Et par dage med Kayla og en nat med Hr. Possum

02.02.11
Kayla dukkede op paa DOC i Te Anau og vi susede af sted i hendes bil til en oede campingplads ved Lake Te Anau. Det var vist ikke rigtig ment som en teltplads, for underlaget var saa haardt, at teltet drillede.
Vi bredte hendes taeppe ud paa jorden og satte vand over til en kop te, som vi sad og sludrede over i timevis. Det er skaegt, at der er nogen mennesker man bare klikker med. Kayla er udlaert kok i Canada og kom til NZ for at arbejde som kok rundt omkring mens hun rejste. Det havde imidlertid vaeret noget svaerere end forventet, saa nu havde hun droppet arbejdet og rejste i stedet bare rundt i sin bil. Aftensmaden blev ogsaa spist under lystig sludder indtil det begyndte at blive moerkt og vi skyndte os at pakke sammen.

De smaa campingpladser fungerer saadan, at man laegger penge i en lille kasse og haenger en slip paa sit telt eller vogn og saa kommer der en park keeper og indsamler slip og penge. Jeg synes det var en lidt spooky plads og da indsamlingsdamen havde vaeret der og jeg var hoppet ind i teltet (Kayla slog sit bilsaede ned og sov der), bad jeg en lille boen om at jeg ikke skulle op og tisse i loebet af natten. Men som 99% af naetterne mens jeg har vaeret her skulle denne nat ikke vaere en tisseundtagelse og maatte moeve mig ud. Kom saa langt som til forteltet, saa turde jeg ikke kravle laengere. Ind med mig igen og teltet var selvfoelgelig blevet forvandlet til mygge-spisekammer – med mig som dagens suppe. OEV! Jeg gav mig til at klaske myg, men uden det store held og jeg valgte i stedet at pakke mig totalt ind i soveposen saa kun mine naesebor stak ud og jeg vendte saa ansigtet ned i liggeunderlaget. Genial taktik.

Jeg var lige ved at falde i soevn, da jeg hoerte en skummel lyd, der bestemt loed som Kaylas gryde, der vaeltede paa en overlagt maade. Aaaahhhh, hvad var nu det? The park keeper havde vaeret der og Kayla havde forlaengst slukket lyset i bilen. Der var ikke andet for end at jeg maatte moeve mig ud igen. Og denne gang hele vejen. Uhhh. Saa det gjorde jeg med et hjerte siddende et sted mellem oerene og en puls som en koekkenursalarm, fandt jeg mig selv staende ansigt til ansigt med en possum. GILP. Aandssvage lortedyr. Og den blev bare siddende der og gloede paa mig med sine selvlysende blinde oejne. Lige meget hjalp det om jeg raabte og vaesede og lavede kradselyde og kastede sten efter den. Den blev bare siddende. Jeg sneg mig i en stor bue uden om den (I maa gerne synes at jeg er tapper nu!) og reddede gryderne fra den stensikre doed og i en endnu stoerre bue tilbage igen. Forsoegte mig med en sidste vaeselyd og et par sten (den flyttede sig et par meter) inden jeg kravlede baglaens ind i teltet med gryderne som ny sovekammerat og en hel masse nye gaester i “hannes myggeteria”. Orkede ikke den store myggekrig, saa jeg fandt giften frem fra tasken og gav ansigtet en strint inden jeg snoerrede posen sammen om naesen igen, stoppede noget toej ind under liggeunderlaget i den ene side for at udligne at teltet var slaaet op paa en skraaning og lagde mig til at sove.

Vi spiste en lynmorgenmad og jeg besluttede mig for at droppe mine egne planer til fordel for en dag mere med Kayla. Hun skulle til Milford og da NZeksplorergruppen kun naede til Homers Hut tankte jeg, at jeg ville goere hende selskab og se hvordan der saa ud paa den anden side af Homers Tunnel. Vejen til Milford er kun lagt for Milfords skyld. Der er absolute ikke andet paa den 2 timer lange tur andet end tunnelen og endestationen. Vi naaede frem og blev enige om, at det var godt vi havde valgt, at cruisen paa Doubtful Sound og ikke her for det var altsaa near saa flot. Vi gik en tur i omraadet og kiggede paa de stejle klippevaegge og vandfald, inden vi satte os ind i bilen igen for at koere tilbage samme vej. Vi gjorde nogle stop paa vejen for at gaa nogle smaabitte ture til steder med god udsigt. Et sted gik vi op til en gletcher og trampede lidt paa isen og et andet sted kiggede vi paa en spejlblank soe med dykaender. Jeg ville have gaet en firetimers tur til Gertruds saddle og Kayla en tretimers tur til et eller andet andet sted, men begge ruter var lukket pga. jordskraed.

Tilbage i Te Anau spiste vi en is og gik i biografen og saa en film om Fiordland. Det var en masse billeder taget fra en helicopter og viste omraadet paa forskellige aarstider og paa forskellige tidspunkter af doegnet. Meget populaerfilm, men jeg kunne bedre lide at se Fiordland i levende live.

Bagefter koerte vi af sted for at finde Possumcampingpladsen, men den var som sunket i jorden og vi maatte opgive og vende om til Te Anau igen og booke os ind i holidayparken, der godt nok er dyr, men som har et fantastisk bad. Paa vejen stopped vi ved supermarkedet og jeg koebte ind til at tage paa vandretur. Det begyndte at regne og vi fumlede regntoejet paa og satte paa en tilfaldig parkeringsplads og lavede mad paa trangiaet mens vi ventede paa Kaylas vasketoej i vaskeriet.

Det blaeste helt vild og regnede endnu mere, da teltet skulle op, saa jeg var glad for at Kayla var der til at saette ploekkerne i den ene side. Vi stod tidligt op naeste morgen og lavede havregroed i koekkenet inden jeg styrtede over for at koebe billetter til Kepler treck. Vi fik pakket sammen, og Kayla satte mig af ved starten af vandrestien og jeg vinkede farvel lidt vemodig over at skilles fra en fin rejsekammerat, men fuld af forventning og vandrekriller over de naeste par dages eventyr liggende paa stien foran mig.