24.03.11
Endnu en fantastisk dag i bjergene. Tog toget to stop til en anden lille by sammen med Svenske Sven og vi begav os ud at vandre derfra. det forekom os at være nnogle lette ruter og det endte med, at vi gik alle områdets dagsture. Det brugte vi syv timer på i et stille og roligt tempo med masser af pauser til at nyde den smukke udsigt. Faktisk synes jeg at det område og ruterne her var meget smukkere end dem i Katoomba og hovedateaktionen "the three sister" var ikke nær så smuk som det vandfald og de cliffs vi så her. Vejret var igen dejligt og vi så alle mulige fine fugle. Den der store kingfisher der griner og flere forskellige parakitter blandt andet kakaduer. Og en masse firben.
Da vi kom tilbage til the flying fox og netop havde nået et bad, forklarede Alex os vejen til sunset point og vi styrtede af sted igen med Penny i hælene for at nå det i tide. Vi nåede det desværre ikke, men så fik vi da 1 1/2 times ekstra gåtur på visitkortet.
Aftenen blev tilbragt i den lille overdækkede teresse med bål og hyggelig snak. Tilsidst kaldte mit flade underlag dog, og jeg måtte ind at passe det. Fornemmede den bjerglige nattekulde snige sig ind på teltet, og jeg trak i de uldne.
Sov en hel time længere end jeg plejer og følte mig lidt groggy. Det hjalp med skøn morgenmad, fødselsdagshilsenssending til min yndligssøster og pandekage bagt af de søde piger.
Jeg har aldrig oplevet magen til god stemning og flinke mennesker før. Da jeg ankom blev jeg budt velkommen med smil og invitationer om deltagelse i bålhyggen og hele opholdet summede af positivitet og hygge. De er en lille fast gruppe af backpackere, der arbejder der eller bor der fast mens de arbejder i landsbyen. Nærmest en lille familie. Og de var åbne og parate til at lade mig og de andre gæster optage i familien. Det var helt ærgerligt, at jeg skulle derfra, men nu ved jeg hvor jeg kan finde dem hvis jeg får tid i overskud i den anden ende.
Efter tasken var pakket og teen i sofaen drukket fulgtes jeg med Penny til stationen og tilbage til Sydney. Togrejsen var betydelig kortere med et direkte tog, og det føltes også kortere med godt selskab.
Fes i kameraforetning uden held til at finde medicin til min kære Olympus inden jeg tog til bage til Kevin. Han var i et strålende humør og gad godt have selskab og sludre. Han inviterede på aftensmad og det var hyggeligt at snakke med ham og drengene. Han var i sit hjælpehjørne og jeg fik hurtigt styr på de ting jeg skulle. Tak for det og det skylder jeg vist at pointere.
Nu har jeg pakket til afgang i morgen tidlig hvor jeg nupper flyet til Alice springs og eventyr i Australiens indre.
torsdag den 24. marts 2011
tirsdag den 22. marts 2011
Blue Mountains
21.-22.3.11
Måske er Australien et sted hvor alle folk hjælper en på afveje. Helt ærligt har Kevin og Lynne ikke været til den store hjælp. Selvom det altid er rart med et sted at sove. En ung dame sagde at hun ville hjælpe mig af på den rigtige station, hvilet resulterede i at jeg sidder på en station i Leura, en lillebittebitte by tre km fra den by jeg rent faktisk skal til. Og der er en time mellem hvert tog. Pragtfuldt med en times ekstra transport. ...Oven i den ekstra tid det tog fordi jeg kom med det forkerte tog fra Sydney. I Penrith forklarede en togmand mig vejen til informationscenteret. Måske troede han jeg var fodboldfan, for vejen (og den var lang med bagage) førte til fodboldklubben hvor de sendte mig tilbage den lange vej til Info next door to the train station. Der mente de at det sted jeg skulle hen lå ved siden af fodboldklubben. Puha. Det gjorde det ikke! Men langt om længe løste det sig, og jeg blev hentet på stationen af nogen fra Muru aboriginals centre.
Det viste sig at være et virkelig kedeligt centre, og det var nærmest pinligt så tomt det var. Så jeg lod som om jeg kiggede mig omkring og læste lidt her og der og så fes jeg af igen. Godt jeg ikke nåede at melde mig til en guidet rundvisning. Men tænk alt det besvær og ekstra rejsetid bare for at komme til et skaldet sted som det.
Derfra hoppede jeg så på det tog der skulle have ført mig til the blue mountains. Om lidt kommer det næste. Håber det lykkes!
-----
Nåede frem og hvilket sted! Totally awesome place jeg har fundet. Det hedder the flying Fox og er sådan lidt hippie laydback lille sted, hvor folk hænger ud i haven med deres weed og gode karma. En af gutterne hjalp mig med at lappe mit liggeunderlag (der dog fortsat er flat) og så sad under halvtaget og kiggede ud på regnen der plaskede ned. En af pigerne hjalp mig med at hænge en pressening op over mit telt for ekstra værn mod regnen og en anden pige kogte linsesuppe til alle. Jeg sludrede med svenske Svend (på engelsk fordi ingen af os kunne finde ud af at tale dansk/svensk) og vi aftalte at tage ud at vandre sammen hvis vejret blev bedre.
Om aftenen sludredejeg med et hollandsk par, der forsøgte at lære mig et hollandsk kortspil. Dog uden meget held, da ingen af os kunne koncentrere os.
-----
Vågnede tidligt på mit flade underlag og glædede mig over at min nat ikke havde været kold som i NZ. Alex var tydeligvis også vågnet for han stak hovedet ud af sit telt og råbte at alle skulle stå op for solen skinnede. Det gjorde den ikke rigtig. Faktisk var det helt overskyet og lidt efter begyndte det at regne.
Jeg gik ind for at spise den morgenmad, der er inkluderet i prisen her, og jeg næd at spise rigtig brød. Første rigtige brød jeg har fået herovre på undersiden. Svenske Svend Holdt mig med selskab mens jeg købte en flybillet til Alice Springs (juhuuu, tænk! Jeg skal ind i den røde midte!) og bagefter lokkede vi nogle af de andre med på vores vandreplaner.
Da vi tog af sted brød solen frem. Første gang jeg har set sol i Aussie. Juhuu. Dejligt. Vi nåede til echo point og kiggede på the three sisters, tre kæmpe klipper, der siges at være tre forstenede søstre, der blev forvandlet til sten af en ven der ville beskytte dem fra et uhyre, der ville æde dem. Desværre døde vennen inden han nåede at forvandle dem tilbage. Vi kiggede ud over de blå bjerge, der er blå fordi olien fra eucalyptustræerne er blå når den fordamper...eller noget i den retning.
Mit kamera har fået en slem influenza og jeg er ikkesikker på det overlever. Det besvimede af feber da vi var på udkigspunktet, så en af de andre vil sende mig de billeder han tog.
Vi begav os ned i dalen og kiggede på de fine vandfald på vejen. Jeg har været i Aussie så Kort tid, og her er alleredmaneger mere vildlife end NZ. Et sted sad en stor fed behåret edderkop på gelænderet på en trappe vi gik på og det fik mig til virkelig at kigge grundigt efter hvor jeg satte mine hænder. Da vi nåede til det store vandfald, blev engelske Penny angrebet af en igle og vi brændte den af hende. Svenske Svend blev bidt af to igler i går og det blødte resten af aftenen. Gud, det er da til at få paranøja over. Brugte langt mere tid på at holde øje med kryb end med at holde øje med de smukke omgivelser. Vi gik usandsynligt langsomt, så det tog en evighed, men det var en let rute og vi hyggede os på vejen med en masse pauser.
Da vi kom tilbage gik vi forbi en butik hvor en af pigerne fra hostlet arbejder. Der var der vinsmagning, så vi smagte løs og gik derfra videre til en lille chokoladefabrik og fik smagsprøvers der også. Mums. Jeg ønsker mig et påskeæg af god chokolade når jeg kommer hjem. (hint hint)
Gik forbi grønsagsmarkedet på vej tilbage til hostelet og lavede dejlig aftensmad og nu sidder en hel masse i stuen og hører god musik og slapper af og lader op til en ny vandretur i morgen. Håber vejret holder.
Måske er Australien et sted hvor alle folk hjælper en på afveje. Helt ærligt har Kevin og Lynne ikke været til den store hjælp. Selvom det altid er rart med et sted at sove. En ung dame sagde at hun ville hjælpe mig af på den rigtige station, hvilet resulterede i at jeg sidder på en station i Leura, en lillebittebitte by tre km fra den by jeg rent faktisk skal til. Og der er en time mellem hvert tog. Pragtfuldt med en times ekstra transport. ...Oven i den ekstra tid det tog fordi jeg kom med det forkerte tog fra Sydney. I Penrith forklarede en togmand mig vejen til informationscenteret. Måske troede han jeg var fodboldfan, for vejen (og den var lang med bagage) førte til fodboldklubben hvor de sendte mig tilbage den lange vej til Info next door to the train station. Der mente de at det sted jeg skulle hen lå ved siden af fodboldklubben. Puha. Det gjorde det ikke! Men langt om længe løste det sig, og jeg blev hentet på stationen af nogen fra Muru aboriginals centre.
Det viste sig at være et virkelig kedeligt centre, og det var nærmest pinligt så tomt det var. Så jeg lod som om jeg kiggede mig omkring og læste lidt her og der og så fes jeg af igen. Godt jeg ikke nåede at melde mig til en guidet rundvisning. Men tænk alt det besvær og ekstra rejsetid bare for at komme til et skaldet sted som det.
Derfra hoppede jeg så på det tog der skulle have ført mig til the blue mountains. Om lidt kommer det næste. Håber det lykkes!
-----
Nåede frem og hvilket sted! Totally awesome place jeg har fundet. Det hedder the flying Fox og er sådan lidt hippie laydback lille sted, hvor folk hænger ud i haven med deres weed og gode karma. En af gutterne hjalp mig med at lappe mit liggeunderlag (der dog fortsat er flat) og så sad under halvtaget og kiggede ud på regnen der plaskede ned. En af pigerne hjalp mig med at hænge en pressening op over mit telt for ekstra værn mod regnen og en anden pige kogte linsesuppe til alle. Jeg sludrede med svenske Svend (på engelsk fordi ingen af os kunne finde ud af at tale dansk/svensk) og vi aftalte at tage ud at vandre sammen hvis vejret blev bedre.
Om aftenen sludredejeg med et hollandsk par, der forsøgte at lære mig et hollandsk kortspil. Dog uden meget held, da ingen af os kunne koncentrere os.
-----
Vågnede tidligt på mit flade underlag og glædede mig over at min nat ikke havde været kold som i NZ. Alex var tydeligvis også vågnet for han stak hovedet ud af sit telt og råbte at alle skulle stå op for solen skinnede. Det gjorde den ikke rigtig. Faktisk var det helt overskyet og lidt efter begyndte det at regne.
Jeg gik ind for at spise den morgenmad, der er inkluderet i prisen her, og jeg næd at spise rigtig brød. Første rigtige brød jeg har fået herovre på undersiden. Svenske Svend Holdt mig med selskab mens jeg købte en flybillet til Alice Springs (juhuuu, tænk! Jeg skal ind i den røde midte!) og bagefter lokkede vi nogle af de andre med på vores vandreplaner.
Da vi tog af sted brød solen frem. Første gang jeg har set sol i Aussie. Juhuu. Dejligt. Vi nåede til echo point og kiggede på the three sisters, tre kæmpe klipper, der siges at være tre forstenede søstre, der blev forvandlet til sten af en ven der ville beskytte dem fra et uhyre, der ville æde dem. Desværre døde vennen inden han nåede at forvandle dem tilbage. Vi kiggede ud over de blå bjerge, der er blå fordi olien fra eucalyptustræerne er blå når den fordamper...eller noget i den retning.
Mit kamera har fået en slem influenza og jeg er ikkesikker på det overlever. Det besvimede af feber da vi var på udkigspunktet, så en af de andre vil sende mig de billeder han tog.
Vi begav os ned i dalen og kiggede på de fine vandfald på vejen. Jeg har været i Aussie så Kort tid, og her er alleredmaneger mere vildlife end NZ. Et sted sad en stor fed behåret edderkop på gelænderet på en trappe vi gik på og det fik mig til virkelig at kigge grundigt efter hvor jeg satte mine hænder. Da vi nåede til det store vandfald, blev engelske Penny angrebet af en igle og vi brændte den af hende. Svenske Svend blev bidt af to igler i går og det blødte resten af aftenen. Gud, det er da til at få paranøja over. Brugte langt mere tid på at holde øje med kryb end med at holde øje med de smukke omgivelser. Vi gik usandsynligt langsomt, så det tog en evighed, men det var en let rute og vi hyggede os på vejen med en masse pauser.
Da vi kom tilbage gik vi forbi en butik hvor en af pigerne fra hostlet arbejder. Der var der vinsmagning, så vi smagte løs og gik derfra videre til en lille chokoladefabrik og fik smagsprøvers der også. Mums. Jeg ønsker mig et påskeæg af god chokolade når jeg kommer hjem. (hint hint)
Gik forbi grønsagsmarkedet på vej tilbage til hostelet og lavede dejlig aftensmad og nu sidder en hel masse i stuen og hører god musik og slapper af og lader op til en ny vandretur i morgen. Håber vejret holder.
Operahuset
19.-20.3.11
Jubii. Koncerten var en fantastisk oplevelse. Det var bestemt alle pengene værd og mere til. Jeg havde en kanon plads og musikken var virkelig god.
Egentlig var det vist en generaprøve på søndagens final koncert, men det betød kun, at de rykkede lidt rundt og at det blev filmet. Der er ikk så forfærdelig meget mere at sige om det andet end at gentage at det var godt.
Inden koncerten startede brugte jeg dagen på at lave min egen lille lyn sightseeing i byen. Tog til bydelen Glebe og gik på marked der. Det var et ret fedt marked og jeg havde lyst til at købe alt muligt. Bare ikke særlig smart hvis man i forvejen ikke har nok plads i tasken. Så jeg kørte videre til Newtown, der skal forestille at være den lesbiske bydel. Der var en masse skæve butikker og skæve mennesker, men det regnede en masse, så jeg blev der ikke så længe. I stedet tog jeg forbi universitetet for at lure lidt på stemningen der og se hvordan sådan et i Australien ser ud. Bagefter hoppede jeg på bussen igen og fandt en anden homo bydel, der faktisk er verdens største gay community stærkt efterfulgt af den i San fransisco. Desværre kom jeg et par uger for sent til Mardi Gras.
Sidste stop inden operaen var Hydepark og den store memorial klods der. Tog nogle billeder af stjernerne i loftet og skyndte mig videre for ikke at komme for sent til koncerten (som endnu engang fortjener at blive nævnt).
Valgte toget hjem og det var næsten ikke mørkt da jeg var fremme. Og næsten ikke uhyggeligt. Og næsten ikke uhyggeligt med de hundredevis af gigantiske flying foxes (flavermus) der luskede rundt på himlen. De er ikke mindre end (og hold nu fast!) 1.83 m i vingefang. Ikke spor gustent med sådan hundrede vampyrer hængende over hovedet. De flakser ikke rundt ligesom deflavermus jeg ellers har set rundt omkring. De basker...laangsomme seje bask som store fugle.
Vågnede tidligt og brugte morgenen lænet ind over badekaret og mit liggeunderlag i håb om at finde grunden til at jeg de sidste teltnætter har vågnet op om morgenen liggende på den hårde jord og ikke på luftpolstring. Fandt ikke bare grunden, men grundene i form af minimum 50 små huller. Tegnede tuschringe om hullerne, og vil lappe dem når det er tørret efter badet.
Tog til byen igen og undersøgte mine muligheder for min videre rejse. Det er svært at finde rundt i, med masser muligheder og masser begrænsninger og indviklet at gennemskue.
Eftermiddagen og aftenen blev brugt på at nyde operahuset fra nye vinkler og perspektiver. Tog en færge til Toranga og fik altså operahuset fra forsiden. Sad lidt derovre på den anden bred inden jeg tog tilbage igen og kiggede endnu mere. Blot for at tage den næste færge til et andet sted og fik et andet perspektiv på vidunderet. Er vist lidt opsessed med det opershus.
Da færgene holdt fyraften, satte jeg mig på en mælkekasse på havnenog lyttede til en gademusikant der gav den gas på sin saxofon. Et par andre folk slog sig ned på andre mælkekasser og lyttede med og en lidt luset fyr med et kæmpe fuldskæg rykkede nærmere og nærmere til mig og fortalte i en uendelighed om sin treårige guldklump som han netop havde afleveret tilbage til moren efter en weekend med ham. Han viste mig billeder af sønnen, der havde langt hår ned til midt på ryggen og yndigt pandehår.
Da han langt om længe gik for at nå den sidste færge til Manly, ryggen en anden fyr nærmere og inviterede mig på kaffe og vi gik sammen hen for at se aftenens aftenens store begivenhed: symfoniorkesterkoncerten fra dagen før blev projekteret op på ydersiden af bygningen i et væld af alle mulige farvede mønstre mens den afsluttende koncert blev vist live på Youtube eller hvordan det lige hang sammen. Det så meget fint ud. Sad der sammen med den lebanesiske fyr, der vist håbede på lidt mere fra min side end hvad jeg kunne tilbyde ham. Vi drak varm kakao og jeg hoppede på bussen hjem. Denne gang med bedre held med at finde vej.
Jubii. Koncerten var en fantastisk oplevelse. Det var bestemt alle pengene værd og mere til. Jeg havde en kanon plads og musikken var virkelig god.
Egentlig var det vist en generaprøve på søndagens final koncert, men det betød kun, at de rykkede lidt rundt og at det blev filmet. Der er ikk så forfærdelig meget mere at sige om det andet end at gentage at det var godt.
Inden koncerten startede brugte jeg dagen på at lave min egen lille lyn sightseeing i byen. Tog til bydelen Glebe og gik på marked der. Det var et ret fedt marked og jeg havde lyst til at købe alt muligt. Bare ikke særlig smart hvis man i forvejen ikke har nok plads i tasken. Så jeg kørte videre til Newtown, der skal forestille at være den lesbiske bydel. Der var en masse skæve butikker og skæve mennesker, men det regnede en masse, så jeg blev der ikke så længe. I stedet tog jeg forbi universitetet for at lure lidt på stemningen der og se hvordan sådan et i Australien ser ud. Bagefter hoppede jeg på bussen igen og fandt en anden homo bydel, der faktisk er verdens største gay community stærkt efterfulgt af den i San fransisco. Desværre kom jeg et par uger for sent til Mardi Gras.
Sidste stop inden operaen var Hydepark og den store memorial klods der. Tog nogle billeder af stjernerne i loftet og skyndte mig videre for ikke at komme for sent til koncerten (som endnu engang fortjener at blive nævnt).
Valgte toget hjem og det var næsten ikke mørkt da jeg var fremme. Og næsten ikke uhyggeligt. Og næsten ikke uhyggeligt med de hundredevis af gigantiske flying foxes (flavermus) der luskede rundt på himlen. De er ikke mindre end (og hold nu fast!) 1.83 m i vingefang. Ikke spor gustent med sådan hundrede vampyrer hængende over hovedet. De flakser ikke rundt ligesom deflavermus jeg ellers har set rundt omkring. De basker...laangsomme seje bask som store fugle.
Vågnede tidligt og brugte morgenen lænet ind over badekaret og mit liggeunderlag i håb om at finde grunden til at jeg de sidste teltnætter har vågnet op om morgenen liggende på den hårde jord og ikke på luftpolstring. Fandt ikke bare grunden, men grundene i form af minimum 50 små huller. Tegnede tuschringe om hullerne, og vil lappe dem når det er tørret efter badet.
Tog til byen igen og undersøgte mine muligheder for min videre rejse. Det er svært at finde rundt i, med masser muligheder og masser begrænsninger og indviklet at gennemskue.
Eftermiddagen og aftenen blev brugt på at nyde operahuset fra nye vinkler og perspektiver. Tog en færge til Toranga og fik altså operahuset fra forsiden. Sad lidt derovre på den anden bred inden jeg tog tilbage igen og kiggede endnu mere. Blot for at tage den næste færge til et andet sted og fik et andet perspektiv på vidunderet. Er vist lidt opsessed med det opershus.
Da færgene holdt fyraften, satte jeg mig på en mælkekasse på havnenog lyttede til en gademusikant der gav den gas på sin saxofon. Et par andre folk slog sig ned på andre mælkekasser og lyttede med og en lidt luset fyr med et kæmpe fuldskæg rykkede nærmere og nærmere til mig og fortalte i en uendelighed om sin treårige guldklump som han netop havde afleveret tilbage til moren efter en weekend med ham. Han viste mig billeder af sønnen, der havde langt hår ned til midt på ryggen og yndigt pandehår.
Da han langt om længe gik for at nå den sidste færge til Manly, ryggen en anden fyr nærmere og inviterede mig på kaffe og vi gik sammen hen for at se aftenens aftenens store begivenhed: symfoniorkesterkoncerten fra dagen før blev projekteret op på ydersiden af bygningen i et væld af alle mulige farvede mønstre mens den afsluttende koncert blev vist live på Youtube eller hvordan det lige hang sammen. Det så meget fint ud. Sad der sammen med den lebanesiske fyr, der vist håbede på lidt mere fra min side end hvad jeg kunne tilbyde ham. Vi drak varm kakao og jeg hoppede på bussen hjem. Denne gang med bedre held med at finde vej.
lørdag den 19. marts 2011
Sydney 18.03.11
Sydney
Man tør næsten ikke gå igennem safetyhalløjsaen i lufthanen i Aussie af frygt for at man er kommet til at tage noget med ind i landet man ikke har lov til. Og det er en laaaaang liste. Det er (udover heroin) mest frugt, træ, animalske produkter og jord under skoene...især hvis skoene har gået på farmland. Inden man går igennem Security tjek er der skraldespanden så man kan smide de forbudte ting ud. Og hvis ikke man gør det får man en kæmpe bøde. Man kan også krydse af på en seddel at man har tingene med. Så kigger de på det og smider det ud hvis de ikke vil have det ind. Hvis man glemmer at krydse noget af på listen får man også en bøde. Så det var ikke uden nervøsitet, at jeg gik igennem.
Damen studerede mine sandaler grundigt og smed min honningbøtte ud. Øv, så må jeg finde på noget nyt til min frokost. Hun fik mig også til at pakke mit telt ud og hun vaskede mine pløkker i noget pink stads.
Nervøsiteten blev hængende lidt endnu, for selvom Lynne havde skrevet at de ikke ville være der med det samme at hente mig kunne jeg ikke lade være med at tænke at de måske slet ikke kom.
Lynne og Kevin er venner med det ældre par jeg mødte da jeg vandrede the Kepler track. De anbefalede mig at finde L og K på couch surfing. Så nu bor jeg her mens jeg udforsker Sydney. De har også to drenge fra Viernam og Hongkong boende for en femårig periode mens de studerer.
Da vi kom hjem fra lufthavnen blev kortet hevet frem og Kevin begyndte at planlægge hele min aussietid. Noget overvældende må jeg sige. Men også rigtig dejligt med hjælp til at planlægge og med at få råd til hvor jeg skal tage hen og hvad jeg kan lave. Han vil blandt andet hjælpe mig med at finde ud af at lave noget med the aboriginals. I morgen vil han ringe til et aboriginals volunteer center og høre om mine muligheder der. Meget pænt af ham.
De har nogle lidt trinde regler her i huset, hvilket får mig til at gå med listesko...er det ikke sådan det hedder? Jeg kan ikke engang huske reglerne, men der hænger fx en seddel på badeværelset om at man skal vaske hænder efter toiletbesøg og at man kun må tage korte bade. De er ikke den slags mennsker jeg har lyst til at spørge om lov til ting i deres hus.
De har rigtig tit folk boende, og det er nok det der gør at de ikke er så snaksalige. Det er ikke som at besøge andre jeg har besøgt, hvor de har været nysgerrige og imødekommende. Mere sådan lidt som om jeg bare er der. Det er ikke nær så spændende, som når der rent faktisk er nogen at snakke med. Ideen med couchsurfing skulle ellers være noget socialt og kulturel udveksling, men de her er åbentbart ikke interesserede i at snakke. Lynne sagde at den sidste de havde haft boende fyldte for meget og brugte for lang tid på at opholde sig i køkkenet til morgenmad og at det havde været trættende. Det opfattede jeg lidt som en opfordring til at holde mig lidt for mig selv. Desuden sagde hun, at når de rejste, stod de tidligt op og var ude af døren klokken syv og at det ikke var meningen at man skulle sove længe når man var ude at rejse. Den måde hun sagde det på fik det til at lyde som om de forventer at jeg står tidligt op, ligesom jeg tror de forventer jeg kommer sent hjem når Kevin sagde at det er bedst at jeg tager bussen hjem fra byen fordi det ikke er godt at gå hjem fra togstationen når det er mørkt.
Anyway. Jeg satte vækkeuret til kl kvart i syv fordi Kevin ville tage mig med ind og vise mig rundt i The Rocks bydelen. Men vi kom alligevel først af sted halv ti, fordi han skulle alt muligt først. Vi kørte først en lynrunde i kvarteret og han pegede alt muligt ud for mig og forklarede alt muligt for mig som jeg overhovedet ikke kunne nå at huske. Vi fes rundt i bilen, mens han sagde: "der er stoppestedet når du skal ind til byen (kørte lidt rundt om et par blokke for at undvige noget trafik og kom ud på samme vej et andet sted), der er stoppestedet du skal stå af ved og den vej der hedder Walhalløk og det siger du bare til tve driver og der nede (flere blokke blev kørt omkring) og dernede for enden er supermarkedet, der lukker kl. 8.30." Og sp kærte vi rundt igen og tilbage til huset, hvor vi stillede bilet og gik ned til tog stationen.
Kevin pegede nu på et kort over byen og forklarede at jeg kunne vælge mellem en trezonersbillet og en etzonersbillet. Prisforskellen var tyve $ og der var tidsrestriktioner på den billige. Jeg tror jeg kunne nøjes med den billige hvis det bare er indre Sydney jeg vil besøge, men jeg følte mig presset til at købe den dyre fordi Kevin blev ved med at sige det bedre kunne betale sig. Hvis jeg får brug for at tage ud af indre Sydney to gange inden for en uge får han ret. Så det håber jeg lidt jeg får lyst til. I aften vil jeg læse i guidebogen (det er en bog deres sidste gæst glemte her) om steder at tage hen i ydre Sydney, bare til inspiration. Ved allerede at jeg gerne vil til The blue mountains.
Huset ligger i det indre Sydney...afstanden til byen er ca. som Roskilde til København.
Well. Vi kom til byen og temboet (i det mindste gåtempoet) blev sat ned. Vi gik rundt i the Rocks, der er den ældste bydel og han forklarede om de vigtige bygninger og det var interessant. Da vi gik om et hjørne kom operahuset til syne og jeg blev helt forpustet et øjeblik. Det var flottere end jeg havde troet og jeg havde glædet mig sådan til at se det. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Kevin virkede ikke videre påvirket, men han ser det vel tit og er måske ligeglad, hvem ved. Vi gik dog hurtigt forbi over til nogle andre bygninger og under the Harbour Bridge, der er så stor og overvældende, at selvom den ikke er vildt køn, virkede ret imponerende på mig. Folk betaler 200 $ for at kravle op på toppen af den. Hvert femte minut ser man en ny stor gruppe kravle af sted. Måske er det den indtægtskilde der betaler for vedligeholdelsen. Den bliver malet konstant og uafbrudt. Når de er færdige i den ene ende, begynder de forfra i den anden ende. Tænk at være ansat som harbour bridge maler.
Flere busser og han forklarede hvor busstoppet til hjem er og udpegede et supermarked mere og centralstationen og chinatown. Altsammen fra en betydelige afstand fra busvinduet og jeg forsøgte at huske gaderne fra hinanden. Til sidst var jeg så ør i hovedet at det var en lettelse da han tog hjem og overlod mig byen alene. Nogen gange er det lettere at have tingene udpeget på et kort og så selv finde ud af det.
Jeg startede med at finde noget at spise i chinatown og faldt i snak med en koreansk pige, der holdt frokostpause fra uni. Bagefter ville jeg gå igennem hyde park til botanisk have og ned til operahuset, men jeg besluttede mig i stedet for at gøre det i omvendt rækkefølge for at få en lejlighed til at bruge min dyre billet. Så jeg hoppede på en bus og fandt billetten frem. Fik dog ikke lov til at bruge den, for chaufføren holdt en hånd for billettjekkemaskinen og sagde at det var en gratis bus. Typisk. Skiftede til et tog fordi jeg i bund og grund ikke anede hvad det var for en bus jeg var steget på. Fik hjælp af en ung kvinde til hvilet tog der var det rigtige.
Ankom til operahuset og blev endnu engang overvældet af synet. Det er slet ikke vidt, som jeg troede og som det ser ud på billeder. Mere lysebrunt. Og så står det på en bund af en klods der er virkelig grim brun. Der har Utzon altså ikke lige tænkt sig så godt om. Men alligevel er det bare flot.
Jeg gik en tur rundt om bygningen og kiggede fra alle sider og med alle de forskellige baggrunde. Det er underligt hvordan noget der er smukt kan påvirke ens følelser. Pludselig var jeg i et meget bedre humør, og jeg mærkede det æstetisk smukke gav mig en særlig følelse af lykke indeni. Har nogen gange tænkt at den slags er lidt noget pjat og at det ikke er så vigtigt med kunst, men jeg må indrømme at det altså betyder noget. Faktisk fik det mig til at droppe hyde park og botanisk have og jeg blev bare siddende der på trappen lidt og al stressen fra den vilde rundtur forsvandt mens jeg kiggede på de buede, næsten hvide toppe og skyskraberne i baggrunden.
Ville undersøge om der var en forestilling jeg ville se og fandt til min glæde ud af at de næste fem dage er symfonikoncerter med Youtube symfoniorkester. Fik en uhørt billig billet til den sidste ikke udsolgte koncert ( i morgen) og var så heldig at en eller anden vigtig mand havde frigivet nogle gode pladser som jeg så kunne få en af til samme billige pris. Jeg glæder mig bare helt vildt! Tror det bliver så fedt. Og jeg havde slet ikke troet jeg ville få råd til at opleve operahuset indefra. Og så ovenikøbet et show som interesserer mig.
Bagefter gik jeg over til the art Gallery og slog mig ned på plænen til en gratis koncert med tre af symfonimusikerene. Det var rigtig dejligt og jeg nød at sidde og slappe af til god musik efter den travle dag. Ej hvor jeg glæder mig til i morgen.
Fandt busstoppestedet (tænkte bussen var bedre for så kunne jeg tage i supermarkedet på vej hjem) og pyt med at det tog lidt længere tid end med tog. Men bussen kom bare tre kvarter for sent og tog mere en dobbelt så lang tid som meningen, så det var mere end mørkt da jeg kom frem. Busscauførren satte mig af hvor jeg havde bedt ham hjælpe mig af, men jeg kunne overhovedet ikke kende stedet og slet ikke imørke. Ønskede endnu mere nu, at jeg havde taget toget og begyndte at gå i en tilfældig retning i håbet om at finde noget jeg genkendte. Det gjorde jeg bare ikke. Bankede på hos en lukket ejendomsmægler der gav mig et kort og tegnede ruten ind for mig. Han mærkede også supermarkedet, men jeg kunne ikke finde det. Da jeg kom hjem sagde Kevin at det alligevel lukkede kl. 6. Hmmm.
Eftersom der ikke var megen sludder at hente fra dem, gik jeg op i seng og kiggede i guidebogen. Fik nogle ideer til hvor jeg vil tage hen i morgen inden koncerten. Det bliver en god dag.
Man tør næsten ikke gå igennem safetyhalløjsaen i lufthanen i Aussie af frygt for at man er kommet til at tage noget med ind i landet man ikke har lov til. Og det er en laaaaang liste. Det er (udover heroin) mest frugt, træ, animalske produkter og jord under skoene...især hvis skoene har gået på farmland. Inden man går igennem Security tjek er der skraldespanden så man kan smide de forbudte ting ud. Og hvis ikke man gør det får man en kæmpe bøde. Man kan også krydse af på en seddel at man har tingene med. Så kigger de på det og smider det ud hvis de ikke vil have det ind. Hvis man glemmer at krydse noget af på listen får man også en bøde. Så det var ikke uden nervøsitet, at jeg gik igennem.
Damen studerede mine sandaler grundigt og smed min honningbøtte ud. Øv, så må jeg finde på noget nyt til min frokost. Hun fik mig også til at pakke mit telt ud og hun vaskede mine pløkker i noget pink stads.
Nervøsiteten blev hængende lidt endnu, for selvom Lynne havde skrevet at de ikke ville være der med det samme at hente mig kunne jeg ikke lade være med at tænke at de måske slet ikke kom.
Lynne og Kevin er venner med det ældre par jeg mødte da jeg vandrede the Kepler track. De anbefalede mig at finde L og K på couch surfing. Så nu bor jeg her mens jeg udforsker Sydney. De har også to drenge fra Viernam og Hongkong boende for en femårig periode mens de studerer.
Da vi kom hjem fra lufthavnen blev kortet hevet frem og Kevin begyndte at planlægge hele min aussietid. Noget overvældende må jeg sige. Men også rigtig dejligt med hjælp til at planlægge og med at få råd til hvor jeg skal tage hen og hvad jeg kan lave. Han vil blandt andet hjælpe mig med at finde ud af at lave noget med the aboriginals. I morgen vil han ringe til et aboriginals volunteer center og høre om mine muligheder der. Meget pænt af ham.
De har nogle lidt trinde regler her i huset, hvilket får mig til at gå med listesko...er det ikke sådan det hedder? Jeg kan ikke engang huske reglerne, men der hænger fx en seddel på badeværelset om at man skal vaske hænder efter toiletbesøg og at man kun må tage korte bade. De er ikke den slags mennsker jeg har lyst til at spørge om lov til ting i deres hus.
De har rigtig tit folk boende, og det er nok det der gør at de ikke er så snaksalige. Det er ikke som at besøge andre jeg har besøgt, hvor de har været nysgerrige og imødekommende. Mere sådan lidt som om jeg bare er der. Det er ikke nær så spændende, som når der rent faktisk er nogen at snakke med. Ideen med couchsurfing skulle ellers være noget socialt og kulturel udveksling, men de her er åbentbart ikke interesserede i at snakke. Lynne sagde at den sidste de havde haft boende fyldte for meget og brugte for lang tid på at opholde sig i køkkenet til morgenmad og at det havde været trættende. Det opfattede jeg lidt som en opfordring til at holde mig lidt for mig selv. Desuden sagde hun, at når de rejste, stod de tidligt op og var ude af døren klokken syv og at det ikke var meningen at man skulle sove længe når man var ude at rejse. Den måde hun sagde det på fik det til at lyde som om de forventer at jeg står tidligt op, ligesom jeg tror de forventer jeg kommer sent hjem når Kevin sagde at det er bedst at jeg tager bussen hjem fra byen fordi det ikke er godt at gå hjem fra togstationen når det er mørkt.
Anyway. Jeg satte vækkeuret til kl kvart i syv fordi Kevin ville tage mig med ind og vise mig rundt i The Rocks bydelen. Men vi kom alligevel først af sted halv ti, fordi han skulle alt muligt først. Vi kørte først en lynrunde i kvarteret og han pegede alt muligt ud for mig og forklarede alt muligt for mig som jeg overhovedet ikke kunne nå at huske. Vi fes rundt i bilen, mens han sagde: "der er stoppestedet når du skal ind til byen (kørte lidt rundt om et par blokke for at undvige noget trafik og kom ud på samme vej et andet sted), der er stoppestedet du skal stå af ved og den vej der hedder Walhalløk og det siger du bare til tve driver og der nede (flere blokke blev kørt omkring) og dernede for enden er supermarkedet, der lukker kl. 8.30." Og sp kærte vi rundt igen og tilbage til huset, hvor vi stillede bilet og gik ned til tog stationen.
Kevin pegede nu på et kort over byen og forklarede at jeg kunne vælge mellem en trezonersbillet og en etzonersbillet. Prisforskellen var tyve $ og der var tidsrestriktioner på den billige. Jeg tror jeg kunne nøjes med den billige hvis det bare er indre Sydney jeg vil besøge, men jeg følte mig presset til at købe den dyre fordi Kevin blev ved med at sige det bedre kunne betale sig. Hvis jeg får brug for at tage ud af indre Sydney to gange inden for en uge får han ret. Så det håber jeg lidt jeg får lyst til. I aften vil jeg læse i guidebogen (det er en bog deres sidste gæst glemte her) om steder at tage hen i ydre Sydney, bare til inspiration. Ved allerede at jeg gerne vil til The blue mountains.
Huset ligger i det indre Sydney...afstanden til byen er ca. som Roskilde til København.
Well. Vi kom til byen og temboet (i det mindste gåtempoet) blev sat ned. Vi gik rundt i the Rocks, der er den ældste bydel og han forklarede om de vigtige bygninger og det var interessant. Da vi gik om et hjørne kom operahuset til syne og jeg blev helt forpustet et øjeblik. Det var flottere end jeg havde troet og jeg havde glædet mig sådan til at se det. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Kevin virkede ikke videre påvirket, men han ser det vel tit og er måske ligeglad, hvem ved. Vi gik dog hurtigt forbi over til nogle andre bygninger og under the Harbour Bridge, der er så stor og overvældende, at selvom den ikke er vildt køn, virkede ret imponerende på mig. Folk betaler 200 $ for at kravle op på toppen af den. Hvert femte minut ser man en ny stor gruppe kravle af sted. Måske er det den indtægtskilde der betaler for vedligeholdelsen. Den bliver malet konstant og uafbrudt. Når de er færdige i den ene ende, begynder de forfra i den anden ende. Tænk at være ansat som harbour bridge maler.
Flere busser og han forklarede hvor busstoppet til hjem er og udpegede et supermarked mere og centralstationen og chinatown. Altsammen fra en betydelige afstand fra busvinduet og jeg forsøgte at huske gaderne fra hinanden. Til sidst var jeg så ør i hovedet at det var en lettelse da han tog hjem og overlod mig byen alene. Nogen gange er det lettere at have tingene udpeget på et kort og så selv finde ud af det.
Jeg startede med at finde noget at spise i chinatown og faldt i snak med en koreansk pige, der holdt frokostpause fra uni. Bagefter ville jeg gå igennem hyde park til botanisk have og ned til operahuset, men jeg besluttede mig i stedet for at gøre det i omvendt rækkefølge for at få en lejlighed til at bruge min dyre billet. Så jeg hoppede på en bus og fandt billetten frem. Fik dog ikke lov til at bruge den, for chaufføren holdt en hånd for billettjekkemaskinen og sagde at det var en gratis bus. Typisk. Skiftede til et tog fordi jeg i bund og grund ikke anede hvad det var for en bus jeg var steget på. Fik hjælp af en ung kvinde til hvilet tog der var det rigtige.
Ankom til operahuset og blev endnu engang overvældet af synet. Det er slet ikke vidt, som jeg troede og som det ser ud på billeder. Mere lysebrunt. Og så står det på en bund af en klods der er virkelig grim brun. Der har Utzon altså ikke lige tænkt sig så godt om. Men alligevel er det bare flot.
Jeg gik en tur rundt om bygningen og kiggede fra alle sider og med alle de forskellige baggrunde. Det er underligt hvordan noget der er smukt kan påvirke ens følelser. Pludselig var jeg i et meget bedre humør, og jeg mærkede det æstetisk smukke gav mig en særlig følelse af lykke indeni. Har nogen gange tænkt at den slags er lidt noget pjat og at det ikke er så vigtigt med kunst, men jeg må indrømme at det altså betyder noget. Faktisk fik det mig til at droppe hyde park og botanisk have og jeg blev bare siddende der på trappen lidt og al stressen fra den vilde rundtur forsvandt mens jeg kiggede på de buede, næsten hvide toppe og skyskraberne i baggrunden.
Ville undersøge om der var en forestilling jeg ville se og fandt til min glæde ud af at de næste fem dage er symfonikoncerter med Youtube symfoniorkester. Fik en uhørt billig billet til den sidste ikke udsolgte koncert ( i morgen) og var så heldig at en eller anden vigtig mand havde frigivet nogle gode pladser som jeg så kunne få en af til samme billige pris. Jeg glæder mig bare helt vildt! Tror det bliver så fedt. Og jeg havde slet ikke troet jeg ville få råd til at opleve operahuset indefra. Og så ovenikøbet et show som interesserer mig.
Bagefter gik jeg over til the art Gallery og slog mig ned på plænen til en gratis koncert med tre af symfonimusikerene. Det var rigtig dejligt og jeg nød at sidde og slappe af til god musik efter den travle dag. Ej hvor jeg glæder mig til i morgen.
Fandt busstoppestedet (tænkte bussen var bedre for så kunne jeg tage i supermarkedet på vej hjem) og pyt med at det tog lidt længere tid end med tog. Men bussen kom bare tre kvarter for sent og tog mere en dobbelt så lang tid som meningen, så det var mere end mørkt da jeg kom frem. Busscauførren satte mig af hvor jeg havde bedt ham hjælpe mig af, men jeg kunne overhovedet ikke kende stedet og slet ikke imørke. Ønskede endnu mere nu, at jeg havde taget toget og begyndte at gå i en tilfældig retning i håbet om at finde noget jeg genkendte. Det gjorde jeg bare ikke. Bankede på hos en lukket ejendomsmægler der gav mig et kort og tegnede ruten ind for mig. Han mærkede også supermarkedet, men jeg kunne ikke finde det. Da jeg kom hjem sagde Kevin at det alligevel lukkede kl. 6. Hmmm.
Eftersom der ikke var megen sludder at hente fra dem, gik jeg op i seng og kiggede i guidebogen. Fik nogle ideer til hvor jeg vil tage hen i morgen inden koncerten. Det bliver en god dag.
onsdag den 16. marts 2011
Queerlington
Da jeg langt om længe nåede tilbage til centrum igen, gik jeg over på museet for at se de færdigt. Udstillingerne blev imidlertid bare ved og ved og ved og til sidst gav jeg op og gik i stedet ned på Cuba Street der skulle være en eller anden livlig-hyggelig gade med cafeer og gågadeagtige butikker. Havde planlagt at tage liften op til et udsigtspunkt på bjerget, men jeg nåede aldrig så langt, for Cuba Street var virkelig nice, og jeg endte med at tilbringe resten af dagen der på forskellige bænke med at kigge på alle de mange folk. Og Wllington skulle ikke være Windyton som den ellers kaldes, men Queerlington, for der var simpelthen sååååå mange queer people der og i byen i det hele taget, at jeg ikke kunne andet end at føle mig hjemme. Total cool by. Ikke det sidste sted jeg kunne finde på at bo.
Nu er det saa blevet tid til at forlade New Zealand. Det maa siges at have vaeret en af de bedste rejser jeg nogensinde har vaeret paa. Har oplevet en masse og det har vaeret fedt at opleve at selvom man rejser rundt alene moeder man hele tiden andre rejsende. New Zealand er virkelig et nemt land at rejse rundt i og landet er hjem til de venligeste og mest gaestfrie mennesker jeg nogensinde har moedt. Mens jeg har rejst, har jeg taenkt, at det lige ville vaere et sted for far.
Nu er det lidt vemodigt at skulle forlade landet, for der er saa meget jeg ikke naaede at se og opleve.
Nu er det saa blevet tid til at forlade New Zealand. Det maa siges at have vaeret en af de bedste rejser jeg nogensinde har vaeret paa. Har oplevet en masse og det har vaeret fedt at opleve at selvom man rejser rundt alene moeder man hele tiden andre rejsende. New Zealand er virkelig et nemt land at rejse rundt i og landet er hjem til de venligeste og mest gaestfrie mennesker jeg nogensinde har moedt. Mens jeg har rejst, har jeg taenkt, at det lige ville vaere et sted for far.
Nu er det lidt vemodigt at skulle forlade landet, for der er saa meget jeg ikke naaede at se og opleve.
Sightseeing
Bussystemet i wellington fungerer tydeligvis ikke som derhjemme. Jeg er havnet i den helt forkerte del af byen og jeg skulle have været ind til centrum. Jeg fulgtes med en pige, der sagde at jeg kunne køre så langt jeg ville på en billet og at ruten bare kørte i ring. Men nu sidder jeg og venter på en bus, der satte mig af i en forstad på den anden side af byen end hvor jeg kom fra. For bussen kørte måske nok i ring, men i den ene ende bliver man smidt af og bedt om at vente på den næste. Så min ide om en sightseeingtur med bybussen gik lidt i vasken. Der er jo ikke andet for end at vente til bussen kommer igen om en halv time.
Jeg ankom til Wllington i går middag og rente rundt i byen med min kæmpe oppakning indtil jeg mente Sally måtte være hjemme og jeg tog derhjem.
Jeg var først en tur i turistinformationen og ventede længe i kø efter alle de andre mange turister og nogle unge gutter, der mente det var ok at hoppe over i køen. Bagefter gik jeg på Nationalmuseet, der var så kæmpestort, at jeg til sidst ikke orkede mere og besluttede mig for at gemme resten til i dag. Det var et ret fint museum ellers.
Turen fra Whanganui gik fint. Det meste af strækningen kørte jeg med en gammel tudse af en dame, der hed Kay og som insisterede på at vise mig det lokale frugtmarkede. Der var ingen abrikoser, desværre. Jeg lånte hendes toilet og hun var utrolig glad for at vise mig huset som datteren havde indrettet for alle sine mange dollars. Hun fik nævnt mere end en gang, at datteren havde en høj stilling inde i byen. Det var et ganske fint hus.
Der var fuld gang i snakken da jeg kom hjem og måske opdagede de slet ikke at jeg kom. Jeg lavede en kop te i et af de store krus og satte mig til rette i sofaen. Vi så den mest ulækre film nogen sinde, om en mand, der syede tre mennesker sammen mund mod numsehul. Kom til at tænke på Nansen, da vi gav op dengang de viste antichrist på højskolen.
De andre stod op en efter en og afløste hinanden i køkkenet hvor jeg prøvede at sove længe på en madras og under et par gamle soveposer. Jeg gav først op da katten kom og trådte mig i ansigtet og mjavede højlydt mens den med tydelig artikulation bad mig åbne døren. Bad den åbne døren selv og spiste morgenmad inden jeg begav mig ud på min mislykkedes sightseeingtur.
Jeg ankom til Wllington i går middag og rente rundt i byen med min kæmpe oppakning indtil jeg mente Sally måtte være hjemme og jeg tog derhjem.
Jeg var først en tur i turistinformationen og ventede længe i kø efter alle de andre mange turister og nogle unge gutter, der mente det var ok at hoppe over i køen. Bagefter gik jeg på Nationalmuseet, der var så kæmpestort, at jeg til sidst ikke orkede mere og besluttede mig for at gemme resten til i dag. Det var et ret fint museum ellers.
Turen fra Whanganui gik fint. Det meste af strækningen kørte jeg med en gammel tudse af en dame, der hed Kay og som insisterede på at vise mig det lokale frugtmarkede. Der var ingen abrikoser, desværre. Jeg lånte hendes toilet og hun var utrolig glad for at vise mig huset som datteren havde indrettet for alle sine mange dollars. Hun fik nævnt mere end en gang, at datteren havde en høj stilling inde i byen. Det var et ganske fint hus.
Der var fuld gang i snakken da jeg kom hjem og måske opdagede de slet ikke at jeg kom. Jeg lavede en kop te i et af de store krus og satte mig til rette i sofaen. Vi så den mest ulækre film nogen sinde, om en mand, der syede tre mennesker sammen mund mod numsehul. Kom til at tænke på Nansen, da vi gav op dengang de viste antichrist på højskolen.
De andre stod op en efter en og afløste hinanden i køkkenet hvor jeg prøvede at sove længe på en madras og under et par gamle soveposer. Jeg gav først op da katten kom og trådte mig i ansigtet og mjavede højlydt mens den med tydelig artikulation bad mig åbne døren. Bad den åbne døren selv og spiste morgenmad inden jeg begav mig ud på min mislykkedes sightseeingtur.
Whanganui River
De sidste dage var dedikerede til Whanganui River. Men saadan skulle det ikke gaa. Jeg var overbevist om, at jeg skulle ud at sejle kano. Havde vaeret meget i tvivl om jeg skulle tage op at sejle tre dage med nogle helt fremmede, eller om jeg skulle tage med Lydia til Pipiriki og noejes med en enkelt dags kano. Beslutede, at det var fedest hvis jeg gjorde det sammen med nogen jeg kendte og jeg tog derfor med hende og to andre tyskere. Men jeg skulle virkelig have holdt fast i min egen foerste ide. For turen var absolutely afskyelig. Det var rigtig hyggeligt at vaere sammen med de andre, men den maade turen foregik paa var slet ikke noget for mig. Vi moedtes med de andre der skulle med og gik opbord i en knaldgul meget stoejende jet boat. Det var foerst efter en halv time med fuld fart, at det gik op for mig, at vi were supposed to use all day in the jet boat, and only 1 hour in canoe, and not a short trip in the jet baot to the starting point of a whole day canoeing. Saa jeg blev temmelig skuffet. Det er sjovt med jet boat hvis det er det man har lyst til og det er skaegt med fuld fart. Bare ikke naar man befinder sig i noget meget smukt landskab som fortjener absolut stilhed og tid til at dvaele.
Jeg hev fat i Jet boat foereren og beklagede mig over misforstaaelsen og jeg fik sat i stand, at jeg kunne overnatte en lodge der laa et sted langs floden og padle kajak tilbage dagen efter i stedet for at suse i jet baaden tilbage med de andre. Det var i det mindste lidt bedre. Men stadig rigtig oev, naar det var noget andet jeg oenskede mig.
Et sted lagde vi til ved breden og gik en tur ind i skoven. Vi kom til 'Bridge to Nowhere', der er en bro der blev bygget over en forgrening af floden engang da nogle nybyggere syntes det var smart at proeve at starte et liv der. det viste sig i midlertid at det ikke var saerlig smart, saa nu gaar broen bare over og saa er der ikke noget paa den anden side. Lidt skaegt.
Lodgen var et rigtig fint hotelagtigt sted igen ikke min kop te, men personalet var flinke og jeg fik lov til at bruge deres koekken og lave min egen mad, saa jeg ikke behovede betale for deres fine mad oven i det hele. jeg sov ogsaa i telt i haven (blandt Lamaer, heste og hunde) i stedet for deres meget fine hvide senge. De andre gaester var ogsaa meget fine. og nogle af dem var meget snoppede. Vi sad alle sammen ved samme bord til maaltiderne og jeg foelte mig lidt malplaseret. Damerne var saadan nogle fine engelske nogen med stort engelsk bobbet haar. Det ene par, som ogsaa havde vaeret med i Jet boaten, var meget flinke og de insisterede paa at koebe drikkevarer til mig. Til sidst matte jeg give efter og de koebte noget der saa meget fint ud tl mig. Det smagte til gengaeld virkelig virkelig virkelig daarligt. Det var saa pinligt. paa et tidspunkt da de ikke kiggede drak jeg det hele lynhurtigt for at slippe af med det. Det skulle forestille at vaere noget vindruehalloj, men det smagte som om nogen havde tabt et kilo salt ned i kogekaret. For hulan, det var stygt. Bagefter maatte jeg skynde mig paa toilettet og jeg blev helt oppustet. Som snak var der muslinger og fine oste, som de ogsaa insisterede paa at jeg skulle dele med dem. Meget flinkt, men muslingerne var altsaa heller ikke lige noget for mig.
Om morgenen to mere der sluttede sig til os, saa vi var to kanoer og mig i en fosskajak, der padlede ned ad floden. Heldigvis var de enige med mig i at naturen kraevede stilhed og stille og rolig padlen. Kun engang imellem naar der kom lidt foss og fart paa stroemmen maatte landskabet passe sig selv. Et sted gik det saa vild at det ene par kentrede. Det andet par trak deres kano forbi over nogle sten og tog mine sager over til dem, saa jeg kunne prove om jeg kunne padle igennem uden fare for at mit pas og den slags skulle blive vaadt. Det er nemmere med en fosskajak, saa det gik fint. Dagen inden havde vi set en hel flok kentre, da vi kom i modsat retning i jetboaten. Det var en meget smuk tur, men for at vaere helt aerlig, kunne jeg ikke rigtig nyde det fordi jeg blev ved med at aergre mig over, at jeg ikke var taget op til Taumanui og lejet en kanoo i tre dage i stedet. Dumt at bruge energy paa det, men jeg er virkelig daarlig til at give slip paa den slags.
Ved det sidste lille vandbrus inden vi naaede til vejs ende, kentrede jeg og faldt pladask i floden som var meget dybere end jeg havde forestillet mig. Godt der ikke er krokodiller i New Zealand. Jeg hold fast i pagajen og svoemmede over til kajakken, men kunne ikke komme op i den igen og trak den derfor in til breden. Jeg ved ikke hvad de andre to par laerte da de var paa silkeborg hojskole...naah nej, de var jo bare nogle aandsvage fine mennesker, der turde sejle alene ned ad en flod selvom de aldrig havde sejlet kano foer..men jeg laerte at man hjaelper hinanden op igen hvis man kentrer og sikrer sig, at den kentrede har det godt...de sejlede bare videre.
Da vi kom i maal var der ikke noget med at skifte til toert toj. tjuhbang ind i bilen og de korte mig en halv time til en campingplads og korte igen inden jeg kunne naa at talle til 2. Her fik jeg mig et bad og toert toj og tilbragte aftenen med et tysk par, der talte godt engelsk og ogsaa var rigtig glade for at tale. Saa jeg nikkede mest og spiste deres chokolade. Men de var flinke og rigtig glade for at tale med mig. Fik mig en adresse mere til naar jeg engang kommer til tyskland.
Og nu havde jeg saa to ekstra dage i planen inden jeg skulle tilbage til Wellington. Det er virkelig svaert at finde paa noget at lave naar man kun har to dage. Foelte mig virkelig dum over ikke at have valgt de tre dage i kano, for det var virkelig spild af tid bare at skulle have de to sidste dage til at gaa. Det blev jeg virkelig i daarligt humoer over og jeg fik lidt hjemve og blev temmelig traet af New Zealand i det hele taget. Kunne ikke lade vaere med at snofte over den spilte maelk som skulle have vaeret nydt i min te. Hvad skulle jeg dog finde paa. Kunne overhovedet ikke komme paa noget, der kunne hamle op med den spilte tid og synes bare at det hele var ligegyldigt. Kiggede paa landkortet og fik oeje paa Dannevirke. Naar det nu absolut skulle vaere, saa var det da et sted jeg maatte besoege. Dannevirke er en lillebitte by hvor skandinaviske settlere slog sig ned dengang folk rejste til New Zealand for at blive. Og da jeg kom dertil fandt jeg ogsaa ud af at det er en by, der er absolut meget kedelig. Der sker absolut ingenting og der var heller ingen danskere at finde. havde ellers taenkt det kunne vaere sjovt, at hoere nogens historie. GIk ind paa en cafe for at hoere indehaveren om han kendte til nogen danskere, men han grinede bare og sagde at der ikke var nogen danskere i NZ. og saa begyndte han at fable om kina og kinesere. Jeg blev helt oer i hovedet og begyndte at spekulere paa hvordan jeg kunne slippe vaek derfra uden at virke uhoeftlig. Gud hvor kunne han tale laenge om kinesere. Da et par fra Whanganui kom ind for at spise frokost og tilboed mig et lift tilbage, greb jeg muligheden for at slippe vaek fra kinesersnakken og tog helevejen tilbage igen. Ganske lang koeretur. Blev glad og lettet, da de tilboed at jeg kunne overnatte hos dem, for jeg orkede ikke at skulle ud at finde en campingplads og bare bo der uden at have noget at lave.
Vi hentede deres to smaa piger Brianna (4) og Mikayla (1) hos bedsteforaeldrene og tog hjem til dem og fik aftensmad og saa fjernsyn. Nogen gange, er det bare rigtig rart med noget ganske almindelig familieliv og jeg synes at jeg slappede af for foerste gang i lang tid. Naeste morgen gik jeg ud for at kigge paa byen, var med Brianna til svoemning, hvilket var interessant, fordi det foregik helt helt helt anderledes end i Dk. Om eftermiddagen tog vi en tur til stranden og gik en tur. Virkelig en rar familie og jeg blev der en nat mere og hjalp med boernene og madlavningen inden jeg begav mig mod Wellington.
Jeg hev fat i Jet boat foereren og beklagede mig over misforstaaelsen og jeg fik sat i stand, at jeg kunne overnatte en lodge der laa et sted langs floden og padle kajak tilbage dagen efter i stedet for at suse i jet baaden tilbage med de andre. Det var i det mindste lidt bedre. Men stadig rigtig oev, naar det var noget andet jeg oenskede mig.
Et sted lagde vi til ved breden og gik en tur ind i skoven. Vi kom til 'Bridge to Nowhere', der er en bro der blev bygget over en forgrening af floden engang da nogle nybyggere syntes det var smart at proeve at starte et liv der. det viste sig i midlertid at det ikke var saerlig smart, saa nu gaar broen bare over og saa er der ikke noget paa den anden side. Lidt skaegt.
Lodgen var et rigtig fint hotelagtigt sted igen ikke min kop te, men personalet var flinke og jeg fik lov til at bruge deres koekken og lave min egen mad, saa jeg ikke behovede betale for deres fine mad oven i det hele. jeg sov ogsaa i telt i haven (blandt Lamaer, heste og hunde) i stedet for deres meget fine hvide senge. De andre gaester var ogsaa meget fine. og nogle af dem var meget snoppede. Vi sad alle sammen ved samme bord til maaltiderne og jeg foelte mig lidt malplaseret. Damerne var saadan nogle fine engelske nogen med stort engelsk bobbet haar. Det ene par, som ogsaa havde vaeret med i Jet boaten, var meget flinke og de insisterede paa at koebe drikkevarer til mig. Til sidst matte jeg give efter og de koebte noget der saa meget fint ud tl mig. Det smagte til gengaeld virkelig virkelig virkelig daarligt. Det var saa pinligt. paa et tidspunkt da de ikke kiggede drak jeg det hele lynhurtigt for at slippe af med det. Det skulle forestille at vaere noget vindruehalloj, men det smagte som om nogen havde tabt et kilo salt ned i kogekaret. For hulan, det var stygt. Bagefter maatte jeg skynde mig paa toilettet og jeg blev helt oppustet. Som snak var der muslinger og fine oste, som de ogsaa insisterede paa at jeg skulle dele med dem. Meget flinkt, men muslingerne var altsaa heller ikke lige noget for mig.
Om morgenen to mere der sluttede sig til os, saa vi var to kanoer og mig i en fosskajak, der padlede ned ad floden. Heldigvis var de enige med mig i at naturen kraevede stilhed og stille og rolig padlen. Kun engang imellem naar der kom lidt foss og fart paa stroemmen maatte landskabet passe sig selv. Et sted gik det saa vild at det ene par kentrede. Det andet par trak deres kano forbi over nogle sten og tog mine sager over til dem, saa jeg kunne prove om jeg kunne padle igennem uden fare for at mit pas og den slags skulle blive vaadt. Det er nemmere med en fosskajak, saa det gik fint. Dagen inden havde vi set en hel flok kentre, da vi kom i modsat retning i jetboaten. Det var en meget smuk tur, men for at vaere helt aerlig, kunne jeg ikke rigtig nyde det fordi jeg blev ved med at aergre mig over, at jeg ikke var taget op til Taumanui og lejet en kanoo i tre dage i stedet. Dumt at bruge energy paa det, men jeg er virkelig daarlig til at give slip paa den slags.
Ved det sidste lille vandbrus inden vi naaede til vejs ende, kentrede jeg og faldt pladask i floden som var meget dybere end jeg havde forestillet mig. Godt der ikke er krokodiller i New Zealand. Jeg hold fast i pagajen og svoemmede over til kajakken, men kunne ikke komme op i den igen og trak den derfor in til breden. Jeg ved ikke hvad de andre to par laerte da de var paa silkeborg hojskole...naah nej, de var jo bare nogle aandsvage fine mennesker, der turde sejle alene ned ad en flod selvom de aldrig havde sejlet kano foer..men jeg laerte at man hjaelper hinanden op igen hvis man kentrer og sikrer sig, at den kentrede har det godt...de sejlede bare videre.
Da vi kom i maal var der ikke noget med at skifte til toert toj. tjuhbang ind i bilen og de korte mig en halv time til en campingplads og korte igen inden jeg kunne naa at talle til 2. Her fik jeg mig et bad og toert toj og tilbragte aftenen med et tysk par, der talte godt engelsk og ogsaa var rigtig glade for at tale. Saa jeg nikkede mest og spiste deres chokolade. Men de var flinke og rigtig glade for at tale med mig. Fik mig en adresse mere til naar jeg engang kommer til tyskland.
Og nu havde jeg saa to ekstra dage i planen inden jeg skulle tilbage til Wellington. Det er virkelig svaert at finde paa noget at lave naar man kun har to dage. Foelte mig virkelig dum over ikke at have valgt de tre dage i kano, for det var virkelig spild af tid bare at skulle have de to sidste dage til at gaa. Det blev jeg virkelig i daarligt humoer over og jeg fik lidt hjemve og blev temmelig traet af New Zealand i det hele taget. Kunne ikke lade vaere med at snofte over den spilte maelk som skulle have vaeret nydt i min te. Hvad skulle jeg dog finde paa. Kunne overhovedet ikke komme paa noget, der kunne hamle op med den spilte tid og synes bare at det hele var ligegyldigt. Kiggede paa landkortet og fik oeje paa Dannevirke. Naar det nu absolut skulle vaere, saa var det da et sted jeg maatte besoege. Dannevirke er en lillebitte by hvor skandinaviske settlere slog sig ned dengang folk rejste til New Zealand for at blive. Og da jeg kom dertil fandt jeg ogsaa ud af at det er en by, der er absolut meget kedelig. Der sker absolut ingenting og der var heller ingen danskere at finde. havde ellers taenkt det kunne vaere sjovt, at hoere nogens historie. GIk ind paa en cafe for at hoere indehaveren om han kendte til nogen danskere, men han grinede bare og sagde at der ikke var nogen danskere i NZ. og saa begyndte han at fable om kina og kinesere. Jeg blev helt oer i hovedet og begyndte at spekulere paa hvordan jeg kunne slippe vaek derfra uden at virke uhoeftlig. Gud hvor kunne han tale laenge om kinesere. Da et par fra Whanganui kom ind for at spise frokost og tilboed mig et lift tilbage, greb jeg muligheden for at slippe vaek fra kinesersnakken og tog helevejen tilbage igen. Ganske lang koeretur. Blev glad og lettet, da de tilboed at jeg kunne overnatte hos dem, for jeg orkede ikke at skulle ud at finde en campingplads og bare bo der uden at have noget at lave.
Vi hentede deres to smaa piger Brianna (4) og Mikayla (1) hos bedsteforaeldrene og tog hjem til dem og fik aftensmad og saa fjernsyn. Nogen gange, er det bare rigtig rart med noget ganske almindelig familieliv og jeg synes at jeg slappede af for foerste gang i lang tid. Naeste morgen gik jeg ud for at kigge paa byen, var med Brianna til svoemning, hvilket var interessant, fordi det foregik helt helt helt anderledes end i Dk. Om eftermiddagen tog vi en tur til stranden og gik en tur. Virkelig en rar familie og jeg blev der en nat mere og hjalp med boernene og madlavningen inden jeg begav mig mod Wellington.
Abonner på:
Opslag (Atom)