Jeg stod tidligt op i går morges for at køre med ungerne ned til hvor skolebussen holder. Ikke for at køre med skolebussen, men for at blive samlet op af en nabo, der kunne tage mig med til Frankton, hvorfra jeg ville tage videre til Alexandra. I Alex bor Kristina som mig og Frøken Magnild rejste med i Namibia forige sommer.
Jeg var heldig med liftne til Alex og var allerede fremme kvart over ti, så jeg vadede lidt rundt for at kigge på byen inden Kristina fik fri fra arbejde kl tre.
På min vej kom jeg forbi Alex Primery School og jeg smuttede ind på kontoret for at høre om de ville have besøg af en nysgerrig næsten uddannet lærer. Maree havde fortalt mig, at denne skole skulle være speciel, fordi de arbejder særligt på at møde de enkelte elevers behov og derfor fx på nogle årgange har pige- og drengeklasser adskilt. Det synes jeg kunne være spændende at høre nærmere om.
Hjemmefra havde jeg hørt at man i New Zealand og Australien bruger en særlig læseindlæringsmetode og en særlig undervisningspædagogik i det heletaget, som jeg havde tænkt kunne være spændende at opleve.
Og det var meget spændende og inspirerende. Det er lidt svært sådan lige at gøre rede for hvordan det var. Men jeg har prøvet at tage nogle billeder af de synlige forskelle, så jeg kan huske det. Den største synlige forskel, som dog ikke lige sådan lod sig fotografere, var, der umiddelbart slet ikke var noget af det vi derhjemme ville kalde tavleundervisning. Ikke noget med en hel klasse, der sidder på deres pladser og ikke kan koncentrere sig om det stof læreren forklarer oppe ved tavlen og som niveaumæssigt kun passer til en brøkdel af klassen. I stedet foregik alting i små niveaudelte grupper, der på skift blev undervist af læreren, mens resten arbejdede selvstændigt i grupper, par eller individuelt med forskellige selvkontrollerende projekter eller opgaver. På væggen hang en liste over ting der skulle laves, og elever var så selv ansvarlige for at tingene blev lavet og kunne selv administrere i hvilken rækkefølge de ville lave tingene. Når en opgave var løst, krydsede de af på listen på væggen. Og så var der selve classroom management delen (belønnings system brugt i angelsaksiske del af skoleværdenen) som jeg dog havde troet ville være mere udtalt. Men der var en del og jeg fik nogle fifs og ideer og en række nyttige adresser på hjemmesidder med ideer. I det hele taget et meget inspirerende besøg.
Da skolen sluttede klokken tre, tilbød en af lærerne mig et lift hjem til Kristina og det passede lige med at hun kom hjem samtidig. Vi kørte straks ud til hendes hest og vi red en tur i de smukke omgivelser. Hesten står hos en veninde, der har en kæmpemasse heste. Jeg red på en af hendes. En af de bedre heste jeg har redet, men meget sølle af udseende. Den var skvattet over et hegn for nylig og havde skrammer på benene. Og så tror jeg den havde øjenbetændelse, stakkels kræ. De andre heste hun havde var ellers nogle smukke, fine nogen. Alex ligger i central otago, hvor klimaet er anderledes end nede i Southland og Fiordland. Det er meget tørrere og varmere, så farverne på bjergene er anderledes.
Vi red en times tid før vi vendte næsen hjem til Kristinas hus og hendes mand. De bor lige uden for Alex i et hus med noget land, hvor de har 20 får og en frugtplantage.
Vi sludrede over aftensmaden og samlede op på tingene siden Namibiarejsen og det var skægt at se hende igen. Men også lidt underligt fordi vi jo i bund og grund slet ikke kender hinanden. Hun er ikke den mest fortællende person i verden, så jeg synes lidt jeg måtte holde den kørende. Det er lidt svært når man er på besøg hos en man ikke kender så godt.
I morges koerte Kristina mig saa tilbage til Alexandra Primery School paa vej til arbejde og hun lovede at kigge forbi hvis hun engang skulle komme til Danmark. Jeg tilbragte morgentimerne hos e-klassen, der er en specialundervisningsklasse for de elever der er bagud i deres egne klasser. De er hver udstyrret med en Ipad som hjaelpemiddel i undervisningen. Om eftermiddagen har de undervisning sammen med deres almindelige klasser.
Da elever gik til frokostpause sagde jeg farvel til de meget venlige og gaestfrie laerere og traskede ud til udkanten af byen hvor jeg blev samlet op af en ung britisk pige, der til mit held skulle hele vejen til Queenstown. Hun havde rejst i NZ engang og var blevet vild med landet. Da hun tog videre til Australien og ikke syntes om det, tog hun tilbage til NZ med planer om at arbejde her et aar. men som alle andre der har fortalt mig den slags historier, endte hun med at blive her og har nu vaeret her i tre aar uden planer om at tage tilbage.
I Queenstown fandt jeg den gode is-cafe og koebte en kaempe isvaffel med to kugler: chokolade is og banansplit-s. Mums, den var god. Noed den ved havnen, mens jeg kiggede paa vandet og bjergene. Gik op for at hilse paa Ian (manden der formidlede kontakten til familien sim), men han var ikke paa arbejde. Oev. Saa jeg skrev en hilsen til ham paa en seddel og bad hans medhjaelper hilse fra mig.
Koerte med de skaeggeste damer tilbage til Garston. Det var en Kiwi og en herboende brite fra Invercargill, der havde besoeg af to damer fra England. De havde vaeret paa en dagstur til Queenstown og var nu paa vej tilbage. De havde bestemt haft en god dag og der blev sludret og grinet i hoejeste gear i bilen. Den ene af dem mente, at hun vidste alt hvad Danmark va kendt for og jeg maatte goere rede for Vestas og traesko og tulipaner (de var nok lidt Hollandsforvirrede) og taelle til ti pa alle de sprog jeg kunne. Paa vejen stoppede vi i Kingston for at soppe i soeen og for at tage billeder af den smukke udsigt. De koerte mig helt til doeren og var meget fascinerede af de gamle farmerbygninger paa vejen.
Da jeg kom hjem tog jeg en hoppetur med Henry og Bridget og alle de mange oplevelser og intryk jeg havde faaet fik det til at foeles som om jeg havde vaeret vaek en hel uge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar