Jeg stod tidligt op i går morges for at køre med ungerne ned til hvor skolebussen holder. Ikke for at køre med skolebussen, men for at blive samlet op af en nabo, der kunne tage mig med til Frankton, hvorfra jeg ville tage videre til Alexandra. I Alex bor Kristina som mig og Frøken Magnild rejste med i Namibia forige sommer.
Jeg var heldig med liftne til Alex og var allerede fremme kvart over ti, så jeg vadede lidt rundt for at kigge på byen inden Kristina fik fri fra arbejde kl tre.
På min vej kom jeg forbi Alex Primery School og jeg smuttede ind på kontoret for at høre om de ville have besøg af en nysgerrig næsten uddannet lærer. Maree havde fortalt mig, at denne skole skulle være speciel, fordi de arbejder særligt på at møde de enkelte elevers behov og derfor fx på nogle årgange har pige- og drengeklasser adskilt. Det synes jeg kunne være spændende at høre nærmere om.
Hjemmefra havde jeg hørt at man i New Zealand og Australien bruger en særlig læseindlæringsmetode og en særlig undervisningspædagogik i det heletaget, som jeg havde tænkt kunne være spændende at opleve.
Og det var meget spændende og inspirerende. Det er lidt svært sådan lige at gøre rede for hvordan det var. Men jeg har prøvet at tage nogle billeder af de synlige forskelle, så jeg kan huske det. Den største synlige forskel, som dog ikke lige sådan lod sig fotografere, var, der umiddelbart slet ikke var noget af det vi derhjemme ville kalde tavleundervisning. Ikke noget med en hel klasse, der sidder på deres pladser og ikke kan koncentrere sig om det stof læreren forklarer oppe ved tavlen og som niveaumæssigt kun passer til en brøkdel af klassen. I stedet foregik alting i små niveaudelte grupper, der på skift blev undervist af læreren, mens resten arbejdede selvstændigt i grupper, par eller individuelt med forskellige selvkontrollerende projekter eller opgaver. På væggen hang en liste over ting der skulle laves, og elever var så selv ansvarlige for at tingene blev lavet og kunne selv administrere i hvilken rækkefølge de ville lave tingene. Når en opgave var løst, krydsede de af på listen på væggen. Og så var der selve classroom management delen (belønnings system brugt i angelsaksiske del af skoleværdenen) som jeg dog havde troet ville være mere udtalt. Men der var en del og jeg fik nogle fifs og ideer og en række nyttige adresser på hjemmesidder med ideer. I det hele taget et meget inspirerende besøg.
Da skolen sluttede klokken tre, tilbød en af lærerne mig et lift hjem til Kristina og det passede lige med at hun kom hjem samtidig. Vi kørte straks ud til hendes hest og vi red en tur i de smukke omgivelser. Hesten står hos en veninde, der har en kæmpemasse heste. Jeg red på en af hendes. En af de bedre heste jeg har redet, men meget sølle af udseende. Den var skvattet over et hegn for nylig og havde skrammer på benene. Og så tror jeg den havde øjenbetændelse, stakkels kræ. De andre heste hun havde var ellers nogle smukke, fine nogen. Alex ligger i central otago, hvor klimaet er anderledes end nede i Southland og Fiordland. Det er meget tørrere og varmere, så farverne på bjergene er anderledes.
Vi red en times tid før vi vendte næsen hjem til Kristinas hus og hendes mand. De bor lige uden for Alex i et hus med noget land, hvor de har 20 får og en frugtplantage.
Vi sludrede over aftensmaden og samlede op på tingene siden Namibiarejsen og det var skægt at se hende igen. Men også lidt underligt fordi vi jo i bund og grund slet ikke kender hinanden. Hun er ikke den mest fortællende person i verden, så jeg synes lidt jeg måtte holde den kørende. Det er lidt svært når man er på besøg hos en man ikke kender så godt.
I morges koerte Kristina mig saa tilbage til Alexandra Primery School paa vej til arbejde og hun lovede at kigge forbi hvis hun engang skulle komme til Danmark. Jeg tilbragte morgentimerne hos e-klassen, der er en specialundervisningsklasse for de elever der er bagud i deres egne klasser. De er hver udstyrret med en Ipad som hjaelpemiddel i undervisningen. Om eftermiddagen har de undervisning sammen med deres almindelige klasser.
Da elever gik til frokostpause sagde jeg farvel til de meget venlige og gaestfrie laerere og traskede ud til udkanten af byen hvor jeg blev samlet op af en ung britisk pige, der til mit held skulle hele vejen til Queenstown. Hun havde rejst i NZ engang og var blevet vild med landet. Da hun tog videre til Australien og ikke syntes om det, tog hun tilbage til NZ med planer om at arbejde her et aar. men som alle andre der har fortalt mig den slags historier, endte hun med at blive her og har nu vaeret her i tre aar uden planer om at tage tilbage.
I Queenstown fandt jeg den gode is-cafe og koebte en kaempe isvaffel med to kugler: chokolade is og banansplit-s. Mums, den var god. Noed den ved havnen, mens jeg kiggede paa vandet og bjergene. Gik op for at hilse paa Ian (manden der formidlede kontakten til familien sim), men han var ikke paa arbejde. Oev. Saa jeg skrev en hilsen til ham paa en seddel og bad hans medhjaelper hilse fra mig.
Koerte med de skaeggeste damer tilbage til Garston. Det var en Kiwi og en herboende brite fra Invercargill, der havde besoeg af to damer fra England. De havde vaeret paa en dagstur til Queenstown og var nu paa vej tilbage. De havde bestemt haft en god dag og der blev sludret og grinet i hoejeste gear i bilen. Den ene af dem mente, at hun vidste alt hvad Danmark va kendt for og jeg maatte goere rede for Vestas og traesko og tulipaner (de var nok lidt Hollandsforvirrede) og taelle til ti pa alle de sprog jeg kunne. Paa vejen stoppede vi i Kingston for at soppe i soeen og for at tage billeder af den smukke udsigt. De koerte mig helt til doeren og var meget fascinerede af de gamle farmerbygninger paa vejen.
Da jeg kom hjem tog jeg en hoppetur med Henry og Bridget og alle de mange oplevelser og intryk jeg havde faaet fik det til at foeles som om jeg havde vaeret vaek en hel uge.
onsdag den 16. februar 2011
En eftermiddag paa toppen
Forleden dag fik jeg Bridget til at koere mig paa motorcyklen over til foden af det store af bjergene bagved. Herfra gik jeg op til toppen for at kigge paa udsigten. Peter havde forklaret hvordan et truckspor loeb i zikzak til toppen og at jeg bare skulle foelge det op og dernaest kunne foelge sporet helevejen paa toppen hen til naboen og videre tilbage til huset. Han proevede at peje og forklare og sagd fx 'do you see that green grass over there' and 'walk untill the trees you see there'. Men altsaa...her er jo groent grass over alt og traer...saa jeg kunne ikke rigtig se noget som helst. Trucksporet var tydeligt til at starte med og jeg gik i haelene paa naboens faar. Men saa forsvandt sporet og jeg maate improvissere. Paa et tidspunkt ringede den mobil telefon jeg havde laant med og Maree sagde i den anden ende, at de kunne se mig i kikkerten og at jeg skulle kravle over hegnet. Det var lidt skoert at vide at de kunne sidde og se hvor jeg gik hen. Men op kom jeg og moedte en masse faar paa vejen. Et sted kom jeg ind paa en paddock med to koer med hver deres kalv. Jeg havde absolut ingen anelse om at der gik koeer og faar saa faar saa hoejt oppe paaa bjerget. Man kan ikke se dem hernedefra. Koerne loeb deres vej og jeg fulgte efter dem paa min vej langs toppen af fjerget. Det var fladere end det ser ud fra dalen og jeg kunne ikke se ned paa den anden side foer jeg sneg mig ind paa naeste mark. Tilbage igen fandt jeg trucksporet og fulgte det videre fra mark til mark. og der kom flere ogflere koeer. Pludselig var det ikke kun koeer. Midt i det hele alt alt alt for taet paa mig stod en enorm floedefarvet tyr. Noej, hvor kom jeg i en vaeldig fart over paa den anden side af et hegn til nabomarken. Alle koerne loeb deres vej, men ikke tyren. Han blev bare staaende der og gloede ondt paa mig, som om han sagde at jeg ikke havde noget at goere der og at han ville aede mig hvis ikke jeg lod han koner og boern vaere i fred. Maatte kaempe med et pigtraadshegn for at undslippe tyren og trissede videre ad sporet mod nabogaarden. jeg slap dog ikke. Paa den naeste mark stod tyremandens storebror og skulede til mig fra en top et stykkefra mig. Men denne gang var der ikke nogen anden mark (udover den foerste mark med tyren) jeg kunne stikke af til. Tyren var dog langt nok vaek til at jeg vaagede at fortsaette langs trucksporet. Dog i et noget hastigere tempo end tidligere og jeg var lettet da jeg kunne kravle over til naeste mark, hvor der kun gik faar og graessede. Nu var jeg ogsaa ved at vaere nede igen og jeg var hurtigt ude paa den almindelige stenvej og tilbage mod huset, der ventede paa mig med et paar legende unger.
Moed familien Sim
Et meget tiltraengt bad blev nydt efter min pragtfulde vandretur og en slapper paa graesplaenen foran teltet. For vejret var helt i top og min foedder naegtede at flytte mig. Jeg maatte dog til den, for jeg havde ringet til Familien Sim og aftalt at moedes med dem i Garston dagen efter. Havde haabet paa at sove laenge, men familien camping besluttede sig for at spille cricket ude foran mit telt og jeg stod i stedet op og pakkede mig sammen. Spiste havregroed med ris og tog et brusebad mere, inden jeg begav mig af sted op til det sted hvor vejen deler sig. Jeg stillede mig med tommelfingeren i vejret ved den vej der gaar mod Queenstown og den foerste bil, der drejede af stoppede og tog mig med. Det var et par fra England, der var paa ferie for at besoege venner og for at vandre. De satte mig af i Garston, hvor Maree kom og hentede mig.
Maree og Peter er mor og far for Claudia 14, Bridget 11, Henry 8 og Nicolas og Anthony paa 6. De bor i et stort hus og har en faarefarm med 3000+ faar, 6000 lam og 50 vaeddere. Tror jeg nok. De skelner mellem faarene naar de har forskellig alder og de 3000 er dem der faar lam...saa er der nogle andre faar ogsaa, som jeg ikke lige helt har styr paa. Maree tog mig rundt paa en siteseeing tur paa en af de 4hjulede motorcykler (det var inden jeg havde havde laert at koere den selv) og viste mig alle de forskellige marker og hvad det ellers hedder, der hvor faarene graesser og majroerne gror sig store til vinteren.
Claudia er paa kostskole i Dunedin, saa jeg sover I hendes vaerelse og har slet ikke moedt hende. Jeg kom en loerdag, saa der foregik ikke det store udover leg i haven. Saa ungerne viste mig haven med de ‘uartige’ faar, grisen, hundene og hoensene. Spillede badminton med drengene i haven og talte med Peter og Bridget i koekkenet.
Soendag stod den paa familieudflugt til Oturehua nordoest for Alexandra, hvor der ligger et museum. Jeg ikke helt hundred paa hvad det var for et museum, men noget med en gut der hed Hayes, der var helt usaedvanligt forud for sin tid i forhold til at udvikle noget bygningshalloej. Og helt usaedvanlig kedeligt. Vi koerte helt usaedvanligt langt og ligesaa langt tilbage igen. Puha. De unger kan virkelig larme. Og naar man saa tilbringer 6 timer med dem i en bil, kan det virkelig godt blive lidt anstraengende. Isaer naar man ikke kender dem. Paa vejen hjem stopped vi i Alaxandra og gik i svoemmehallen. Jeg legede ‘Shark’ med drengene og fik svoemmet et par enkelte baner mens Peter koebte en usaedvanlig stor maengde abrikoser og kirsebaer som vi smovsede resten af vejen hjem og de naeste dage indtil kirsebaerne var vaek og Maree kogte abricosgroed af resten.
I oevrigt en yderst udsoegt, laekker abrikosgroed, som jeg godt kunne gaa hen og blive afhaengig af. Saa lige et par kugler vanilleis oven paa et drys rispuffs. Naar jeg kommer hjem herfra er jeg blevet totalt forvaent med at faa dessert hver aften. Det bedste vi har faaet indtil videre er abrikosgroeden og saa en virkelig laekker selfsausing chocolate putting ogsaa med vanilleis.
Nicolas er en vaere bavian og laver enormt meget ballade og larm. Saadan lidt mere end almindeligt meget larm. Saa faar han lokket storebror Henry med og det hele ender i en masse raaberi og skraal naar de bliver uvenner eller kaster sten i hovedet paa hinanden eller lillebror Anthony. Forestiller mig lidt, at de raaber saa meget fordi de kopierer deres foraeldre der raaber ligesaa meget af dem som de raaber af hundene og faarene. Og i oevrigt bruger det samme ikke alt for paene sprog over for saavel boern som hunde, faar og grisen...og traktoren for den sags skyld. Om boernene har deres grimme sprog og opfoersel fra deres foraeldre skal jeg ikke kunne sige...
Men familien Sim er en virkelig rar og gaestfri familie og jeg nyder at vaere her. Jeg kan rigtig godt lide dem alle sammen og de har taget rigtig godt imod mig. Taenk engang, at en ganske tilfaeldig familie inviterer en helt fremmed pige paa besoeg hos sig og giver hende sit eget vaerelse og adgang til alle deres ganske almindelige familieting. Det er da helt utroligt. Og det maa siges at jeg ret hurtigt er faldet ind i den daglige familierutine. Men familien minder ogsaa ret meget om en ganske almindelig familie med almindelige rutiner som jeg kender dem.
Min dag ser nogenlunde ud saadan at jeg staar op om morgen nar ungerne er taget i skole (og her skal det lige naevnes, at farmen ligger saa langt vaek fra alting, at ungerne bliver koert i bil til den landsby hvor skolebussen koerer forbi og saa koerer de i bussen en halv time til skolen) og laver mig noget morgenmad. Saa koerer jeg paa motercyklen ud til faren i markerne eller hvor han befinder sig og haegter mig paa ham for at see hvad han laver. Saa foelger jeg bare rundt i haelene paa ham og seer paa at han driver faarene rundt eller klipper dem eller giver dem lusekur eller andre faare ting. Jeg kan ikke rigtig hjaelpe med noget, for det skal goeres paa en saerlig maade, som ikke saadan lige er til at laere paa et par dage. Saa jeg kigger bare. Det sjoveste er at foelge med ham rundt naar han driver faarene fra mark til mark, for saa fiser jeg af sted paa motercyklen og det synes jeg er sjovt. Vi foelges hjem til ‘a hot drink’ ved ellevetiden. Ud igen og tilbage igen til frokost. Ud igen hvis der ikke er noget spaendende jeg faar lyst til at lave i huset fx saette mig med en chokoladekiks og laese i min bog.
En dag var dyrlaegen paa visit og maerkede paa alle vaeddernes tekstikler for at bedoemme om de var gode at avle paa. Derefter var det faarenes tur til at blive bedomt om de var fede nok til at kunne give maelk til de kommende lam. Hvis de ikke er egnede faar de et strint med en orange spraydaase. Vaederne fik et SB paa ryggen for 'small balls'. De faar ogsaa et strint hvis de af andre grunde ikke er 'gode faar'. Fx tjekkede Peter og Maree alle aeldre faars taender forleden dag. Hvis de var for slidte fik de et strint og en anden gang var det alle de uartige faar, der havde faaet en daarlig vane med at bryde gennem hegnet og ind paa de forkert marker. Det er ikke skaegt at blive strintet med saadanen orange spray...for saa bliver man sendt med lasbilen til slagteriet naeste gang den kommer. Lasbilen var her en af de foerste dage jeg var her. Den havde tre etager og tog alle lammene der vejede nok til at blive til lammekoeller. Familien har 8 faarehunde. Peter tage 1-4 hunde ud ad gangen til at hjaelpe med at samle faarene. Der to forskellige slags hunde. Huntaways og hittingdogs. som arbejder paa forskellige maader. Saa raaber Peter komandoer til dem og det ser megafedt ud naar de galloperer hen over markerne og samler faarene og jaeger dem i den retning Peter giver besked om.
Et par dage gik med at sidde og glo paa Peter i traktoren koeende rundt og rundt paa en af markener. Foerste dag for at slaa graesset. anden dag for at spraede det til toerring og senere samle det igen i raekker. Da det var toert koerte han videre med ballemaskinen, der samlede hoet op og spyttede det ud igen som store runde hoeballer.
Naar faarearbejdet er ved at vaare slut fiser vi tilbage til huset. Saa tager jeg mig en hoppetur med drengene i trampolinen, eller en brydekamp paa graesplaenen indtil Marre har aftensmaden klar. Aftensmaden er nok den stoerste forskel jeg kan finde paa her og derhjemme. Maree melder ud naar den er klar og saa kommer boerne og faar oest op i koekkenet og saetter sig ved koekkenbordet...saa kommer faren dryssende lidt efter og de forlader bordet saadan lidt tilfaeldigt ogsaa. saa det er ikke saa meget noget man er sammen eller samlet om. Men alle kommer hurtigt tilbage til koekkent for at finde sig en skaal med dessert og saetter sig rundt omkring i stuen. Naar drengene har vaeret i bad gaar de i seng og saa sidder vi andre i sofaen og seer fjernsyn og hygger indtil det ogsaa bliver voksensengetid.
Nu har Peter lige inviteret mig med ud at se til faarene, saa det vil jeg goere.
Maree og Peter er mor og far for Claudia 14, Bridget 11, Henry 8 og Nicolas og Anthony paa 6. De bor i et stort hus og har en faarefarm med 3000+ faar, 6000 lam og 50 vaeddere. Tror jeg nok. De skelner mellem faarene naar de har forskellig alder og de 3000 er dem der faar lam...saa er der nogle andre faar ogsaa, som jeg ikke lige helt har styr paa. Maree tog mig rundt paa en siteseeing tur paa en af de 4hjulede motorcykler (det var inden jeg havde havde laert at koere den selv) og viste mig alle de forskellige marker og hvad det ellers hedder, der hvor faarene graesser og majroerne gror sig store til vinteren.
Claudia er paa kostskole i Dunedin, saa jeg sover I hendes vaerelse og har slet ikke moedt hende. Jeg kom en loerdag, saa der foregik ikke det store udover leg i haven. Saa ungerne viste mig haven med de ‘uartige’ faar, grisen, hundene og hoensene. Spillede badminton med drengene i haven og talte med Peter og Bridget i koekkenet.
Soendag stod den paa familieudflugt til Oturehua nordoest for Alexandra, hvor der ligger et museum. Jeg ikke helt hundred paa hvad det var for et museum, men noget med en gut der hed Hayes, der var helt usaedvanligt forud for sin tid i forhold til at udvikle noget bygningshalloej. Og helt usaedvanlig kedeligt. Vi koerte helt usaedvanligt langt og ligesaa langt tilbage igen. Puha. De unger kan virkelig larme. Og naar man saa tilbringer 6 timer med dem i en bil, kan det virkelig godt blive lidt anstraengende. Isaer naar man ikke kender dem. Paa vejen hjem stopped vi i Alaxandra og gik i svoemmehallen. Jeg legede ‘Shark’ med drengene og fik svoemmet et par enkelte baner mens Peter koebte en usaedvanlig stor maengde abrikoser og kirsebaer som vi smovsede resten af vejen hjem og de naeste dage indtil kirsebaerne var vaek og Maree kogte abricosgroed af resten.
I oevrigt en yderst udsoegt, laekker abrikosgroed, som jeg godt kunne gaa hen og blive afhaengig af. Saa lige et par kugler vanilleis oven paa et drys rispuffs. Naar jeg kommer hjem herfra er jeg blevet totalt forvaent med at faa dessert hver aften. Det bedste vi har faaet indtil videre er abrikosgroeden og saa en virkelig laekker selfsausing chocolate putting ogsaa med vanilleis.
Nicolas er en vaere bavian og laver enormt meget ballade og larm. Saadan lidt mere end almindeligt meget larm. Saa faar han lokket storebror Henry med og det hele ender i en masse raaberi og skraal naar de bliver uvenner eller kaster sten i hovedet paa hinanden eller lillebror Anthony. Forestiller mig lidt, at de raaber saa meget fordi de kopierer deres foraeldre der raaber ligesaa meget af dem som de raaber af hundene og faarene. Og i oevrigt bruger det samme ikke alt for paene sprog over for saavel boern som hunde, faar og grisen...og traktoren for den sags skyld. Om boernene har deres grimme sprog og opfoersel fra deres foraeldre skal jeg ikke kunne sige...
Men familien Sim er en virkelig rar og gaestfri familie og jeg nyder at vaere her. Jeg kan rigtig godt lide dem alle sammen og de har taget rigtig godt imod mig. Taenk engang, at en ganske tilfaeldig familie inviterer en helt fremmed pige paa besoeg hos sig og giver hende sit eget vaerelse og adgang til alle deres ganske almindelige familieting. Det er da helt utroligt. Og det maa siges at jeg ret hurtigt er faldet ind i den daglige familierutine. Men familien minder ogsaa ret meget om en ganske almindelig familie med almindelige rutiner som jeg kender dem.
Min dag ser nogenlunde ud saadan at jeg staar op om morgen nar ungerne er taget i skole (og her skal det lige naevnes, at farmen ligger saa langt vaek fra alting, at ungerne bliver koert i bil til den landsby hvor skolebussen koerer forbi og saa koerer de i bussen en halv time til skolen) og laver mig noget morgenmad. Saa koerer jeg paa motercyklen ud til faren i markerne eller hvor han befinder sig og haegter mig paa ham for at see hvad han laver. Saa foelger jeg bare rundt i haelene paa ham og seer paa at han driver faarene rundt eller klipper dem eller giver dem lusekur eller andre faare ting. Jeg kan ikke rigtig hjaelpe med noget, for det skal goeres paa en saerlig maade, som ikke saadan lige er til at laere paa et par dage. Saa jeg kigger bare. Det sjoveste er at foelge med ham rundt naar han driver faarene fra mark til mark, for saa fiser jeg af sted paa motercyklen og det synes jeg er sjovt. Vi foelges hjem til ‘a hot drink’ ved ellevetiden. Ud igen og tilbage igen til frokost. Ud igen hvis der ikke er noget spaendende jeg faar lyst til at lave i huset fx saette mig med en chokoladekiks og laese i min bog.
En dag var dyrlaegen paa visit og maerkede paa alle vaeddernes tekstikler for at bedoemme om de var gode at avle paa. Derefter var det faarenes tur til at blive bedomt om de var fede nok til at kunne give maelk til de kommende lam. Hvis de ikke er egnede faar de et strint med en orange spraydaase. Vaederne fik et SB paa ryggen for 'small balls'. De faar ogsaa et strint hvis de af andre grunde ikke er 'gode faar'. Fx tjekkede Peter og Maree alle aeldre faars taender forleden dag. Hvis de var for slidte fik de et strint og en anden gang var det alle de uartige faar, der havde faaet en daarlig vane med at bryde gennem hegnet og ind paa de forkert marker. Det er ikke skaegt at blive strintet med saadanen orange spray...for saa bliver man sendt med lasbilen til slagteriet naeste gang den kommer. Lasbilen var her en af de foerste dage jeg var her. Den havde tre etager og tog alle lammene der vejede nok til at blive til lammekoeller. Familien har 8 faarehunde. Peter tage 1-4 hunde ud ad gangen til at hjaelpe med at samle faarene. Der to forskellige slags hunde. Huntaways og hittingdogs. som arbejder paa forskellige maader. Saa raaber Peter komandoer til dem og det ser megafedt ud naar de galloperer hen over markerne og samler faarene og jaeger dem i den retning Peter giver besked om.
Et par dage gik med at sidde og glo paa Peter i traktoren koeende rundt og rundt paa en af markener. Foerste dag for at slaa graesset. anden dag for at spraede det til toerring og senere samle det igen i raekker. Da det var toert koerte han videre med ballemaskinen, der samlede hoet op og spyttede det ud igen som store runde hoeballer.
Naar faarearbejdet er ved at vaare slut fiser vi tilbage til huset. Saa tager jeg mig en hoppetur med drengene i trampolinen, eller en brydekamp paa graesplaenen indtil Marre har aftensmaden klar. Aftensmaden er nok den stoerste forskel jeg kan finde paa her og derhjemme. Maree melder ud naar den er klar og saa kommer boerne og faar oest op i koekkenet og saetter sig ved koekkenbordet...saa kommer faren dryssende lidt efter og de forlader bordet saadan lidt tilfaeldigt ogsaa. saa det er ikke saa meget noget man er sammen eller samlet om. Men alle kommer hurtigt tilbage til koekkent for at finde sig en skaal med dessert og saetter sig rundt omkring i stuen. Naar drengene har vaeret i bad gaar de i seng og saa sidder vi andre i sofaen og seer fjernsyn og hygger indtil det ogsaa bliver voksensengetid.
Nu har Peter lige inviteret mig med ud at se til faarene, saa det vil jeg goere.
fredag den 11. februar 2011
The Kepler Track
05.02.11
Jeg havde pakket tasken med telt, sovepose, trangia og de mest noedvendige varme troejer, solcreme, foerstehjaelpsudstyr og al mulig al for tung mad. Resten af mine sager blev i et laast skab i holidayparken.
Vejret var heldigvis blevet bedre end aftenen forinden og solen skinnede ligefrem ned paa mig, saa jeg inden laenge maatte holde en teknisk pause (som Sune ville kalde det) for at laegge bluser i tasken og finde solcremen frem. Det var dog helt anderledes selv at kunne bestemme hvornaar denne tekniske pause skulle ligge (paa faellesturene var vi 5 om at bestemme de tog det endte ofte med 5 pauser i loebet af den foerste halve time, fordi folke lige skulle justere praktiske ting og sager) og jeg gik en hel time inden jeg fandt sportstapen frem og bandt foedderne ind. Det foerste stykke af ruten var fladt og loeb langs Lake Te Anaus sydlige bred og stien var loeb som en tydelig skovsti gennem den typiske urskovsagtige skovtype der har vaeret de fleste steder jeg har vaeret i skoven. Tempereret regnskov med en masse soelvbirketraeer og bregner i skovbunden. Det er utroligt flot og eksotisk, men det tager ogsa en masse udsigt, saa man ikke kan see bjergene og efter et par timer i skoven bliver det lidt ensformigt.
Jeg begyndte opstigningen og blev lynhurtigt meget glad for skoven, for det var haardt at gaa opad og traeerne forhindrede solen i at goere det alt for varmt for mig. Stien var ikke saaden en kravlesti som vi ellers har vaeret ude paa, for Kepler Treck er kategoriseret som “Great Walk”, hvilket betyder at stierne er let fremkommelige og svaerhedsgraden overkommelig. I stedet kravlede stien i zikzak op ad bjerget og til sidst blev jeg helt zikzakket i hovedet og da jeg moedte et par kommende fra den modsatte retning, der sagde, at jeg snart var ude af traegransen og zikzakkeriet, blev min taske 5 kilogram lettere og mit vandrehumoer steg 10 grader. En straekning havde jeg ellers maattet holde pause ved hvert andet zik og hele tiden have en slurk vand. Et sted holdt jeg en lidt laengere pause for at spise min madpakke, som bestod af gaarsdagens rester spaedet op med kiksekrummer. Igen var det det med vandre alene uden gruppen. Saa kunne jeg holde en lyn frokostpause og i stedet tage et par ekstra smaapauser paa vej op.
Det er skaegt som nogen ting kan give en ekstra energy naar man gennemfoerer noget man synes er haardt. Et sted paa vejen op kom en lille brun fugl og landede paa stien foran mig. Den hoppede foran mig og fulgtes med mig i fem minutter, zikzak efter zikzak. Og i de fem minutter var det slet ikke haardt at gaa. Senere saa jeg i et haefte at den type fugl sjaeldent viser sig, men mere er en fugl man hoerer.
Endelig naaede jeg traegraensen og fandt en sten at sidde paa og nyde udsigten ud over dalen og Lake Te Anau. Et ekstra lag solcreme kom paa og et par kiks roeg ned inden jeg gik videre. Moedte et par stykker mere, der kom gaende i modsat retning og de kunne fortaelle, at jeg var lige ved at vaere ved hytten. Og der, lige rundt om ‘hjoernet’ af det naeste bjerg, var den. Taenkt, var det ikke laengere. Det var lidt haardt mens jeg gik op af zikzakbjergstien, men da jeg foerst kom frem foeltes det som ingenting. Og det havde ikke taget saerlig lang tid. Det havde kun taget 4 timer. 2 mindre end startskiltet sagde.
Jeg valgte en seng og gik ned i stuen for at hilse paa de andre. Snakkede med et aeldre par fra Australien, der gav mig navnene paa et par i Sydney, som de anbefalede mig at opsoege paa couchsurfing. Jeg gik med et ungt canadisk par et stykke op ad bjerget til nogle klippehuler med drypsten i. Gutten var geologistuderende og kunne fortaelle om de moenstre og dippedutter som det hvide drypstenshalloej dannede. Jeg forstod det ikke rigtig, men det saa fint ud. Haehae.
Tilbage i hytten lavede vi hver vores aftensmad og sad sammen og spiste den i stuen. Hytterangeren kom og fortalte om hytteforholdene (det har jeg ikke oplevet foer at de har gjort, men jeg gaar ud fra, at det er fordi det var en stor hytte paa en Great Walk.) Bagefter hev han en stoutfaelde frem. Naar man gaar paa stierne her, er der paa nogle straekninger en faelde for hver 200 meter, som de forsoeger at holde stoutbestanden need med. En gang indfoerte man kaniner, men fandt ud af at det ikke fungerede saa godt med dem i forhold til den new zealandske natur. Saa man besluttede at indfoere stout (sadan lidt vaeselagtige rovdyr) for at holde kaninbestanden nede. Der skete saa bare det, at stouterne var lidt dovne og synes at de da ligesaa godt kunne aede de native birds i stedet for. Saa nu er kiwierne og de andre langsomme ikkeflyvende fugle truede af stouterne og kaninbestanden trives. Rangeren viste os hvordan faelderne virker, og noej hvor jeg dog haaber, at der aldrig er et barn der finder paa at stikke sin arm ind i saadan en. Rangeren fortalte ogsaa, at de har problemer med faelderne, fordi keaen (bjergpapegoejen), der har en inteligens svarende til et 8-aarigt barn, har fundet paa at det er sjovt at udloese faelderne ved at stikke en gren ind fra siden.
Den new zealandske accent, er virkelig en noget skaev faetter og ikke det nemmeste i verden at forstaa. Faktisk staar det saa skidt til, at da Rangeren spurgte mig om jeg havde haft en god tur, svarede jeg ‘I had beans and rice for dinner’. Og saa var det foerst efter et par timers undren over Rangerens besvarende skeptiske ansigtudtryk, at jeg kunne hoere for mig hvad det egentlig var han havde sagt.
Aftenen blev tilbragt med at spille kort med et ungt par fra Christchurch, en gut fra Tyskland, en fra Australien og Rangeren. King and Asses har faaet et par ekstra regler siden sidst jeg spillede det, og saa har jeg langt om laenge fundet ud af hvad det kortspil man kan spille paa computeren gaar ud paa. Faktisk er hjerterfri da et ganske fint spil. Det skal jeg huske naeste gang jeg kommer til Svaneke.
Der var monsterkoldt i hytten selvom vi taendte op i braendeovnen, og tissede to gange inden jeg kravlede i posen, i haab om ikke at skulle op og tisse i kulden midt om natten. Denne gang med bedre held end med Possumen...som jeg lige vil undersoege hvad hedder paa dansk....mon det er en maar? I hvert fald, for lige at komme med en tilfoejelse til sidste indlaeg, lugtede det ligesom paa badevaerelset paa Boegevej, da den strintede op ad mit telt efter jeg havde lagt mig ind igen...og det hjalp ikke med ‘begrave-ansigtet-i-liggeunderlag-teknikken’.
Det var fint vejr da jeg vaagnede om morgenen og jeg skyndte mig at pakke sammen, saa jegk kunne komme hurtigt af sted i tilfaelde af at vejret skulle skifte. Og saa begyndte den alpine del af vandreturen. Det er altsaa bare megaflot. Jeg lagde ud med at holde en million pauser, fordi der bare blev ved med at vaere saa smukt, at jeg bare MAATTE ha et billede. Og endnu et og endnu et. Det gik stoedt opad og det blev kun smukkere og den maede lyset legede med graesset, saa det fik alle mulige gyldne og groenne farver, var bare Saaaah fint. Og Lake Te Anau er endnu endnu endnu finere deroppefra. Det ser saa fantastisk ud den maade det ser ud som om bjergene er placeret oven paa vandet. Efter et stykke loeb stien paa Mount Luxmore, og da jeg naede om pa den anden side kunne man lave en afstikker til toppen af bjerget. Jeg lagde min rygsaek fra mig, men lige i det jeg startede opstigningen skiftede vejret pa et splitsekund og vinden blev meget staerk og det begyndte at regne med de koldeste isdraaber jeg nogensinde har maerket. Jeg satte mig i laa bag en stor klippe og fik regntoejet paa hurtigere end Lake Te Anaus fisk kan naa at sige ‘blop’, og rygsaekken kom paa igen, da jeg havde droppet en bjergbestigertur i saadan et vejr. Men ligesaa hurtigt det var kommet, forsvandt det igen, og rygsaekken roeg tilbage paa i lae bag klippen og jeg begyndte opstigningen. Det gik hurtigt og fint og paa toppen blev jeg belonnet med en 360graders udsigt over bjergene. Jeg forsoegte at lave en film, men blaesten overdoevede det hele og jeg kastede i stedet et sidste blik ud over landskabet inden jeg satte kursen tilbage mod rygsaekken og videre ad hovedruten. Landskabet blev bare ved med at se flot ud, og jeg fik brug for alle Sunes vandretips paa min tur op og ned og paa kanten af bjergkammen. Jeg naede til det foerste noedskur og besluttede at min frokost skulle spises ved det naeste, der i foelge skiltet skulle ligge to timer vaek.
Det naeste stykke gik paa bjergkammen og var virkelig smuk, men ogsaa ret udsat, saa det var med at holde tungen lige i munden, naar vinden pustede til mig. Jeg fandt senere ud af, at Sara og Eva var naaet netop hertil, paa det tidspunkt, hvor jeg og de andre kajakfolk maatte opgive kajakroningen og soege ly i hytten, og de to var blevet noed til at overnatte i noedskuret og lyne deres soveposer sammen for at holde varmen. Jeg tog en bid ad gangen indtil jeg kunne se det jeg gik ud fra maatte vaere ‘the hanging valley’. Saa var der ikke langt til naeste noedskur. Men det kom bare ikke og jeg blev mere og mere sulten. Jeg slugte en mueslibar og kaempede videre. Kiksene blev fundet frem og stoppen i munden mens jeg gik. Til sidst kunne jeg ikke vendte laengere og jeg besluttede at naeste sted med lae, ville jeg spise frokosten. Saa det gjorde jeg , med den allersmukkeste udsigt jeg nogensinde har spist frokost med. Kaempe bjerge og store afstande og fantastisk farvespil. Jeg rejste mig for at gaa videre og da jeg kom ud fra den bjergside der havde givet mig lae, saa jeg skuret. Men saadan skal det jo vaere.
Det sidste stykke efter skuret og inden nedstigningen var virkelig slemt og ikke laengere noget der var til at nyde. Puha. Jeg vaeltede om kuld to gange fordi vinden drillede og rygsaekken var tung og da det ogsaa begyndte at regne med store, fede vaade draaber, var det bare ikke saerlig sjovt laengere. Jeg loeb et stykke for hurtigere at komme hurtigere til traegraensen og forhabentlig i ly for regn og vind. Jeg haabede ogsaa, at jeg ligesom dagen inden ville vaere kortere tid om det end skiltene havde sagt det ville tage. Endelig naaede jeg traegraensen, men den var temmelig tynd og ikke vandtaet. Og saa var det oven i koebet en masse zikzak nedad. Stejlt nedad. Saa vil jeg altsaa hellere gaa lidt laengere og undgaa det stejle. For det er haardt for knaeene og foedderne. Puha. Maatte hele tiden stoppe for at sikre balancen og stoppe farten, der ligesom bare kom af sig selv. Det var ret traettende. Til sidst orkede jeg ikke mere. Uanset hvor taet jeg var paa den hytte, maatte jeg bare have en pause og jeg satte rygsaekken fra mig og mig selv oven paa den og tog en slurk vand. Efter lidt tid kom en fyr og overhalede mig, mens han kiggede underligt paa mig. Maaske fordi han godt vidste, at hytten laa lige rundt om det naeste zik. Men det var jo ikke til at vide.
Kom frem og kom i ly. Tyskeren og paret fra Christchurch var kommet frem og efterfoelgende kom de andre lidt efter lidt. Der kom ogsaa nogle ‘nye’, der havde vaeret seje at tage hele straekningen paa ‘en dag. Jeg er glad for at jeg havde breakket min i to dage selvom det var dyrt at bo i Luxmore Hut. Vi taendte i braendeovnen og haengte toej til toere. Saa satte vi vand over til te og satte os med kortspillet igen. Efter et par omgange med hjertefri (nyt yndlingsspil) introducerede jeg piratbridge og taenkte igen paa svanekeaftnerne. Det var superhyggeligt. Endelig kom det aeldre australske aegtepar. De havde vaeret laenge undervejs og jeg var begyndt at taenke paa om blaesten var for strid oppe paa bjergkammen. Men nu var de fremme og gik pladask ind for at tage en lur. Nogle af de andre gik en tur for at kigge paa et vandfald, men jeg gad ikke gaa mere og fandt i stedet campingomraadet og slog mit telt op.
Under et lille overdaekke lavede jeg aftensmad i selskab af en flok gutter, der ogsaa vandrede i enten den ene eller anden retning. Nogle af dem havde ogsaa vaeret i Luxmore Hut, hvor man ikke kan campe. Kun to af gutterne, en israeler og en franskmand var snaksagelige og de andre, der vist var tyskere var bare stille. Sent ud paa aftenen kom et ungt par, som var saa snoppede, at jeg ikke engang gad at vide hvor de kom fra. Men deres accent loed lokal. Da vi spurgte hvilken retning de gik i, fik vi et ‘vi er bedre’ svar tilbage om at de paa trods af at vaere startet i Queenstown samme dag allerede var naaet hertil og at de havde taenkt sig at gennemfoere hele turen paa to dage. Dem om det.
Jeg gik sent naeste morgen og overhalede flere af de andre paa vejen. Da jeg kom frem til naeste hytte var jeg traet i foedderne og satte mig og spiste frokost med to amerikanske army-kvinder, der ogsaa havde vaeret med hele turen, men havde holdt sig lidt for sig selv. Planen var at jeg skulle gaa et stykke videre til en campingplads, saa jeg maatte undvaere kortspillet. Men faldt i snak med endnu et aeldre par, der var pa en dagsgaatur i omraadet og de tilboed mig et lift til Te Anau, hvis jeg kunne gaa naeste dags straekning oven i dagens treakning, saa det gjorde jeg. Det var godt nok noget af en udfordring for foedderne, der var meget oemme. Et sted moedte vi nogle af parets venner, der ogsaa vandrede og de havde deres danske svigerdatter med. Hun havde boet i NZ de sidste ti aar, og at doemme ud fra hendes store problemer med at tale dansk til mig, vil jeg ikke gaette paa hun har kontakt med Danmark saerlig ofte.
Langt om laenge naaede vi til rutens ende og damen tog et billede af en traet, men stolt Hanne pa The Swing Bridge.
Jeg havde pakket tasken med telt, sovepose, trangia og de mest noedvendige varme troejer, solcreme, foerstehjaelpsudstyr og al mulig al for tung mad. Resten af mine sager blev i et laast skab i holidayparken.
Vejret var heldigvis blevet bedre end aftenen forinden og solen skinnede ligefrem ned paa mig, saa jeg inden laenge maatte holde en teknisk pause (som Sune ville kalde det) for at laegge bluser i tasken og finde solcremen frem. Det var dog helt anderledes selv at kunne bestemme hvornaar denne tekniske pause skulle ligge (paa faellesturene var vi 5 om at bestemme de tog det endte ofte med 5 pauser i loebet af den foerste halve time, fordi folke lige skulle justere praktiske ting og sager) og jeg gik en hel time inden jeg fandt sportstapen frem og bandt foedderne ind. Det foerste stykke af ruten var fladt og loeb langs Lake Te Anaus sydlige bred og stien var loeb som en tydelig skovsti gennem den typiske urskovsagtige skovtype der har vaeret de fleste steder jeg har vaeret i skoven. Tempereret regnskov med en masse soelvbirketraeer og bregner i skovbunden. Det er utroligt flot og eksotisk, men det tager ogsa en masse udsigt, saa man ikke kan see bjergene og efter et par timer i skoven bliver det lidt ensformigt.
Jeg begyndte opstigningen og blev lynhurtigt meget glad for skoven, for det var haardt at gaa opad og traeerne forhindrede solen i at goere det alt for varmt for mig. Stien var ikke saaden en kravlesti som vi ellers har vaeret ude paa, for Kepler Treck er kategoriseret som “Great Walk”, hvilket betyder at stierne er let fremkommelige og svaerhedsgraden overkommelig. I stedet kravlede stien i zikzak op ad bjerget og til sidst blev jeg helt zikzakket i hovedet og da jeg moedte et par kommende fra den modsatte retning, der sagde, at jeg snart var ude af traegransen og zikzakkeriet, blev min taske 5 kilogram lettere og mit vandrehumoer steg 10 grader. En straekning havde jeg ellers maattet holde pause ved hvert andet zik og hele tiden have en slurk vand. Et sted holdt jeg en lidt laengere pause for at spise min madpakke, som bestod af gaarsdagens rester spaedet op med kiksekrummer. Igen var det det med vandre alene uden gruppen. Saa kunne jeg holde en lyn frokostpause og i stedet tage et par ekstra smaapauser paa vej op.
Det er skaegt som nogen ting kan give en ekstra energy naar man gennemfoerer noget man synes er haardt. Et sted paa vejen op kom en lille brun fugl og landede paa stien foran mig. Den hoppede foran mig og fulgtes med mig i fem minutter, zikzak efter zikzak. Og i de fem minutter var det slet ikke haardt at gaa. Senere saa jeg i et haefte at den type fugl sjaeldent viser sig, men mere er en fugl man hoerer.
Endelig naaede jeg traegraensen og fandt en sten at sidde paa og nyde udsigten ud over dalen og Lake Te Anau. Et ekstra lag solcreme kom paa og et par kiks roeg ned inden jeg gik videre. Moedte et par stykker mere, der kom gaende i modsat retning og de kunne fortaelle, at jeg var lige ved at vaere ved hytten. Og der, lige rundt om ‘hjoernet’ af det naeste bjerg, var den. Taenkt, var det ikke laengere. Det var lidt haardt mens jeg gik op af zikzakbjergstien, men da jeg foerst kom frem foeltes det som ingenting. Og det havde ikke taget saerlig lang tid. Det havde kun taget 4 timer. 2 mindre end startskiltet sagde.
Jeg valgte en seng og gik ned i stuen for at hilse paa de andre. Snakkede med et aeldre par fra Australien, der gav mig navnene paa et par i Sydney, som de anbefalede mig at opsoege paa couchsurfing. Jeg gik med et ungt canadisk par et stykke op ad bjerget til nogle klippehuler med drypsten i. Gutten var geologistuderende og kunne fortaelle om de moenstre og dippedutter som det hvide drypstenshalloej dannede. Jeg forstod det ikke rigtig, men det saa fint ud. Haehae.
Tilbage i hytten lavede vi hver vores aftensmad og sad sammen og spiste den i stuen. Hytterangeren kom og fortalte om hytteforholdene (det har jeg ikke oplevet foer at de har gjort, men jeg gaar ud fra, at det er fordi det var en stor hytte paa en Great Walk.) Bagefter hev han en stoutfaelde frem. Naar man gaar paa stierne her, er der paa nogle straekninger en faelde for hver 200 meter, som de forsoeger at holde stoutbestanden need med. En gang indfoerte man kaniner, men fandt ud af at det ikke fungerede saa godt med dem i forhold til den new zealandske natur. Saa man besluttede at indfoere stout (sadan lidt vaeselagtige rovdyr) for at holde kaninbestanden nede. Der skete saa bare det, at stouterne var lidt dovne og synes at de da ligesaa godt kunne aede de native birds i stedet for. Saa nu er kiwierne og de andre langsomme ikkeflyvende fugle truede af stouterne og kaninbestanden trives. Rangeren viste os hvordan faelderne virker, og noej hvor jeg dog haaber, at der aldrig er et barn der finder paa at stikke sin arm ind i saadan en. Rangeren fortalte ogsaa, at de har problemer med faelderne, fordi keaen (bjergpapegoejen), der har en inteligens svarende til et 8-aarigt barn, har fundet paa at det er sjovt at udloese faelderne ved at stikke en gren ind fra siden.
Den new zealandske accent, er virkelig en noget skaev faetter og ikke det nemmeste i verden at forstaa. Faktisk staar det saa skidt til, at da Rangeren spurgte mig om jeg havde haft en god tur, svarede jeg ‘I had beans and rice for dinner’. Og saa var det foerst efter et par timers undren over Rangerens besvarende skeptiske ansigtudtryk, at jeg kunne hoere for mig hvad det egentlig var han havde sagt.
Aftenen blev tilbragt med at spille kort med et ungt par fra Christchurch, en gut fra Tyskland, en fra Australien og Rangeren. King and Asses har faaet et par ekstra regler siden sidst jeg spillede det, og saa har jeg langt om laenge fundet ud af hvad det kortspil man kan spille paa computeren gaar ud paa. Faktisk er hjerterfri da et ganske fint spil. Det skal jeg huske naeste gang jeg kommer til Svaneke.
Der var monsterkoldt i hytten selvom vi taendte op i braendeovnen, og tissede to gange inden jeg kravlede i posen, i haab om ikke at skulle op og tisse i kulden midt om natten. Denne gang med bedre held end med Possumen...som jeg lige vil undersoege hvad hedder paa dansk....mon det er en maar? I hvert fald, for lige at komme med en tilfoejelse til sidste indlaeg, lugtede det ligesom paa badevaerelset paa Boegevej, da den strintede op ad mit telt efter jeg havde lagt mig ind igen...og det hjalp ikke med ‘begrave-ansigtet-i-liggeunderlag-teknikken’.
Det var fint vejr da jeg vaagnede om morgenen og jeg skyndte mig at pakke sammen, saa jegk kunne komme hurtigt af sted i tilfaelde af at vejret skulle skifte. Og saa begyndte den alpine del af vandreturen. Det er altsaa bare megaflot. Jeg lagde ud med at holde en million pauser, fordi der bare blev ved med at vaere saa smukt, at jeg bare MAATTE ha et billede. Og endnu et og endnu et. Det gik stoedt opad og det blev kun smukkere og den maede lyset legede med graesset, saa det fik alle mulige gyldne og groenne farver, var bare Saaaah fint. Og Lake Te Anau er endnu endnu endnu finere deroppefra. Det ser saa fantastisk ud den maade det ser ud som om bjergene er placeret oven paa vandet. Efter et stykke loeb stien paa Mount Luxmore, og da jeg naede om pa den anden side kunne man lave en afstikker til toppen af bjerget. Jeg lagde min rygsaek fra mig, men lige i det jeg startede opstigningen skiftede vejret pa et splitsekund og vinden blev meget staerk og det begyndte at regne med de koldeste isdraaber jeg nogensinde har maerket. Jeg satte mig i laa bag en stor klippe og fik regntoejet paa hurtigere end Lake Te Anaus fisk kan naa at sige ‘blop’, og rygsaekken kom paa igen, da jeg havde droppet en bjergbestigertur i saadan et vejr. Men ligesaa hurtigt det var kommet, forsvandt det igen, og rygsaekken roeg tilbage paa i lae bag klippen og jeg begyndte opstigningen. Det gik hurtigt og fint og paa toppen blev jeg belonnet med en 360graders udsigt over bjergene. Jeg forsoegte at lave en film, men blaesten overdoevede det hele og jeg kastede i stedet et sidste blik ud over landskabet inden jeg satte kursen tilbage mod rygsaekken og videre ad hovedruten. Landskabet blev bare ved med at se flot ud, og jeg fik brug for alle Sunes vandretips paa min tur op og ned og paa kanten af bjergkammen. Jeg naede til det foerste noedskur og besluttede at min frokost skulle spises ved det naeste, der i foelge skiltet skulle ligge to timer vaek.
Det naeste stykke gik paa bjergkammen og var virkelig smuk, men ogsaa ret udsat, saa det var med at holde tungen lige i munden, naar vinden pustede til mig. Jeg fandt senere ud af, at Sara og Eva var naaet netop hertil, paa det tidspunkt, hvor jeg og de andre kajakfolk maatte opgive kajakroningen og soege ly i hytten, og de to var blevet noed til at overnatte i noedskuret og lyne deres soveposer sammen for at holde varmen. Jeg tog en bid ad gangen indtil jeg kunne se det jeg gik ud fra maatte vaere ‘the hanging valley’. Saa var der ikke langt til naeste noedskur. Men det kom bare ikke og jeg blev mere og mere sulten. Jeg slugte en mueslibar og kaempede videre. Kiksene blev fundet frem og stoppen i munden mens jeg gik. Til sidst kunne jeg ikke vendte laengere og jeg besluttede at naeste sted med lae, ville jeg spise frokosten. Saa det gjorde jeg , med den allersmukkeste udsigt jeg nogensinde har spist frokost med. Kaempe bjerge og store afstande og fantastisk farvespil. Jeg rejste mig for at gaa videre og da jeg kom ud fra den bjergside der havde givet mig lae, saa jeg skuret. Men saadan skal det jo vaere.
Det sidste stykke efter skuret og inden nedstigningen var virkelig slemt og ikke laengere noget der var til at nyde. Puha. Jeg vaeltede om kuld to gange fordi vinden drillede og rygsaekken var tung og da det ogsaa begyndte at regne med store, fede vaade draaber, var det bare ikke saerlig sjovt laengere. Jeg loeb et stykke for hurtigere at komme hurtigere til traegraensen og forhabentlig i ly for regn og vind. Jeg haabede ogsaa, at jeg ligesom dagen inden ville vaere kortere tid om det end skiltene havde sagt det ville tage. Endelig naaede jeg traegraensen, men den var temmelig tynd og ikke vandtaet. Og saa var det oven i koebet en masse zikzak nedad. Stejlt nedad. Saa vil jeg altsaa hellere gaa lidt laengere og undgaa det stejle. For det er haardt for knaeene og foedderne. Puha. Maatte hele tiden stoppe for at sikre balancen og stoppe farten, der ligesom bare kom af sig selv. Det var ret traettende. Til sidst orkede jeg ikke mere. Uanset hvor taet jeg var paa den hytte, maatte jeg bare have en pause og jeg satte rygsaekken fra mig og mig selv oven paa den og tog en slurk vand. Efter lidt tid kom en fyr og overhalede mig, mens han kiggede underligt paa mig. Maaske fordi han godt vidste, at hytten laa lige rundt om det naeste zik. Men det var jo ikke til at vide.
Kom frem og kom i ly. Tyskeren og paret fra Christchurch var kommet frem og efterfoelgende kom de andre lidt efter lidt. Der kom ogsaa nogle ‘nye’, der havde vaeret seje at tage hele straekningen paa ‘en dag. Jeg er glad for at jeg havde breakket min i to dage selvom det var dyrt at bo i Luxmore Hut. Vi taendte i braendeovnen og haengte toej til toere. Saa satte vi vand over til te og satte os med kortspillet igen. Efter et par omgange med hjertefri (nyt yndlingsspil) introducerede jeg piratbridge og taenkte igen paa svanekeaftnerne. Det var superhyggeligt. Endelig kom det aeldre australske aegtepar. De havde vaeret laenge undervejs og jeg var begyndt at taenke paa om blaesten var for strid oppe paa bjergkammen. Men nu var de fremme og gik pladask ind for at tage en lur. Nogle af de andre gik en tur for at kigge paa et vandfald, men jeg gad ikke gaa mere og fandt i stedet campingomraadet og slog mit telt op.
Under et lille overdaekke lavede jeg aftensmad i selskab af en flok gutter, der ogsaa vandrede i enten den ene eller anden retning. Nogle af dem havde ogsaa vaeret i Luxmore Hut, hvor man ikke kan campe. Kun to af gutterne, en israeler og en franskmand var snaksagelige og de andre, der vist var tyskere var bare stille. Sent ud paa aftenen kom et ungt par, som var saa snoppede, at jeg ikke engang gad at vide hvor de kom fra. Men deres accent loed lokal. Da vi spurgte hvilken retning de gik i, fik vi et ‘vi er bedre’ svar tilbage om at de paa trods af at vaere startet i Queenstown samme dag allerede var naaet hertil og at de havde taenkt sig at gennemfoere hele turen paa to dage. Dem om det.
Jeg gik sent naeste morgen og overhalede flere af de andre paa vejen. Da jeg kom frem til naeste hytte var jeg traet i foedderne og satte mig og spiste frokost med to amerikanske army-kvinder, der ogsaa havde vaeret med hele turen, men havde holdt sig lidt for sig selv. Planen var at jeg skulle gaa et stykke videre til en campingplads, saa jeg maatte undvaere kortspillet. Men faldt i snak med endnu et aeldre par, der var pa en dagsgaatur i omraadet og de tilboed mig et lift til Te Anau, hvis jeg kunne gaa naeste dags straekning oven i dagens treakning, saa det gjorde jeg. Det var godt nok noget af en udfordring for foedderne, der var meget oemme. Et sted moedte vi nogle af parets venner, der ogsaa vandrede og de havde deres danske svigerdatter med. Hun havde boet i NZ de sidste ti aar, og at doemme ud fra hendes store problemer med at tale dansk til mig, vil jeg ikke gaette paa hun har kontakt med Danmark saerlig ofte.
Langt om laenge naaede vi til rutens ende og damen tog et billede af en traet, men stolt Hanne pa The Swing Bridge.
torsdag den 10. februar 2011
Et par dage med Kayla og en nat med Hr. Possum
02.02.11
Kayla dukkede op paa DOC i Te Anau og vi susede af sted i hendes bil til en oede campingplads ved Lake Te Anau. Det var vist ikke rigtig ment som en teltplads, for underlaget var saa haardt, at teltet drillede.
Vi bredte hendes taeppe ud paa jorden og satte vand over til en kop te, som vi sad og sludrede over i timevis. Det er skaegt, at der er nogen mennesker man bare klikker med. Kayla er udlaert kok i Canada og kom til NZ for at arbejde som kok rundt omkring mens hun rejste. Det havde imidlertid vaeret noget svaerere end forventet, saa nu havde hun droppet arbejdet og rejste i stedet bare rundt i sin bil. Aftensmaden blev ogsaa spist under lystig sludder indtil det begyndte at blive moerkt og vi skyndte os at pakke sammen.
De smaa campingpladser fungerer saadan, at man laegger penge i en lille kasse og haenger en slip paa sit telt eller vogn og saa kommer der en park keeper og indsamler slip og penge. Jeg synes det var en lidt spooky plads og da indsamlingsdamen havde vaeret der og jeg var hoppet ind i teltet (Kayla slog sit bilsaede ned og sov der), bad jeg en lille boen om at jeg ikke skulle op og tisse i loebet af natten. Men som 99% af naetterne mens jeg har vaeret her skulle denne nat ikke vaere en tisseundtagelse og maatte moeve mig ud. Kom saa langt som til forteltet, saa turde jeg ikke kravle laengere. Ind med mig igen og teltet var selvfoelgelig blevet forvandlet til mygge-spisekammer – med mig som dagens suppe. OEV! Jeg gav mig til at klaske myg, men uden det store held og jeg valgte i stedet at pakke mig totalt ind i soveposen saa kun mine naesebor stak ud og jeg vendte saa ansigtet ned i liggeunderlaget. Genial taktik.
Jeg var lige ved at falde i soevn, da jeg hoerte en skummel lyd, der bestemt loed som Kaylas gryde, der vaeltede paa en overlagt maade. Aaaahhhh, hvad var nu det? The park keeper havde vaeret der og Kayla havde forlaengst slukket lyset i bilen. Der var ikke andet for end at jeg maatte moeve mig ud igen. Og denne gang hele vejen. Uhhh. Saa det gjorde jeg med et hjerte siddende et sted mellem oerene og en puls som en koekkenursalarm, fandt jeg mig selv staende ansigt til ansigt med en possum. GILP. Aandssvage lortedyr. Og den blev bare siddende der og gloede paa mig med sine selvlysende blinde oejne. Lige meget hjalp det om jeg raabte og vaesede og lavede kradselyde og kastede sten efter den. Den blev bare siddende. Jeg sneg mig i en stor bue uden om den (I maa gerne synes at jeg er tapper nu!) og reddede gryderne fra den stensikre doed og i en endnu stoerre bue tilbage igen. Forsoegte mig med en sidste vaeselyd og et par sten (den flyttede sig et par meter) inden jeg kravlede baglaens ind i teltet med gryderne som ny sovekammerat og en hel masse nye gaester i “hannes myggeteria”. Orkede ikke den store myggekrig, saa jeg fandt giften frem fra tasken og gav ansigtet en strint inden jeg snoerrede posen sammen om naesen igen, stoppede noget toej ind under liggeunderlaget i den ene side for at udligne at teltet var slaaet op paa en skraaning og lagde mig til at sove.
Vi spiste en lynmorgenmad og jeg besluttede mig for at droppe mine egne planer til fordel for en dag mere med Kayla. Hun skulle til Milford og da NZeksplorergruppen kun naede til Homers Hut tankte jeg, at jeg ville goere hende selskab og se hvordan der saa ud paa den anden side af Homers Tunnel. Vejen til Milford er kun lagt for Milfords skyld. Der er absolute ikke andet paa den 2 timer lange tur andet end tunnelen og endestationen. Vi naaede frem og blev enige om, at det var godt vi havde valgt, at cruisen paa Doubtful Sound og ikke her for det var altsaa near saa flot. Vi gik en tur i omraadet og kiggede paa de stejle klippevaegge og vandfald, inden vi satte os ind i bilen igen for at koere tilbage samme vej. Vi gjorde nogle stop paa vejen for at gaa nogle smaabitte ture til steder med god udsigt. Et sted gik vi op til en gletcher og trampede lidt paa isen og et andet sted kiggede vi paa en spejlblank soe med dykaender. Jeg ville have gaet en firetimers tur til Gertruds saddle og Kayla en tretimers tur til et eller andet andet sted, men begge ruter var lukket pga. jordskraed.
Tilbage i Te Anau spiste vi en is og gik i biografen og saa en film om Fiordland. Det var en masse billeder taget fra en helicopter og viste omraadet paa forskellige aarstider og paa forskellige tidspunkter af doegnet. Meget populaerfilm, men jeg kunne bedre lide at se Fiordland i levende live.
Bagefter koerte vi af sted for at finde Possumcampingpladsen, men den var som sunket i jorden og vi maatte opgive og vende om til Te Anau igen og booke os ind i holidayparken, der godt nok er dyr, men som har et fantastisk bad. Paa vejen stopped vi ved supermarkedet og jeg koebte ind til at tage paa vandretur. Det begyndte at regne og vi fumlede regntoejet paa og satte paa en tilfaldig parkeringsplads og lavede mad paa trangiaet mens vi ventede paa Kaylas vasketoej i vaskeriet.
Det blaeste helt vild og regnede endnu mere, da teltet skulle op, saa jeg var glad for at Kayla var der til at saette ploekkerne i den ene side. Vi stod tidligt op naeste morgen og lavede havregroed i koekkenet inden jeg styrtede over for at koebe billetter til Kepler treck. Vi fik pakket sammen, og Kayla satte mig af ved starten af vandrestien og jeg vinkede farvel lidt vemodig over at skilles fra en fin rejsekammerat, men fuld af forventning og vandrekriller over de naeste par dages eventyr liggende paa stien foran mig.
Kayla dukkede op paa DOC i Te Anau og vi susede af sted i hendes bil til en oede campingplads ved Lake Te Anau. Det var vist ikke rigtig ment som en teltplads, for underlaget var saa haardt, at teltet drillede.
Vi bredte hendes taeppe ud paa jorden og satte vand over til en kop te, som vi sad og sludrede over i timevis. Det er skaegt, at der er nogen mennesker man bare klikker med. Kayla er udlaert kok i Canada og kom til NZ for at arbejde som kok rundt omkring mens hun rejste. Det havde imidlertid vaeret noget svaerere end forventet, saa nu havde hun droppet arbejdet og rejste i stedet bare rundt i sin bil. Aftensmaden blev ogsaa spist under lystig sludder indtil det begyndte at blive moerkt og vi skyndte os at pakke sammen.
De smaa campingpladser fungerer saadan, at man laegger penge i en lille kasse og haenger en slip paa sit telt eller vogn og saa kommer der en park keeper og indsamler slip og penge. Jeg synes det var en lidt spooky plads og da indsamlingsdamen havde vaeret der og jeg var hoppet ind i teltet (Kayla slog sit bilsaede ned og sov der), bad jeg en lille boen om at jeg ikke skulle op og tisse i loebet af natten. Men som 99% af naetterne mens jeg har vaeret her skulle denne nat ikke vaere en tisseundtagelse og maatte moeve mig ud. Kom saa langt som til forteltet, saa turde jeg ikke kravle laengere. Ind med mig igen og teltet var selvfoelgelig blevet forvandlet til mygge-spisekammer – med mig som dagens suppe. OEV! Jeg gav mig til at klaske myg, men uden det store held og jeg valgte i stedet at pakke mig totalt ind i soveposen saa kun mine naesebor stak ud og jeg vendte saa ansigtet ned i liggeunderlaget. Genial taktik.
Jeg var lige ved at falde i soevn, da jeg hoerte en skummel lyd, der bestemt loed som Kaylas gryde, der vaeltede paa en overlagt maade. Aaaahhhh, hvad var nu det? The park keeper havde vaeret der og Kayla havde forlaengst slukket lyset i bilen. Der var ikke andet for end at jeg maatte moeve mig ud igen. Og denne gang hele vejen. Uhhh. Saa det gjorde jeg med et hjerte siddende et sted mellem oerene og en puls som en koekkenursalarm, fandt jeg mig selv staende ansigt til ansigt med en possum. GILP. Aandssvage lortedyr. Og den blev bare siddende der og gloede paa mig med sine selvlysende blinde oejne. Lige meget hjalp det om jeg raabte og vaesede og lavede kradselyde og kastede sten efter den. Den blev bare siddende. Jeg sneg mig i en stor bue uden om den (I maa gerne synes at jeg er tapper nu!) og reddede gryderne fra den stensikre doed og i en endnu stoerre bue tilbage igen. Forsoegte mig med en sidste vaeselyd og et par sten (den flyttede sig et par meter) inden jeg kravlede baglaens ind i teltet med gryderne som ny sovekammerat og en hel masse nye gaester i “hannes myggeteria”. Orkede ikke den store myggekrig, saa jeg fandt giften frem fra tasken og gav ansigtet en strint inden jeg snoerrede posen sammen om naesen igen, stoppede noget toej ind under liggeunderlaget i den ene side for at udligne at teltet var slaaet op paa en skraaning og lagde mig til at sove.
Vi spiste en lynmorgenmad og jeg besluttede mig for at droppe mine egne planer til fordel for en dag mere med Kayla. Hun skulle til Milford og da NZeksplorergruppen kun naede til Homers Hut tankte jeg, at jeg ville goere hende selskab og se hvordan der saa ud paa den anden side af Homers Tunnel. Vejen til Milford er kun lagt for Milfords skyld. Der er absolute ikke andet paa den 2 timer lange tur andet end tunnelen og endestationen. Vi naaede frem og blev enige om, at det var godt vi havde valgt, at cruisen paa Doubtful Sound og ikke her for det var altsaa near saa flot. Vi gik en tur i omraadet og kiggede paa de stejle klippevaegge og vandfald, inden vi satte os ind i bilen igen for at koere tilbage samme vej. Vi gjorde nogle stop paa vejen for at gaa nogle smaabitte ture til steder med god udsigt. Et sted gik vi op til en gletcher og trampede lidt paa isen og et andet sted kiggede vi paa en spejlblank soe med dykaender. Jeg ville have gaet en firetimers tur til Gertruds saddle og Kayla en tretimers tur til et eller andet andet sted, men begge ruter var lukket pga. jordskraed.
Tilbage i Te Anau spiste vi en is og gik i biografen og saa en film om Fiordland. Det var en masse billeder taget fra en helicopter og viste omraadet paa forskellige aarstider og paa forskellige tidspunkter af doegnet. Meget populaerfilm, men jeg kunne bedre lide at se Fiordland i levende live.
Bagefter koerte vi af sted for at finde Possumcampingpladsen, men den var som sunket i jorden og vi maatte opgive og vende om til Te Anau igen og booke os ind i holidayparken, der godt nok er dyr, men som har et fantastisk bad. Paa vejen stopped vi ved supermarkedet og jeg koebte ind til at tage paa vandretur. Det begyndte at regne og vi fumlede regntoejet paa og satte paa en tilfaldig parkeringsplads og lavede mad paa trangiaet mens vi ventede paa Kaylas vasketoej i vaskeriet.
Det blaeste helt vild og regnede endnu mere, da teltet skulle op, saa jeg var glad for at Kayla var der til at saette ploekkerne i den ene side. Vi stod tidligt op naeste morgen og lavede havregroed i koekkenet inden jeg styrtede over for at koebe billetter til Kepler treck. Vi fik pakket sammen, og Kayla satte mig af ved starten af vandrestien og jeg vinkede farvel lidt vemodig over at skilles fra en fin rejsekammerat, men fuld af forventning og vandrekriller over de naeste par dages eventyr liggende paa stien foran mig.
tirsdag den 8. februar 2011
Kajaktur turning into a true weather experience
30.01.11
Jeg pakkede mit telt sammen aftenen inden vi skulle med bussen til Te Anau for ikke at skulle staa med det tidligt om morgenen i moerke og sov i Asger, Anders og Christians telt. Og heldigt for det, for det blev et mega regnvejr om aftenen og hele natten.
Vi kom ikke langt med bussen foer vi kom til at holde i en lang koe. Buschauffoeren hoppede ud for at kigge, og det viste sig at en stor klippe var trillet ned fra bjerget og havde lavet a kaempe hul i vejen. Der gik en lille time foer de havde faet ryddet op og vi kunne komme videre. Men vi naede frem og jeg blev sat af ved en campingplads og fik sagt et hurtigt farvel til Sara og Eva. Jeg var kun lige naaet ind og bussen koert sin vej, da jeg opdagede at jeg havde glemt min regnfrakke i bussen. Det blev jeg godt nok aergerlig over. Oev. Men igen blev jeg moedt af de flinkeste Kiwier og en mand fra campingpladsen koerte med mig i bilen efter bussen og jeg fik den tilbage. Juhuu.
Eftermiddagen blev brugt til at rende rundt i Te Anau og ordne smaating til jeg var helt moer i foedderne af at gaa og til sidst tomlede jeg tilbage til campingpladsen, hvor jeg fik pakket min taske, saa jeg var klar til at blive hentet tidligt af kajakfolkene.
Var klar klokken kvart over seks, da kajakguiden (der var ret fin) og 4 andre deltagere hentede mig ved campingpladsen. De fire andre var to par saadan lidt ‘vi er ved at blive kedelige’-alderen. Men fint nok. Det gik fuld fart til Manapouri, hvor vi laessede en baad med alt kajakgrejet og vores tasker og satte kursen mod West arm i Fiordland. Her skiftede vi til vaaddragter, fleecetroejer, kajakjakker og sydvest. Saadan en rigtig fiskermands sydvest. og masser af insect repellent. Vi hoppede paa en van og koerte til Doubtful Sound, der er en af af de 14 fjorde der er i Fiordland. Af en eller anden grund hedder de Sounds i stedet for fjorde, selvom de rent geologisk er fjorde formet af gletchere i tidernes morgen.
Mens vi koerte der aendrede vejret sig og skyerne faldt ned fra himlen saa vi ingenting kunne se. Vejrudsigten lovede regn, men det skraemte os ikke. Da vi naaede frem var det dog ikke laengere regn, men noget naer tusindvis af svoemmehaller, der blev laesset ud over os fra himlen. NOEJ, hvor var der meget vand. Og blaesten havde taget til. Vi var stadig optimistiske...eller i det mindste lod vi som om vi var (Doubtful Sound må uden tvivl være smukkere når man rent faktisk kan se den...og det ville jeg virkelig godt have kunnet, så min optimisme var kun synlig udefra), og vi slaebte kajakkerne ned til vandet og pakkede dem med alt vores udstyr. Det tog en krig, og da vi endelig var klar til at komme paa vandet var blaesten blevet noget naer sindssyg. Men vi proevede alligevel og den fine kajakguide Sophie havde gennemgaaet sikkerhedsprocedurerne inden (selvom jeg nok vil mene, at mine kajakskills inderholder noget mere avancerede redningsmanoevrer, end dem hun forklarede), saa det hele skulle nok gaa fint. Vi kom paa vandet og padlede af sted og jeg maa nok indroemme at jeg var noget skuffet, for det var absolut ikke lige min droemmekajaktur eller bare noget naer det jeg havde forestillet mig og haabet paa. Vejret var saa skidt, at jeg nok ville kunne padle ud, men jeg ville ikke under nogen omstændigheder nyde det. Når jeg skuppede pagajen fremad var der så megen vindmodstand, at min arm skælvede og lavede bølgebevægelser. Men vi kæmpede os derudaf og nåede at padle i max 10 min, så råbte Sophie "raft up" og vi padlede sammen ved siden af hinanden i en flåde, tæt nok til at kunne høre hendes besked om at det var for farligt og at vi måtte ro tilbage. Øv!
Alle tingene blev pakket ud igen og vi flygtede fra vinden, regnen og sandfluerne (der tydeligvis var meget ligeglade med den gift jeg havde oversølet mig selv med) og søgte ly i en lille hytte tæt ved vandet. Her sad vi så og kunne kigge ud på regnen og fjorden og på de vandfald, der opstod og meget hurtigt blev meget store og væltede ned over bjerget som klatrereb smidt ud over rælingen på et stort skib. Vi hev spillekortene frem og drak spandevis af varm kakao og når det endelig skulle være, så var det faktisk ret hyggeligt. Om eftermiddagen trak vi i alt tøjet igen for at gå en tur til et nærliggende vandfald og jeg erfarede, at der er en hvis grænse for hvor regntæt regntøj egentlig er. Tilbage i hytten lavede vi aftensmad og sludrede og jeg lærte at spille Kings and Asses med en masse ekstraregler jeg ikke kendte. Og på den måde gik hele aftenen med at blive hjerterfri.
Sophie stod tidligt op for at tjekke vejret pg hun besluttede, at det var værd at give it a try, så vi fes i det våde kajaktøj og pakkede det hele igen. Jeg var stadig ikke for optimistisk, for jeg er alligevel kvik nok til at regne ud, at et par timers kajak ikke ville føre os så langt som to dages og selvom jeg godt kan lide at ro kajak, var det nu mest for at få set noget af fiordland smukke landskab...og så stor som doubtful Sound er, var det virkelig en lille del de par timer ville lade os nå at se.
Men afsted kom vi, og vejret var virkelig bedre, så vi fik set nogle vandfald og en pelssæl, der hyggede sig, men det blæste stadig en del og det var ikke særlig fedt at ro i. Den ene af kærestepigerne lignede en tun i ansigtet og nød det bestemt heller ikke. Vi blev vist allesammen lidt glade, da Sophie fik besked over walkietalkien, at vi kunne komme med om bord på en turist cruise en time senere. Vi vendte om og satte fuld fart mod udgangspunktet og fik i en vældig fart skiftet til tørt tøj, klar parat og optimistisk stemte til en sejltur der førte os helt til udmundingen af fjorden til det tasmanske hav. Da vi kom ombord, klarede det op og det blev en rigtig fin tur med meget fine udsigter til vandfald og stejle, stejle klippevægge, grønne bjerge, regnbuer og en masse små øer, der så ud som om de lå oven på vanden og flød som oversize badeænder. Vi drejede ned ad en af fjordens sidearme, der i størrelse og form minder meget den meget mere besøgte fjord Milford Sound, der med sin mere nordlige beliggenhed er meget lettere fremkommelig. Af denne grund, er den og meget mere proppet med turister og derfor, efter min mening, ikke nær så interessant. Hvad der også gøre D. Sound mere interessant er at den pga. sin 10 gange større størrelse har sidearme og derfor meget mere at byde på med de forskelligheder disse har. I den Milfordlignende sidearm så vi en lille flok bottle nosed dolfins der susede afsted med deres rygfinner dansende op og ned i vandoverfladen. Selvom de ikke hoppede eller lavede flips som dem vi så på delfinturen i Kairoura og selvom der ikke var en hundrededel så mange som den dag, nød jeg det lige så meget, fordi det bare er spændende, at der ud af det blå, mit i en uendelig stor fjord dukker en flok af de fætre op.
Ombord på båden faldt jeg i snak med enkanadisk pige, der også rejste rund alene. Vi snakkede fint sammen, og aftalte, at hun skulle hente mig ved visitor center når vi hver især var kommet tilbage til Te Anau, hvor Sophie ville sætte mig af. Jeg benyttede ventetiden med at snuse vandreruter ud hos DOC efter en 'kajaktur' der endte med at jeg alligevel kom til at se en masse af Doubtfuld Sound og faktisk meget mere end hvis det var lykkedes med to dage i kajak. Det kan vel kaldes en slags held i uheld.
Jeg pakkede mit telt sammen aftenen inden vi skulle med bussen til Te Anau for ikke at skulle staa med det tidligt om morgenen i moerke og sov i Asger, Anders og Christians telt. Og heldigt for det, for det blev et mega regnvejr om aftenen og hele natten.
Vi kom ikke langt med bussen foer vi kom til at holde i en lang koe. Buschauffoeren hoppede ud for at kigge, og det viste sig at en stor klippe var trillet ned fra bjerget og havde lavet a kaempe hul i vejen. Der gik en lille time foer de havde faet ryddet op og vi kunne komme videre. Men vi naede frem og jeg blev sat af ved en campingplads og fik sagt et hurtigt farvel til Sara og Eva. Jeg var kun lige naaet ind og bussen koert sin vej, da jeg opdagede at jeg havde glemt min regnfrakke i bussen. Det blev jeg godt nok aergerlig over. Oev. Men igen blev jeg moedt af de flinkeste Kiwier og en mand fra campingpladsen koerte med mig i bilen efter bussen og jeg fik den tilbage. Juhuu.
Eftermiddagen blev brugt til at rende rundt i Te Anau og ordne smaating til jeg var helt moer i foedderne af at gaa og til sidst tomlede jeg tilbage til campingpladsen, hvor jeg fik pakket min taske, saa jeg var klar til at blive hentet tidligt af kajakfolkene.
Var klar klokken kvart over seks, da kajakguiden (der var ret fin) og 4 andre deltagere hentede mig ved campingpladsen. De fire andre var to par saadan lidt ‘vi er ved at blive kedelige’-alderen. Men fint nok. Det gik fuld fart til Manapouri, hvor vi laessede en baad med alt kajakgrejet og vores tasker og satte kursen mod West arm i Fiordland. Her skiftede vi til vaaddragter, fleecetroejer, kajakjakker og sydvest. Saadan en rigtig fiskermands sydvest. og masser af insect repellent. Vi hoppede paa en van og koerte til Doubtful Sound, der er en af af de 14 fjorde der er i Fiordland. Af en eller anden grund hedder de Sounds i stedet for fjorde, selvom de rent geologisk er fjorde formet af gletchere i tidernes morgen.
Mens vi koerte der aendrede vejret sig og skyerne faldt ned fra himlen saa vi ingenting kunne se. Vejrudsigten lovede regn, men det skraemte os ikke. Da vi naaede frem var det dog ikke laengere regn, men noget naer tusindvis af svoemmehaller, der blev laesset ud over os fra himlen. NOEJ, hvor var der meget vand. Og blaesten havde taget til. Vi var stadig optimistiske...eller i det mindste lod vi som om vi var (Doubtful Sound må uden tvivl være smukkere når man rent faktisk kan se den...og det ville jeg virkelig godt have kunnet, så min optimisme var kun synlig udefra), og vi slaebte kajakkerne ned til vandet og pakkede dem med alt vores udstyr. Det tog en krig, og da vi endelig var klar til at komme paa vandet var blaesten blevet noget naer sindssyg. Men vi proevede alligevel og den fine kajakguide Sophie havde gennemgaaet sikkerhedsprocedurerne inden (selvom jeg nok vil mene, at mine kajakskills inderholder noget mere avancerede redningsmanoevrer, end dem hun forklarede), saa det hele skulle nok gaa fint. Vi kom paa vandet og padlede af sted og jeg maa nok indroemme at jeg var noget skuffet, for det var absolut ikke lige min droemmekajaktur eller bare noget naer det jeg havde forestillet mig og haabet paa. Vejret var saa skidt, at jeg nok ville kunne padle ud, men jeg ville ikke under nogen omstændigheder nyde det. Når jeg skuppede pagajen fremad var der så megen vindmodstand, at min arm skælvede og lavede bølgebevægelser. Men vi kæmpede os derudaf og nåede at padle i max 10 min, så råbte Sophie "raft up" og vi padlede sammen ved siden af hinanden i en flåde, tæt nok til at kunne høre hendes besked om at det var for farligt og at vi måtte ro tilbage. Øv!
Alle tingene blev pakket ud igen og vi flygtede fra vinden, regnen og sandfluerne (der tydeligvis var meget ligeglade med den gift jeg havde oversølet mig selv med) og søgte ly i en lille hytte tæt ved vandet. Her sad vi så og kunne kigge ud på regnen og fjorden og på de vandfald, der opstod og meget hurtigt blev meget store og væltede ned over bjerget som klatrereb smidt ud over rælingen på et stort skib. Vi hev spillekortene frem og drak spandevis af varm kakao og når det endelig skulle være, så var det faktisk ret hyggeligt. Om eftermiddagen trak vi i alt tøjet igen for at gå en tur til et nærliggende vandfald og jeg erfarede, at der er en hvis grænse for hvor regntæt regntøj egentlig er. Tilbage i hytten lavede vi aftensmad og sludrede og jeg lærte at spille Kings and Asses med en masse ekstraregler jeg ikke kendte. Og på den måde gik hele aftenen med at blive hjerterfri.
Sophie stod tidligt op for at tjekke vejret pg hun besluttede, at det var værd at give it a try, så vi fes i det våde kajaktøj og pakkede det hele igen. Jeg var stadig ikke for optimistisk, for jeg er alligevel kvik nok til at regne ud, at et par timers kajak ikke ville føre os så langt som to dages og selvom jeg godt kan lide at ro kajak, var det nu mest for at få set noget af fiordland smukke landskab...og så stor som doubtful Sound er, var det virkelig en lille del de par timer ville lade os nå at se.
Men afsted kom vi, og vejret var virkelig bedre, så vi fik set nogle vandfald og en pelssæl, der hyggede sig, men det blæste stadig en del og det var ikke særlig fedt at ro i. Den ene af kærestepigerne lignede en tun i ansigtet og nød det bestemt heller ikke. Vi blev vist allesammen lidt glade, da Sophie fik besked over walkietalkien, at vi kunne komme med om bord på en turist cruise en time senere. Vi vendte om og satte fuld fart mod udgangspunktet og fik i en vældig fart skiftet til tørt tøj, klar parat og optimistisk stemte til en sejltur der førte os helt til udmundingen af fjorden til det tasmanske hav. Da vi kom ombord, klarede det op og det blev en rigtig fin tur med meget fine udsigter til vandfald og stejle, stejle klippevægge, grønne bjerge, regnbuer og en masse små øer, der så ud som om de lå oven på vanden og flød som oversize badeænder. Vi drejede ned ad en af fjordens sidearme, der i størrelse og form minder meget den meget mere besøgte fjord Milford Sound, der med sin mere nordlige beliggenhed er meget lettere fremkommelig. Af denne grund, er den og meget mere proppet med turister og derfor, efter min mening, ikke nær så interessant. Hvad der også gøre D. Sound mere interessant er at den pga. sin 10 gange større størrelse har sidearme og derfor meget mere at byde på med de forskelligheder disse har. I den Milfordlignende sidearm så vi en lille flok bottle nosed dolfins der susede afsted med deres rygfinner dansende op og ned i vandoverfladen. Selvom de ikke hoppede eller lavede flips som dem vi så på delfinturen i Kairoura og selvom der ikke var en hundrededel så mange som den dag, nød jeg det lige så meget, fordi det bare er spændende, at der ud af det blå, mit i en uendelig stor fjord dukker en flok af de fætre op.
Ombord på båden faldt jeg i snak med enkanadisk pige, der også rejste rund alene. Vi snakkede fint sammen, og aftalte, at hun skulle hente mig ved visitor center når vi hver især var kommet tilbage til Te Anau, hvor Sophie ville sætte mig af. Jeg benyttede ventetiden med at snuse vandreruter ud hos DOC efter en 'kajaktur' der endte med at jeg alligevel kom til at se en masse af Doubtfuld Sound og faktisk meget mere end hvis det var lykkedes med to dage i kajak. Det kan vel kaldes en slags held i uheld.
søndag den 6. februar 2011
Paa egen haand i Queenstown
28.01.11
Det grimme farvel blev virkelig trukket i langdrag, for folk tog af sted saadan lidt efter lidt. Til sidst var der kun mig og et par stykker andre tilbage og de andre var ‘i gruppe’ sammen, saa de holdt sig sammen for at planlaegge deres videre rejse og jeg saa dem kun ved aftensmadstid. Det foeltes noget ensomt, maa jeg sige.
Jeg har vaeret nede i byen for at snuse lidt rundt og jeg fik koebt en todages kajaktur, der starter paa soendag (29.01.11). Jeg tager bussen til Te Anau med Sara og Eva paa loerdag, hvor de skal vandre the kepler track, der starter lige uden for byen. Bussen om morgen er billigst, saa vi skal tidligt op.
Efter koeb af kajaktur vadede jeg lidt rundt i byen for at kigge paa butikker og hvad de ellers havde at byde paa. Queenstown er mekka for alle slags sindssyg extreme sport og magnet for turisterne. Det betyder selvfoelgelig, at priserne er skruet helt i vejret og jeg shoppingen var for mit vedkommende derfor begraenset til at kigge. Men det var ogsaa fint.
I DOC (department of conservation) moedte jeg en tysk mand, der sagde, at hvis jeg havde vandret fra Sabines Hut to Angelus Hut then I would be able to tramp any of the tracks in NZ. Men jeg tror nu alligevel jeg vil holde mig til noget lettere til at begynde med, naar jeg er paa egen haand. It might be the Keplers.
Det begyndte at regne paa et tidspunkt og blev virkelig koldt, saa jeg gik ind i en butik for at kigge pa de meget populaere jadesmykker. Butiksindehaveren hilste og spurgte hvor jeg var fra og vi fik os en hyggelig sludder. Han spurgte hvad jeg ville lave i NZ og jeg fortalte at jeg var lidt ‘nederen’ fordi jeg havde taenkt mig at arbejde, men ikke kunne komme til det fordi forsikringen saa ikke ville daekke mit laegebesog. Og juhuuu. Sa sagde han at han havde nogle venner med faar og at han ville ringe og hoere om de ville have besog, saa jeg i det mindste kunne se et par faar paa taet hold naar jeg nu ikke kunne arbejde med dem. Saa, det haaber jeg kan lade sig goere. Jeg talte med ham i telefonen mens jeg var i butikken og vi aftalte at jeg kunne stikke hovedet forbi naar jeg tog tilbage fra kajakturen. Det glaeder jeg mig til.
Men ellers glaeder jeg mig bare til at komme ud af Queenstown, for godt nok er det en meget hyggelig by fyldt med liv og cafeer og deeeeejlig is. Men det er ogsaa bare dyrt at vaere her og svaert at komme i kontakt med folk.
Det grimme farvel blev virkelig trukket i langdrag, for folk tog af sted saadan lidt efter lidt. Til sidst var der kun mig og et par stykker andre tilbage og de andre var ‘i gruppe’ sammen, saa de holdt sig sammen for at planlaegge deres videre rejse og jeg saa dem kun ved aftensmadstid. Det foeltes noget ensomt, maa jeg sige.
Jeg har vaeret nede i byen for at snuse lidt rundt og jeg fik koebt en todages kajaktur, der starter paa soendag (29.01.11). Jeg tager bussen til Te Anau med Sara og Eva paa loerdag, hvor de skal vandre the kepler track, der starter lige uden for byen. Bussen om morgen er billigst, saa vi skal tidligt op.
Efter koeb af kajaktur vadede jeg lidt rundt i byen for at kigge paa butikker og hvad de ellers havde at byde paa. Queenstown er mekka for alle slags sindssyg extreme sport og magnet for turisterne. Det betyder selvfoelgelig, at priserne er skruet helt i vejret og jeg shoppingen var for mit vedkommende derfor begraenset til at kigge. Men det var ogsaa fint.
I DOC (department of conservation) moedte jeg en tysk mand, der sagde, at hvis jeg havde vandret fra Sabines Hut to Angelus Hut then I would be able to tramp any of the tracks in NZ. Men jeg tror nu alligevel jeg vil holde mig til noget lettere til at begynde med, naar jeg er paa egen haand. It might be the Keplers.
Det begyndte at regne paa et tidspunkt og blev virkelig koldt, saa jeg gik ind i en butik for at kigge pa de meget populaere jadesmykker. Butiksindehaveren hilste og spurgte hvor jeg var fra og vi fik os en hyggelig sludder. Han spurgte hvad jeg ville lave i NZ og jeg fortalte at jeg var lidt ‘nederen’ fordi jeg havde taenkt mig at arbejde, men ikke kunne komme til det fordi forsikringen saa ikke ville daekke mit laegebesog. Og juhuuu. Sa sagde han at han havde nogle venner med faar og at han ville ringe og hoere om de ville have besog, saa jeg i det mindste kunne se et par faar paa taet hold naar jeg nu ikke kunne arbejde med dem. Saa, det haaber jeg kan lade sig goere. Jeg talte med ham i telefonen mens jeg var i butikken og vi aftalte at jeg kunne stikke hovedet forbi naar jeg tog tilbage fra kajakturen. Det glaeder jeg mig til.
Men ellers glaeder jeg mig bare til at komme ud af Queenstown, for godt nok er det en meget hyggelig by fyldt med liv og cafeer og deeeeejlig is. Men det er ogsaa bare dyrt at vaere her og svaert at komme i kontakt med folk.
Abonner på:
Opslag (Atom)