05.02.11
Jeg havde pakket tasken med telt, sovepose, trangia og de mest noedvendige varme troejer, solcreme, foerstehjaelpsudstyr og al mulig al for tung mad. Resten af mine sager blev i et laast skab i holidayparken.
Vejret var heldigvis blevet bedre end aftenen forinden og solen skinnede ligefrem ned paa mig, saa jeg inden laenge maatte holde en teknisk pause (som Sune ville kalde det) for at laegge bluser i tasken og finde solcremen frem. Det var dog helt anderledes selv at kunne bestemme hvornaar denne tekniske pause skulle ligge (paa faellesturene var vi 5 om at bestemme de tog det endte ofte med 5 pauser i loebet af den foerste halve time, fordi folke lige skulle justere praktiske ting og sager) og jeg gik en hel time inden jeg fandt sportstapen frem og bandt foedderne ind. Det foerste stykke af ruten var fladt og loeb langs Lake Te Anaus sydlige bred og stien var loeb som en tydelig skovsti gennem den typiske urskovsagtige skovtype der har vaeret de fleste steder jeg har vaeret i skoven. Tempereret regnskov med en masse soelvbirketraeer og bregner i skovbunden. Det er utroligt flot og eksotisk, men det tager ogsa en masse udsigt, saa man ikke kan see bjergene og efter et par timer i skoven bliver det lidt ensformigt.
Jeg begyndte opstigningen og blev lynhurtigt meget glad for skoven, for det var haardt at gaa opad og traeerne forhindrede solen i at goere det alt for varmt for mig. Stien var ikke saaden en kravlesti som vi ellers har vaeret ude paa, for Kepler Treck er kategoriseret som “Great Walk”, hvilket betyder at stierne er let fremkommelige og svaerhedsgraden overkommelig. I stedet kravlede stien i zikzak op ad bjerget og til sidst blev jeg helt zikzakket i hovedet og da jeg moedte et par kommende fra den modsatte retning, der sagde, at jeg snart var ude af traegransen og zikzakkeriet, blev min taske 5 kilogram lettere og mit vandrehumoer steg 10 grader. En straekning havde jeg ellers maattet holde pause ved hvert andet zik og hele tiden have en slurk vand. Et sted holdt jeg en lidt laengere pause for at spise min madpakke, som bestod af gaarsdagens rester spaedet op med kiksekrummer. Igen var det det med vandre alene uden gruppen. Saa kunne jeg holde en lyn frokostpause og i stedet tage et par ekstra smaapauser paa vej op.
Det er skaegt som nogen ting kan give en ekstra energy naar man gennemfoerer noget man synes er haardt. Et sted paa vejen op kom en lille brun fugl og landede paa stien foran mig. Den hoppede foran mig og fulgtes med mig i fem minutter, zikzak efter zikzak. Og i de fem minutter var det slet ikke haardt at gaa. Senere saa jeg i et haefte at den type fugl sjaeldent viser sig, men mere er en fugl man hoerer.
Endelig naaede jeg traegraensen og fandt en sten at sidde paa og nyde udsigten ud over dalen og Lake Te Anau. Et ekstra lag solcreme kom paa og et par kiks roeg ned inden jeg gik videre. Moedte et par stykker mere, der kom gaende i modsat retning og de kunne fortaelle, at jeg var lige ved at vaere ved hytten. Og der, lige rundt om ‘hjoernet’ af det naeste bjerg, var den. Taenkt, var det ikke laengere. Det var lidt haardt mens jeg gik op af zikzakbjergstien, men da jeg foerst kom frem foeltes det som ingenting. Og det havde ikke taget saerlig lang tid. Det havde kun taget 4 timer. 2 mindre end startskiltet sagde.
Jeg valgte en seng og gik ned i stuen for at hilse paa de andre. Snakkede med et aeldre par fra Australien, der gav mig navnene paa et par i Sydney, som de anbefalede mig at opsoege paa couchsurfing. Jeg gik med et ungt canadisk par et stykke op ad bjerget til nogle klippehuler med drypsten i. Gutten var geologistuderende og kunne fortaelle om de moenstre og dippedutter som det hvide drypstenshalloej dannede. Jeg forstod det ikke rigtig, men det saa fint ud. Haehae.
Tilbage i hytten lavede vi hver vores aftensmad og sad sammen og spiste den i stuen. Hytterangeren kom og fortalte om hytteforholdene (det har jeg ikke oplevet foer at de har gjort, men jeg gaar ud fra, at det er fordi det var en stor hytte paa en Great Walk.) Bagefter hev han en stoutfaelde frem. Naar man gaar paa stierne her, er der paa nogle straekninger en faelde for hver 200 meter, som de forsoeger at holde stoutbestanden need med. En gang indfoerte man kaniner, men fandt ud af at det ikke fungerede saa godt med dem i forhold til den new zealandske natur. Saa man besluttede at indfoere stout (sadan lidt vaeselagtige rovdyr) for at holde kaninbestanden nede. Der skete saa bare det, at stouterne var lidt dovne og synes at de da ligesaa godt kunne aede de native birds i stedet for. Saa nu er kiwierne og de andre langsomme ikkeflyvende fugle truede af stouterne og kaninbestanden trives. Rangeren viste os hvordan faelderne virker, og noej hvor jeg dog haaber, at der aldrig er et barn der finder paa at stikke sin arm ind i saadan en. Rangeren fortalte ogsaa, at de har problemer med faelderne, fordi keaen (bjergpapegoejen), der har en inteligens svarende til et 8-aarigt barn, har fundet paa at det er sjovt at udloese faelderne ved at stikke en gren ind fra siden.
Den new zealandske accent, er virkelig en noget skaev faetter og ikke det nemmeste i verden at forstaa. Faktisk staar det saa skidt til, at da Rangeren spurgte mig om jeg havde haft en god tur, svarede jeg ‘I had beans and rice for dinner’. Og saa var det foerst efter et par timers undren over Rangerens besvarende skeptiske ansigtudtryk, at jeg kunne hoere for mig hvad det egentlig var han havde sagt.
Aftenen blev tilbragt med at spille kort med et ungt par fra Christchurch, en gut fra Tyskland, en fra Australien og Rangeren. King and Asses har faaet et par ekstra regler siden sidst jeg spillede det, og saa har jeg langt om laenge fundet ud af hvad det kortspil man kan spille paa computeren gaar ud paa. Faktisk er hjerterfri da et ganske fint spil. Det skal jeg huske naeste gang jeg kommer til Svaneke.
Der var monsterkoldt i hytten selvom vi taendte op i braendeovnen, og tissede to gange inden jeg kravlede i posen, i haab om ikke at skulle op og tisse i kulden midt om natten. Denne gang med bedre held end med Possumen...som jeg lige vil undersoege hvad hedder paa dansk....mon det er en maar? I hvert fald, for lige at komme med en tilfoejelse til sidste indlaeg, lugtede det ligesom paa badevaerelset paa Boegevej, da den strintede op ad mit telt efter jeg havde lagt mig ind igen...og det hjalp ikke med ‘begrave-ansigtet-i-liggeunderlag-teknikken’.
Det var fint vejr da jeg vaagnede om morgenen og jeg skyndte mig at pakke sammen, saa jegk kunne komme hurtigt af sted i tilfaelde af at vejret skulle skifte. Og saa begyndte den alpine del af vandreturen. Det er altsaa bare megaflot. Jeg lagde ud med at holde en million pauser, fordi der bare blev ved med at vaere saa smukt, at jeg bare MAATTE ha et billede. Og endnu et og endnu et. Det gik stoedt opad og det blev kun smukkere og den maede lyset legede med graesset, saa det fik alle mulige gyldne og groenne farver, var bare Saaaah fint. Og Lake Te Anau er endnu endnu endnu finere deroppefra. Det ser saa fantastisk ud den maade det ser ud som om bjergene er placeret oven paa vandet. Efter et stykke loeb stien paa Mount Luxmore, og da jeg naede om pa den anden side kunne man lave en afstikker til toppen af bjerget. Jeg lagde min rygsaek fra mig, men lige i det jeg startede opstigningen skiftede vejret pa et splitsekund og vinden blev meget staerk og det begyndte at regne med de koldeste isdraaber jeg nogensinde har maerket. Jeg satte mig i laa bag en stor klippe og fik regntoejet paa hurtigere end Lake Te Anaus fisk kan naa at sige ‘blop’, og rygsaekken kom paa igen, da jeg havde droppet en bjergbestigertur i saadan et vejr. Men ligesaa hurtigt det var kommet, forsvandt det igen, og rygsaekken roeg tilbage paa i lae bag klippen og jeg begyndte opstigningen. Det gik hurtigt og fint og paa toppen blev jeg belonnet med en 360graders udsigt over bjergene. Jeg forsoegte at lave en film, men blaesten overdoevede det hele og jeg kastede i stedet et sidste blik ud over landskabet inden jeg satte kursen tilbage mod rygsaekken og videre ad hovedruten. Landskabet blev bare ved med at se flot ud, og jeg fik brug for alle Sunes vandretips paa min tur op og ned og paa kanten af bjergkammen. Jeg naede til det foerste noedskur og besluttede at min frokost skulle spises ved det naeste, der i foelge skiltet skulle ligge to timer vaek.
Det naeste stykke gik paa bjergkammen og var virkelig smuk, men ogsaa ret udsat, saa det var med at holde tungen lige i munden, naar vinden pustede til mig. Jeg fandt senere ud af, at Sara og Eva var naaet netop hertil, paa det tidspunkt, hvor jeg og de andre kajakfolk maatte opgive kajakroningen og soege ly i hytten, og de to var blevet noed til at overnatte i noedskuret og lyne deres soveposer sammen for at holde varmen. Jeg tog en bid ad gangen indtil jeg kunne se det jeg gik ud fra maatte vaere ‘the hanging valley’. Saa var der ikke langt til naeste noedskur. Men det kom bare ikke og jeg blev mere og mere sulten. Jeg slugte en mueslibar og kaempede videre. Kiksene blev fundet frem og stoppen i munden mens jeg gik. Til sidst kunne jeg ikke vendte laengere og jeg besluttede at naeste sted med lae, ville jeg spise frokosten. Saa det gjorde jeg , med den allersmukkeste udsigt jeg nogensinde har spist frokost med. Kaempe bjerge og store afstande og fantastisk farvespil. Jeg rejste mig for at gaa videre og da jeg kom ud fra den bjergside der havde givet mig lae, saa jeg skuret. Men saadan skal det jo vaere.
Det sidste stykke efter skuret og inden nedstigningen var virkelig slemt og ikke laengere noget der var til at nyde. Puha. Jeg vaeltede om kuld to gange fordi vinden drillede og rygsaekken var tung og da det ogsaa begyndte at regne med store, fede vaade draaber, var det bare ikke saerlig sjovt laengere. Jeg loeb et stykke for hurtigere at komme hurtigere til traegraensen og forhabentlig i ly for regn og vind. Jeg haabede ogsaa, at jeg ligesom dagen inden ville vaere kortere tid om det end skiltene havde sagt det ville tage. Endelig naaede jeg traegraensen, men den var temmelig tynd og ikke vandtaet. Og saa var det oven i koebet en masse zikzak nedad. Stejlt nedad. Saa vil jeg altsaa hellere gaa lidt laengere og undgaa det stejle. For det er haardt for knaeene og foedderne. Puha. Maatte hele tiden stoppe for at sikre balancen og stoppe farten, der ligesom bare kom af sig selv. Det var ret traettende. Til sidst orkede jeg ikke mere. Uanset hvor taet jeg var paa den hytte, maatte jeg bare have en pause og jeg satte rygsaekken fra mig og mig selv oven paa den og tog en slurk vand. Efter lidt tid kom en fyr og overhalede mig, mens han kiggede underligt paa mig. Maaske fordi han godt vidste, at hytten laa lige rundt om det naeste zik. Men det var jo ikke til at vide.
Kom frem og kom i ly. Tyskeren og paret fra Christchurch var kommet frem og efterfoelgende kom de andre lidt efter lidt. Der kom ogsaa nogle ‘nye’, der havde vaeret seje at tage hele straekningen paa ‘en dag. Jeg er glad for at jeg havde breakket min i to dage selvom det var dyrt at bo i Luxmore Hut. Vi taendte i braendeovnen og haengte toej til toere. Saa satte vi vand over til te og satte os med kortspillet igen. Efter et par omgange med hjertefri (nyt yndlingsspil) introducerede jeg piratbridge og taenkte igen paa svanekeaftnerne. Det var superhyggeligt. Endelig kom det aeldre australske aegtepar. De havde vaeret laenge undervejs og jeg var begyndt at taenke paa om blaesten var for strid oppe paa bjergkammen. Men nu var de fremme og gik pladask ind for at tage en lur. Nogle af de andre gik en tur for at kigge paa et vandfald, men jeg gad ikke gaa mere og fandt i stedet campingomraadet og slog mit telt op.
Under et lille overdaekke lavede jeg aftensmad i selskab af en flok gutter, der ogsaa vandrede i enten den ene eller anden retning. Nogle af dem havde ogsaa vaeret i Luxmore Hut, hvor man ikke kan campe. Kun to af gutterne, en israeler og en franskmand var snaksagelige og de andre, der vist var tyskere var bare stille. Sent ud paa aftenen kom et ungt par, som var saa snoppede, at jeg ikke engang gad at vide hvor de kom fra. Men deres accent loed lokal. Da vi spurgte hvilken retning de gik i, fik vi et ‘vi er bedre’ svar tilbage om at de paa trods af at vaere startet i Queenstown samme dag allerede var naaet hertil og at de havde taenkt sig at gennemfoere hele turen paa to dage. Dem om det.
Jeg gik sent naeste morgen og overhalede flere af de andre paa vejen. Da jeg kom frem til naeste hytte var jeg traet i foedderne og satte mig og spiste frokost med to amerikanske army-kvinder, der ogsaa havde vaeret med hele turen, men havde holdt sig lidt for sig selv. Planen var at jeg skulle gaa et stykke videre til en campingplads, saa jeg maatte undvaere kortspillet. Men faldt i snak med endnu et aeldre par, der var pa en dagsgaatur i omraadet og de tilboed mig et lift til Te Anau, hvis jeg kunne gaa naeste dags straekning oven i dagens treakning, saa det gjorde jeg. Det var godt nok noget af en udfordring for foedderne, der var meget oemme. Et sted moedte vi nogle af parets venner, der ogsaa vandrede og de havde deres danske svigerdatter med. Hun havde boet i NZ de sidste ti aar, og at doemme ud fra hendes store problemer med at tale dansk til mig, vil jeg ikke gaette paa hun har kontakt med Danmark saerlig ofte.
Langt om laenge naaede vi til rutens ende og damen tog et billede af en traet, men stolt Hanne pa The Swing Bridge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar