukkeste beliggenhed for et hus vi nogensinde havde set.

Vi nåede frem til kysten, Kaikoura og havets dybe lyseblå farve. Det er helt vildt så forskelligt klimaet og vejret kan være her. Vi skiftede til sommertøjet og forberedte os på en tur i poolen senere. Jeg nød mit første brusebad siden jeg forlod Garston og skruede højt op for varmen.
Efter aftensmaden lavede vi æblekompot af nogle vilde æbler vi havde plukket på vejen og spiste den som dessert med en kop te og en sludder.

Da vi havde nydt en ligeså hyggelig morgenmad morgenen efter, og et ligeså langt og varmt bad som afenen inden, hoppede jeg ind i bilen med dem for sidste gang. Jeg ville af i Blenheim for at tage tilbage til St. Arnaud og Nelsonlakes nationalpark og de skulle nordpå til Picton for at tage færgen til wellington og Nordøen. De satte mig af, og vi sagde farvel og vinkede da de kørte.

Selvom der var nogle kommunikationsproblemer fordi Stephanie ikke var så god til engelsk, var det hyggeligt at snakke med dem og være i selskab med dem. Mange gange lyttede jeg bare til deres franske lyde når de diskuterede alverdens emner, men det gjorde mig ingenting.

Jeg havde nogle gode samtaler med dem og jeg kunne virkelig godt lide dem. Meget meget behagelige og herlige mennesker med en skøn humor og en musiksmag der machede min til det nærmest perfekte og hvis enhver fest var som den tid jeg tilbragte i deres bil ville jeg feste altid.

Det er lidt underligt at man sådan kan møde nogle mennesker for en kort stund som man føler sig god tilpas med og så skilles fra dem efter en uge, velvidende at man måske aldrig kommer til at møde dem igen. Og jeg kunne virkelig godt lide Stephanie. Vi havde nogle gode samtaler og hun er virkelig sød. Hendes mor er tysk, så når jeg talte med hende foregik det på en blanding af tysk og engelsk. Vi har udvekslet emailadresser (må godt nok indrømme at jeg lige nu ikke kan finde hendes) så vi kan holde kontakten og jeg har lovet at skrive til hende hvis jeg har planer om atkomme til Paris.

Så igen på egen hånd stillede jeg mig i vejkanten og var spændt på hvem jeg nu skulle møde.