30.01.11
Jeg pakkede mit telt sammen aftenen inden vi skulle med bussen til Te Anau for ikke at skulle staa med det tidligt om morgenen i moerke og sov i Asger, Anders og Christians telt. Og heldigt for det, for det blev et mega regnvejr om aftenen og hele natten.
Vi kom ikke langt med bussen foer vi kom til at holde i en lang koe. Buschauffoeren hoppede ud for at kigge, og det viste sig at en stor klippe var trillet ned fra bjerget og havde lavet a kaempe hul i vejen. Der gik en lille time foer de havde faet ryddet op og vi kunne komme videre. Men vi naede frem og jeg blev sat af ved en campingplads og fik sagt et hurtigt farvel til Sara og Eva. Jeg var kun lige naaet ind og bussen koert sin vej, da jeg opdagede at jeg havde glemt min regnfrakke i bussen. Det blev jeg godt nok aergerlig over. Oev. Men igen blev jeg moedt af de flinkeste Kiwier og en mand fra campingpladsen koerte med mig i bilen efter bussen og jeg fik den tilbage. Juhuu.
Eftermiddagen blev brugt til at rende rundt i Te Anau og ordne smaating til jeg var helt moer i foedderne af at gaa og til sidst tomlede jeg tilbage til campingpladsen, hvor jeg fik pakket min taske, saa jeg var klar til at blive hentet tidligt af kajakfolkene.
Var klar klokken kvart over seks, da kajakguiden (der var ret fin) og 4 andre deltagere hentede mig ved campingpladsen. De fire andre var to par saadan lidt ‘vi er ved at blive kedelige’-alderen. Men fint nok. Det gik fuld fart til Manapouri, hvor vi laessede en baad med alt kajakgrejet og vores tasker og satte kursen mod West arm i Fiordland. Her skiftede vi til vaaddragter, fleecetroejer, kajakjakker og sydvest. Saadan en rigtig fiskermands sydvest. og masser af insect repellent. Vi hoppede paa en van og koerte til Doubtful Sound, der er en af af de 14 fjorde der er i Fiordland. Af en eller anden grund hedder de Sounds i stedet for fjorde, selvom de rent geologisk er fjorde formet af gletchere i tidernes morgen.
Mens vi koerte der aendrede vejret sig og skyerne faldt ned fra himlen saa vi ingenting kunne se. Vejrudsigten lovede regn, men det skraemte os ikke. Da vi naaede frem var det dog ikke laengere regn, men noget naer tusindvis af svoemmehaller, der blev laesset ud over os fra himlen. NOEJ, hvor var der meget vand. Og blaesten havde taget til. Vi var stadig optimistiske...eller i det mindste lod vi som om vi var (Doubtful Sound må uden tvivl være smukkere når man rent faktisk kan se den...og det ville jeg virkelig godt have kunnet, så min optimisme var kun synlig udefra), og vi slaebte kajakkerne ned til vandet og pakkede dem med alt vores udstyr. Det tog en krig, og da vi endelig var klar til at komme paa vandet var blaesten blevet noget naer sindssyg. Men vi proevede alligevel og den fine kajakguide Sophie havde gennemgaaet sikkerhedsprocedurerne inden (selvom jeg nok vil mene, at mine kajakskills inderholder noget mere avancerede redningsmanoevrer, end dem hun forklarede), saa det hele skulle nok gaa fint. Vi kom paa vandet og padlede af sted og jeg maa nok indroemme at jeg var noget skuffet, for det var absolut ikke lige min droemmekajaktur eller bare noget naer det jeg havde forestillet mig og haabet paa. Vejret var saa skidt, at jeg nok ville kunne padle ud, men jeg ville ikke under nogen omstændigheder nyde det. Når jeg skuppede pagajen fremad var der så megen vindmodstand, at min arm skælvede og lavede bølgebevægelser. Men vi kæmpede os derudaf og nåede at padle i max 10 min, så råbte Sophie "raft up" og vi padlede sammen ved siden af hinanden i en flåde, tæt nok til at kunne høre hendes besked om at det var for farligt og at vi måtte ro tilbage. Øv!
Alle tingene blev pakket ud igen og vi flygtede fra vinden, regnen og sandfluerne (der tydeligvis var meget ligeglade med den gift jeg havde oversølet mig selv med) og søgte ly i en lille hytte tæt ved vandet. Her sad vi så og kunne kigge ud på regnen og fjorden og på de vandfald, der opstod og meget hurtigt blev meget store og væltede ned over bjerget som klatrereb smidt ud over rælingen på et stort skib. Vi hev spillekortene frem og drak spandevis af varm kakao og når det endelig skulle være, så var det faktisk ret hyggeligt. Om eftermiddagen trak vi i alt tøjet igen for at gå en tur til et nærliggende vandfald og jeg erfarede, at der er en hvis grænse for hvor regntæt regntøj egentlig er. Tilbage i hytten lavede vi aftensmad og sludrede og jeg lærte at spille Kings and Asses med en masse ekstraregler jeg ikke kendte. Og på den måde gik hele aftenen med at blive hjerterfri.
Sophie stod tidligt op for at tjekke vejret pg hun besluttede, at det var værd at give it a try, så vi fes i det våde kajaktøj og pakkede det hele igen. Jeg var stadig ikke for optimistisk, for jeg er alligevel kvik nok til at regne ud, at et par timers kajak ikke ville føre os så langt som to dages og selvom jeg godt kan lide at ro kajak, var det nu mest for at få set noget af fiordland smukke landskab...og så stor som doubtful Sound er, var det virkelig en lille del de par timer ville lade os nå at se.
Men afsted kom vi, og vejret var virkelig bedre, så vi fik set nogle vandfald og en pelssæl, der hyggede sig, men det blæste stadig en del og det var ikke særlig fedt at ro i. Den ene af kærestepigerne lignede en tun i ansigtet og nød det bestemt heller ikke. Vi blev vist allesammen lidt glade, da Sophie fik besked over walkietalkien, at vi kunne komme med om bord på en turist cruise en time senere. Vi vendte om og satte fuld fart mod udgangspunktet og fik i en vældig fart skiftet til tørt tøj, klar parat og optimistisk stemte til en sejltur der førte os helt til udmundingen af fjorden til det tasmanske hav. Da vi kom ombord, klarede det op og det blev en rigtig fin tur med meget fine udsigter til vandfald og stejle, stejle klippevægge, grønne bjerge, regnbuer og en masse små øer, der så ud som om de lå oven på vanden og flød som oversize badeænder. Vi drejede ned ad en af fjordens sidearme, der i størrelse og form minder meget den meget mere besøgte fjord Milford Sound, der med sin mere nordlige beliggenhed er meget lettere fremkommelig. Af denne grund, er den og meget mere proppet med turister og derfor, efter min mening, ikke nær så interessant. Hvad der også gøre D. Sound mere interessant er at den pga. sin 10 gange større størrelse har sidearme og derfor meget mere at byde på med de forskelligheder disse har. I den Milfordlignende sidearm så vi en lille flok bottle nosed dolfins der susede afsted med deres rygfinner dansende op og ned i vandoverfladen. Selvom de ikke hoppede eller lavede flips som dem vi så på delfinturen i Kairoura og selvom der ikke var en hundrededel så mange som den dag, nød jeg det lige så meget, fordi det bare er spændende, at der ud af det blå, mit i en uendelig stor fjord dukker en flok af de fætre op.
Ombord på båden faldt jeg i snak med enkanadisk pige, der også rejste rund alene. Vi snakkede fint sammen, og aftalte, at hun skulle hente mig ved visitor center når vi hver især var kommet tilbage til Te Anau, hvor Sophie ville sætte mig af. Jeg benyttede ventetiden med at snuse vandreruter ud hos DOC efter en 'kajaktur' der endte med at jeg alligevel kom til at se en masse af Doubtfuld Sound og faktisk meget mere end hvis det var lykkedes med to dage i kajak. Det kan vel kaldes en slags held i uheld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar